Oktober 2024: Et ikon alle kender

Denne måneds fund er et smukt, lille vedhæng i sølv – formet som et af de mest ikoniske symboler fra nordisk mytologi: Thors hammer, Mjølner.

Ifølge myterne rammer Mjølner altid sit mål og vender trofast tilbage til sin ejermand, Thor. Selvom historien om Mjølner er velkendt, er fund af Thorshamre gjort med metaldetektor faktisk ret sjældne. På museet har vi kun registreret ét tidligere fund af denne slags. Måske har de fleste haft netop den magiske evne til at vende tilbage til deres ejere. 😃

Dette sjældne fund er netop opdaget nord for Bjerringbro, vi har derfor kun de foreløbige fotos fra marken, taget af detektorfører, @Rasmus Heiberg Søndergaard. Bemærk, at målestokken kun er vejledende.

 

Et stort tillykke til Rasmus med det enestående fund

 

 

 

 

September 2024: Et personligt kors

Ved første øjesyn ser månedens fund ikke ud af meget, men det er lidt af en sjældenhed. Månedens fund er et lille kors i metal, fundet i en grav under den igangværende udgravning af Sct. Mikkels Kirkegård. Ikke uden grund vakte det begejstring blandt arkæologerne, da det er ekstremt sjældent, der findes genstande i gravene der har tilhørt den gravlagte.  

Korset er ca. 2,5 cm højt og 2 cm bredt og er lavet i et indtil videre ubestemmeligt metal. Den hvide farve antyder at det kunne være bly. Korset har kortere vandrette arme er end de lodrette og alle armene er lidt bredere mod enderne.

I graven lå det placeret omkring den øverste del af brystet og har derfor sandsynligvis været båret i en snor om halsen eller måske været fastgjort tøjet. Der er ingen umiddelbare spor efter et øsken, men da korset er medtaget, kan det gemme sig under korrosion. Ejeren var sandsynligvis en kvinde. Dette kan bestemmes ud fra knoglernes karakter, der var små og slanke, samt forskellige træk på kraniet.

Kirkegården har været i brug igennem hele middelalderen og efter kirkens nedlæggelse i 1529, fortsatte kirkegården som fattigkirkegård. Strategrafiske iagttagelser viser at graven og korset stammer fra den senere del af Kirkegårdens anvendelsestid. Formentlig er det fra 1600-1700 tallet.

Da der ikke er tradition for at medgive gravgaver i kristne grave, er der ikke mange fund i gravene udover skeletter, kistesøm og kistebeslag. I udgravningen er der indtil videre fundet fire simple bæltespænder og tre små metalhægter der har siddet på tøjet. Derfor er det lille kors ekstra fint fund, da det er det eneste smykke og personlige ejendel der er fundet på udgravningen. 

  

 

En gylden gubbe eller gylden dame?

Månedens fund er en såkaldt guldgubbe fra yngre germansk jernalder. En lille fin guldfigur på blot 31 mm og 3,4 g. Navnet gubbe stammer fra svensk og betyder egentlig gammel mand. Og de fleste guldgubber fremstiller også mænd, men i nogle tilfælde også kvinder og børn.
Asbjørns fine fund fra Bjerringbro-egnen kendes ikke magen til og er altså et unikum. I modsætning hertil står en del af de bornholmske og svenske fund, der er lavet med den samme patrice, hvor tyndt guldblik er formet ned over. Men om denne måneds fund er en mand eller dame kan måske diskuteres. For er de indpunslede prikker ved figurens hage et fipskæg eller en perlerand?  Bemærk også de fint indridsede hænder foran livet på figuren.

Meget tyder på, at guldgubberne skal knyttes til de riter, der udføres i de indviede haller på de centrale sakrale pladser. Særligt kendt er den bornholmske lokalitet Sorte Muld ved Svaneke, hvor der er fundet over 3000 guldgubber.

Uanset om det er en mand eller kvinde, så slutter fundet sig til en eksklusiv fundgruppe. Det er således første gang, der er fundet en guldgubbe i Viborg Museums ansvarsområde. Og der kendes kun 5 andre lokaliteter i Jylland med fund af guldgubber.

Tillykke til Asbjørn med den meget sjældne fund.

 

 

Juni 2024: Et gyldent glimt fra en brydningstid

Månedens fund er en usædvanligt velbevaret fibel i urnesstil.
Stilarten er den sidste af de nordiske dyrestilarter og er opkaldt efter udsmykningen på stavkirken i Urnes i Norge. Dateringen er den sidste del af vikingetiden og starten af middelalderen. Her befinder vi os i en brydningstid mellem den nordiske mytologi og den kristne tro. Stykket her har således også træk, der er hentet i den romanske stil.
Det dominerende element i urnesstilen er det store dyr, der ses afbilledet som langstrakt væsen med mandelformede øjne. Dyret flettes omkring sig selv og ind i planteelementer og i modsætning til de foregående perioder, er udtrykket mere tredimensionelt.

Det fine fund er gjort af Rasmus Heiberg Søndergaard ved Sparkær, og vidner således om et samfund hér på denne tid med overskud til at erhverve sig sådanne fine smykker.
Ud over at være meget velbevaret, så er der også bevaret en smule tekstil på stykkets bagside. Det skyldes sandsynligvis udvaskning af metalsalte fra legeringen som stykket er støbt i, hvilket virker mineraliserende og dermed konserverende på tekstiler, som ellers vil være formuldet efter næsten 1000 år i jorden.   

Tillykke til Rasmus med det fine fund.

 

 

Maj 2024: To som elskede hinanden? 

Denne gang er månedens fund lidt anderledes, da det ikke er en genstand, men en grav fra den igangværende udgravning af Sct. Mikkels Kirkegård ved Søndersøparken i Viborg.

Imellem de mange lidt anonyme grave, dukkede en grav op med to individer, en såkaldt dobbeltgrav. Selvom skeletterne var meget dårlige bevaret, var det tydeligt at der lå to personer ved siden af hinanden. Begge er gravlagt på ryggen, med hovederne placeret, så deres ansigterne vendte mod hinanden. Ud fra knoglernes karakter og størrelse, ser det ud til at være en mand og en kvinde, der er blevet begravet sammen. Var de et par eller tæt familie? Hvad deres historie var, bliver vi nok aldrig helt kloge på, men vi kan sige så meget at de må have haft en relation imens de var i live og de må være døde på ca. samme tid.

Dobbeltgrave er ikke ualmindelige og i denne udgravninger der indtil videre udgravet i alt tre dobbeltgrave.

   

 

April 2024: Fra en krigers udrustning

Ungdommen slår til igen! Vi har tidligere præsenteret den unge detektorfører Asbjørn og hans fund her på siden. Og nu har han gjort det igen.
I februar og starten af marts 2024 begyndte han at finde genstande inden for at område på 20x15 m, der alle kunne dateres til yngre germansk jernalder, heriblandt flere glasperler. Dette indikerede, at der kunne være tale om en oppløjet gravplads på stedet, da der sjældent findes glasperler andre steder end i gravene. Var perlerne tabt i jernalderen, var de formentlig for længst gået til af regn, frost og sol.

En mindre prøvegravning på stedet i samarbejde med finderen, der måtte have fri fra skole, resulterede desværre ikke i fund af bevarede grave eller anlægsspor. På marken har der i en årrække været dyrket grøntsager, hvor man desværre laver dyberegående jordbearbejdning end ved konventionelt landbrug. Formentlig er det derfor glasperler og fibler er kommet op på markoverfladen.

I forbindelse med undersøgelsen fandt Asbjørn, hvad vi første omgang troede var en fibel (dragtspænde). Men efter afrensning af genstanden af museet konservator, kunne vi se, at der ikke var nåleanordning på bagsiden med derimod flere nitter ned langs stykket. Formentlig er det hjelmkamsbeslag, der har siddet midt på hjelmkammen, hvor den afsluttes ned mod øjenbrynsbuerne. På beslaget ses en mandsmaske som den ofte ses i yngre germansk jernalder. Tillykke til Asbjørn, der virkelig har øjnene med sig, når han ud over metalgenstandene også finder glasperler.

   

Marts 2024: Usædvanlig flot miniaturesværd fra vikingetiden

Da denne månedens fund blev indlevet til Viborg Museums detektoraften i februar, var vi ikke i tvivl om at det skulle være månedens fund. Det utrolig fine miniaturesværd, er udover at være næsten intakt og velbevaret, også meget detaljerigt.

Miniaturesværdene fra vikingetiden imiterer de rigtige sværd og velbevarede typer som denne, kan typebestemmes ud fra de store sværds typologi. I dette tilfælde er grebknoppen femdelt med bredt og højt midterstykke, hvilket passer med type K eller en variant af type S i Jan Petersens typologi over norske vikingesværd. Dateringen er yngre vikingetid. Der er bevaret øsken på bagsiden, så det har kunne bæres i en snor eller på anden måde fæstnes til tøjet.

Andre miniaturevåben eller hængsmykker udformet som våben, såsom spydspidser, økser og skjolde er også kendt fra vikingetiden. Disse genstande er typisk tolket som amuletter, der har bragt styrke eller beskyttelse overfor overnaturlige kræfter.

Tillykke til Jens med det flotte fund!

 

 

 

Februar 2024: En genopdaget gravhøj?

Beslutning om motorvejsforløbet omkring Viborg eller den såkaldte 0+ løsning med udvidelse af hovedvej 13 nærmer sig. I den forbindelse laver vi på Viborg Museum en såkaldt arkæologisk analyse. Som en del af dette gennemgås alt arkivmateriale inklusive de såkaldte Original 1, der blev opmålt og tegnet i forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700- og starten af 1800-tallet. Kortene blev bl.a. lavet for at kunne beskatte de selvejende bønder. Og her var gravhøje ofte i vejen for at dyrke marker. Således skulle de arealer ikke medregnes i beskatningen. Når vi gennemgår disse gamle kort, sker det ind i mellem, at der dukker ”nye” høje op. Altså indtegnede gravhøje, der ikke tidligere har været registreret.

Det var netop tilfældet på grænsen mellem Fallesgårde og Grønhøj ejerlav nord for Frederiks, hvor en fin gravhøj var indtegnet i skellet mellem de to ejerlav. Højen har ikke tidligere været registreret i den landsdækkende database Fund & Fortidsminder. Evt. rester af højen har været tæt på at forsvinde, da der på begge sider af diget har været råstofgrave i 1980’erne og 1990’erne. Hvis motorvejen bliver ført vest om Viborg får vi mere viden om gravhøjen, for så skal der laves undersøgelse på stedet inden anlægsarbejdet går i gang.  

Tv.: Original 1 kort hvor gravhøjen er markeret mellem to ejerlav. Th.: Udgravningen af en anden gravhøj ved Tapdrup.

 

 

 

Januar 2024: Én Ring er over dem alle

Månedens fund har bragt museets arkæologers tanker hen på Ringenes herre. Det er godt nok ikke en fingerring som i Tolkiens univers, men hold nu op, hvor er den smuk!

Dateringen er umiskendelig vikingetid, højst sandsynligt den omkring år 900. Ringen er lavet i bronze og har tre felter med mønster, der er forgyldt. Yderst på disse felter er der loddet et stykke sølv på, hvori der er mønster med niello. Det er skabt ved indlægning af en svovlforbindelse i sølvet, der får mønstret til at fremtræde sort i kontrast til sølvet.
Ringen har en mere flad bagside, hvilket peger i retning af en montering, hvor kun den ene side skulle ses. Formentlig har stykket fungeret som remdeler, enten på bæltetøj i forbindelse med sværdophæng eller måske har det været på stormandens hesteseletøj. Vi har endnu ikke fundet lignende stykker i litteraturen, så indtil videre er stykket et unikum.

Tillykke til Poul Hounsvad med det smukke fund, der blev gjort ved Kvols i forbindelse med Midtjysk Detektorforenings træf tilbage i september.

 

 

Foto: Poul Hounsvad

December 2023: Gylden kristusfigur fra ældre middelalder

Julemånedens og årets sidste ”månedens fund” er en usædvanlig fin kristusfigur, som uden overdrivelse hører blandt de mere sjældne fund. Det er fundet ved Kvols nordvest for Viborg i forbindelse med Midtjysk Detektorforenings årlige træf, Midgårds Rally, der med over 100 deltagere blev afholdt i weekenden 15.-17. september i år. Et stort tillykke til finderen, som er Jes Gisselmann.

Den ca. 9 cm høje kristusfigur er støbt i bronze og belagt med et tyndt lag guld med lueforgyldning. Kristusfiguren står med strakte ben og næsten samlede, parallelle fødder, som hviler på en lille afsats. Det store hoved hælder ganske lidt forover og har vidtåbne øjne. Utvivlsomt har begge arme stået vinkelret ud fra kroppen med store åbne hænder, men figurens højre arm må efter alt at dømme have fået et tryk på et ukendt tidspunkt, så den i dag bøjer en smule nedad. Som et selvstændigt abstrakt ornament folder lændeklædet sig omkring hans hofter. Kristusfiguren må oprindeligt have været monteret på et kors med små nagler i håndfladerne og fodstøtten. Hvordan krucifikset har taget sig ud, lader sig ikke påvise. Men krucifikset kan have fungeret som alterkors, eller måske det har stået ovenpå et relikvieskrin eller rejsealter, som det eksempelvis kendes fra Frøslevskrinet fra ca. 1100-50 fundet 1872 i Frøslev Mose i Sønderjylland.

