Skoletjeneste på Hvolris

En dag i jernalderen

Oplev en dagligdag, som den kunne have set ud for 2000 år siden.

Lejrskole

Tag på lejrskole i jernalderen og oplev et eller flere døgn i Jernalderens univers. På Hvolris bliver lejrskolen helt unik.

Kimbrerne kommer

Kimbrerne gæster Hvolris Jernalderlandsby og forsøger at overtale Hvolris-folket til at drage med dem på deres rejse sydpå til mere behagelige livsbetingelser. Hvordan det ender, råder de højere magter over.

Ulddag

Lær om uld og mød dyrene på Hvolris

Arkæologidag

Helt unikt ligger den rekonstruerede landsby side om side med de arkæologiske udgravninger på Hvolris. Bliv klogere på arkæologiens spændende verden.

En kik ind i arkæologens verden

Arkæologidagen inviterer eleverne på en rundvisning på Hvolris i det arkæologiske område. På vores kultplads taler vi om fortidens tro, og om hvordan fortidens spor kan ses i landskabet. Vejen går forbi bronzealderhøjene, og derefter besøger vi et af jernalderhusene og taler om nutidens rekonstruktion af fortiden.

I dagens anden del skal eleverne selv forsøge sig som amatørarkæologer i et særligt tilrettelagt ”arkæologisk” udgravningsfelt. Her handler det om præcision og samarbejde. Bagefter skal eleverne stykke resultaterne af deres fælles udgravning sammen til et hele.

Rundvisningen i Hvolris' arkæologiske områder giver eleverne en håndgribelig nærhed til fortiden med spor fra stenalder, bronze- og jernalder. Dette underbygges yderligere gennem vores permanente udstilling af gravgods fra Hvolris. Arkæologidagen giver forståelse for jernalderfolkets levevis for 2000 år siden og for arkæologernes arbejde i dag.

Dagen foregår i det arkæologiske område, i jernalderlandsbyen og i modtagelsesbygningen. Varmt tøj og støvler tilrådes.

Max. 25 elever. Varighed 5 timer. Tilbuddet er særligt velegnet til større elever, især i udskolingen. 

Arkæologidagen er gratis for folkeskoler i Viborg Kommune.
For friskoler og skoler uden for Viborg er prisen er 1.900 kr. for max. 25 elever. Kontakt os på hvolris@viborg.dk og hør nærmere.

Tilbydes fra 1. november til 31. marts. Begrænset antal tilbud.