Udgravninger ved Øster Kølsen er afsluttet for denne gang
Tilbage i 2011 fik vi på Viborg Museum tilsendt nogle flyfotos taget af Lis Helles Olesen fra Holstebro Museum. På disse fotos kunne man se afgrøde spor af flere formodede treskibede hustomter samt en omkransende grøft. Lokaliteten lå på et næs, der blev afgrænset af en markant vold ud mod Skals Ådal lige ved udmundingen til Hjarbæk Fjord.
I første omgang iværksatte vi en systematisk detektorafsøgning i samarbejde med frivillige detektorførere fra den lokale detektorforening. Dette resulterede i en mængde fund fra yngre jernalder og middelalder. Ud fra afgrødesporene på luftfotoet havde vi dog en formodning om, at lokaliteten var fra ældre jernalder, så hvad var det egentlig vi kunne se?
En prøvegravning af lokaliteten i 2012 viste, at der rigtig nok var hustomter og grøft bevaret under mulden. Og skår fra lerkar i anlægssporene kunne dateres til sen førromersk og tidlig ældre romersk jernalder, omkring Kristi fødsel. Altså var der næppe sammenhæng mellem denne bebyggelse og de mange detektorfund i området.
En opfølgende, mindre prøvegravning i februar 2023 viste, at anlægssporene på lokaliteten var under kraftig nedpløjning. Derfor søgte vi midler til en egentlig udgravning af en del af lokaliteten ved Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter. Vi fik midlerne bevilget, og en udgravning blev foretaget efter majshøst i oktober og starten af november i år.
De foreløbige resultater af udgravningen viser bebyggelse på stedet i op til 5 faser og en markant omkransende grøft i op til 3 faser. Hvis vi antager, at de primært træbyggede treskibede langhuse har haft en levetid på 30-40 år, så har der på stedet ligget en befæstet bebyggelse i op til 200 år omkring Kristi fødsel.
På de vedhæftede fotos ses billeder fra udgravningen.