Valdemars Skanse er efter alt at dømme et belejringsanlæg, der blev anlagt af kong Valdemar Atterdag i 1372 for at erobre borgen Hald. På den største af de to voldbanker byggede kongen måske en stor kastemaskine, også kaldet en blide. Belejringen fandt sted under det tredje jyske adelsoprør mod kongen, hvor Hald var i hænderne på Niels Bugges svigersøn Godskalk Skarpenberg. Det lykkedes Valdemar Atterdag at erobre borgen, og Hald overgik til kongemagten.
I 1393 gav Margrete 1. Hald og den erobrede borg til Viborg bispestol på den betingelse, at borgen skulle rives ned og materialerne bruges til Vor Frue kapel ved Viborg Domkirke.