Det er ”den sejrende Kristus” vi ser gengivet i fundet fra Kvols, og dermed slutter fundet sig den gruppe af ældre middelalders romanske krucifikser fra 1100-1200-tallet, der i reglen skildrer Kristus som den, der ved sin korsfæstelse frem for alt sejrer over døden. Det er også den sejrende Kristus, vi møder på den store af Jellingestenene, som blev rejst af Harald Blåtand cirka 965. I modsætning hertil skildrer middelalderens senere gotiske krucifikser fra 1200-1500-tallet ”den lidende Kristus”, hvor Kristi øjne er lukkede, som om han er død, ligesom han hænger på korset uden fodskammel, så kroppens tyngde er tydelig.

Månedens fund slutter sig til en række fornemme gyldne alterudsmykninger, krucifikser og relikvieskrin fra landsbykirker i 1100-tallet og 1200-tallets Danmark og Norden, der vidner om, at mange helt almindelige sognekirker på landet allerede fra første færd må have haft et ganske rigt udstyr.

 

 

 

November 2023: Et klassisk fund fra en klassisk lokalitet

Månedens fund er fra en mark ved Mammen, der har lagt navn til en af de mest imponerende stilarter i den nordiske vikingetid. Det aktuelle fund er også fra vikingetid. Det er en trefliget fibel (dragtspænde). Det er ikke første gang en fibel af denne type er månedens fund, så man kan læse tidligere opslag fra marts 2017, hvis man vil vide lidt mere om typen.
Datering er ikke samtidigt med Mammenstilen, der er fremherskende i sidst halvdel af 900-tallet og starten af 1000-tallet, men fra perioden lige op til. Måske har ejeren af den imponerende Mammenøske, hvor stilarten er udfoldet i fuld flor, alligevel kendt ejeren af det trefligede spænde, der i det nordiske område har været et kvindesmykke.

Tillykke til Michael Hedelund med flotte fund.

 

 

 

Oktober 2023: Dygtig detektorfører

Den næste generation i detektorhobbyen begynder at dukke op, og vi får efterhånden ikke så sjældent indleveret fund fra detektorister, der stadig går i folkeskolen.

Således er månedens fund og gjort af den 13-årige Asbjørn fra Hjorthede ved Bjerringbro. Asbjørn havde først fundet et stykke af et dragtspænde fra germansk jernalder. Via sin skolelærer fik han kontaktet museet og lavet aftale om at komme ind og aflevere stykket, der efter al sandsynlighed også er danefæ. Men inden dagen kom, hvor han skulle til Viborg og aflevere, havde han fundet et stykke af en flot spydspids fra bronzealderen. Og for at det ikke var nok, så skrev Asbjørn en uge senere at nu mente han altså at have fundet spidsen af spydspidsen, som manglede. Og ganske rigtigt: de to stykker passer sammen.

Vi ønsker stort tillykke med fundet og opfordrer de unge med interesse i fortiden, til at gå i Asbjørns fodspor.

 

 

September 2023: Flintsegl

Høsten er så godt som ovre og meget symbolsk er månedens fund et segl. Seglet er udført i flint og tildannet med en særlig teknik kaldet fladehugning. Det dateres til den sidste del af bondestenalderen eller den allerførste del af bronzealderen, hvilket vil sige 2350-1700 f.Kr.
Desværre er den ene ende knækket af, men det har oprindeligt haft en lige æg med høj hvælvet ryg, med form som halvcirkel. I hel tilstand har den været ca. 10 cm lang, og formentlig været skæftet i enten træ eller ben. Hvordan dette skæfte har set ud, ved vi ikke meget om, for sådan et er aldrig blevet fundet i Danmark. På andre lignende segl har man ud fra slidspor langs ryggen kunne påvise, at dette har været tilfældet.

Der er ingen tvivl om at der er tale om et høstredskab, da der på æggen i nogle tilfælde kan ses en skinnede overflade. Dette kaldes gloss og er en form for polering, der sker ved høst af kiselholdige græsarter. Disse arter kan både være kron, græs eller tagrør. 

Seglet har ikke fungeret på samme måde som et moderne segl (segl fra historisk tid), men man har formentlig taget fat om kornet med den ene hånd, og med seglet i den anden enten hugget eller skåret kornet over.

Flintseglet er fundet under en nylig afsluttet udgravning i Arnbjerg-kvarteret, i den sydlige del af Viborg. Det fremkom i kanten af sporene efter en hustomt fra overgangen mellem stenalder og bronzealder. Der blev fundet flere spor efter dyrkning af jorden, da der under gulvlaget i huset, dukkede ardspor op. Det er ikke nogen overraskelse, at folk på dette tidspunkt var agerbrugere og dyrkede jorden, men det er ikke tit, vi finder så håndgribelige beviser for det.

   

August 2023: Flot dragtspænde i Urnesstil

Vi skal endnu en gang til den vestlige del af Viborg Kommune for at finde fundstedet for månedens fund. Og endnu en gang er det Rasmus Heiberg Søndergaard, der er den heldige finder.

Dragtspændet, der ganske usædvanligt er (næsten) helt intakt, er i Urnesstil og har været flot forgyldt, da det har været nyt. De mange år i jorden har fået til at falme og skalle en smule. Dateringen er fra ca. år 1000 til midt 1100-tal, hvilket vil sige sen vikingetid eller tidlig middelalder.

Stilarten er i øvrigt den sidste af de rent nordiske dyrestilarter og opkaldt efter ornamentikken på stavkirken i Urnes i Norge.

 

 

Juli 2023: En sjælden figur og vidende detektorfolk 

Man skal nogle gange stå tidligt op for at følge med detektorførernes viden omkring de genstande de har fundet. Der bliver nørdet i bund, når der findes noget, som ikke lige findes i den gængse fibeloversigt. Månedens fund et godt eksempel på det.

Finderen Christian skriver selv i DIME (digitale metaldetektorfund): ” Dyr med lang hals, tilbagelagte øre, nedadvendt mundvige og en stiliseret hånd om halsen. Dyret er i sølv med rest af forgyldning. Jeg vurderer det til at være centeret til et hængekar, som det kendes fra bl.a "the Witham bowl" fra England, men også herhjemme fra Agerbygård, Lejre og Tissø. Maria Panum Baastrup beskriver disse i sin Ph.d. og kan også læses i "Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie" 2010. Beslaget må betegnes som insulært. Det katteformede beslag fra Tissø, er meget lig dette. Specielt dyrets ansigt, samt de tilbagerettede øre er stort set samme stil, størrelsen er også meget lig både den fra Tissø, og den fra "the Witham bowl", hvis man antager at denne, hvis benene havde været hele, også havde været omkring 30 mm høj. Denne skiller sig dog lidt ud fra de andre, ved at have en stiliseret hånd som holder dyret om halsen. Dateringen er ret bred, som det er beskrevet i Maria Panum Baastrups artikel.”

Vi tror han har fat i det rigtige. Og så tillader vi os også at låne hans fotos. Citizen science når det er bedst.

Foto: Christian Hasager Børsting Jensen 

 

 

Juni 2023: Detektorfund fra stenalderen

Det er lidt af en sjældenhed, når der bliver gjort metalfund fra stenalderen, men det er netop hvad juni måneds detektorfund er. En stor guldspiralring, en såkaldt Noppenring, er dukket frem efter 3700 år i jorden. Allerede i den sidste del af stenalderen og omkring overgangen til bronzealderen, begynder forskellige metaller nemlig at finde vej til Skandinavien fra forskellige steder i Europa.  

Spiralringen er udført med en dobbelt guldtråd, hvor den ene ende er ombukket og danner en løkke, mens den anden ende er snoet sammen. Nu er ringen lidt sammenpresset, men den har formentlig haft en diameter på omkring 6 cm og med to omviklinger. Dette gør den til en af de større af sin slags, fundet i Danmark og den tolkes derfor som en armring.

I Danmark bliver de tidligste metalgenstande oftest fundet som depotfund, både på tørt land og i vådområder. Et specielt fint fund er fra Skeldal-depotet, hvor to guldnoppenringe blev fundet nedlagt i en lille bronzedåse sammen med bronzeøkser og armringe. Dette fund er dateret til senneolitkum II (1950-1750 f. kr.).

De danske Noppenringe i guld stammer formentlig fra Centraleuropa, hvor der er fundet paralleller. Her findes de udført i kobber, bronze og guld. Størrelsen og anvendelsen har varierer og de har været brugt som fingerringe, armringe og øreringe eller som hår- eller dragtsmykker.

Stort tillykke med fundet til Peter Madsen

Til højre: Skeldal-depotet med de to Noppenringe i fingerringsstørrelse. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet.   

 

 

 

Maj 2023: Plyndring eller handel?

Vi har tidligere præsenteret fund, der med vis sandsynlighed kunne kædes sammen med kendte plyndringer af vikingerne i bl.a. Dorestad i første halvdel af 800-tallet. Men fortællingen om de plyndrende vikinger er nok ikke så ensidige. For handel og udveksling er også forklaringer på, hvordan genstande fra fjerne egne havner i det midtjyske.

I den vestlige del af Viborg Kommune fandt Rasmus Heiberg Søndergaard tidligere i år denne måneds fund med sin metaldetektor. Der er tale om cirkulært beslag i såkaldt insulær stil og har formentlig sin oprindelse i det irske i slutningen af 700- eller starten af 800-tallet. Oprindeligt har det fungeret som pyntebeslag, måske på et skrin eller en bog.
Tidligere blev fund som disse taget som udtryk for plyndringstogter, men efterhånden bløder vi lidt op for en mere fredelig tolkning, hvor stykket kan være kommet hertil via handelsnetværk eller måske endog være bragt hertil af kristne missionærer.

Smukt er fundet i hvert fald. Støbt i kobberlegering og hvis man ser godt efter, er der i de krydsornamenterede felter rester af glas eller emalje.

 

Du kan læse mere i Egil Mikkelsens artikel:

(PDF) Looting or missioning. Insular and Continental sacred objects in Viking Age contexts i Norway | Egil Mikkelsen - Academia.edu

 

 

April 2023: Stridsøkse fra enkeltgravskulturen

Mådens fund er endnu engang gjort af arkæologerne på museet. Der er tale om en lille økse af bjergart, en såkaldt stridsøkse. Øksen er præcis 10 cm lang og 3,6 cm høj. Skafthullet er trukket lidt tilbage mod nakkeenden og både nakke og æg er let nedtrukket – dette placere den som type I5 efter Hübner 2005. Selvom øksen umiddelbart kan virke lille, så er det inden for normalen af denne type, der kan have en længde mellem 9,9-19,9 cm. Den dateres til stenalderen, nærmere bestemt enkeltgravskulturen, der er perioden mellem 2800-2400 f.Kr.

Øksen blev fundet i en jordfæstegrav, hvor den har været nedlagt som en gravgave, sammen med et lille bæger i ler og to ravperler. Der har formentlig været anlagt en mindre gravhøj over graven, som er kendetegn for perioden. Selvom typen kaldes en stridsøkse, er den næppe blevet brugt i kamp, men nærmere fungeret som statusmarkør eksempelvis for familieoverhovedet.

Graven og øksen blev fundet i forbindelse med en prøvegravning nord for Hald Hovedgård, da der skal etableres jordvarme. Der blev, udover stenaldergraven, fundet spredte spor fra oldtiden, bl.a. stolpehuller, gruber og ild-/kogegruber fra både bronzealder og ældre jernalder.

 

 

Marts 2023: Miniaturedolk fra bronzealderen 

Månedens fund er gjort under en igangværende prøvegravning og det var en glad arkæolog der kunne samle denne fine miniaturedolk op fra en af søgegrøfterne. Den fladehuggede flintdolk er kun 8 cm lang og ca. 3 cm bred og dateres til ældre bronzealder. Selvom redskabet, er udformet som en dolk, har anvendelsen sandsynligvis været en anden. Miniaturedolke findes ofte med slid fra ildslagning på enden af grebet. Dolkene kendes bl.a. fra grave hvor de er fundet sammen med svovlkis, der tilsammen udgjorde datidens ”lighter”. I enkelte tilfælde, hvor bevaringsforholdene er ideelle, er sættet også fundet med fyrsvamp, der er brandgodt som optændingsmateriale.

Dolken er fundet under en aktuel prøvegravning syd for Bruunshåb, hvor der udover spor fra bronzealderen også er fundet spor efter stenalder og jernalder.

 

 

Februar 2023: Fornem menneskemaske

Området ved Vorde og Kølsen er efterhånden et af de mest fundrige områder i Viborg Kommune når det gælder detektorfund. På en mark, der ikke tidligere har været en del af det primære afsøgningsområde, er der i løbet af det sidste år fundet flere genstande af høj håndværksmæssig kvalitet fra yngre jernalder. Bl.a. er der fundet et beslag til seletøj som også kendes fra den veldokumenterede ryttergrav fra vikingetid som Museum Skanderborg har udgravet ved Fregerslev.

Månedens fund her på Viborg Museum er noget ældre. Fra omkring 400 e.Kr. stammer en forgyldt menneskemaske, der tilhører den ældste af de germanske dyrestilarter (Salins Stil I). Muligvis har masken været en del af et større dragtspænde som relieffiblen fra Galsted, der i øvrigt har været inspirationen til Museum Sønderjylland, Arkæologis logo. Men de to brudte fliger, der stikker ud fra bunden af det cirkulære stykke peger i retning af, at vi nok har at gøre med et pyntebeslag til en rem. Det gedigne sølvarbejde indikerer stykket er importeret fra den centrale del af Europa, da lokale fortolkninger ofte støbes i en form for kobberlegering.  
Tillykke til Hans Heinrich Marxen med det fornemme fund. 

