Gå til jernalder - oldtidens håndværk på Hvolris Jernalder - Viborg Museum

Events og arrangementer på Hvolris

Gå til Jernalder

Vil du prøve kræfter med gamle håndværk? ’Gå til Jernalder’ er kreative workshops på Hvolris Jernalder. Her hygger vi os med gamle teknikker som nålebinding, læderarbejde, smedning, træskæring, syning, brikvævning og meget mere. Alle kan være med – uanset erfaring. Følg gerne Hvolris Jernalder på Facebook - der kan komme ændringer.

 

Praktisk info
• Hvor: Hvolris Jernalder - 20 minutter fra Viborg.
• Hvornår: Lørdag i lige uger kl. 10.00–15.00.
• Pris: Gratis for medlemmer af Hvolris Venner, øvrige deltagere: 100 kr pr. gang. Materialer betales på dagen.
• Medbring: Frokost – samt eventuelle nævnte materialer og redskaber.
• Tilmelding: Via Facebook eller mail: hvolris@viborg.dk
• Butikken er åben på aktivitetsdagene

 

 

Program 2026

 

3. oktober: Snit din egen nålebindingsnål

Vi finder snitteknive og sandpapir / slibesten frem og prøver at snitte vores egen nålebindingsnål.
Der kan både arbejdes i træ, ben og horn. Har du selv noget materiale du gerne vil prøve at bruge, kan du medbringe det. Ellers sørger venneforeningen for materialer.

Ansvarlige: Klara / Jesper

 

17. oktober: Levendegørelse i efterårsferien

I uge 42 er der levendegørelse i landsbyen fra lørdag (uge 41) til tirsdag (uge 42).

Kom meget gerne op i landsbyen med dine egne sysler og vær med til at skabe liv og hygge.
Der vil også være brug for praktisk hjælp til klargøring og diverse i løbet af weekenden. Husk du kan låne tøj af Hvolris.

Ansvarlige: Hvolris / Venneforening

 

31. oktober: "Halloween" i jernalderen

Denne dag har igennem tiden været markeret på forskellig vis i Danmark. De sidste 20 år er dagen blevet mere og mere "Amerikaniseret". Men hvor langt tilbage i tiden kan vi egentlig spore begivenheden? Hvorfor er den opstået og hvordan fejrede man mon de døde i jernalderen? Vi twister den lidt og snakker om vølver, ånder, guder og overnaturlige væsner fra oldtiden. Dagen kommer til at stå på gamle sagn, sagaer, spådomme, gravskikke og fortællinger samt overtro / tro, ritualer og ofringer - vores helt egen jernalderversion af Halloween.

Man må meget gerne komme udklædt som et væsen / person fra oldtiden, men det er ikke et krav. Tag også gerne noget håndarbejde med, du kan sidde og hygge med.

Ansvarlige: Klara / Malene / meld dig gerne som frivillig - vi mangler hænder

 

14. november: Arbejdsdag (nedpakning af landsbyen) og vennefest

Landsbyen skal pakkes ned for vinteren og vi har brug for alle gode folk, der har mulighed for at give en hånd med. Kan du ikke slæbe i de tunge ting, er der også mulighed for at hjælpe med andre ting som oprydning på dragtloft, rengøring i museumsbygningen, reparation af tøj etc. eller lave mad til det arbejdende folk. Kort sagt, alle hænder kan bruges unge som gammel. Vi kvitterer med lækker mad hele dagen.

Efter en god arbejdsindsats kalder vi til fest, hygge og sang om aftenen.
Vi holder vores årlige vennefest med fællessang kl. 17.00 og spisning kl. 18.00. Alle er velkomne, uanset om man har hjulpet til på arbejdsdagen eller ej.

Ansvarlige: Hvolris Venneforening

 

28. november: Skindkapper

Der er fundet masser af skindkapper i jernalderen. Primært af fåreskind. Denne dag skal vi sy skindkapper til Hvolris. Vi kigger på og prøver at sy efter de mønstre, vi kender fra jernalderen. Kapperne er til Hvolris, og skal bruges til rollespil samt skoletjeneste. Så det er altså ikke noget du selv får med hjem denne dag. Hvolris har en masse skind / pels, så det bliver en blanding af forskelligt pels vi kommer til at sy i, og altså ikke kun fåreskind. Du kan tegne mønstrene af, så du kan sy din egen skindkappe hjemme.

Ansvarlig: Berit

 

12. december: Filtning - tasker, julepynt...

Denne dag arbejder vi med uld og sæbevand og filter tasker eller måske julepynt.
Man filtede ikke i jernalderen, men man valkede nogle gange det stof, man havde vævet, så det blev mere fast og kunne klippes uden at trævle op.

Ansvarlig: Klara

 


Vi tager forbehold for ændringer i programmet.

 

 

Birkebark.JPG

Kurser og workshops

Af og til afholder vi temadage, kurser eller weekend-workshops. Deltagelse er som oftest gratis for medlemmer af Hvolris Venner, dog med betaling for materialer. 

Ved kurser med instruktører udefra opkræves der deltagerbetaling. Der er rabat for medlemmer af Hvolris Venner.
For ikke-medlemmer opkræves en pris for undervisning og materialer.