Det var de borgerlige partier samt det dengang nystiftede erhvervsråd, der oprettede Erhvervsrådets Boligselskab i Viborg den 2. marts 1942. Ifølge vedtægterne skulle selskabet “opføre gode og billige boliger, væsentligt med lejligheder, svarende til den mindrebemidlede befolknings behov”. Når selskabet blev startet netop på dette tidspunkt, hænger det uden tvivl sammen med, at Boligselskabet Viborg var stiftet den 15. november 1940 med udgangspunkt i Arbejdernes Fællesorganisation. De borgerlige kredse i Viborg har ikke ønsket, at socialdemokratiet og fagforeningerne alene skulle præge det almene boligbyggeri i Viborg.

Selskabet gik straks i gang med det første byggeri, 24 lejligheder ved Skivevej, der året efter blev udvidet med yderligere 56 lejligheder. Efter krigen gik det stærkt, og bolignøden var stor, så byggerierne gik i gang, så snart boligministeriet gav tilladelse. Sct. Mikkelsgård har mere 100 lejligheder og Ellekonebakken over 500. Selskabets afdeling Klostervænget var det første almene byggeri i Danmark, som blev opført som 100 procent montagebyggeri.

I dag opfører boligselskabet foruden de store blokbebyggelser også tæt, lav bebyggelse. Ved 50 års jubilæet i 1990 administrerede selskabet 1609 boliger og flere børneinstitutioner. I dag har selskabet skiftet navn til Boligselskabet Sct. Jørgen. Dels efter selskabets hovedkontor, der ligger på Sct. Jørgens Vej i Viborg, og dels vel for at understrege, at de gamle politiske skel, som for mere ned 60 år siden lå bag stiftelsen af to boligselskaber i Viborg, er forsvundet. Viborgs to boligselskaber har ligget i en sund konkurrence om at præge boligbyggeriet i Viborg. Byrådet har da også ved planlægningen af nye boligområder i Viborg delt opgaven med at bygge almene boliger imellem de to boligselskaber.

Af Svend Korup


Litteratur
Gode boliger gennem 50 år, udgivet af Erhvervsrådets Boligselskab 1992.
Peter Seeberg og Hans Langballe: Tag over hovedet. Et essay om boligbyggeri i Viborg 1855 til 1992, udgivet af Erhvervsrådets Boligselskab, Viborg 1992.

Billede til venstre: Sct. Mikkelsgård ved Sct. Jørgens Vej. Billede taget i 1954.