 

 

Januar 2023: Farvestrålende emaljefibel 

Månedens fund er en cirkulær celleemlajefibel. Det lille fine dragtsmykke er yderst velbevaret med intakt emalje, der lyser op med sine klare farver. Motivet består af et mørkeblåt kors med bølget kant omsluttet af fire felter i gul og turkis. Smykket har rester af nålefæstet på bagsiden. Den cirkulære celleemaljefibel er af angelsaksisk- sydskandinavisk type, nærmere bestemt Fricks type 2, variant 2.

Fiblen dateres til slutningen af vikingetiden eller den tidlige middelalder, dvs. sidst i 900-tallet til slutningen af 1000-tallet. Smykket består af små felter, der er blevet udfyldt med glaspulver, som ved høj varme er smeltet til emalje. Omend den er lokalt produceret eller importeret, så har der været en specialiseret håndværker bag, der har evnet at styrer disse processer.

Fundet er endnu engang valgt blandt de mange flotte fund, der blev gjort til Midtjysk detektorforenings årlige Midgårdstræf. Tillykke til Preben med det fine fund.

  

 

December 2022: Sjældent fund ved Midgårdstræf

I slutningen af september afholdte Midtjysk detektorforening endnu en gang deres årlige Midgårdstræf med udgangspunkt fra den gamle skole i Låstrup. Træffet havde deltagelse af over 100 detektorfolk, der over tre dage travede markerne tynde omkring Nørre Rind og Ulbjerg. Det resulterede i mange fine fund, vi nu har fået indleveret på Viborg Museum, hvor de bliver registreret og for en stor dels vedkommende sendt videre til danefævurdering på Nationalmuseet.

Ved Ulbjerg fandt den altid flittige, nogle vil måske påstå heldige, Rasmus Heiberg Søndergaard en særlig smuk og sjælden fibel fra vikingetid.

Dragtspændet er en såkaldt tungeformet fibel ornamenteret med nordiske dyremotiver i Jellingstil, hvilket daterer den til første halvdel af 900-tallet. Stykket er delvist gennembrudt, og sammen med forgyldning har det givet en flot reliefeffekt. Kernen i smykket er støbt i bronze, og bagsiden, hvor der er rester af nåleanordning, er fortinnet.
Der kendes 7 detektorfundne eksemplarer fra Danmark, som desværre næsten alle er fragmenterede. Det gælder ikke for Rasmus’ fund, der er helt. Museum Sønderjylland har undersøgt en rig kvindegrav, hvor de som det eneste kendte fund i Danmark har fundet et sæt af disse tungeformede fibler i kontekst. Altså på sin oprindelige placering og ikke løsrevet i pløjelaget.
I starten af 2023 kommer der en artikel af Silke Eisenschmidt om denne grav i Arkæologi i Slesvig/Archäologie Schleswig 19, hvor man vil kunne læse mere om graven og fiblerne.

Inspirationen til de tungeformede fibler kommer fra det Frankiske rige, hvor de oprindeligt har fungeret som remender på krigerens uniform. De har været spaltede så en læderrem kunne indføres og sikres med nitter ved stykkets lige smalside. På fundet fra Ulbjerg ses en række imiterede nitter langs kanten, men funktionen som remende er forsvundet, og i stedet er det her på nordlige breddegrader et kvindesmykke.

 

 

 

November 2022: Fem flotte flintøkser

Måneds fund er fem flintøkser fundet af museets arkæologer under en igangværende udgravning. De er alle fundet som gravgaver i stendyngegrave. Denne gravtype er atypisk, da graven er bygget op med et okseforspand spændt for en vogn, hvor på den døde er lagt. Efterfølgende er der placeret et monument over graven i form af en stenbunke. Gravene ligger på række og danner nærmest en karavane af ligvogne langs den samtidige oldtidsvej. Det hidtil længste forløb med stendyngegrave er over en kilometer langt. Den specielle gravtype kendes hovedsageligt fra området omkring Limfjorden. En tolkning går på, at der er tale om et nyt folkefærd der slog sig ned, med denne nye gravskik der adskiller sig markant fra tidligere og senere begravelser.   

Fire af økserne er af den tyknakkede/tyndbladede type, mens en enkelt er spidsnakket. I Danmark er flint let tilgængeligt og findes mange steder i landet. Derfor er der også fundet mange tusinde flintøkser spredt over det danske landskab. Men disse fem økser er de sidste vidnesbyrd fra de personer, der blev begravet i stenalderen for 5000 år siden. Jordforholdene ved gravpladsen gør nemlig, at der ikke er andet af den døde bevaret og vognen ses også kun som en mørk aftegning i jorden.

 

 

 

Oktober 2022: Dobbelt begynderheld?

Intet kan give blod på tanden som succes når man er begynder. Det må have givet Maja blod på tanden, da hun fandt et smukt fortinnet smykke fra yngre germansk jernalder. Godt nok var stykket halvt, men smukt var det. Men det kunne jo være den anden halvdel lå derude på samme mark….? Så med blod på tanden drog Maja ud med detektoren igen og søreme om det ikke lykkedes at finde den anden halvdel. Som en nål i en høstak!

Smykket er samlet igen efter ca. 1200 til 1300 år i jorden. Det er en såkaldt rektangulær pladefibula fra den sidste del af yngre germansk jernalder. Det er ornamenteret i nordisk dyrestil og således et lokalt produkt. Fundet er gjort mellem Viborg og Skals, og så siger vi det ikke nærmere, for Maja vil naturligvis gerne have lov at søge resten af marken af selv efter den indledende succes.
Tillykke til Maja med det dobbelte held.

 

     

Juli 2022: Et hemmelighedsfuldt kors

I middelalderen blev det moderne at eje et relikviekors, hvis man var lidt ved muffen. Sådanne kors kunne være ret store, og det var netop sådan et, der hylede op i Lars Wiis Jensens detektor en dag i nærheden af Gudenåen ved Bjerringbro.

Et relikviekors var beregnet til at rumme relikvier, f.eks. en splint af Jesu kors eller knoglesplinter fra en helgen, men bagsiden på dette kors mangler i dag, så vi kan kun forestille os, hvad det har gemt på.

Korset har rundede arme med små fremspringende knopper. Kristus-figuren har stift udstrakte arme og opret krop. Der er ingen synlige nagler og figuren er simpel i sit udtryk. I cirklen øverst på korset ses Guds hånd. Yderst på korsets arme, i de to cirkler, er det muligvis de to faste sidefigurer, Maria og Johannes, der er afbilledet. Korset er udført i bronze og har været forgyldt.

Det kan sandsynligvis dateres til den tidlige middelalder mellem år 1050 og 1200

Stort tillykke til Lars.

   

 

Juni 2022: Et sjældent vedhæng af sølv fundet ved Tapdrup

Byzantinske mønter er ikke hverdagskost i Danmark og slet ikke i Jylland. Faktisk har Nationalmuseet registreret mindre end 10 fund af denne type i vores landsdel. For få år siden blev der fundet en næsten mangen til ikke langt fra denne, så det var ret enestående, da Steffen Pedersen fandt endnu en så tæt på den anden.

Mønten er en Johannes I Tzimiskes, fra perioden 969-976, og den har være omgjort til et vedhæng. Vikingerne var ret pyntesyge, og det var derfor meget brugt at lave en pæn mønt om til et smykke. Møntøkonomien var ikke slået igennem i Danmark endnu, og det var almindeligt at betale varer med sølv afmålt efter vægt. Derfor findes der utallige eksempler på importerede sølvmønter, der er klippet i stykker, så man har kunnet afstemme sølvvægten i en indgået handel, men en virkelig pæn mønt, kunne altså godt blive reddet fra saksen og blive forvandlet til et fint hængesmykke.

Stort tillykke til Steffen.

 

 

Maj 2022: En sjælden lille skønhed

Som amatørarkæolog finder man jævnligt fibler (dragtspænder) fra de forskellige tider, men hver gang man finder en, hopper hjertet alligevel en ekstra gang, for det er en personlig genstand, der har været båret af et ægte menneske i fordums tid. De fleste fibler finder man kun fragmenter af, fordi de ikke har overlevet tidens tand og tilværelsen i pløjelaget, men en gang imellem kan man være heldig og finde en, der stadig er intakt.

Selvom Amund Segerhard gennem tiden har gjort store og opsigtsvækkende fund, må han alligevel have fået et sug i maven, da han fandt denne lille skønhed mellem Skals og Ulbjerg. Fiblen hører bestemt ikke til de mest almindelige og slet ikke i hel tilstand. Det er en såkaldt kuglefibel i bronze fra førromersk jernalder (ca. 150-50 f.v.t.). Selve fiblen er støbt. Bemærk den kraftige nålefod. Nålen er vundet om tværstangen bagest og er intakt, bortset fra at den spinkle nål, der ses som en lille hale, er knækket.

Stort tillykke til Amund.

 

April 2022: Flotte skår fra stenalderen

Efter mere end 7 år med månedens detektorfund og gennemgang af omkring 80 detektorfund, udvides kategorien nu. Månedens fund kan nu også være særlig fine fund fra igangværende udgravninger eller unikke genstande fra magasinet.

Vi skyder den nye kategori i gang med en samling af flot ornamenterede lerkarskår fra en udgravning ved Stoholm. Skår fra krukker og kar udgør den største fundgruppe fra de arkæologiske udgravninger, men skår som disse er ikke noget, vi ser hver dag.

Skårene er rigt udsmykket med både lodrette og vandrette linjer, små lodrette snit og indtryk. Skårene har oprindeligt tilhørt fem forskellige lerkar. Nogle af lerkarrene har ikke alene været dekoreret på siderne men også oven på randen. Skårene dateres til stenalderen og nærmere bestemt den såkaldte enkelgravskultur, der er perioden omkring 2800-2400 f.Kr.

De bedst kendte spor fra Enkelgravskulturen er de mange små gravhøje, man stadig kan se i landskabet i dag. Som navnet antyder, blev man i denne periode begravet enkeltvis i modsætning til tidligere tiders fællesgrave. Stridsøkser og ravperler var klassiske gravgaver og dertil fik både mænd og kvinder lerkar med i graven.

Bopladserne fra denne periode er næsten usynlige i det arkæologiske materiale, og vi finder dem sjældent.

Skårene er fundet i en grube, under en udgravning nord for Stoholm, hvor der skal anlægges en solcellepark. Mellem bopladsspor fra ældre jernalder lå en grube, der med sine lyse farve skilte sig ud fra resten af de mørke stolpehuller. De fine skår og gruben er det eneste bevis for, at der har boet folk der i enkelgravskulturen.          

Det store kar har været spandformet med rette sider og en rand der bøjer ind ad. Tre af karrene har været ornamenterede på randen.      

Med en spids pind eller et stykke flint er der lavet så snitspor under og oven på randen.

 

   

Januar 2022: Gentagelsens glæde – igen

Ja overskriften kan jo lyde lidt som dobbelt dobbeltkonfekt, men det er ikke desto mindre ganske som skrevet. Tilbage i september 2018 var månedens detektorfund en af de mest gængse fund af fibler (dragtspænder); nemlig en såkaldt kort ligearmet bøjlefibel af bronze fra yngre germansk jernalder (ca. 550-800 e.Kr.). Fundet var gjort af Dorin Hategan ved Almind. Og sørme om Dorin ikke har været ude med detektoren i samme område og fundet en kort ligearmet bøjlefibel i bronze, igen!
Ornamentikken simpel med streger på langs og tværs af smykket. Faktisk er ornamentikken så ens på de to smykker, som Dorin har fundet med års mellemrum, at man kunne tro, at de var støbt i samme form. Der er dog små variationer, der afslører, at det ikke er tilfældet. Men det er dog meget sandsynligt, at smykkerne er lokalproduceret af samme håndværker. Endnu en gang resulterer Dorins hobby med metaldetektoren i øget viden om vores fælles fortid. Tillykke med fundet.

   

 

December 2021: bronzealdermandens foretrukne værktøj

Den mest almindelige genstandstype af metal fra bronzealderen er celten. En lille øksetype med hul bagende til montering af skaft, en såkaldt dølle. Derfor kaldes økser af denne type også for dølleøkser. De kendes et godt stykke op i jernalderen, her er de blot lavet af jern og ikke bronze som tidligere.

På trods af, at der på landsplan er fundet over 1500 bronzecelte, så er det kun den 4. hele vi får indleveret på Viborg Museum som detektorfund. Celten er fundet af Peter Veng Bjerregaard Madsen ved Sdr. Rind ikke langt fra, hvor Stenmoseskatten med mønter fra 1300- tallet blev fundet tidligere i år. Således vidner fundet om aktivitet i området allerede i bronzealderen. Celten er af Baudou’s type VII C 2a, der er ganske små økser fra yngre bronzealders periode V, hvor der har været en lille øsken. Den er knækket af på Peters fund, men man kan måske lige ane afsatsen til den på celtens venstre side på nedenstående foto. Peter har i øvrigt gjort det helt rigtige og ikke tømt døllen for indhold. Der kan nemlig være rester af skæftningen tilbage derinde, og det giver mulighed for flere spændende iagttagelser, når celten skal konserveres på Nationalmuseet. For den er nemlig temmelig sikkert danefæ, og dermed ifølge loven Nationalmuseets ejendom. Finderen får en danefædusør når celten er kommet igennem sagsbehandlingen på NM.

  

 

November 2021: Sjælden guldmønt

Vi modtager efterhånden over 1000 detektorfundne genstande om året på Viborg Museum. Alligevel er det første gang vi har modtaget en såkaldt guld Tremissis. Ved første øjekast ser guldmønten ud til at være fra det Østromerske eller Byzantinske rige, men det kan også dreje sig om en Merovingisk/Frankisk imitation. Dette er ikke et ukendt fænomen.
Under alle omstændigheder er mønten fra 500- eller 600-tallet og en af kun ganske få fund fra den danske muld. Da det gik op for finderen Alex K. Nielsen, hvad han stod med i hænderne på marken ved Rødkærsbro, fik historiens vingesus de små hår på armene til at rejse sig.

