Direktør og fotograf Aage Munksgaard var formand for Turistforeningen i Viborg. Han fik i 1936 en ide om at Viborg skulle markere sig som en by, hvor der skete noget, og som tiltrak turister og større virksomheder. I 1909 havde man rejst penge til byens teater ved en storstilet folkefest, og kraftpræstationen skulle nu gentages. I to dage i juni 1936 skulle Viborg-Dagene løbe af stablen. 30 udvalg med over 100 medlemmer blev nedsat til at varetage de mange forskellige dele af arrangementet.

I centrum opførtes et stort historisk optrin med prins Christian’s (IV) hyldning til konge på Nytorv i 1584. Den professionelle skuespiller Henrik Malberg instruerede de mange borgere fra forskellige sociale grupper, der var på rollelisten.

Gennem byen gik tre optog med forskelligt indhold. Det store historiske optog, hvor Christian IV samt medspillerne deltog, et vogntog med titlen “Fra studekøretøjet til den moderne automobil” samt et musikoptog. Herudover var der fodboldkampe mellem klubberne VFF og Wimbledon fra England, ringridning og dyrskue. På og omkring Borgvold var der folkefest med bl.a. cirkus, variete, gøgl, restaurationer og boder. Andre forskellige former for sport, musik og kunst var også vidt repræsenteret. Aftnerne afsluttedes med ildregatta, bål, fakkeltog og festfyrværkeri, og den sidste aften holdtes en behørig tale.

Selvom de ikke blev gentaget i 1937 blev Viborg-Dagene alligevel efterhånden en tilbagevendende festlig tradition. Fra 1938 vendte de tilbage og skulle have kulmineret i landsudstillingen 1940, som på grund af besættelsen ikke blev til noget. Først i 1946 begyndte de store, populære byfester med forskelligt tema fra år til år.

 

Billede 1: Gymnastikopvisning på stadion af Niels Bukh-gymnaster ved Viborg-dagene i 1938.

Billede 2: Illumination af Borgvold ved Viborg-dagene 1938.

Billede 3: På Katedralskolens sportsplads ved Skivevej blev Shakespeares “En Skærsommernats Drøm” opført i Viborg-dagene 1946.