Legenden om Lange Margrete fortæller, at hun blev halshugget, fordi hun havde dræbt seks gravide kvinder og derefter spist hjertet fra deres ufødte børn.
Lange Margrete var en af de mange, der flakkede rundt i Jylland for at arbejde og tigge. Hendes mand var glarmester og reparerede vinduer og solgte bliktøj.
I 1792 blev Lange Margrete og hele familien anholdt i Hammerum Herred. Margrete fik fængsel på livstid, da hun havde betlet og truet sig til almisser i 30 år. Hun havde også forsømt at opdrage sine børn i den kristne tro og holde dem i skole.
Margrete var 74 år, da hun kom i Viborg Tugthus 1. december 1792. Her døde hun 30. oktober 1794 uden at være blevet halshugget.