Guldmønten måler 15 mm i diameter og vejer 1,4 g.

 

       

Oktober 2021: Noget griseri!

 

For at være helt ærlige, så er vi noget i tvivl om dateringen på månedens detektorfund. Men fin er den, den lille gris som Lene D. Christensen har fundet ved Gullev uden for Bjerringbro. Den lille bronzefigur måler ca. 3 cm i længden. Den er støbt ud i et og filet til under bugen, således den muligvis kan have monteret på større stykke.
Paralleller kendes bl.a. fra den store offerplads ved Uppåkra, der ligger mellem Malmø og Lund i det sydlige Sverige. Her er der fundet to lignende grise, der tolkes som hjelmbeslag og dateres til yngre germansk jernalder. Faktisk kendes flere afbildninger af krigere fra germansk jernalder med en gris på hjælmens kam, bl.a. fra en patrice fundet på Öland.    
I den nordiske mytologi kender vi galten Særimner, som de faldne krigere kunne spise af hver aften i Valhalla, hvorefter kødet voksede ud igen og grisen igen blev levende. Grisen har således haft sin plads i den nordiske mytologi, og man kan forestille sig, at de grisebelåede hjelme har haft en rolle i de ritualer, der er foregået i de indviede haller i forbindelse med de overdådige offerfester, hvor grisekød med sikkerhed har været på menuen.  
Fundstedets navn Gullev indikerer også, at stedet har været bebygget tilbage i jernalderen, hvor -lev endelsen menes at kunne føres tilbage til. Forstavelsen Gul menes at stamme fra et personnavn (Guthi). Så hvem ved? Måske har grisen tilhørt Guthi eller en fra hans slægt.

 

September 2021: Kvindesmykke i nordisk dyrestil

De fine detektorfund flyder i en velregistreret strøm ind på museet, og kassen med detektorfund bugner allerede efter vi endelig har kunnet åbne op for indlevering igen. 

Rasmus Søndergaard nåede forbi museet inden ferien gik sydpå. Blandt hans mange fund fra de sidste 1½ års tid var en lille forgyldt plade ornamenteret i nordisk dyrestil (Salins stil II): Det daterer smykket til yngre germansk jernalder, formentlig 700-tallet.
Ser man nærmere på smykkets bagside, kan man se, at der ikke nålefæste og nåleskede. Altså er det ikke et dragtspænde eller fibel, som vi arkæologer kalder dem. En række små huller i de to lister på smykkets bagside afslører dens funktion. Den har siddet på en kvindedragt som spreder til perlekæder. Perlerne har formentlig primært været af glas. Ser vi længere tilbage i tiden til romersk jernalder, så har perler af glas ofte været importeret fra Romerriget, men når vi når frem til yngre germansk jernalder, har vi spor efter lokale perlemagere i bl.a. Ribe.
Perlesprederen er fundet nord for Bjerringbro. Tillykke med fundet til Rasmus.

 

December 2020: Jesus!

Da covid-19 endnu ikke viser tegn til at fortage sig, må vi igen kigge i den begrænsede bunke af detektorfund, der nåede ind på museet, inden vi igen måtte lukke skodderne i.

I julens ånd har vi valgt et symbol for det kristne budskab.
Ved overgangen mellem vikingetid og middelalder udkonkurrerede kristendommen gradvist den gamle tro på de nordiske guder. En del af de nye ritualer byggede dog på gamle skikke. Traditionen bød nordboerne at fejre, at dagene fra sidst i december nu igen blev længere. Måske det har gjort kristendommens budskab og fejringen af jesusbarnet mere ”spiseligt”, at man fik lov at beholde de overdådige æde- og drikkegilder. Nu dog i Jesu navn og ikke Odin og Thors…  

Netop fra 1000-tallet, hvor oldtiden med vikingetiden slutter og historisk tid med middelalderen begynder, stammer et lille hængesmykke i bronze med Kristus på korset, som Frank M. Nielsen har fundet nord for Bjerringbro. Toppen af korset, hvor der formentlig har siddet en øsken til ophæng, er desværre knækket af. Måske det var derfor ejeren har tabt smykket og det i 2020 kunne findes på marken?

God jul og pas nu på ikke forspise jer til de forestående fester. Julen skal trods alt fejres.

 

November 2020: Vikingen vejede valutaen

Corona har igen strammet sin klamme hånd om vores verden og hverdag. Det betyder, at vi desværre igen må sige nej tak til indlevering af detektorfund. Med håb om snarlig bedring og genåbning…

Heldigvis nåede de to venner Martin og Frank fra Foulum lige forbi den detektoransvarliges kontor på Viborg Museum. Her blev der afleveret en stak fine fund, som gør at vi alligevel kan præsentere et aktuelt månedens detektorfund.

Fundet er en del af en balancevægt, der har kunnet foldes sammen, når den ikke var i brug. Den type af balancevægte dateres til yngre vikingetid, hvilket i runde tal vil sige 900 til 1050 e.Kr. Netop i den periode kommer store mængder sølv til Skandinavien, særligt arabiske mønter; de såkaldte dirhems (se månedens fund fra januar 2019 for yderligere). I Danmark var man endnu ikke overgået til møntøkonomi, men klippede i stedet mønter og andet af sølv i mindre stykker og handlede med sølvet efter vægt. Det er sandsynligvis netop dette vægten, som Frank M. Nielsen fandt et stykke af ved Nørre Rind, har været brugt til.

Til venstre en stregtegning af en komplet vægt fra vikingetiden. Den røde ring markerer, hvor stykket til højre, som Frank fandt ved Nørre Rind, passer ind i konstruktionen

 

Oktober 2020: Månedens fund uden detektor

Da Niels Thrane og familien var ved at gøre klar til et nyt blomsterbed i haven i Overlund dukkede der en overraskelse op af jorden. En grønlig metaldims. Børnene Martin og Thomas kom hurtigt til og fantasien kom i svingninger. For hvad kunne det være? Og hvor gammelt?
Niels sendte et billede til Viborg Museum og vi kunne svare, at det formentlig var en bronzeøkse fra ældre bronzealder, en såkaldt pålstav. For at være sikre måtte vi dog se øksen med egne øjne. Da Niels kom forbi museet, var al tvivl borte. Vi kunne konstatere, at det er en økse eller pålstav fra ældre bronzealder periode II, hvilket vil sige 1500-1300 f.Kr.
Fundet falder under danefæloven og skal derfor sendes videre til Nationalmuseet i København til danefævurdering. Her bliver der også taget stilling til, hvor stor en danefædusør familien får.  

Hvordan er øksen havnet i jorden ved Overlund? Vi kender ikke bebyggelse fra denne periode på stedet. Der er heller ikke gravhøje i umiddelbar nærhed, hverken overpløjede eller fredede, hvor øksen kunne stamme fra, som udpløjet gravgave. Måske er øksen lagt i jorden som offer, for at opnå gunst fra guderne?

Inden længe skal en arkæolog fra museet forbi familien Thranes have for at undersøge med metaldetektor, om der kan være nedlagt yderligere ofringer.

Til ventre Martin og Thomas med pålstaven. Til højre pålstaven.

 

 

September 2020: Vikingernes bronzesmed ved Hvolris

Museets detektoransvarlige arkæolog har siden sommerferien været dybt begravet i detektorfund. Alle indleverede fund er blevet registreret, kortlagt, fotograferet og gjort klar til danefævurdering på Nationalmuseet. I alt sendes 814 detektorfundne genstande afsted. Antallet kunne nok have været højere, men på grund af den allestedsnærværende Corona-virus, har ikke alle findere været forbi museet med årets ”høst” endnu.

I forbindelse med registreringen af de mange fund, er der dukket genstande op, der måske ikke fik den opmærksomhed, de i første omgang fortjente.
Særligt et fund fra Neder Hvolris er en sjældenhed. Her fandt Jeppe G. Kristensen en støbeform eller såkaldt matrice til cirkulære pladefibler. Ved stempling eller presning i blødt materiale som ler eller voks, har det afsat et dyreslyngsmønster typisk for vikingetiden.

Fundet vidner om, at der i vikingetiden har været produceret smykker i området. Fra de mange udgravninger omkring Hvolris ved vi, at området har været attraktivt igennem hele oldtiden. Det skyldes sandsynligvis placeringen ved den brede og frodige Skals Ådal, hvor der har været oplagt overgangssted ved Bjerregrav. Endvidere har åen også fungeret som transportvej for handel med omverdenen.

Det er dog første gang, at der påvises smykkeproduktion i området. Tillykke til Jeppe med det flotte fund.

Juli 2020: Guds lam

Sidste måned kårede vi ikke en måned detektorfund. Amund Segerhards fund af et depot med halsring og bæltedåse fra yngre bronzealder fejede alle andre fund til side. Et sjældent fond, der tilmed har fået sin egen underside hende på Viborg Museums hjemmeside.

Afgrøderne står hendes sidst i juni højt på markerne og detektering er derfor på vågeblus hos de fleste. Men den specielle situation vi alle har stået i under Coronapandemien i 2020 har givet ekstra tid og anledning til at komme på marken i foråret. Mængden af ​​fond på brugerdrevne platform DIME bugner og vidner om et særdeles aktivt forår i 2020.

På museet har vi heller ikke siddet på hænderne. Vi er i fuld gang med at gøre klar til at rykke ind og lave Nyt Viborg Museum i den tidligere Vestre Landsret. Her har vi valgt at fokusere på Viborgs rolle i danmarkshistorien fra byens opståen sidst i vikingetiden frem til i dag. En af de store skift i starten af ​​denne periode, var overgangen fra dyrkelsen af ​​den nordiske guder til kristendommen. Et skifte der skete gradvist. Formsproget i tidens dragtsmykker og beslag vidner i særlig grad om dette. Derfor bliver der også en særlig plads til detektorfund med tidlig kristne symboler i de nye udstillinger. En af smykketyperne som tydeligt viser, at man nu er kristen, er de såkaldte guds lam fibler fra ældre middelalder. De små cirkulære dragtspænder fremstiller (ofte temmelig stiliseret) et lam, der holder en korsfane. Lammet er billede på Jesus,

Rasmus Heiberg Søndergaard indleverede for nylig ikke mindre end tre af disse guds lam fibler. Den fineste af dem er fundet ved Lee nord for Bjerringbro og er valgt til månedens fund.

Til venstre: Guds lam fibel fundet ved Lee af Rasmus H. Søndergaard. Lammet er stiliseret og kan være svær at se, hvis man ikke kender motivets forlæg.

Til højre: Senromansk kalkmaleri fra Ørsted kirke ved Roskilde af et gudslam med korsfane. 

Maj 2020: Kontakter til Orienten?

At vikingerne havde handelsruter til fjerne egne, kan ses af materielle efterladenskaber og kulturelle påvirkninger så langt væk som Jaroslav i det centrale Rusland og Kiev i Ukraine. Men kulturpåvirkningen gik også den anden vej. Netop dette vidner månedens detektorfund om.

I vikingernes hjembragte varer, kan der spores kontakter endnu længere væk end Rusland og Ukraine. Fra området omkring det Kaspiske Hav stammer en række såkaldte orientalske beslag, der først findes i grave fra 800-tallet ved Birka på Björkö i Mäleren i det østlige Sverige. Her har der, muligvis via Gotland, været et knudepunkt for handel mod øst. I løbet af 900 -og 1000-årene når disse beslag også til det danske område. I begyndelsen sikkert som importerede genstande, men senere primært som lokale produktioner med forlæg i de orientalske stykker.

Rasmus Heiberg Søndergaard fandt for nogle uger siden netop et sådant orientalsk inspireret beslag ved Kølsen tæt på Hjarbæk Fjord. Beslaget har via nitter været monteret på et bælte eller måske som seletøjspynt. Det er støbt i bronze og efterfølgende forgyldt. Om det rent faktisk er en lokal efterligning eller et importeret stykke kan ikke afgøres med sikkerhed. Men navnet Kølsen (1471 benævnt Kiølsingh ~ Kiøl ”Skibskøl” ingh ”eng”) indikerer dog, at der i området har ligget en såkaldt snekkelokalitet, hvor man har kunnet sejle ind og få repareret lavtgående skibe. Ved placeringen ud til den indre del af Limfjorden, har der været umiddelbar kontakt til de primære handelsruter i vikingetidens Danmark.

For- og bagside af beslaget, der måler ca. 25 mm i højden. Foto: Claus E. Rasmussen.

April 2020: Luftfotoarkæologiens pioner

I sommeren 1970 fløj den britiske Royal Air Force veteran og arkæologiprofessor ved Cambridge Universitet, Dr. John Kenneth Sinclair St Joseph, over en række lokaliteter i Jylland. Året forinden havde det daværende Viborg Stiftsmuseum via Forhistorisk Museum, Moesgård fået muligheden for at udpege en række lokaliteter i eget ansvarsområde, hvor der skønnedes et potentiale for at se afgrødespor efter forhistoriske bebyggelser. St Joseph havde siden 1948 udviklet teknikken omkring luftfotoarkæologi ved instituttet på Cambridge, og nu var turen kommet til at forsøge sig med teknikken i Danmark, hvor den sandede undergrund i Midt- og Vestjylland var særlig gunstig til at afsløre vækstforskelle. Et af de steder, hvor der var bid, var ved Vorde Kirke. Her kunne man på marken omkring Galgebakken se cirkulære aftegninger, som formentlig er spor af grubehuse fra vikingetiden.

