Gaardsdal Depotet – en 2700 år gammel bronzeskat
Ikke siden 1926 har vi på Viborg Museum set et så fantastisk fund af bronzegenstande, som det der for nyligt kom til syne i Gaardsdal ved Ravnstrup vest for Viborg. Også på landsplan hører denne type fund til sjældenhederne. Detektorfører Amund Segerhard er den heldige og dygtige finder.
En påskeoverraskelse
På en mark lige syd for Gaardsdal Bæk, ikke langt fra hvor den løber sammen med Kjeldbæk og Jegstrup Bæk og bliver til Fiskbæk Å, kom Amund forbi med sin detektor i påsken 2020. Først fandt han beviser for, at han havde set rigtigt på luftfotos. De viste, at der her havde ligget en landsby i jernalderen. Således dukkede der flere fibler (dragtsmykker) fra germansk jernalder frem fra mulden ved detektorens hjælp. Men yderst på næsset fik han et kraftigere signal. Spændingen var derfor ekstra stor, da han gravede forsigtigt ned. Her kunne han se nogle spiraler i bronze og noget andet i form af en tynd bronzekant, som han ikke umiddelbart kunne se, hvad var. Han var dog klar over, at han havde fundet noget helt specielt og kontaktede derfor straks Viborg Museum. Da marken var nysået, og der derfor ikke umiddelbart skulle foretages yderligere markarbejde, blev vi enige om, at fundet lå fint beskyttet, hvis han dækkede hullet til igen, så der senere kunne foretages en egentlig udgravning.
Det var dette syn, der mødte Amund, da han gravede på detektorens signal. Foto: Amund Segerhard.
Udgravningen af bronzeskatten
En uge senere stod Viborg Museums detektoransvarlige arkæolog, museumsinspektør Mikkel Kieldsen, og Amund Segerhard på marken. Med spænding i kroppen og høje forventninger blev der gravet forsigtigt ned og rundt om bronzerne. Da det ud fra Amunds billeder kunne konstateres, at der var tale om flere genstande fra yngre bronzealder, var vi ikke tvivl om, at det drejede sig om et såkaldt depotfund. Da vi ydermere kunne se, at bronzerne var skrøbelige, var strategien at tage deponeringen op samlet med jord omkring indkapslet i gips. Derfor blev spændingen ikke udløst den dag på marken. Vi måtte vente nogle dage endnu.
Til venstre:Den stolte finder Amund Segerhard ved jordklumpen, som indeholder bronzeskatten, der er gjort klar til indkapsling i gips.
Til højre: Arkæologen og detektorføreren i samarbejde om at stabilisere præparatet med gips. Fotos: Flemming Jeppesen, Fokus Foto.
Undersøgelse på Moesgaard
Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling på Moesgaard Museum var så småt ved at åbne op igen efter den omfattende nedlukning af landet pga. covid-19. Heldigvis var de klar til at tage imod det indkapslede fund dagen efter, vi tog det op. Med røntgenfotos fra Moesgaard fik vi i starten af den efterfølgende uge endelig udløst spændingen. Der var en halsring med spirallukning og store ovale endeplader samt et exceptionelt stort såkaldt hængekar. Begge tolkes i øvrigt som kvindesmykker.
Præparatet med bronzeskatten under udgravning. Foto: Konserverings og naturvidenskabelig afdeling, Moesgaard.
Ved udgravningen af præparatet viste der sig at være skibsornamenter på endepladerne af halsringen. De kan dog være svære at se med det blotte øje, men røntgenbilleder af de udgravede genstande viser det med nogen tydelighed. Skibe har haft en særlig rolle i bronzealderens kosmologi, hvor de har trukket solen over firmamentet og været en del af forestillingen om årets cyklus.
Halsringen efter udgravning og forsigtig afrensning på Moesgaard. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Røntgenfoto af en af endepladerne på halsringen, hvor man kan ane en skibsafbildning. Foto: Konserverings og naturvidenskabelig afdeling, Moesgaard.
Det store hængekar med flot udførte bølgemønstre indeholdte også noget uventet, som vi næppe havde kunne udskille, hvis det var udgravet på marken. For nede i hængekarret var der bevaret dele af en skind-eller læderrem. Den kan være fra monteringen af hængekarret, der, på trods af navnet ”hængekar”, har været båret som bæltesmykke af bronzealderens kvinder. Det var datidens statussymbol for kvinderne, på samme måde som sværdet var for mændene.
Det store hængekar, som har været båret som bæltepryd på lænden af bronzealderens fornemme kvinder. Karret måler ca. 23 cm i diameter. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Nærbillede af bølgeornamentikken på hængekarret fra Gaardsdal. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Offer eller skjul?
