Asmild klosterkirke er en af landets ældste kirker. Den er opført i årene omkring 1090, mens Oluf Hunger var konge, og den har haft en omskiftelig historie. Den første Asmild kirke var bygget som en stor treskibet kirke med kor og apsis mod øst og en stor forhal mod vest, som har rejst sig over kirkeskibets tag som et lavt tårn.
Asmild kirke har altså været større end de mange landsbykirker, som bliver bygget i 1100- og 1200-tallet, og beliggende højt på bakken øst for Viborg Søndersø med udsigt til Viborg har den været en anselig bygning.
Den høje alder og rige udformning af den oprindelige Asmild Kirke har gjort, at den fra tid til anden er blevet foreslået som en forgænger for domkirken i Viborg. Undersøgelser omkring Viborg Domkirke viser dog ret sikkert, at man kort tid efter oprettelsen af stiftet 1059/60 må have påbegyndt byggeriet af en domkirke i frådsten og sandsten på dette sted. Selv om Asmild Kirke ikke har været forgænger for domkirken i Viborg, så har kirken haft en ganske tæt knyttet til bispesædet.
Engang i 1200-tallet opførtes på Klostermarken øst for kirken en muret bispegård. Her boede Viborgs bisper i middelalderen. Mest kendt blandt dem er biskop Gunner, der skrev indledningen til Jyske Lov med de ofte citerede ord: Med lov skal land bygges. En moderne statue forestillende biskop Gunner ses på pladsen foran kirken. Den er rejst i år 2000 og er udført af billedhuggeren Erik Heide.
Omkring 1165 opførtes ved kirkens sydside et trefløjet augustiner nonnekloster. Det blev administreret af Viborg domkirkes kanniker, som nogle år forinden havde overtaget Asmild kirke med de dertil hørende indtægter til deres underhold. Asmild kirke blev nu klosterkirke samtidig med, at den fortsat var kirke for sognets beboere.
Ved reformationen i 1536 overgik klosteret til kronen, men nonnerne fik lov til at blive boende på klosteret til deres død. Kongen kunne nu overlade klosteret og dets store jordtilliggende, til hvem han ville, og en række af Viborgs landsdommere havde klosteret i forlening indtil 1671, hvor staten efter svenskekrigene manglede penge. Kongen solgte klosteret og dets jorder, der nu blev en herregård med en række skiftende ejere.
Ejerne af hovedgården Asmildkloster ejede også kirken, der både var herregårdskirke og sognekirke for beboerne i Asmild sogn. De skiftende ejere har sat deres præg på kirken ved at skænke inventar og kirkesølv, modernisere og opmale kirken efter de skiftende tiders smag.
Viborg Kommune købte i 1906 Asmildkloster Hovedgård, men allerede i 1907 brændte klosteret bortset fra østfløjen, der blev nedrevet i 1958 efter at have fungeret som husvildebolig i nogle år. I dag står kun selve kirkebygningen tilbage med den indretning og det inventar, som ejerne siden reformationen har givet den mere end 900 år gamle kirke.
Ved et kongebrev fra 1545 blev Asmild og Tapdrup sogne annekssogne til Gråbrødre sogn i Viborg, og da Gråbrødre kirke blev nedrevet i 1812, blev de to sogne annekssogne til Domsognet. Først i 1921 blev Asmild og Tapdrup sogne et eget pastorat, og der blev opført en præstegård i Overlund. I 1916 overgik kirken til selveje, og Asmild menighedsråd har siden haft ansvaret for kirken.
Den første kirke var bygget af groft tildannede granitsten og finere forarbejdede blokke af kildekalk. Den havde et bredt hovedskib og to smallere sideskibe. I kirkens mur mod syd kan resterne af de piller og buer, som har adskilt hoved- og sideskib, ses. Mod vest var der et større rum, der nok har løftet sig over kirkeskibet som et lavt tårn.
Allerede kort tid efter kirkens opførelse blev dette tårn erstattet af to større kvadratiske tårne forbundet med en halvrund apsis. Lidt senere er klosteret blevet opført syd for kirken, som har været den nordlige bygning i det firefløjede klosteranlæg. Kirken har stadig været kirke for sognets folk, Men nonnerne og menigmand måtte ikke se hinanden. Under restaureringen i 1990 fandt man 9 store huller i kirkens nordvæg, som har båret et højtsiddende pulpitur. Her har nonnerne måske uset af menigheden kunnet følge gudstjenesten.