Mange år senere i 2011 kom de første fund fra området frem i dagens lys via metaldetektorer. Området er sidenhen grundigt afsøgt, hvilket har givet flere fund fra yngre germansk jernalder, vikingetid og middelalder.

I begyndelsen af marts 2020 indleverede Morten Olesen, der i øvrigt selv bor i Vorde, et fint smykke fra vikingetiden til museet. Stykket var let mishandlet i den ene ende, og i første omgang vurderede vi, at det var et beslag. Det kan meget vel have endt som et beslag, men i givet fald er det omgjort af en såkaldt ligearmet fibel. Smykket er den ene halvdel, og man skal forestille sig, at den har været spejlet omkring bruddet (i toppen af billedet). Det er støbt i bronze og efterfølgende forgyldt. Der kan anes ornamenter af dyreslyng i Borrestil, hvilket daterer smykket til overgangen mellem ældre og yngre vikingetid omkring år 900.

Inden nogen får idé om at valfarte til Vorde og omegn med detektoren, så husk, som Morten og andre har gjort det, at der skal indhentes tilladelse fra lodsejerne.

Til venstre: den halve ligearmede fibel, muligvis omgjort til beslag. Foto: Morten Olesen/Lars Grundvad.

Til højre: Dr. St Joseph's billede fra sommeren 1970 ved Vorde Kirke. (C) Cambridge University.

Marts 2020: Brikker til en ”regnemaskine”

Kan de virkelig være danefæ? Det spørgsmål dukker ofte op når snakken med detektorbrugere falder på de såkaldte regnepenninge. Og; Ja! Det kan de faktisk godt. De ældste og mere sjældne typer kan blive erklæret for danefæ. Men uanset om det er danefæ eller ej, så fortæller de historie. Mange af dem, der findes omkring Viborg, stammer fra området omkring Nürnberg i Tyskland, og er produceret her i perioden fra ca. 1500-1700.

De ofte gennemborede regnepenninge blev brugt som en del af datidens ”regnemaskiner”. Man hængte mønterne på en tavle eller lagde dem på et klæde i linjer med værdierne ettere, tiere, hundrede, tusinder og titusinder. Mellem disse hovedlinjer kunne hænges eller ligges penninge repræsenterende femmere, halvtredsere, femhundrede etc. Altså en slags kugleramme med jetoner lavet af tynde messingblanketter. Hvis man skulle gange eller dividere, blev det mere kompliceret. Men så var der hjælp at hente i datidens trykte regnebøger, men det har nok været et fåtal som kunne dette, som f.eks. skriverne.

Så sent som den 27. februar 2020 blev der indleveret en detektorfundet regnepenning. Denne gang af Morten Sahl Carlsen, fundet ved Hjermind nord for Bjerringbro.

Der er også tidligere fundet flere fine regnepenninge ved museets arkæologiske undersøgelser af den fredede borgruin ved Hald af de frivillige detektorfører, som har bistået museets med deres ekspertise. I 1545 ved vi at den ene af to slotsskrivere ved Hald hed Jørgen Skriver, og det kan jo meget vel være hans remedier, som ved detektorens hjælp igen er kommet frem i dagens lys. 

Du kan læse mere om regnepenninge og undersøgelserne ved Hald i Fra Viborg-egnen 2019, hvor museumsinspektør fra Viborg Museum, Jesper Hjermind har skrevet en artikel om dagliglivet på Hald Slot i midten af 1500-tallet.

Til venstre: Regnepenning fra Hjermind fundet af Morten Sahl Carlsen. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.

Til højre: Udgravningssituation fra undersøgelserne på Hald Slot, hvor detektorfolkene står klar til afsøge. Foto: Casper Sørensen, Viborg Museum.

 

Februar 2020: Visdommens beskytter?

De fleste kender de stiliserede mandsmasker fra vikingetidens runesten. Ansigtet der stirrer tilbage på beskueren, har oftest markante udstående øjne, en kraftig tud og kunstfærdigt skæg og hårpragt. Motivet kendes, ikke mindst i kraft af metaldetektorer, nu også i stigende grad fra hængesmykker og beslag. Således er månedens detektorfund en smuk repræsentant for sådanne bronzesmykker fra anden halvdel af vikingetiden.

Men hvem er det stirrer tilbage på en og, hvorfor har det været et yndet motiv? Svaret skal formentlig findes i datidens trosverden; den nordiske mytologi. Nogle ganske få af den trods alt lille gruppe på under 100 fund, har en sammensyet mund, hvorfor de tolkes som Lokemasker. Loke måtte nemlig lide den skæbne efter et tabt væddemål med dværgene Brok og Sindre. Men langt den største del af maskerne har ikke sammensyet mund. Disse er tidligere tillagt flere af de nordiske guder, først og fremmest Odin. Men Odin fremstilles ofte enøjet, da han gav sit ene øje i pant for Mimers viden. Derfor har man i de seneste tolkninger af de skæggede mandshoveder foreslået, at det kunne være Mimer, der var udgangspunktet. Mimer tillægges stor visdom i flere sammenhænge. Han mistede hovedet efter have været taget til fange af Vanerne, hvilket kunne være en del af forklaringen på, at kun hovedet afbilledes, også på runestenene selvom der her jo ofte har været plads nok. Der er bred enighed om det har været en form for værnesmykker, og knyttes ansigtet til Mimer, har smykket skullet bibringe bæreren visdom.

Månedens fund er gjort af Erik Olsen ved Nørre Rind i forbindelse med Midtjysk Detektorforenings træf tilbage i september måned sidste år. Det er dog først indleveret til museet lige før jul 2019 sammen med næsten 300 øvrige fund, som træffet resulterede i.

 

Svenne er en guldfugl

En af de første personer, der regelmæssigt gjorde fund med detektoren i Viborg Kommune, var Svend Erik Poulsen fra Løvskal; Alias Svenne. Han har sammen med René Riber siden 2008 travet markerne tynde omkring Skjern og Løvskal, hvilket har kastet ikke så få fund af sig.

Faktisk har Svenne over 200 stykker danefæ under bæltet. Så det er ikke helt forkert at sige, at han er en guldfugl. Netop en guldfugl er også det sidste fund han har indleveret.


Den lille guldfugl måler 16 mm og vejer 5,2 g og meget fint udført. Men… hvor gammel er den? Og har den fungeret som vedhæng i sig selv? Eller har den været en del af større smykke? Helt ærligt, så har vi her på museet ikke set lignende. Der er ikke stempler i fra en guldsmed, som kunne afsløre noget om stykkets alder. Fraværet af stempel taler imod en datering til nyere tid, hvor der ellers har været forslag om en slags charme eller vedhæng for enden af kæden til et lommeur i guld.


Fuglen syntes vi mest ligner en due. Duen er ofte brugt som symbol på Helligånden i kristendommen. Vi ved at duen har været et yndet symbol til fibler (brocher) og vedhæng i middelalderen. Formsproget minder bare ikke helt om de øvrige lokalproducerede fuglesmykker vi kender fra middelalderen, men den kan jo være importeret. Det er dog ikke lykkedes os at finde paralleller.


Det nærmeste vi er kommet, er et par romerske øreringe fra 300-500 e.Kr., hvor fuglene hænger nederst som vedhæng.
Så: et flot fund af en fin guldfugl, men om den er 1500 eller 500 år gammel ved vi endnu ikke. Et er dog sikkert: det er danefæ, da den er fundet i mulden, er i ædelmetal og ingen kan gøre sig til retmæssig ejer.

Billede af romerske guldøreringe fra 300-500 e.Kr.

 

BILLEDER AF GULDFUGLEN

 

 

DECEMBER 2019: Import skifter funktion

Overskriften kunne måske lyde som noget fra erhvervssektionen i en avis fra i dag. Faktisk dækker ordet over et stykke historie, der er 1200 år gammel.

 

I 700-tallet var den centrale magt i Europa frankerne. Under ledelse af Karl den store fra år 768 erobrede de stadig større områder af vore dages Tyskland, Frankrig, Schweitz, Østrig og Norditalien mv. Den ekspansive politik fra Karls side betød en mere og mere professionaliseret og standardiseret hær.

Magtens sværd

Sværdet var et af de vigtigste våben i de imponerende frankerkrigeres udrustning. Det sad i en ofte rigt udsmykket skede, som via to remme var fæstet til bæltet. De to remme blev efter sværdskeden samlet i et trefliget beslag og endte i en rem. Denne rem blev afsluttet med et tungeformet beslag.

Importstykker

Både de trefligede- og de tungeformede beslag kendes som importstykker fra det danske område. Her skifter de funktion fra krigsudstyr til kvindesmykker. De bliver simpelthen forsynet med nåleanordning på bagsiden og er brugt som dragtsmykker. Særligt de trefligede udvikler sig til en lokal type dragtsmykke med ornamentik i nordiske dyrestilarter (se f.eks. månedens fund marts 2017).

Fint sølvbeslag

Også de mindre beslag af karolingisk oprindelse fandt i løbet af 800-tallet vej nordpå. Henrik Sahl Carlsen fandt for nylig denne måneds detektorfund, som er et meget fint forgyldt sølvbeslag. Det blev fundet i mulden nord for Bjerringbro. Beslaget har oprindeligt siddet på sværdskeden som fæste for en af de to bæreremme. Måske har en kriger fra frankernes hær fundet lykken her nordpå efter udstået krigstjeneste? Måske stykket er handlet og endt heroppe eller…?

Ikke omformet til smykke

Beslaget har ikke opnået nyt liv som smykke. Det ved vi, fordi der ikke er monteret nåleanordning bagpå. I det ene af de to nittehuller sidder stadig nittehovedet og en del af den knækkede nitte tilbage. Dengang ejeren mistede det, har det formentlig stadig siddet monteret på et bælte eller en skede. Beslagets ornamentik er stiliserede akantus ranker. Der kendes i Danmark lignende stykker fra f.eks. skatten fra Duesminde på Lolland. Tillykke til Henrik med det flotte fund.

 

 KLIK PÅ BILLEDERNE OG SE DEM I STORT FORMAT     

 

 

        

 

NOVEMBER 2019: Skjoldamulet fra vikingetiden

Detektorfører Henrik Vinter står bag månedens detektorfund. Et fund, der åbner for en historie om kvindernes fremtrædende rolle i vikingetiden.

Skriftlige kilder præsenterer vikingetidens kvinder som selvstændige og med rettigheder. Når mændene drog på togt, overtog kvinden ansvaret for gården med alt, hvad det medførte. Denne magt er ofte symboliseret ved meget kunstfærdige nøgler og nøgleamuletter, der også kendes som en udbredt fundtype takket være detektorførere.

Magtfulde - men ikke politisk

Kvindernes magt var ikke fuldkommen. De havde nemlig ikke lov at møde på tinge - det vil sige i retten - og de fik heller ikke nogen andel af mandens arv. Manden havde den politiske magt.

Valkyrier og døden

I den nordiske mytologi stod de kvindelige Valkyrier som et symbol for frygtindgydende krigere. Som Odins krigere var det også deres opgave at transportere vikingerne, som havde lidt den ærefulde død på slagmarken, op til gudernes rige i Valhal. Her kunne krigerne nyde det gode liv, indtil de skulle hjælpe guderne, når Ragnarok kom.

Smuk sølvamulet

Valkyrierne er ofte afbilledet med sværd og skjold. Og netop skjoldet er symbolet i månedens detektorfund i form af en blot 2,5 cm bred skjoldamulet i sølv. På forsiden ses et indridset mønster og på bagsiden et imiteret håndtag. Dette håndtag blev brugt til påsyning på dragten eller til at trække over en tynd rem eller snøre.

Skjoldamuletten har sandsynligvis symboliseret Valkyriernes kræfter og kan være båret af en vikingekvinde i 800-tallet ved Gullev syd for Bjerringbro, hvor detektorfører Henrik Vinter har fundet smykket.

 

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT

 

 

Oktober 2019: 700 år gammel møntskat

En detektorfører har på en mark ved Øster Kølsen i nærheden af Viborg fundet en meget stor møntskat. Det er den største møntskat i nyere tid i Viborg Museums ansvarsområde. Det er også den største møntskat, der er fundet med en metaldetektor på Viborgegnen.

Morten Olsen vil nok sent glemme de sidste par dage i uge 39, 2019. Onsdag den 25. september var han ude at gå med metaldetektoren sammen med en kammerat på nogle gamle venners mark ved Øster Kølsen.

De havde ikke fundet noget af betydning på marken, men pludselig var det der ene signal efter det andet. Da de gravede, viste det sig at være danske penninge fra slutningen af 1200-tallet eller starten af 1300-tallet. Mønterne var af samme type.

Kontakter Viborg Museum

Da de to venner havde fundet omkring 40 mønter, hvoraf de fleste kom fra et ganske lille område, var de klar over, at de måtte have fat i Viborg Museum.
Arkæolog Mikkel Kieldsen kiggede på mønterne og kunne konstatere, at de alle var af samme type. Derfor blev konklusionen, at der formentlig er tale om en møntskat, der er dukket frem til jordoverfladen i forbindelse med pløjning på marken.

Teamsamarbejde bar frugt

Aftalen blev, at detektorfører og museum sammen skulle eftersøge skatten. Fredag morgen i sidste uge gik jagten derfor i gang på marken i strålende solskin.
Ved afsøgning af den forhøjning, hvor de første mønter var fundet, kunne teamet hurtigt indkredse den formodede placering af skatten. Efter ca. fire timers forsigtig gravning med skovl og ske nåede de ned til den uforstyrrede del af møntskatten. Her lå stadig næsten 100 mønter samlet i en stor klump på størrelse med en knytnæve.

