Fischers Plads er navnet på den store parkeringsplads mellem Lille Sct. Peder Stræde og Sct. Matias Centret. Martin Fischers tømmerhandel, der havde kontor og tømmeroplag imellem St. Sct. Hans Gade og Gravene, havde også, indtil kommunen i 1960 købte arealet, en meget stor tømmerplads, hvor nu parkeringspladsen er. Her lå en stor, gammel tømmerlade, som senere blev flyttet til Hvolris, dengang Viborg Stiftsmuseums oldtidsområde ved Bjerregrav.