I Gedhus ligger Danmarks største bunker. Det er en mægtig cementkolos, der blev opført af tyskerne under 2. verdenskrig, da de anlagde Fliegerhorst Grove, den senere Flyvestation Karup. Bunkeren er 63 m lang og 18 m høj med 3-4 m tykke mure. Den har tre etager over jorden og en under jorden og indeholder flere hundrede rum, og den blev bygget af danske arbejdere for danske penge.
Prisen lå et sted mellem 60 og 100 millioner kroner, nogenlunde svarende til prisen på den første Lillebæltsbro. Bunkeren var forsynet med højtavanceret udstyr, og i en hal med et 16 m højt kort over Nordeuropa lå selve den tyske flyveledelses centrum, kommandocentralen, hvorfra tyske jagerfly blev dirigeret imod de allieredes fly. Efter krigen ville englænderne sprænge kolossen i luften, men opgav, da der alene til at løfte bunkerens tag skulle bruges ca. 40 tons sprængstof. Den fik derfor lov at blive liggende og bliver stadig brugt af flyvevåbnet.
Foto: Karup Lokalhistoriske Arkiv.