De færreste byer er beriget med en sø i centrum, i Viborg er der hele to.
Lige så længe, der har boet mennesker her, har søerne været flittigt brugt til arbejde og fornøjelse. For tusind år siden susede folk af sted hen over isen med deres skøjter spændt på skoene. Mange purke har siden haft debut på isen med vaklende Bambi-ben på søernes frosne vande. I 1940’erne blev der sat kommunale bænke op ved Søndersø nær Brohuset, hvor man kunne sætte sig og spænde skøjterne på. Kommunen havde endda ansat en mand til at hjælpe de små med skruenøgle og læderremme.
I 2005 åbnede Viborgs nye skøjtebane ved Borgvold. Byens skøjteglade indbyggere var nu knap så afhængige af vejret som på billeder fra Søndersø. Skøjtebanen var længe ventet, for allerede i 1910 mente en læser i Viborg Stiftstidende, at kommunen burde yde tilskud til en kunstfrossen skøjtebane. Få dage efter indvielsen havde mere end 10.000 benyttet sig af muligheden for at boltre sig på den hårde, glatte is.
Billede til venstre: Skøjteløbere på Søndersø ca. 1950