Får får mon får?
På Hvolris har vi Gute Udegangsfår, som er den race, som er tættest på Jernalderens får. Til ulddagen møder eleverne fårene, og i stalden får de indblik i pasning af dyrene og lærer, hvordan man omgås dyr.
Eleverne lærer om uld - fra får til klæde og får forståelse af fortidens husdyrhold og tøjproduktion sat i relief til moderne tid.
Ulddagen er en sanseoplevelse, hvor eleverne får hænderne i den klippede uld og kan føle og lugte ulden. De hører om kartning og håndspinding og kan selv forsøge sig. Derudover får de lov til at føle på forskellige uldstoffer og se plantefarvet garn. Alle filter en uldbold, som de får med hjem.
Ulddagen foregår i stalden, på marken og i ankomstbygningen. Varmt tøj og støvler tilrådes. Børnene iklædes ikke jernaldertøj.
Max. 25 elever. Varighed 4-5 timer. Tilbuddet er især velegnet for indskolingen.
Ulddag er gratis for folkeskoler i Viborg Kommune.
For friskoler og skoler uden for Viborg er prisen er 1.900 kr. for max. 25 elever. Kontakt os på hvolris@viborg.dk og hør nærmere.
Ulddag tilbydes fra 1. november til 31. marts. Begrænset antal tilbud.
OBS! Husk varmt tøj og gode støvler. IKKE sneakers, gummisko og lignende.
Se alle vores tilbud på KLCViborg.