Historien er nær! Stort program for sommeren på vej - Viborg Museum

Historien er nær! Stort program for sommeren på vej

Lige nu er museets sommerprogram på vej ud i postkasserne hos alle medlemmer af Viborg Museumsforening. Er du ikke medlem, kan du se alle vores aktiviteter på vores hjemmeside, og du kan naturligvis også finde programmet i fysisk form forskellige steder i Viborg og omegn eller hente et i vores administration i Sct. Mogens Gade 5.

Se programmet online her 

Programmet er vi ret stolte af. Vi hører tit ude i byen, at Viborg Museum er lukket. Men det er en stærk overdrivelse. Vores sommerprogram bugner at spændende aktiviteter, hvor vi bringer kulturarven i spil i mange formater. F.eks. har vi store forventninger til det nye koncept, Borge & Brunch på De Fem Halder. Her kombinerer vi en guidet tur på halderne med en skøn brunch under trækronerne. Her har vi ladet os inspirere af vores succesfulde aktivitet Bryg & Brosten, som naturligvis stadig kører hver weekend hele året, og som også benyttes af mange virksomheder, der har brug for lige at sænke skuldrene og hygge sig med hinanden i Domkirkekvarteret.

 

Hvis man er en familie, der skal på tur ud i det blå, så anbefaler vi Den Mystiske Grav. Her begynder man turen inde Viborg, hvor man får udleveret materiale til en sjov og spændende gådejagt for børn. Turen foregår i egen bil i det smukke landskab i Fjends, hvor man skal løse gåder på gravhøje, i jættestuer og på en forladt kirkegård. Hyggeligt og lærerigt på en og samme gang. Vi har naturligvis også masser af byvandringer på programmet, og denne gang også med quizzer og noget for forældre på barsel.

 

Og så vil vi ikke undlade at gøre opmærksom på et af sommerens tilbagevendende populære tilbud, nemlig Ild i Natten på Hvolris Jernalderlandsby. Smukkere og mere stemningsfyldt sommeraften er svær at opdrive i miles omkreds.

 

Dette er kun et udvalg af de mange aktiviteter, programmet indeholder. Vi håber, at I har lyst til at tage med ud i historien sammen med os.