Skrevet af Inger Merstrand.
På Karup flyveplads destruerede man fly, som englænderne havde sprængt i luften i november 1945. Hvis sprængningen ikke var tilstrækkelig effektiv, blev resten ødelagt med en skærebrænder, så der ikke var nogen brugbare dele tilbage, hvorefter det hele blev solgt som skrot.
Her er det en af skrothandlerens medhjælpere, der forsøger at hamre resterne af et tysk fly i stykker. Han er ikke særlig varmt klædt på, selv om det er vinter, men det har været hårdt arbejde, så han har uden tvivl kunnet holde varmen alligevel. Det ødelagte fly med hagekorset er en Focke-Wulf FW 190. Højderoret på halesektionen er væk, og på jorden ved siden af ligger en del af den ene vinge. Både her og på selve skroget ses resterne af det tyske flyvevåbens mærke, et kors markeret med hvide striber. I alt blev 600 tons flyvemaskinerester solgt som skrot efter krigen.