Den gamle gård, hvis sørgelige rester ses på billedet, hedder Sandkærgård. Den blev flyttet ud fra Grønhøj i 1793, og slægten Bertel havde lige siden boet på gården. Johs. Ø. Bertel var den sidste af slægten og er her fotograferet foran sin fødegård i 1980. Han var en original og kendt som sådan langt uden for sognets grænser.
Den mere og mere forfaldne gård trak mange turister til, og Johs. Ø. viste ivrigt rundt, alt imens han fortalte om sin slægt og kartoffeltyskerne med rivende tungefærdighed. Selv om han ellers talte egnens gamle dialekt, foregik beretningen på et udenadlært rigsdansk.
Indimellem trak han vand op af den dybe brønd under afsyngelse af ”Op af brøndens klare vand”, og han fremviste med stolthed sin gamle, næsten forkullede tyske bibel og gårdens originale nøgleplade med kongekrone på. Til jul tjente han en ekstraskilling ved at sælge mere eller mindre forkrøblede juletræer, der havde stået alt for tæt. Han døde i 1992 og efterlod biblen, nøglepladen og 240.000 kr. til Frederiks Menighedsråd.
Skrevet af Inger Merstrand