Formuldet beholder

Formentlig har mønterne været lagt ned i en beholder - muligvis en læderpung. Der var da også mørkere jord omkring mønterne end ellers på stedet. Der var ikke spor efter pungen eller beholderen, som må været formuldet efter ca. 700 år i jorden.

De i alt ca. 180 mønter er (for i hvert fald fleres vedkommende) slået under Erik Menved, der var konge i Danmark fra 1287 til 1319. På den tid var der generelt urolige tider i landet. Erik Menved lod blandt andet opføre en borg på Borgvold i 1313 efter et omfattende bonde- og herremandsoprør i Nørrejylland, som synes at være blevet planlagt på Viborg Landsting.

Kongens mønt i urolige tider

Anledningen var kongemagtens stadige krav om ekstraordinære skatter til finansiering af de mange krige, hvilket fremkaldte en stigende utilfredshed blandt folket. I første omgang lykkedes det de sammensvorne bønder under ledelse af mange herremænd at slå den kongelige hær ved Kolding, men i ugerne inden den 9. august 1313 vendte deres krigslykke. Ved Horsens led oprørerne komplet nederlag til den kongelige hær, som nu var suppleret med nordtyske krigsfolk. Erik Menveds straf blev hård. Han lod flere af lederne henrette og beslaglagde deres gods, pålagde bønderne store bøder og en årlig ekstraskat til evig tid, kaldet ”guldkorn”. 

Frygt for plyndringer

Dertil tvang han bønderne til at bygge nye borge på Kalø, Bygholm ved Horsens, Ulstrup ved Struer og Borgvold i Viborg, samt forstærke de gamle borge i det nørrejyske område. Og ”således betvang han omsider jydernes gamle stivsind”, som Yngre Sjællandske Krønike lakonisk kommenterede begivenhederne under året 1313. 

Et fantastisk fund

Skatten fra Øster Kølsen skal ses i dette lys, og er sikkert gravet ned af frygt for plyndring i ufredstiden. Arkæolog Mikkel Kieldsen, der er ansvarlig for detektorfund i Viborg Museums område, er begejstret for det flotte fund:

”Det er et fantastisk fund. Der er ikke tvivl om, at det er den største møntskat i Viborg Museums ansvarsområde i nyere tid. Det er også den største skat, der er fremkommet med detektorens hjælp”, udtaler museumsinspektør og arkæolog Mikkel Kieldsen fra Viborg Museum.
Den præcise placering, hvor møntskatten blev fundet, vil ikke blive oplyst. Viborg Museum har tidligere fået indleveret en stor mængde detektorfund fra området, men aldrig fra den mark, hvor skatten altså nu er fundet og bjerget fra.

 

 

 

September 2019: En fin borgerkrigsmønt

Viborg er kendt for at være en gammel møntprægningsby, som tog sin begyndelse under Knud den Store omkring 1018. Månedens detektorfund er en borgerkrigsmønt, der er så fin, at en ret præcis datering har været mulig.

 

Mønter fundet i jorden fra før reformationen i 1535 er alle danefæ. Den største gruppe af disse mønter er danske penninge - populært kaldet borgerkrigsmønter. Faktisk er hele 20 procent af alle registrerede detektorfund i Viborg Kommune borgerkrigsmønter. 

Mønter fra en borgerkrig?

Borgerkrigsmønter er betegnelsen for en gruppe af små underlødige danske mønter fra middelalderen. De blev præget i den urolige tid fra 1241 til 1375, der kulminerende med kongemagtens fallit og sammenbrud omkring 1330.

Forringet kvalitet

Mønterne blev præget stadig mere upræcist og dårligt. Deres sølvindhold blev løbende forringet, indtil de til sidst stort set kun bestod af billigt kobber. De store fundforekomster af borgerkrigsmønter, der er udmøntet især under Erik Klipping (1259-86), Erik Menved (1286-1319) og Christoffer 2. (1320-26, 1329-32), antyder, at møntproduktionen må have udgjort millioner af mønter.

Datering af mønten

I de fleste tilfælde er mønter af denne type, der er fundet i jorden, så slidte og korroderede, at vi ikke kan typebestemme og datere dem mere præcist. Men i enkelte tilfælde kan det faktisk lade sig gøre. Ved Kølsen på sydsiden af Skals Ådalen, har Rasmus Søndergaard fundet en del borgerkrigsmønter. Og månedens detektorfund kan faktisk bestemmes til at være slået under Christoffer 2. og sandsynligvis udmøntet i Viborg.

Vigtig viden om Viborg

Viborg som møntprægningsby tager sin begyndelse under Knud den Store i slutningen af vikingetiden omkring 1018. Og vi kan altså se, at Viborg her ca. 300 år senere i 1320’erne stadig har det som privilegium at være udmøntningssted.   

 

August 2019: Da vikingerne blev kristne

Månedens detektorfund er et vidnesbyrd om den gryende kristendom i vikingetidens Jylland.

Rasmus Søndergaard kan endnu engang bryste sig af at stå bag månedens detektorfund her på Viborg Museum. Denne gang er det med et meget tidligt kors med Kristus. Korset er fundet ved Kølsen. Det er knækket i toppen, hvorfor der mangler en øsken til ophængning.

Datering

Formentlig skal korset dateres til slutningen af 900-tallet eller starten af 1000-tallet. Det kan derfor meget vel være omtrent samtidig med den store runesten i Jelling fra midten af 960’erne, hvor Harald Blåtand proklamerede, at han kristnede Danerne. Haralds motiver har formentlig været mere politiske end et egentlig spørgsmål om tro. 

Kristne strømninger

Vi ved, at der før Haralds tid som konge har været kristne strømninger i Danmark. Det vidner bl.a. et fund af en støbeform ved Trend i Himmerland om. I støbeformen er der plads til at støbe både et kors og Thors hammer i en og samme form.

Det gik nogen tid, før de gamle nordiske guder blev helt udkonkurreret. Det kan vi ikke mindst se i symbolerne på vikingetidens og ældre middelalders smykker og dragtudsmykning, som detektorfolk i stor stil bringer frem i lyset i disse år.         

 

KLIK på billederne og se dem i stort format.

 

 

Juli 2019: Vikingens hængesmykke

I denne måned har vi på Viborg Museum kåret et rigtig smukt hængesmykke fra vikingetiden som månedens detektorfund.

Det er præcist et år siden, vi sidst kårede et hængesmykke i Terslev-stil som månedens detektorfund. Detektorfører Rasmus Søndergaard kom forleden dag ind og afleverede et endnu smukkere eksemplar af højeste mode fra midt i 900-tallet – og det kunne vi simpelthen ikke lade ligge i skuffen. I skal også have lov at se det!

 

Sølvsmykke med forgyldte detaljer

Smykket er støbt i sølv, og forsiden med de fine relieffer er efterfølgende forgyldt. Der har oprindeligt været en bred øsken i toppen, hvor kanten er brudt, så det har kunnet hænge i en kæde eller snor om halsen. På et tidspunkt er den knækket af, og i stedet er der blevet loddet nålefæste og nåleskede på smykkets bagside. Så kunne smykket sættes på klædedragten som en broche. Nålefæste og nåleskede er også sidenhen forsvundet, så der i dag kun kan anes rester på lodningen.

 

Et godt fund fra området ved Vejrum

Smykket måler tre centimeter i diameter og er dermed en smule mindre end sidste års fund fra Skals. Fundstedet er denne gang i nærheden af Vejrum 10 km øst for Viborg.

 

KLIK på billederne og se dem i stort format.

 

  

 

Juni 2019: De første mønter i Danmark

 

Kris Astrup har endnu en gang haft heldet med sig. Ikke mindre end tre fine romerske sølvmønter slået under kejser Marcus Aurelius, der regerede fra 161-180 e.Kr., dukkede i løbet af april og maj op af mulden ved Løvel.

 

De ældste mønter, vi kender fra Danmark, er de romerske sølvmønter kaldet denarer, der er slået i Romerriget primært mellem 64 og 165 e.Kr. For bare 30 år siden var denarer en sjældenhed på disse breddegrader, hvorfor man betragtede lokaliteter med fund af disse, som særligt rige centralpladser med kontakter ud i verden. Der var sågar teorier om, at alle de fundne denarer var bevidst deponeret. Med den stadigt større udbredelse af detektorarkæologien er antallet af Denarer mangedoblet siden.

Ikke et sjældent syn i dag

I dag kendes der godt 6000 jordfundne eksemplarer i Danmark. Selvom mønterne er slået i 1. og 2. århundrede har de sikkert været lang tid undervejs til Danmark. Ofte er eksemplarerne, der er fundet her, slidte efter mange håndteringer, hvilket indikerer en lang brugstid. Faktisk er mønter af denne type ofte dukket op i sammenhænge, der dateres helt op til slutningen af ældre germansk jernalder i midten af 500-tallet.

Andre gode fund på samme sted

Således har detektorfører Kris også på samme mark fundet et dragtspænde fra slutningen af 300-tallet eller starten af 400-tallet - en såkaldt korsformet fibel. Det indikerer aktivitet på stedet i dette tidsrum, hvorfor denarerne muligvis også skal knyttes hertil. I Danmark indføres en egentlig møntøkonomi først i løbet af 1000-tallet ved udgangen af vikingetiden. Men da de romerske denarer meget sjældent er knækket eller klippet i stykker, har de næppe været en del af en betalingsform efter sølvvægten alene. Det ses heller ikke ofte, at der er gennemboringer i denarerne, så de kunnet bruges som vedhæng. Det ses dog i de fleste tilfælde ved de noget mere fåtallige romerske guldmønter fra samme periode.

Mere om mønthistorien

Du kan læse mere om Danmarks mønthistorie i bogen ”Fra Denar til daler” fra 2018, der gratis kan hentes her:

KLIK HER OG HENT MERE LÆSESTOF 

 

KLIK på billederne og se dem i stort format.

Billedtekst: På mønten til venstre er det Marcus Aurelius' hustru Faustina II, der er portrætteret. I midten er det Marcus Aurelius selv. Portrættet på mønten til højre kan ikke umiddelbart bestemmes.

 

 

 

Maj 2019: Gemte krigeren lidt til sig selv?

 

En halsring af det pureste guld dukkede op af mulden ved Bjerringbro. Nu er den månedens detektorfund.

I påsken var Rasmus Søndergaard ude med sin detektor nord for Bjerringbro på en lokalitet, der igennem de seneste ti år har været en af de mest fundrige pladser i Viborg Kommune.

Et guldsmykke

Selvom der er gået rigtig mange timer på markerne, dukker fine genstande stadig op af jorden. Denne gang var det det pureste guld, som glimtede i solen. Et fire centimeter langt snoet stykke på ca. 10 gram. Oprindeligt har det formentlig været et stykke af en halsring, som vi bl.a. kender fra våbenofferfundene i Illerup Ådal ved Skanderborg. Her er der flere gange i yngre romersk og ældre germansk jernalder ofret krigsbytte. Ofte er de ofrede genstande sønderbrudte. Således er en halsring i guld af samme udformning og dimension som stykket fra Bjerringbro også brudt i mindre stykker. Denne halsring er ofret ved den tidligste foreteelse i Illerup omkring 200 e.Kr.

Krigerens erobring?

Måske har en kriger fra Bjerringbroegnen deltaget i slaget på den vindende side, og så har han holdt lidt tilbage til egen lomme af ofret til krigsguderne? Det er i øvrigt tydeligt at se på guldstykket, som Rasmus fandt, at det er vredet over og ikke klippet itu, som det oftest ses ved betalingssølv og -guld. Der kendes lignende halsringe af sølv, som i flere tilfælde er fundet i kvindegrave. Halsringe af guld af denne type forbindes dog i kraft af våbenofferfund til det højtstående militære miljø.

 

April: Ringenes herre?

Vi kører lidt i ring og kårer for anden gang i træk en ring fra middelalderen til månedens detektorfund.

Den meget smukke ring er fundet af detektorfører Brian Christensen på en mark ved en herregård sydøst for Viborg.

Guldringen har to indfattede safirer. Den skal formentlig dateres til 1300 -eller 1400-tallet. Ringen har tilhørt en person i de højere samfundslag, men om den har tilhørt fruen eller herren på godset, kan være svært at afgøre.

Umiddelbart vil den med vore dages øjne dømmes som et kvindesmykke, men med en indre diameter på 21 mm er ringen i den store ende af skalaen.

Det kan tænkes, at den har været båret uden på et par handsker, og så kan den jo godt have siddet på en fornem dames finger, som ikke har været plaget af slidsomt arbejde.

 

 
Klik på billederne af ringen og se dem i stort format: 

Marts: Sølvring med runer og majuskler

Detektorfører Jens Hvams spade stødte i forbindelse med Midtjysk Detektorforenings årlige træf på en meget fornem ring. Nationalmuseets førende runolog finder dette fund særdeles spændende.

Marts måneds detektorfund er ikke et spritnyt fund. Til gengæld har dette fund fået en seniorforsker på Nationalmuseet til - efter at have set fotos af ringen - at skrive en begejstret mail retur med ordene ”Den er MINDST månedens fund”.

Årets træf gav mange fund

Tilbage i oktober 2018 fandt Midtjysk Detektorforenings årlige træf sted. Over 100 detektorførere deltog i årets træf, der var arrangeret i samarbejde med landsbysamarbejdet Fjordklyngen. For andet år i træk foregik det omkring Skals og Ulbjerg. Udgangspunktet for det tre dage lange arrangement var den gamle skole i Låstrup, der i dag er et multikulturhus med navnet Værestedet. Her holder Fjordklyngen primært sine arrangementer. 

