I Fiskbæk blev der i juni 1950 afsløret en mindesten for arbejderpioner, husmand og landtingsmand Johannes Christian Johansen. Han kom fra en arbejderfamilie og var statshusmand i Kvosted, da han i 1913 stillede op til rigsdagskandidat for socialdemokraterne. Trods forfatteren Jeppe Aakjærs rolle som opstiller og fortaler for Johannes Christian Johansen kom han dog ikke ind i første omgang. Først i 1918 blev han valgt ind i rigsdagen som socialdemokratisk landtingsmand, og da han i 1948 havde været der i 30 år, måtte han gå af på grund af alder.

I juni 1949 døde Johannes Christian Johansen i sit hjem i Løgstrup, hvor han boede fra 1932. Sigfred Jensen, der var Løvelkredsens formand, tog initiativ til at samle penge ind til en mindesten, og ved afsløringen den 25. juni 1940 holdt han afsløringstalen, og forhenværende folketingsmand redaktør A. C. Mortensen holdt mindetalen.

På stenen står der: Husmand Johs. Chr. Johansen, f. 4-1-1878 d. 21-6-1949. Medlem af landstingen 1918 – 1948. Du slog ingen tallerkener mod væg, ingen så dig med fråde i skæg. Gik i kampen foruden larm, sejred ved troskab mer end harm. Jeppe Aakjær 1929. Rejst af småkårsfolk i Viborg amt.

Verslinjerne stammer fra en sølvbryllupssang, som Jeppe Aakjær skrev til ægteparret Johansen.

Litteratur

Mindesten og Monumenter i Viborg amt, Ernst Wickstrøm, Viborg Stiftsmuseum 1986, side 199.