Er i følge Sprechelsens bog “Viborg bys gadenavne” blevet navngivet i 1906. Det var en vej med fornemme villaer. Herskabsvillaen nr. 10 er opført i 1905 af manufakturhandler Carl Christensen (1860-1924). Arkitekten er Valdemar Schmidt (1864-1944), som bl.a. er kendt for sit samarbejde med arkitekt Hack Kampmann (1856-1920) ved opførelsen af Kreditforeningen og Landsarkivet i Viborg. Vægmalerierne i havestuen er udført af Hansen Rejstrup (1863-1929), som også har stået for dekorationerne i Viborg Teater og Kreditforeningen.
Senere blev huset overtaget af fabrikant Riegel og senest var det beboet af direktør Grønvald fra Riegels fabrikker. Villaen blev overtaget af Viborg Kommune i 1958 og benyttes i dag af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Villavej, med indkørsel fra Vesterbrogade, fører ind til bibliotekets parkeringsplads. Med anlæggelsen af det nye banegårdscenter blev vejen lukket for gennemkørsel men er forbundet med Banegårds Allé via en gangsti.