Ved den vestlige ende af Kokildedalen ligger et lille kær. Her lå tidligere et lille hus, som beboedes af en mejerske, der arbejdede for Houlkærgård, og som satte mælken til køling i Kokilden, der har givet navn til området.
Kokildehøjen ligger i det område i Overlund imellem Nørresø og Asmildvej, hvor alle vejnavnene ender på “højen”. Sognerådet i den daværende Asmild-Tapdrup kommune navngav en af de ældste veje Øgårdshøjen og senere kom Asmildhøjen og Helvegshøjen til. Efterhånden som kvarteret blev udstykket, kom alle vejnavne til at slutte med ordet højen, så kvarteret sommetider omtales som “Højene”.