Et fornemt spadestik

Der blev brugt mange timer på markerne hen over weekenden af de talrige detektorførere. Heldigvis resulterede det i en stor mængde spændende fund. Derfor gik der et par måneder, inden foreningens formand var færdig med registreringen af de mange fund med GPS-koordinater mv.

I februar blev fundene afleveret til museet.På træffets første dag stak Jens Hvam sin spade i jorden på en mark ved Skals, efter at have fået ”et godt signal”. Frem i dagens lys kom en sølvfingerring med inskriptioner af runer på indersiden og latinske majuskler (versaler) og tegn på ydersiden.

Runernes betydning

Inskriptionerne på ringens yderside er formentlig forkortelser for latinske besværgelser eller værneformler, som har rod i kristendommen. Meningen med forkortelserne har fortabt sig i historiens glemsel, men muligvis er det en forvansket gengivelse af en såkaldt THEBAL-formel, der kendes fra guldringe fra 1100-tallet.

Den indvendige runeinskription giver umiddelbart ingen mening. Der kendes en parallel til fundet fra Skals, som har samme trekantede tværsnit og meget lignende inskriptioner, fundet ved Gørding nord for Ribe for over 100 år siden. Her er der ikke lykkedes at tolke runernes betydning. Seniorforsker Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, der er førende runolog, har ud fra fotos af ringen sendt denne beskrivelse af ringens inskription:

”Indskrifterne på fingerringene kan ikke læses lineært og på den måde give mening. Det er forkortelser og omskrivninger af hellige ord, som måske kan have både kabbalistisk jødisk og antik oprindelse. De kan også have oprindelse i vikingetidens magiske ord som þistil kistil mistil (tidsel, lille kiste, mistelten), som vi kender fra forskellige kilder. Det kan fx være helbredende planter, der her henvises til. Jeg vil nødigt lave en translitteration af runerne uden at have set ringen selv, eller uden at have set fotos af hele ringskinnen rundt, men der er ingen tvivl om, at der et sted står mitlitþæls”. ”

Lisbeth Imer mener heller ikke, at der er tvivl om, at ringene og deres magiske ord har skullet fungere helbredende eller afværgende som en slags amuletter.

”En kilde fra Glasgow fra o. 1200 skriver om den kendte THEBAL-formel, at den skal skrives på en guldring og bæres på fingeren”.

En ring til en betydningsfuld mand?

Ud fra ringens diameter på 22 mm tolkes det til at have været en mandsring. En guldring med lignende latinske inskriptioner er fundet i ærkebiskop Karl den Rødes grav i Lund (†1334). Derfor er det muligt, at ringen skal knyttes til en gejstlig mandsperson - måske præsten i Skals?    

 

Februar: Smukt lille guldvedhæng

Guldfund er en sjældenhed. Selv for de mest ihærdige detektorfolk. Derfor var begejstringen også stor hos Sidse Stephensen, da hun kort før jul fandt et smukt lille guldvedhæng ved Tapdrup.

Der er ingen tvivl om, at motivet forestiller de tre bogstaver IHS, der er et såkaldt Jesumonogram. De tre bogstaver er de første tre bogstaver i den græske stavemåde for Jesus ”ΙΗΣΟΥΣ”. Forkortelsen er på latin blevet tolket som Iesus Hominum Salvator, hvilket betyder 'Jesus, menneskenes frelser'.

IHS-monogrammer bliver udbredt i det latinsktalende, katolske Vesteuropa fra anden halvdel af 1300-tallet, hvorfra en helt lignede udformning af IHS blandt andet kendes fra stenarbejde i Saint-Martins Kirke i L’Isle-Adam 25 km nordvest for Paris.

Smykket er svært at datere

I danske kirker kendes IHS-monogrammer fra både kalkmalerier og udsmykning af altre fra slutningen af middelalderen og helt frem til i dag.

Men hvor gammelt er guldvedhænget fra Tapdrup så? Guld holder sig jo fortræffeligt i jorden i modsætning til mange andre materialer, så fordi smykket ser velbevaret ud, er det ikke ensbetydende med, at det ikke har nogen særlig alder.

Der er ingen stempler i guldvedhænget, så her er der desværre ingen hjælp at hente. Og det er ikke lykkedes os at finde lignende smykker. Vi kommer således ikke nærmere en datering end, at det kan være op til 600 år gammelt. 

På vej til Nationalmuseet

Det kristne guldsmykke fra Tapdrup skal til danefævurdering på Nationalmuseet. De kan forhåbentlig inddrage eksperter i religiøs ikonografi, som kan komme en datering nærmere. 

 

Smykket måler 1,4 cm og vejer 1,68 g.

Januar: En sølvmønt fra før møntøkonomien

Månedens fund er endnu en gang gjort af Peter Grapenthin. Denne gang har han været ude med detektoren ved Vester Tostrup nord for Møldrup. Peter har fundet en hel arabisk sølvmønt, der ud fra gennemboringen at dømme, har fungeret som hængesmykke. De arabiske mønter, de såkaldte dirhems, kom til Nordeuropa og Danmark i stort antal i løbet af vikingetiden. Der er således fundet mere end 100.000 af dem i Norden alene.

De omtales ofte som kufiske mønter på grund af den anvendte skrift, der stammer fra byen Kufa. Møntens oprindelsessted skal findes i den centrale del af det nuværende Irak, nord for Bagdad.

Det er faktisk sjældent vi ser hele eksemplarer af dirhems. Ofte er de klippet i stykker og brugt som betaling efter sølvvægten.

I løbet af vikingetiden blev sølv mere og mere vigtigt i handlen. I starten som en vare, som man betalte med efter vægt. Derfor findes ofte ituklippede smykker, barrer og altså mønter af sølv. Det var for at få sølvvægten afstemt i den indgående handel. De ældste danske mønter er fundet i både Ribe og Hedeby, men overgangen til at bruge mønter som betalingsmiddel slog først for alvor igennem i starten af 1000-tallet, hvor bl.a. Viborg bliver møntslagningssted under Knud den Store.

 

Mønten måler 2,8 cm i diameter og vejer 2,5 g. Oprindeligt har vægten på dirhems været 3 g, så gennemboringen og slitage må have fjernet 0,5 g vægt.

 

 

 

December: Den sydskandinaviske dyrestil i det midtjyske

Månedens fund er en smule forsinket. Vi har ventet i spænding på, at Peter Grapenthin ville komme forbi med sine fine fund fra Sundstrup, hvor de tre fint ornamenterede og forgyldte stykker kom op af mulden for nylig. Og vi syntes egentlig det har været ventetiden værd!

 

De tre stykker som de så ud efter skånsom afrensning på marken. Stykkerne måler henholdsvis 1,4, 2,2 og 2,4 cm. Foto Peter Grapenthin.

 

Stykkerne er i bronze og har fortinnet bagside og forgyldt reliefmønster på forsiden. De er udført i den såkaldte sydskandinaviske stil D, hvilket placerer dem i den sene del af germansk jernalder i 700-tallet. Inddelingen af stilarterne i yngre germansk jernalder i grupperne A til F blev foretaget af Mogens Ørsnes i en afhandling tilbage i 1966. Her er kronologien af genstande dekoreret i stil D næsten udelukkende foretaget på genstande fra Bornholm, på nær et stykke, der stammer fra en grav fra Sønder Borup. Der findes ikke umiddelbart en opdateret oversigt over fund i stil D, så spredningsbilledet har nok ændret sig en smule, men afstanden fra Sundstrup til Sønder Borup er kun 6 km, så måske er der to kerneområder i udbredelsen af denne mere sjældne stilart?    

Men hvad er de tre stykker en del af? Der er foreslået, at de er en del af et beslag. Men der er ikke synlige nittehuller til montering, og bagsiden er fortinnet, hvilket må formodes at være overflødigt ved et beslag. Kunne det så være en del af en fibel (dragtspænde)? Det kunne det godt, men der ikke rest af nålefæste eller nåleskede på bagsiden. Til gengæld er der rest af en langsgående liste på bagsiden af det ene stykke. Det kunne være rest af en liste med gennemboringer, hvorigennem snore fra perlekæder på en fornem kvindes dragt har gået for at sprede perlekæderne. Altså er vores bedste bud en perlespreder. Sådanne dekoreret i sydskandinavisk dyrestil, kendes fra gravfund fra Nr. Sandegård netop på Bornholm.  

 

På tegningen ses eksempler på perlespredere. Illustration af J. Kragelund, Skalk.

 

 

 

November:1000 år gammelt – men fremragende kunsthåndværk

Da Peter Werner en dag sidst i august gik med sin detektor ved Sahl hoppede hans hjerte nok et slag over, da han så, hvad der lå på spaden. Et forgyldt dyrehoved, smukt udformet i Mammen stil, kiggede op på Peter. I hans verden var det en bjørn. Og det hænger jo nok sammen med at Peter for nogle år siden blev angrebet af en bjørn under en jagt i Rumænien. Men det er en helt anden historie … Dyrehovedet er stiliseret og forestiller et større rovdyr. Men om det er ulv, bjørn eller noget helt tredje, må være op til beskueren.

 

Stykket ses fra siden og underside, hvor nitterne fra hæftning er synlige. Stykket måler ca. 4 cm i længden. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.

 

Stykket er et beslag, der har siddet nittet på en større genstand, der utvivlsomt har tilhørt en person i de øverste samfundslag. Peter Werner har selv set en lighed med dyrehovederne på det fornemme Cammin-skrin. Og det kan jo ikke udelukkes, at fundet har siddet på et lignende skrin.

Du kan læse mere om Cammin-skrinets spænende historie og endelige her>>    

 

 

Oktober: Den fornemmes herres smykke

Månedens fund er et fint og intakt ringspænde fra vikingetiden. Ornamentikken på spændet indikerer en oprindelse i det baltiske område, og vidner altså om kontakter fra det midtjyske og vidt omkring.

Ringspænder blev brugt til at fæste kappen med, og anses typisk som et mandssmykke. De ofte prangende ringspænder fortalte omgivelserne om ejerens status, men havde også en praktisk funktion. Mændenes kapper var ofte lavet af tunge materialer, såsom uld eller pels. Nålen skulle derfor være kraftig, hvis den skulle kunne klare vægten af kappen. Kapperne blev oftest lukket over højre skulder, så sværdarmen var fri.

Ringspændet er fundet ved Foulum af Frank Munk Nielsen.

 

•  

September: Gentagelsens glæder

 

Månedens detektorfund for september er noget forsinket, da spændende udgravninger og konferencer har lagt beslag på vores tid. Men du skal ikke snydes for en ligearmet bøjlefibel.

 

Valget er denne måned faldet på en klassiker inden for detektorfund: En såkaldt ligearmet bøjlefibel med stregornamentik, der er en af de mest vanlige fund af fibler (dragtspænder) fra jernalder og middelalder. Og skal vi være helt nørdede, så er det en type F2 efter Ørsnes.

Ikke et sjældent fund - men stadig et vigtigt fund

Du tænker måske: ”hvis vi nu har så mange af denne genstandstype, hvorfor er det så stadig væsentligt at registrere og indsamle?”

Jo, det fortæller stadig, at der har været aktivitet i området, hvor den er fundet. Og vores datering af denne type fibel er forholdsvis snæver til den første del af yngre germansk jernalder - dvs. omkring 550 til 600 e.Kr.

En præcis indmåling af genstanden er vigtig. For begynder vi at få flere fund fra samme område, kan det præcise spredningsmønster eksempelvis fortælle os om en handelsplads placering eller en bebyggelses udstrækning.

Fundet i Almind

Den heldige finder af denne fibel er Dorin Hategan fra Almind, hvor fundet også er fra.

 

 

 

 

 

August: Fine fund trods tørkens udfordringer

 

Sidse Stephensen har sammen med andre frivillige i løbet af sommeren hjulpet museet med at afsøge udgravningerne ved Arnbjerg med en detektor. Her fandt hun det dragtspænde, der nu er valgt som månedens detektorfund.

Den exceptionelle, tørre sommer vi har haft i år har også indvirkninger på arkæologien og detektorhobbyen. Der høstes meget tidligere end normalt, så mange er allerede i svingninger på markerne. Jorden er tør og hård, og det gør det svært at grave på de signaler man får.

Tørke giver et godt arkæologisk overblik fra luften

En kommende gevinst ved tørken, bliver når luftfotos fra 2018 er tilgængelige. Her vil der ganske givet kunne ses mange hidtil ukendte lokaliteter som afgrødespor i de tørre marker. Det vil kunne hjælpe detektorfolkene til at udpege de mere interessante steder at søge.

 

Tørke giver også arkæologiske udfordringer

 

Også på museets udgravninger giver tørken udfordringer. Ved Arnbjerg syd for Viborg Søndersø har museet hen over sommeren været i gang med udgravninger forud for byggemodning til det nye parcelhusområde. Når jorden tørrer ud, bliver nuanceforskellene også meget vanskelige at se. Derfor har vi været nødsaget til at bruge vandingsanlæg for at kunne udskille stolpehuller, gruber m.v.

 

Frivillige detektorførere hjælper i udgravningen

 

I forbindelse med undersøgelserne har flere detektorfolk lagt mange frivillige timer i at afsøge området med detektor. Sidse Stephensen har nok været den mest flittige, og det har resulteret i mange fine fund. Bl.a. har hun fundet et lille ca. 2 cm bredt dragtspænde i Urnesstil med bevarede tekstilrester stadig siddende på smykket.

 

Et 1000 år gammelt smykke

Dragtspændet har vi valgt skal være månedens detektorfund. Smykkets urnesstil var udbredt i Skandinavien i slutningen af vikingetiden og i starten af middelalderen. Det vil sige, at smykket er lavet for ca. 1000 år siden.