Omkring 1250 blev koret ombygget i tidens nye byggemateriale teglsten. Mod øst blev afslutningen en lige mur med tre slanke gotiske vinduer, der ligner østgavlen i Søndre sogns kirke. Nogle arkæologer mener, at biskop Gunner står bag begge byggerier, der er fra hans tid.
Ved midten af 1300-tallet blev kirken hærget af en voldsom brand. De to tårne mod vest forsvandt sammen med de søndre sideskib, og der blev bygget stræbepiller både mod syd og vest for at støtte det skrøbelige murværk.
Omkring 1450 blev der bygget et solidt tårn mod vest. En døråbning i 1. sals højde mod syd har sikkert ledt ind til nonnernes pulpitur.
Efter reformationen i 1536 blev det nordre sideskib revet ned, og kirken fik det udseende, som den har i dag. I kirkens første 450 år blev den altså ombygget flere gange, mens kirkens ydre i de sidste 450 år ikke har gennemgået store forandringer bortset fra opførelsen af våbenhuset mod nord i 1924. Kirkens indre er derimod forandret og udsmykket efter de skiftende tiders smag og de forskellige ejeres ønske.
I våbenhuset står en runesten, der under en udgravning i 1948 blev fundet ved våbenhusets nordside. Teksten på stenen lyder: “Thorgun, datter af Thorgot, søn af Thjodulv, satte denne sten efter Bose sin ægtefælle, tidenders mand…” Vi ser her en anetavle over tre generationer, og vi får at vide, at Thorgun satte stenen til minde om sin mand Bose, der var “alle tidenders mand”, altså kendt og agtet.
Om Boses slægt har været med ved kirkebyggeriet, eller om stenen er blevet opstillet ved vejen, der dengang førte over søen til Viborg for at erindre den forbipasserende om Bose, ved vi ikke, men runestenen er en hilsen til os i dag fra den tid, hvor kirken blev bygget.
Kirkens romanske døbefont i granit er enkel i stilen. Kummen har øverst snoet vulst og på de glatte sider fire lodrette stave, og på den firkantede fod er udhugget fire buer. Denne enkle stil genfindes på flere døbefonte på egnen, og den er sikkert fra ca. år 1200, altså noget yngre end kirken.
Dåbsfadet er fra midten af 1500-tallet og kommer fra Sydtyskland. Under bunden er det stærkt sodsværtet, efter at dåbsvandet gennem mange århundreder er blevet opvarmet med vokslys.
Inventaret blev ændret efter reformationen. Nu kom der kirkebænke og prædikestol, og de gamle sidealtre med helgenfigurer blev fjernet. Kun lidt af inventaret fra reformationstiden er bevaret. Degnestolen, som står i koret, er fra slutningen af 1500-tallet, og i to af stolegavlene er landsdommer Axel Juuls og hans hustru fru Kirstens navne og deres våbenskjole indskåret sammen med årstallet 1565.
Altertavlen og prædikestolen med den smukke lydhimmel er skænket af Niels Krag og hans hustru Jytte Høeg. Som landsdommer havde Niels Krag Asmild Kloster i forlening fra 1613-1640. Prædikestolen har seks fag med udskårne relieffer, som set fra venstre mod højre forestiller apostlen Peter, evangelisterne Mattæus og Markus, Kristus som verdens frelser og evangelisterne Lukas og Johannes. Der er foruden de store billeder mange dekorative detaljer både på prædikestolen og på lydhimlen ovenover, og på prædikestolens sokkel ses givernes våben.
Altertavlen har tre store udskårne relieffer over hinanden forestillende Den sidste nadver, Korsfæstelsen og Opstandelsen. Nadvermotivet har som baggrund to relieffer Kundskabens træ og Lovens Tavler anbragt i blændinger, men halvt tildækket med klæde for at vise, at den gamle pagt er afløst af den nye pagt i Jesus Kristus.
Også altertavlen har givernes signatur. På topstykket initialer og årstal NK 1625 og IH 1625, og desuden er deres fædrene og mødrene våben anbragt på gesimsen.
Niels Krag blev i 1640 afløst som landsdommer af sin hustrus broder Mogens Høeg, som skænkede kirken den rigt dekorerede dåbshimmel forsynet med inskriften: Gaar hen og Lærer alle Folk og Døber Dem i Navn Faders og Søns Og Helligånds. Over indskriften ses hans og hans to hustruers våbenskjolde.
