Kaptajn, forfatter
Født: 24-09-1885 — Død: 01-11-1945

Torry Gredsted ønskede som ung at komme til søs, men hans far forlangte, at Torry blev i skolen, indtil han var blevet student. Han fik sin studentereksamen og ønskede derefter at blive officer.

Officer

Han begyndte som rekrut i Helsingør og kom derefter på officersskolen i 1906. I 1908 kom han som sekondløjtnant til 6. bataljon i Viborg. I 1909 blev han premierløjtnant og gjorde tjeneste ved regimentet i Viborg, indtil han i 1914 blev kommanderet til gendarmerikorpset på de dansk-vestindiske øer.

Allerede syv måneder vendte han efter eget ønske tilbage til Viborg, hvor han fik en begejstret modtagelse ved sit regiment, for han var elsket og afholdt af sit mandskab, selv om han var en officer af den gamle skole, hård og krævende, men også altid i forreste række parat til at tage den samme tørn som sine rekrutter.

Spejderleder

Torry Gredsted startede spejderbevægelsen i Viborg og oprettede den første spejdertrop i byen. Han blev en elsket leder, men også her streng i sine krav. Drengene skulle hærdes til mænd, og han tålte ingen blødsødenhed. Han tog dem med ud på lange og anstrengende ture i naturen. Det var oplevelser for livet, og der stod glans om hans navn i kredsen af gamle spejdere.

Et synligt minde om Gredsteds spejdertid i Viborg er spejderhuset i Ødalen vest for Søndersø. Det blev bygget i 1912. Gredsted skaffede grund og byggetilladelse, og sammen med drengene slæbte han træstammer og huggede tømmeret til.

Spejderne har stadig deres hus i Ødalen, men den gamle stråtækte bygning brændte og er nu erstattet af et grundmuret teglstenshus.

Udlandsrejser

Torry Gredsted blev i 1919 udnævnt til kaptajn, men trådte uden for nummer for at realisere sin drengetids drøm. Han tog hyre på en firemastet fuldrigger, Danmarks næststørste sejlskib ”Henry Smidt”, der sejlede cement til Sydamerika. Han boede også på Korsika og et halvt år i Thailand. Hans rejser, der bragte ham i kontakt med naturfolk, åbnede hans øjne for de uretfærdigheder, som den hvide mands indtrængen i deres verden havde skabt.

I 1922 vendte han tilbage til Viborg, men tog sin afsked i 1924. Fra 1931-39 var han lærer på Bogø Kostskole og flyttede derefter til Sønderho på Fanø.

Forfatterskab

Torry Gredsted blev kendt over hele landet for sit store forfatterskab, som han fandt inspiration til i sit militærliv og i sine spejderoplevelser. Han skrev en lang række drengebøger, der blev meget læst og også oversat til andre sprog. I hans første bog Drenge fra 1916 kan Viborg tydeligt genkendes.

Torry Gredsted forstod at skabe en spændende handling, hvor hovedpersonerne ofte er glorificerede, men når han skrev i indignation over oplevelserne i de fremmede lande, kunne han skabe en nuanceret problemstilling og personkarakteristik. Hans kendteste bøger er indianerfortællingerne Hokota og Præriens søn og særlig Paw og Paw i urskoven – en dansk indianerdrengs eventyr. Pawbøgerne kom i mange oplag og er også filmatiserede.

 

Af Svend Korup

Litteratur

Arne Lilholt: Kan De huske – ?, bind 2. Viborg 1981.

Personarkiv på Lokalhistorisk Arkiv Viborg.