Efter 49 år: Spor af tidlig trækirke fundet
Næsten 50 år efter et gådefuldt fund har arkæologer fra Viborg Museum fundet spor efter, hvad der formentlig er en af Viborgs første kirker. Fundet er samtidig blandt de få arkæologisk dokumenterede trækirker i Danmark.
Under en udgravning ved Søndersø i 1977 gjorde arkæologer et fund, der vakte stor undren. Under murene til den middelalderlige Sct. Mikkels Kirke lå grave, som viste sig at være ældre end selve kirken. Det rejste spørgsmålet: Har der stået en tidligere kirke på stedet?
Ved en arkæologisk undersøgelse i 2025 blev der fundet stolpehuller, som tegner omridset af en kirke, som nu peger på at mistanken var berettiget.
– Vi ved, at de første kirker i Danmark var bygget af træ, og mange ligger gemt under senere stenkirker. Det er derfor meget sjældent, at vi finder spor af dem, siger Katrine Vestergaard, museumsinspektør og arkæolog ved Viborg Museum.
Der har formentlig eksisteret hundredvis af trækirker i Danmark, men kun få er dokumenteret arkæologisk. Fundet er det første af sin slags i Viborg Kommune.
Sporene ligger stadig i jorden
Selvom selve kirken for længst er forsvundet, har stolperne efterladt spor i undergrunden. Det er disse stolpehuller, der gør det muligt at rekonstruere bygningens grundplan.
Prøver af blandt andet korn og dyreknogler fra udgravningen er blevet analyseret, men på grund af kontaminering har det ikke været muligt at opnå en sikker C14-datering. I stedet indgår stolpehullernes placering, relationen til den senere stenkirke, øvrige fund og den historiske kontekst i en samlet arkæologisk vurdering, der peger på en tidlig trækirke fra 1100-1200-tallet.
Foto 1: Væggrøft med syldsten, hvorpå der har lagt en fodrem (vandret bjælke der har lagt på stenen, hvor i vægplankerene har stået) og et stolpehul med sten, der har fungeret som fundament og støtte for en lodretstående stolpe. Viborg Museum. Foto 2: Visualisering: Lars Hemmingsen Nørgaard.
Et nyt bidrag til Viborgs historie
Fundet åbner et vindue til Viborgs tidlige udvikling som by og kirkeligt centrum. Fra omkring år 1000 slog kristendommen gradvis igennem i Danmark, samtidig med at magtforholdene i samfundet var under forandring. Stormænd opførte de første trækirker som en del af den nye tro og som udtryk for tilknytning til kongemagten. Den nyfundne kirke kan have været en del af netop denne udvikling.
Selvom kirken for længst er forsvundet, gør nye visualiseringer det muligt at forestille sig, hvordan den kan have set ud. Viborg Museum har fået udarbejdet en animation, der giver et bud på kirkens udseende og placerer fundet i sin historiske sammenhæng.
Animationen er produceret af Sci Vi for Viborg Museum med støtte fra UNESCO Creative City. Kreditering: Sia Søndergaard (producer), Lars Hemmingsen Nørgaard (animation), Thomas R. G. Christensen (lyd), Keld Nissen (speak) og Janus Heiberg Madsen (foto).