Korgitteret, der adskiller koret fra skibet, er fra 1703. Det krones midtpå med et spejl-monogram, som støttes af to løver. Monogrammet er sammensat af bogstaverne CAG og HL til minder om giverne landsdommer Hans Lange og hans hustru Charlotte Amalie Gyldensparre. Når korgitteret døre er slået op, ses på alterskranken deres våben, til venstre Gyldensparres firdelte skjold og til højre Langernes våben med ørn og egestub.
Mod vest i kirken lod ægteparret opføre et pulpitur med portrætter af de oldenborgske konger. Christian den 1., 3., 4. og 5. ses mod nord og Hans, Frederik den 1., 2. og 3. med syd, mens Frederik den 4., der var konge, mens pulpituret blev opført, er anbragt i midten. En konge blev der ikke plads til, Christian den 2. Han var aldrig populær hos adelen og døde som statsfange, så det er måske derfor, han er udeladt. Over kongerne ses deres valgsprog på latin og under billedrækken et citat fra Salmernes bog.
I 1736 blev der opsat en ny orgelfacade. Facaden er usædvanlig med en mulatengel ved bassiden til venstre og en lys engel ved diskantsiden til højre. I midten sidder en række attrappiber på dørene ind til orgelværket; lydåbningerne på piberne er munde i malede ansigter. Orgelet er repareret og skiftet flere gange. Det nuværende orgel er bygget af Carsten Lund i 1978 og opstillet bag den gamle facade. I topstykkets strålekrans sidder der en stjerne, som drejer rundt, når organisten spiller med orgelets bjælder.
I 1777 blev kirkens inventar malet af Jørgen Baltzar Reinat, en lokal kunstner, som har sat sit præg på flere kirker på egnen. Han overmalede altertavlen, prædikestolen, orgelfacaden og korgitteret med rokokotidens blågrå farver, og han malede det særprægede loft med de mange skyer.
Asmildkloster var på dette tidspunkt ejet af kaptajn Jacob Braem, der skænkede betydelige midler til kirken og til skolerne i sognet. I tårnet indrettede han et kapel for sin familie. Her stod familiens kister, indtil de i 1980 blev flyttet til krypten nederst i tårnet. I dag er et lille museum i tårnrummet, der også tages i brug til ekstra pladser, når den forholdsvis lille kirke er fyldt.
I kirken hænger et lille portræt af Hans Tausen, som stammer fra den nedrevne Gråbrødre Kirke i Viborg, hvor Hans Tausen prædikede. Desuden et portræt med mindeord om birkeskriver og foged Hans Jessen, som døde i 1650 og en mindetavle over Severin Christian Wistøft, en ung mand fra sognet, der faldt ved Isted i 1850. Kirkens nyeste udsmykning er et “Fuglekrucifiks” af billedhuggeren Hans Helledie, der blev skænket til Asmild Kirke af Viborgs pengeinstitutter ved kirkens 900 års jubilæum i 1990.
På kirkegården findes landets største familiegravsted tilhørende slægten Bruun, som ejede Asmildkloster fra 1809 til 1901. Familien Bruun på Asmildkloster spillede gennem flere generationer en stor rolle på egnen og gjorde sig også gældende landspolitisk. Gravstedet er fredet og bruges stadig.
Fra kirkegården kan også ses pelikanen, der pryder vindfløjen på kirkens tårn. Pelikanen, der nærer sine unger med blod fra sit bryst, er et kristent symbol, og den er skænket af Charlotte Amalie Gyldensparre, hvis forbogstaver ses på bundpladen.
På den brolagte parkeringsplads syd for kirken er klosterets gamle bygninger markeret med farvede sten, så den besøgende i dag kan få et indtryk af, hvor stort klosteret har været engang. Klosterets gamle brønd er udgravet, så den dybe, smukt opsatte brønd kan ses i dag.
På det lave stykke jord vest for kirken ses en model af en middelalderlig klosterhave med gamle planter og lægeurter, som munke og nonner brugte. Det er en moderne rekonstruktion skænket til Viborg Kommune af Danmarks Planteskoleejerforening.
Af Svend Korup
Kilder
Jens Vellev: Asmild Klosterkirke i 900 år. Udgivet af Asmild Kirke og Viborg Stiftsmuseum 1990.
Billede til venstre: Asmild kirke med klosterets østfløj. Foto: C.J. Zacho før branden i 1958.
Altertavlen i Asmild Kirke fotograferet i 1907.
Planerne over kirkens udseende gennem tiderne er hentet fra Jens Vellev: Asmild Klosterkirke i 900 år. Udgivet af Asmild Kirke og Viborg Stiftsmuseum 1990.
