Den 15. juni er det Valdemarsdag – opkaldt efter Valdemar Sejr, der ledede korstoget til Estland, hvor Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen i 1219. Flaget er det ældste nationalflag i verden, og danskerne bruger det både i glæde og i sorg.
Valdemarsdag er også den dag, hvor ungdomskorps, idrætsforeninger, folkedansere og mange andre foreninger i Danmark får overrakt faner og flag af Danmarks-Samfundet. Indtægten fra de små flag, der hvert år sælges på Valdemarsdag, går til de mange faner. I Viborg går foreningerne i optog gennem byen fra Fælledvej til Domkirken, hvor overrækkelsen finder sted ved en festgudstjeneste. Her har fotografen Georg Pe fanget de mange faner engang i 1950’erne.
Foto: Viborg Lokalhistorisk Arkiv.