Sidse gjorde det helt rigtige: Hun behandlede fundet forsigtigt og lagde det i køleskabet, indtil det kunne afleveres på museet. Sådanne skrøbelige fund har det bedst ved en stabil temperatur, og derfor er køleskabet en god løsning.

Tillykke til Sidse med månedens fund og tak for indsatsen på Arnbjerg! ”

 

 

 

Juli: Man skal have øjnene med sig

 

Månedens detektorfund i juli 2018 er for en gang skyld ikke gjort med detektoren men med øjnene.

Det er Peter Grapenthin, der har haft det skarpe blik med sig på en detektortur ved Gammel Hvam i den nordligste del af kommunen. Her fandt Peter ud over flere fine metalgenstande også en meget fin og velbevaret dobbeltkonisk tenvægt lavet af ler. Den vejer 45 g og måler ca. 4 cm på det bredeste sted, og har siddet på enden af en ten for at give noget vægt til at trække tråden ud som skulle spindes.

Formen på tenvægten er kendt fra både vikingetid og ældre middelalder, hvilket vil sige fra ca. 800-1200 e.Kr. Fundet indikerer bebyggelse i området fra denne periode, og den har således ligeså meget udsagnsværdi som de fine metalfund, og den er endvidere med til at nuancere billedet af stedets og bebyggelsens funktion og historie.

Vi er rigtig glade for at få sådanne fund indleveret når de også er ledsaget af en præcis angivelse af fundsted, gerne et GPS-koordinat.

 

 

Juni: En mønttut fra Knud den Helliges tid

 

Månedens detektorfund kommer denne gang fra den østligste del af Viborg Kommune ved Tindbæk.

 

Finderen er Svend Erik Poulsen, der tidligere har haft æren for månedens fund tilbage i juni og juli 2016.

Svend Erik er selv lidt af en møntekspert, og han blev derfor hurtig klar over, at det var noget af en sjældenhed, han havde fået op af mulden.

Møntstakken
Fundet er en såkaldt mønttut, der dækker over en sammenkorroderet stak af mønter. I dette tilfælde 4 sølvmønter slået under Knud den Hellige, der regerede landet mellem 1080 og 1086.

Et unikt fund
Det særlige ved den ene af de to synlige mønter i tutten er, at den måske er udmøntet i AROS altså vor dages Aarhus. Det er ikke hidtil kendt som udmøntningssted på denne tid. Derfor kan Svend Eriks fund fra Tindbæk altså være den første mønt, vi kender til af denne type. Det er et unikum.

Kort om Knud den Hellige
Knud den Hellige endte i øvrigt sine dage d. 10. juli 1086 i Skt. Albani Kirke, hvor han blev dræbt sammen med sin bror Benedict og 17 hirdmænd. De havde søgt tilflugt i kirken efter et jysk oprør mod kongen. oprøret skete oven på et fejlslagent togt til England, som skulle have erobret det tabte land tilbage.

 

•  

Et hængesmykke og en ornamenteret genstand i bronze

 

På grund af travlhed på den arkæologiske arbejdsmark gled månedens detektorfund for april 2018 ud. Derfor er vi tilbage med dobbelt styrke for maj.

Månedens dobbelte detektorfund er begge gjort af Flemming Sørensen, der har været både ihærdig og heldig.

 

Nr. 1: Hængesmykke i sølv
Det første fund er et hængesmykke i sølv fra vikingetiden. Det blev fundet ved Skals. Smykket er i Terslev-stil, opkaldt efter smykker af samme type fundet i en stor vikingetids sølvskat ved Terslev på Sydsjælland.

Smykket måler 4,5 x 3,7 cm. Dateringen er midten af 900-tallet.

 

 

Nr 2: Ornamenteret bronzegenstand
Det andet fund er også fra vikingetiden. Det dukkede op af mulden kun ca. 5 km længere mod nordvest ved Nr. Rind. Den fint ornamenterede bronzegenstand i Umesstil har formentlig været monteret som beslag på en større genstand, da den kun er ornamenteret på den ene side. Men hvad har den siddet på som udsmykning? Vores indledende forslag var en mankestol, som det bl.a. kendes fra Mammen-fundet. Men jernresterne i stykket indikerer noget andet. Måske er det nok snarere den ene af to kindplader til et hestebidsel. Selve biddet har sandsynligvis været af jern, og det er det, vi ser rester af.

Stykket måler 8 x 4,5 cm. Dateringen på beslaget fra Nr. Rind er også fra vikingetiden - omtrent midten af 1000-tallet.  

 

 

 

 

En historisk sølvmønt

 

Månedens fund er fra 1600-tallet. Det er således noget yngre end de fund, vi plejer at beskæftige os med her på siden.

Det drejer sig om en vægtig sølvmønt på 28,5 gram med en diameter på 4,4 cm. Mønten er fundet af Morten Sahl Carlsen ved Hjermind nord for Bjerringbro. Der er tale om en såkaldt Taler, som er slået under Kejser Ferdinand 2. i 1624.

Mortens bror Henrik fandt faktisk også en flot, stor sølvmønt fra 1624 ved Hjermind i 2016. Den er ligeledes slået under Ferdinand 2. De to mønter er dog fundet så langt fra hinanden, at de næppe stammer fra samme begivenhed.  

Historien bag mønten

Under den danske deltagelse i Trediveårskrigen, kaldet Kejserkrigen 1625-29, lod den danske konge Christian 4. sig vælge som hærleder af en sammenslutning af nordtyske fyrstendømmer, da det danske rigsråd nægtede at lade kongeriget deltage i krigen.

Efter flere drabelige slag med bl.a. den Tysk-romerske Kejser Ferdinand 2.s hær blev Christians hær slået tilbage, og Jylland blev erobret af den Katolske liga i 1627.
Mange skatte bestående af sølvtøj og sølvmønter blev gemt af vejen i den jyske muld i denne periode.

Sandsynligvis er mønterne kommet herop med soldaterne under Kejserkrigen. De har måske brugt den til at købe varer for, og dermed er mønterne endt hos lokalbefolkningen. Eller måske har en af Hjerminds indbyggere tjent i hæren under Christian 4. Eller…? Mulighederne er mange.

Lidt om møntenheden

Møntenheden Taler stammer fra udmøntningsstedet Hall i Tyrol og kan følges tilbage til 1486. Taler refererer til dalen i alperne og blev i de følgende århundrede en fælles overordnet betegnelse for store europæiske sølvmønter. Senere bliver navnet forvansket og er formentlig også oprindelsen til Dollar.          

Derfor er mønten danefæ, selvom den dateres til senere end 1536

Det her en gentagelse fra tidligere Månedens fund, men nok værd at gentage.
Overordnet set står der i danefæreglerne, at alle mønter fra 1536 og før er danefæ, mens dem fra 1537 og frem ikke er danefæ. Læs mere her. 

Det særlige ved denne mønt er, at den er danefæ - selvom den er efterreformatorisk, fordi der er særbestemmelser for særligt store sølv- og guldmønter fra efterreformatorisk og nyere tid. Det skal understreges, at der ikke må handles med fund, der er kategoriseret som danefæ. 

 

 

 

 

Februar 2018: Forgyldt pladefibel i Borrestil

 

Månedens detektorfund i februar er sådan set lidt snyd, fordi dette fund slet ikke er fra i år. Det er tilbage fra oktober 2017, hvor finderen Peter Grapenthin havde en af de bedre dage med detektoren.

 

Vi fik først dette fund ind på museet kort før jul, og midt i juletravlheden blev det lidt glemt… Nu dukkede den op af kassen igen og smuk og forgyldt - det er den jo. Det drejer sig om en lille ca. 2,5 x 2 cm, let oval pladefibel med indtrukne sider.

Stilen er den såkaldte Borrestil, som primært kendes fra ældre vikingetid i 800- og starten af 900-tallet. Særligt kendetegnende for Borrestilen er de små nærmest trekantede hoveder, der har Mickey Mouse lignende ører.

På fiblen - eller dragtspændet om man vil - har der siddet et lille hoved og kigget mod hver sit verdenshjørne.

Den lille, fine pladefibel er fundet nord for Vester Tostrup.

 

 

Januar 2018: en gulddrage

Månedens fund er for os på Viborg Museum en lidt ukendt størrelse. Guldfiguren forestiller naturligvis en drage, og den har ganske sikkert siddet som afslutning på en genstand. Men på hvilken genstand?

Gulddragen er fundet af Rasmus Søndergaard ved Øster Kølsen. På museet kunne vi godt tænke os nogle gode bud på, hvad figuren har været brugt til. Detektorfører Rasmus Søndergaard har derfor for nyligt vist et billede af gulddragen til medlemmerne af Facebook-gruppen Detektor Danmark. Det resulterede i flere forslag til, hvad den har været anvendt til. Desværre resulterede det ikke i en sikker identifikation.

Et par forskellige bud går på, at der kan være tale om et stokkebeslag eller en knivende. Intet er derfor afklaret – ikke engang gulddragens alder kender vi med sikkerhed. Stilen er dog umiskendelig kinesisk inspireret.

Har du et forslag - gerne med en parallel til dragen - hører vi derfor meget gerne fra dig. Du kan sende en mail til Mikkel Kieldsen (mik@viborg.dk) eller skrive en hilsen med dit forslag til Viborg Museum på Facebook.

Vi ønsker alle et godt nytår fra os på Viborg Museum!

 

 

 

December 2017: Et stiliseret mandeansigt på et bronzesmykke

 

Månedens detektorfund i december er et stiliseret mandeansigt omgivet af dyreflet på et bronzesmykke fra yngre germansk jernalder.

 

Kris Astrup havde egentlig ikke den store tro på at finde noget særligt på de marker ved Løvel, som han netop havde fået tilladelse til at søge på med sin detektor. Men allerede den første dag var der gevinst.

Pulsen kom op og hænderne i vejret, da han så, hvad der kiggede tilbage på ham fra mulden. Et stiliseret mandeansigt på et bronzesmykke omgivet af dyreflet fra yngre germansk jernalder (550-750 e.Kr.).

Der er tale om en såkaldt pladefibula. Smykket har i højpoleret tilstand med hjælp af nåleanordningen på bagsiden siddet og prydet klædedragten.

Grundformen af det rektangulære smykke er godt kendt, mens vi ikke mindes at have set en lignende udsmykning her fra Viborgegnen. Der findes dog lignende stykker fra Gl. Lejre på Midtsjælland.

Tillykke til Kris med det flotte fund, der af Viborg Museum er udvalgt som månedens detektorfund i december!

 

 

En pragtfibel fra Lee

 

Månedens fund er en virkelig fantastisk smuk sag. Den forgyldte bronzefibel har tre indlagte granatsten.

 

Den er dekoreret med cirkulær stempelornamentik og har en gennembrudt spiralplade, som har beskyttet spiralen til nåleanordningen på smykkets bagside.

Granatstene må være importeret fra Norge, Sverige eller området omkring Rhinen, hvor der er de nærmeste naturlige forekomster af denne halvædelsten. Udformningen af smykket er udpræget nordisk. Dateringen er slutningen af ældre -eller starten af yngre germansk jernalder omkring 550 e.Kr.

Der kendes kun to lignende fibler fra Danmark. Den ene fra en udgravning ved Stavnsager øst for Randers, den anden blev fundet med detektor på Midtsjælland. 

 

Smykket her er fundet af Rasmus Søndergaard ved Lee nord for Bjerringbro.

 

 

 

Månedens fund er et stykke af en bronzenål

 

Bronzenålen er formet som en skivehovednål med et guldbelagt, ornamenteret hoved, der er svagt hvælvet. Den er ornamenteret med fem cirkler. Nålen er også ornamenteret på hele den bevarede del af nålen, hvilket er meget usædvanligt.

 

Detektorfører Henrik Vinter fandt månedens detektorfund. Nålens bevarede længde er på 3,7 cm. Bruddet ser ud til at være relativt nyt. Efter Henrik Vinters fund har Viborg Museum været på arbejde i marken uden for Gulev syd for Bjerringbro for at foretage en mindre undersøgelse. Undersøgelsen påviste væsentlige rester af en gravhøj.

Detektorføreren tog lige en tur mere
Nogle uger efter fundet af bronzenålen var Henrik igen på tur over marken med sin detektor. Her fandt han spidsdelen af en bronzenål, der formodes at være fra samme nål. Dette stykke er 4,7 cm langt og uornamenteret. Her ser brudfladen ud til at være gammel. Hvis det er korrekt, at de to dele er fra samme nål, har den altså været over 8,5 cm lang.

 

 

Lidt om denne type nål
Nålen kaldes en Baudou's type XXVB1 og dateres til yngre bronzealder periode IV, ca. 1100-900 f.Kr.
Hvis du vil vide mere, kan der virkelig nørdes igennem med bogen: Evert Baudou: "Die regionale und chronologische Einteilung der jüngeren Bronzenzeit im Nordischen Kreis.”

 

 

 

 

Månedens fund er en ægte guldmønt

Guldmønten er fra 1422. Den er rullet sammen, så den har kunnet sidde på en kæde eller i en lædersnor.

 

Den kan stamme fra en medgift, som vi ved har været en tradition i området omkring Tautenburg i Tyskland. På samme mark ved Skjern Hovedgård er der fundet et lommesolur, som meget vel kan være fra samme egn. Muligvis har adelsslægten på Skjern Slot/Hovedgård haft alliancegiftemål med en adelsslægt fra Tautenburg området. Guldmønten er fundet af Peter Werner.

 

 

Du kan læse mere om emnet her.