Bliv frivillig på Viborg Museum - Viborg Museum

Vil du være frivillig på Viborg Museum?

Som frivillig får du mulighed for at bidrage til en af museets mange arbejdsopgaver med noget af det, du er god til. Du kommer ind i et sundt fællesskab med andre frivillige og museumsansatte, som har en fælles interesse i historie og kulturarv.

Museets frivillige er grupperet på flere adresser og løser forskellige typer af opgaver. Der bliver arbejdet, snakket, grinet og drukket kaffe. Og hvert halve år samles alle til julefrokost og et socialt arrangement.
Her får du et overblik over grupperne, og hvad de laver. Vil du være med? Læs nedenstående og vurder, hvilken gruppe, der passer til dig.

Skriv så en mail til os på vibmus@viborg.dk, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvilken gruppe, du har interesse i. Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

Museumsmagasinet

En gruppe af frivillige mødes hver onsdag formiddag i museets store magasin på Tagtækkervej, hvor alle museets genstande opbevares. Her arbejder man i små grupper med registrering, fotografering og beskrivelse af museumsgenstande i museets digitale registreringssystem. Her er mulighed for at stifte bekendtskab med spændende historiske genstande. Til denne opgave skal man være vant til at bruge IT.

Pt. er der ikke ledige pladser i denne gruppe.

Viborg Lokalhistoriske Arkiv

Hver tirsdag formiddag mødes denne gruppe i museets genstands-magasin på Tagtækkervej, hvor de i fællesskab arbejder med registrering, scanning og beskrivelse af arkivalier, fotos og film fra arkivets samling. Der er også mulighed for at tage et kamera med ud i byen og tage fotos af relevante motiver til bevaring for eftertiden. Det er en fordel, hvis man har godt kendskab til Viborgs historie de seneste årtier. Til denne opgave skal man være vant til at bruge IT.

Vi søger flere frivillige til denne gruppe.

 

Museum Wibergis

En ny værtsgruppe i Wibergis skal bidrage til at øge gæstens oplevelse i museet. Når gæsten træder ind i museet og færdes inde i udstillingerne, vil frivillige værter være til stede og klar til at byde velkommen og svare på spørgsmål. Der vil også være praktiske ad hoc opgaver og eventuelt kortere afløsning i butikken. Hvis man er god til relationer og kan lide smalltalk og at få folk til at føle sig velkomne, egner man sig godt til denne gruppe. Man har selv indflydelse på, hvornår og hvor meget man ønsker at deltage.

Denne gruppe skal etableres i begyndelsen af 2027. Vi hører gerne fra interesserede.

 

Hvolris Jernalder

Hvolris har en stor gruppe af frivillige, som hjælper med mange typer af aktiviteter. Nogle opgaver er sæsonbestemt, mens andre er hele året rundt:

  • Værtskab og praktisk hjælp til butik og events
  • Formidling ifm. aktiviteter for skoleklasser
  • Vedligehold af udendørsarealer, bygninger og hegn
  • Pasning af dyr på Hvolris i weekender og ferieperioder
  • Syning og reparation af jernalderdragter.

Brænder du for levende historieformidling, og vil du være en del af et godt fællesskab, passer du godt til Hvolris.

Vi søger flere frivillige til Hvolris til alle ovennævnte typer af opgaver.


E’ Bindstouw

Gennem hele sommerhalvåret tager en gruppe af frivillige med tilknytning til E’ Bindstouws Venner ansvar for værtskab, formidling og udendørs vedligehold ved det skønne skolehus i Lysgård. Interesserer du dig for St. St. Blichers forfatterskab og er god til at formidle, er du velegnet som vært og formidler i åbningstiden i sommermånederne. Værterne lægger vagtplanen i fællesskab, og man har selv indflydelse på, hvor meget man vil deltage.

Vi søger flere frivillige til denne gruppe fra 2027.