Hvorfor havnede kvindesmykkerne overhovedet i jorden? Det er ikke sandsynligt, at det har været en grav, for der er ingen bevarede knogler eller spor af en begravelse. Og da der er bevaret læder, ville knogler, brændte som ubrændte, også have været bevaret, hvis de var til stede. I det arkæologiske fagsprog betegnes sådanne fund som deponeringer. Ved den betegnelse undgår man et værdiladet ord, hvori der kan ligge en tolkning. For enten kan deponeringen i jorden have været ment som et offer for at opnå gunst fra de højere magter, eller også har det slet og ret været for at gemme værdier af vejen. Hvis det har været for at skjule sine værdier, så er ejeren af den ene eller anden grund aldrig vendt tilbage. Det er nok mere sandsynlig et offer, men vi ved det ikke med sikkerhed. Ofringer kender vi dog fra andre sammenhænge fra bronzealderen.
Bæltedåser og hængekar har været kvindens pryd i bronzealderen. Efter P. Friis 1968.
Den lidt mere nørdede datering
Udformningen af halsringen og ornamentikken på endepladerne placerer uden tvivl genstandene fra Gaardsdaldepotet i yngre bronzealder. Typen med snoet ring og spirallukning kendes i både periode V og VI af yngre bronzealder. I periode V (900-700 f.Kr.) er endepladerne typisk langovale medens de i periode VI (700-500 f.Kr.) er større og mere runde. Her har vi at gøre med en type, der ligger på grænsen mellem Bardous type XVI C2 og C3. Når hængekarret er endelig afrenset, stabiliseret og konserveret kan vi forhåbentlig give en mere præcis datering. Indtil videre ligger vi på overgangen mellem periode V og VI - ca. 700 f.Kr.
Ældre og samtidige deponeringer
Gaardsdal depotet er ikke det eneste depotfund i området. Ca. 800 m nordvest for Gaardsdal Depotet, på den anden side af Ravnstrup, blev der i forbindelse med etableringen af en jernbane i 1942 fundet en deponering bestående af to spiralarmringe i guld og en bronzering. Dette depot er dateret til periode IV (1100-900 f.Kr.) af yngre bronzealder og kan altså være foretaget af indbyggere fra forgængeren til bebyggelsen syd for Gaardsdal bæk. Et af landets fineste depotfund fra yngre bronzealder er også fra Viborgegnen. I 1926 blev der ved Fårdal mellem Vejrumbro og Ørum, ligeledes ved etablering af jernbane, fundet en samlet nedlæggelse af bronzegenstande. Ud over nogle ganske specielle 5-15 cm høje figurer, hvis lige kendes fra helleristninger, bestod fundet fra Fårdal bl.a. også af to store hængekar og en halsring af samme størrelse og type som fundet fra Gaardsdal.
Danefæ
Selvom Viborg Museum forestod udgravningen af depotet ved Gaardsdal, så er fundet stadig danefæ, da det er fundet delvist i muldlaget med detektor. Derfor er det i danefælovens definition Nationalmuseets ejendom, og det er derfor dem, der skal stå for den endelige konservering, hvorefter de fine ornamenteringer forhåbentlig træder tydeligt frem. Det øverste af deponeringen har i nyere tid af flere omgange været ramt af ploven. Derfor er der også afsøgt intensivt med detektor omkring nedlæggelsen. Det har resulteret i fund af mindre fragmenter af hængekarret samt en bronzenål, der kan stamme fra en brilleformet bøjlenåls fibel. En type der også hører hjemme i yngre bronzealder. Altså kan der have været endnu et smykke lagt ned sammen med halsringen og hængekarret.
Fremtidige undersøgelser
Det særlige ved dette fund er, at der er fundet i sin oprindelige kontekst. Det vil sige at nedgravningen og fylden omkring var uforstyrret. Det giver muligheder for naturvidenskabelige analyser. Vi håber at kunne belyse områdets vegetation på nedlæggelsestidspunktet gennem pollenanalyser af prøver udtaget under hængekarrets beskyttende forside. Endvidere vil vi undersøge evt. makrofossiler i den omgivende fyld for at belyse vegetation og agerbrug i området. Endeligt vil vi datere nedlæggelsestidspunktet ved at C14-datere flere prøver af evt. makrofossiler af korn, der med en egenalder på et år er ideelle til dette formål. Alternativ kan der tages et stykke af den bevarede læderrem ud til datering.
Ud fra nærmere analyser ornamenttyper og særlige karakteristika fra støbeprocessen kan det forhåbentlig også belyses, om bronzesmykker fra flere samtidige deponeringer kunne være lavet af samme bronzestøber, der kan have været omrejsende specialist.
Følg med her på siden når der kommer resultater fra de videre analyser og naturvidenskabelige undersøgelser.
Hvorfor netop der?
Landskabet definerer, hvor vi som mennesker vælger at bosætte os. Ofte er det mange af de samme faktorer, som gennem forskellige tider er afgørende for, at et områdes udnyttelse. Både vand- og landeveje har været afgørende for en strategisk placering. De naturlige landfærdselskorridorer snævrer i mange tilfælde sammen ved oplagte overgangssteder af de midtjyske åer og bække. Det er området ved vore dages Ravnstrup vest for Viborg et godt eksempel på. Her løber Kjeldbæk, Jegstrup Bæk og Gårdsdal Bæk sammen og bliver til Fiskbæk Å.
