Seneste nyheder fra Nyt Viborg Museum

Pressemeddelelser fra Nyt Viborg Museum

Her kan du læse aktuelle pressemeddelelser fra Viborg Museum.

Tilmeld dig Viborg Museums nyhedsmail

Bliv abonnent på Viborg Museums nyhedsmail og modtag nyheder og gode historier fra museets verden fire gange om året.

Viborg Museums nye bog får flot anmeldelse

Viborg Museums første bog i museets nye bogserie har her i januar 2018 fået en flot modtagelse af anmelderen på historie-online.dk.

Viborg Museum præsenterer første bog i ny skriftsserie

Viborg Museum præsenterer en helt ny bog den 24. november 2017. Bogen hedder "Domkirkekvarteret i Viborg" og er første bog i skriftsserien "Viborgstudier".

Viborg Museums program for efterår og vinter 2017/18

Her er en oversigt over det planlagte program med onsdagsforedrag, specialarrangementer og aktiviteter for børn i efterår og vinterperioden 2017/18.

Udgravninger på Stænderpladsen, Toftum Næs og De fem Halder

Udgravningen ved Toftum Næs er afsluttet. Nu skal materialet bearbejdes. Udgravningen ved "De fem Halder" fortsætter indtil udgangen af 2017. Nye sonderende prøvegravninger skal bruges i rammeprojektet for det nye Domkirkekvarter.

Museet tager imod to nye adoptionsklasser fra Løgstrup Skole

Tirsdag den 26. september underskrev museumschefen og klasselærerne for to 4. klasser fra Løgstrup Skole ”adoptionspapirer” i forbindelse med klassernes nye AKSOM-samarbejde med Viborg Museum.

Nyt Viborg Museum i medierne

Hver uge året rundt er der nyhedshistorier om Nyt Viborg Museum i enten lokalpressen, de landsdækkende medier eller i fagpressen. Det er vi rigtig glade for, fordi nyhedsartiklerne er med til at understøtte museets opgave med at formidle vores arbejde.

Status på sonderende prøvegravning på Stænderpladsen og Margrethepladsen

 

Viborg Museum har i løbet af september foretaget sonderende prøvegravninger på Stænderpladsen og på Margretheplænen i hjertet af Viborg.

 

Museet har siden engang i 70’erne foretaget forskellige, mindre udgravninger i nærheden af Stænderpladsen og Margretheplænen , men det er første gang, arkæologerne på museet har undersøgt jorden på selve Stænderpladsen.

Formålet med udgravningen er at se, om der findes noget bevaret, der har arkæologisk interesse. Arkæologerne skal med den sonderende prøvegravning finde ud af, hvilken karakter eventuelle fund har i forhold til arbejdet med rammeplanen for kommunens udviklingsprojekt i Domkirkekvarteret.

 

Museumsinspektør og arkæolog Lars Agersnap Larsen leder den sonderende prøvegravning. Når den er afsluttet, skal der skrives en rapport om resultatet, så arkitekten får nogle rammer at arbejde ud fra i sin planlægning af arbejdet med nyudviklingen af Domkirkekvarteret.



Status på de to sonderende udgravninger:
 

Stænderpladsen: Der er fundet dele af meget nedbrudte bygningsrester i form af fundamentgrøfter og stenfundamenter. Der er kun lidt tilbage af bygningsresterne. Resten er forsvundet pga. terrænreguleringer i særdeleshed i 1834 og sikkert også i 1870’erne. På sidstnævnte tidspunkt blev toppen af pladsen gravet væk. Vi har fundet fundamentrester fra den bygning, som har gået hele vejen ned til Domkirken. Vi kender til bygningen pga. murermester Gullevs optegninger i 1800-tallet. Det, der er fundet i denne omgang, passer nogenlunde med hans optegninger. Der er ifølge Lars Agersnap Larsen sandsynligvis tale om et såkaldt plyndret fundament, hvor folk har genbrugt materialerne til andre byggerier.

Margretheplænen: Der er også aktiviteter under en meter nede i jorden under plænen foran Margrethestatuen. Det er en baggård, vi der har gravet i. Vi kan se, at det ligner noget af det, man fandt, da man foretog en udgravning ved sognehuset omkring 1995 – det vil sige nedslidte bygningsspor, gruber og kulturlag. Det ser ud til at fortsætte ind under græsset. Der er altså fundet lidt, vi kan blive klogere på.

Næste skridt er rapportskrivning Arbejdet med at udarbejde arkæologernes rapport, der skal indgå i rammeplanen for udviklingen af Domkirkekvarteret. Rapporten indeholder foreløbige udtalelse om, hvad man kan forvente at finde og hvad der er det videre forløb for bygherre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historien skal omskrives: Bugges borg lå et andet sted

 

Arkæologerne på Viborg Museum har fundet Niels Bugges borg. Noget så uskyldigt som græstørv har påvist, at ridder Bugges borg alligevel ikke har ligget i det område, vi i dag kender som Niels Bugges Hald.