Området ved Ravnstrup og Gaardsdal som det så ud i anden halvdel af 1800-tallet, hvor dette kort er fra. Med grønne trekanter de to depotfund fra yngre bronzealder. Kort © SDFE.
Et knudepunkt i bronze- og jernalder
På begge sider af det oplagte overgangssted øst for Ravnstrup ved Neder Hallum er der ved flere lejligheder undersøgt bebyggelse fra germansk jernalder og vikingetid. På luftfotos kan der over store områder ses spor af bebyggelse, som vurderes at være fra samme periode - altså omkring fra år 400 til 1050 e.Kr. Detektorafsøgninger af disse områder har resulteret i en stor mængde fine dragtsmykker, mønter og beslag. Detektorfundene vidner også om aktivitet i området i ældre middelalder, da der er fundet smykker med kristne symboler fra 1000- og 1100-tallet.
Endnu to detektorund fra Amunds hånd. Til venstre s-formet pladefibel fra yngre germansk jernalder til højre gudslam fibel fra ældre middelalder. Fotos: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Allerede i bronzealderen har området været attraktivt at bosætte sig i. Det vidner dette seneste detektorfund fra området om. I påsken 2020 var Amund Segerhard på ”jagt” efter nye lokaliteter med sin detektor. Han har i flere år travet markerne nord for Gaardsdal Bæk tynde. Men nu var tiden kommet til at prøve syd for bækken. Amund havde her observeret flere mulige hustomter på luftfotos. Dette var allerede registreret på Viborg Museum, da Lis Helles Olesen i 2018 havde taget billeder af området, under projektet ”Fortiden set fra Himlen” . Her kunne der også ses formodede ældre aktivitetsspor på den yderste del af det mindre næs ud mod bækken.
Udsnit af Lis Helles Olesen luftfoto fra 2018. Til venstre mod bunden af fotoet kan man se flere jernalderhuse på række aftegnet med mørke pletter, der er resultat af stolpehullerne under mulden, som tørrer langsommere ud. I toppen af fotoet ses ”pletter” (gruber og stolpehuller) på næsset, hvor Gaardsdal Depotet blev fundet. Til højre snor Gaardsdal Bæk sig.
Netop her havde Martin Mikkelsen for Viborg Museum i 1983 besigtiget og rekognosceret markerne, da der var blevet observeret oppløjede plamager med skår fra lerkar, trækul og bearbejdet flint. Det kunne konkluderes, at der var et større bopladsområde fra yngre bronzealder og muligvis også tidlig førromersk jernalder omkring 800-400 f.Kr. Mere skete der ikke ved den lejlighed, da der ikke skulle foretages anlægsarbejde i området.
Pollenanalyse
Så kom den længe ventede pollenrapport vedr. to prøver udtaget inden i hængekarret fra Gaardsdal depotet. Alt tyder som antaget på, at deponeringen er foretaget på tør bund i et kultiveret landskab, måske oven i købet på en kornmark i bronzealderen.
Her kan du læse tolkning og diskussion af analyserne, der er udarbejdet af Havananda Ombashi fra Afdeling for Konservering og Naturvidenskab, Moesgaard.
"Den overordnede sammensætning i begge prøver viser en relativt høj andel af kornpollen. Derfor kan det være svært for at fortolke pollensammensætningen. De store mængden af kornpollen kunne f.eks. indikere at boksen var deponeret i eller tæt på en dyrket mark. Men der er også muligt, at jorden i boksen kommer fra en dyrket mark eller en plads hvor kornpollen var håndteret i nærheden. På grund af den høje mængde af kornpollen, kan vi desuden ikke være sikker på, om boksens indhold repræsenterer funktionen/indehold af jorden i boksen eller vegetationen i området omkring deponeringspladsen/deponeringsstedet. I betragtning af lighederne i pollensammensætningen er det sandsynligt, at begge pollen stammer fra den samme. Begge pollenprøver peger på et åbent landskab, domineret af græsser, hvor der sandsynligvis har været dyrkede marker tæt på. Nogle af de erkendte tørbundsurter ses ofte i forbindelse med menneskelig forstyrrelse (lancet-vejbred og mælkebøttetype). De findes f.eks. ofte på afgræssede områder (Behre 1981). Der er også nogle indikationer på tilstedeværelsen af pionertræer (el, hassel og birk), samt lidt hede i området af jordens kilde."
Lagkagediagrammet viser den relative fordeling af pollen i prøven P2 ud fra de økologiske grupper. Rest <5% henviser til en blanding af en eller flere pollentyper med en procentdel under 5% pr. type.
Figur fra rapporten ved Havananda Ombashi fra Afdeling for Konservering og Naturvidenskab, Moesgaard.