 

 

Viborg Stift Folkeblad har den 8. juni 2017 skrevet følgende artikel om det sensationelle fund:
 

"Hald: I sig selv er græstørv ret anonyme, men når de muligvis er fra midten af 1300-tallet, og når de er fundet under "Hald Ruin", lurer sensationen. Med andre ord: Viborg Museums arkæologer kan have fundet det første sikre tegn fra den borg, ridder Niels Bugge byggede.

- Vi har allerede fået aflivet myten om, at Niels Bugges borg lå mellem Niels Bugges Kro og søen. De seneste fund her kan vi ret sikkert datere til sidste halvdel af 1200-tallet, siger museumsinspektør Lars Agersnap Larsen, Viborg Museum.

Så "Niels Bugges Hald" er ikke længere knyttet til den kendte ridder. "Gammelhald" er nu navnet for anlægget. I samme takt har de historisk kyndige sløjfet "Bispens Hald" for ruinen på odden. De er overbeviste om, at det meste af historien skjuler sig her. "Hald Slot" er navnet.

Jagter årstal

De fundne tørv har tydeligvis skullet forstærke kanten af en borg, der er ældre end biskop Jørgen Friis' borg fra 1520'erne. Med forskellige metoder prøver arkæologerne nu at finde frem til et årstal.

Det stort anlagte arbejde med De Fem Halder har også ført til minutiøse udgravninger. Den 1. juni tog graveholdet fat på Hald Slot, nemlig i form af en 80 meter lang søgegrøft fra nord til syd. I går var holdet nået cirka midtvejs, da tørvene kom for en dag. Tidligere stødte det på rester af brolægning, sporene efter en mulig brønd og underlaget til en port mellem de to borggårde - alt sammen formentlig fra Jørgen Friis-borgen.

Arbejdet foregår indtil efteråret. Lars Agersnap Larsen oplyser, at arkæologerne har en plan, men at den er til at ændre, efterhånden som fundene peger i nye retninger." (artiklen er skrevet af Jesper Overgaard, Viborg Stifts Folkeblad).

Følg udgravningen tæt

Hvis du gerne vil vide mere om udgravningerne ved Hald, så læs en mere detaljeret beretning om udgravningerne lige her eller følg os på facebook. Vi opdaterer nyhedssiderne, så snart der er nyt at berette fra udgravningerne. Projektgruppen bag "De fem Hald'er" har også egen facebookside, hvor du kan se endnu flere billeder og blive opdateret på forløbet. Du finder deres facebookside her.

 

 

Jagten på rige vikingers haller, smykker og tårne fortsætter


Arkæologer fra Viborg Museum kan med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter begynde nye udgravninger ved Toftum Næs. Her fandt de i 2014 og 2015 blandt andet spor efter et 10 meter højt tårn fra vikingetiden.

 

 

I 2014 og 2015 afdækkede Viborg Museum den første lille del af en større bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid (600-1000 e.Kr.) ved Toftum midt mellem Mønsted og Stoholm. Det viste sig at være hjemstedet for en stormandsslægt, der har siddet på magten i området i mindst 400 år.

Danmarks første tårn fra vikingetiden

Under udgravningen fandt arkæologerne spor af mange huse og et fundament til et mindst 10 meter højt, træbygget tårn. Tårnet kan dateres til 700-årene og er dermed fra tiden omkring vikingetidens begyndelse. Det er det første sikre tårn fra vikingetiden i Danmark. Fra den 14. august fortsætter udgravningerne, og det glæder arkæologerne sig over på Viborg Museum:


Vores fund ved Toftum Næs med forgyldte smykker, genstande af stor håndværksmæssig kvalitet og endda våbendele vidner om ekstraordinær rigdom. Vi er derfor rigtig spændte på at gå i gang med de nye udgrav-ninger. Vi forventer, at vi denne gang finder nogle af de mange andre bygninger, der var på stormandens gård”, forklarer arkæolog Kamilla Fiedler Terkildsen fra Viborg Museum.

Ud over tårnet blev der i 2014 og 2015 udgravet spor af flere store træbyggede haller, der i løbet af århundrederne har afløst hinanden. Det var stormandens gæstebudssal, hvor stormænd og krigerne samledes og holdt gilde. Det var drikkegilder, som ikke stod tilbage for de fester, de senere skulle holde i Valhal – Odins Hal – når de som faldne krigere, blev ført til de evige slagmarker, hvor de skulle kæmpe hele dagen og drikke og spise hele natten.

Arkæologerne på Viborg Museum er ikke i tvivl om, at de vil finde flere bygninger, og at vi dermed kommer endnu tættere på at forstå, hvordan man levede på pladsen, og hvilke forbindelser der var til andre betydningsfulde steder både nær og fjern.

  

Besøgende inviteres til åben udgravning

Udgravningerne starter den 14. august og løber frem til den 1. september. Vi opdaterer løbende denne side i perioden.

Der vil være rundvisninger på pladsen den 17., 24. og 29. august. Rundvisningen starter kl. 19.00.

 

Følg udgravningen tæt

Hvis du gerne vil vide mere om udgravningen ved Toftum Næs, så læs en mere detaljeret beretning om udgravningerne lige her eller følg os på facebook. Vi opdaterer nyhedssiderne, så snart der er nyt at berette fra udgravningerne.