Almind1Almind sogn ligger i landlig skønhed en halv snes kilometer syd for Viborg, ved Hald Sø og Vedsø. Sognet gennemskæres af den sydgående hovedvej 13. På strækningen fra broen ved Non Mølle i snævringen mellem Hald Sø og Vedsø og videre op over den stejle Almind Bakke er hovedvejen identisk med den jyske hærvej, der i over tusind år har forbundet Jylland med Centraleuropa.

Hærvejen

Sognets beliggenhed ved Hærvejen har sat sig spor. En endeløs strøm af vejfarende har siden Arilds tid passeret forbi – pilgrimme, krigskarle, handelsrejsende, studedrivere, pendlere og turister. Fra oldtidsfolket ligger langs vejen grupper af gravhøje, og en middelalderlig anonym bygmester har efterladt os spredte stenkvadre i et dalstrøg ned mod Hald Sø. De er de sørgelige rester af Sct. Margrethes Kapel, som lå, hvor en helligkilde pibler frem. Det lille kapel var i katolsk tid et fredfyldt bedested for trætte pilgrimme, inden de fortsatte den lange bodsrejse mod de hellige steder i Rom, Jerusalem eller Santiago del Campostella.

Men også senere tider har i Almind sogn skabt steder, hvor de vejfarende kunne have anledning til at gøre et ophold. Nær Non Mølle ligger Birgittelyst Kro, en klassisk landevejskro, som også har været et populært udflugtsmål for gæster i Hald og for lokale viborgensere.

Landsbyerne

Almind er også åbne marker og små landsbyer. Vranum tæller i dag kun en lille gruppe af spredte gårde og huse, om end navneforskere med sikkerhed daterer landsbyen til at være en bebyggelse fra før vikingetiden. Den anden af sognets gamle bondebyer er Gl. Almind. Frem til landboreformerne og udskiftningen i 1795 og 1797 bestod den af ti gårde.

På en bakketop omtrent midt mellem de to ældste landsbyer ligger Almind Kirke. Det er en fin lille romansk kvaderstenskirke, som lå på bakken i ensom majestæt, indtil et skolehus i 1855 blev bygget i dens nærhed.

Fra sidste tredjedel af 1800-årene kom andelstidens bygninger til: En brugsforening, et forsamlingshus, en friskole, nogle håndværkerhuse og et par andre småhuse. Naturligvis skete det under stadige forandringer. Brugsforeningens første uddeling foregik således fra en privatbolig, indtil foreningen indrettede sig i et lille hus i kirkebyen. En dag i 1902 fik uddeleren lidt for godt ild i skorstenen, så hele molevitten gik op i luer. Derefter ville uddeleren ikke være uddeler mere, men bestyrelsen ansatte en anden og købte den gamle kommuneskole ved kirken og drev butikken derfra indtil 1935, hvor de nuværende bygninger blev opført. Kommuneskolen var blevet ledig i 1901, da et nyt skolehus stod færdigt nordvest for kirken.

Endelig har også industrialiseringen sat tydelige aftryk i bybilledet. Smedemester Chr. Andersen stod bag det klassiske forløb fra landsbysmedie til moderne metalindustri. Han etablerede sig i 1953 og skabte Almind Beholderfabrik, det nuværende Almind Værk. En anden håndværker, tømrermester Chr. Jacobsen, begyndte i slutningen af halvtredserne at producere typehuse, de såkaldte Almind-huse. Typehuset var beskedent og billigt, måske for beskedent for danskerne, da velstanden bredte sig i tresserne, men da Chr. Jacobsen lagde op, solgte han fabriksbygningerne til isoleringsfirmaet Dansk Sundolitt, som fortsat er ekspanderet i Almind.

Birgittelyst

Den yngste bebyggelse i Almind sogn er Birgittelyst som vel ikke kan undgå at få tresserudtrykket ”soveby” klisteret på sig. De første villaer blev bygget omkring 1960 i skoven ned mod Non Mølle Å og Vedsø, og det naturskønne område ydede en voldsom tiltrækningskraft på parcelhusfolket de næste par årtier. Men der lå også en fiffig plan bag udbygningen. I debatten i årene op til kommunalreformen i 1970 signalerede Almind sogneråd tydeligt, at den lille landkommune ønskede at blive en del af Viborg kommune, men Viborgs borgmester, Ringgaard-Christensen, var mest tilbøjelig til at afvise frieriet. Han henviste Almind til en kommende Kjellerup kommune, da han fandt, at Viborgs naturlige udviklingsområde måtte rette sig mod Asmild-Tapdrup kommune. Det var forståelig nok, idet flere og flere viborgensiske velhavere flyttede i ”skattely” øst for søerne. Ved at indlemme Asmild-Tapdrup kommune i Viborg kommune kunne disse gode skatteindtægter igen føres tilbage i byens kasse. Men i det øjeblik, Almind sogneråd åbnede op for et nyt ”skattely” for viborgensere i Birgittelyst, ville Viborg igen få et penibelt problem. Så med præsentationen af Birgittelyst-planen i 1967 var Ringgaard-Christensen igen til at tale med. I dag tæller Birgittelyst over 200 parcelhuse.

Nye og gamle fællesskaber

Alminds markante forsamlingshus i Almind Kirkeby indikerer, at vi har at gøre med et sogn med rige foreningstraditioner. I dag er det især Almind/Birgittelyst IF, A/B Amatørteater, Birgittelyst grundejerforening og Almind Borgerforening, som trækker folk af huse, men også Husflidsforeningen, Jagtforeningen, Menighedsrådet og Pensionistforeningen sørger for, at medlemmerne er aktive.

Den nye bydel Birgittelyst betød et voksende indbyggertal i Almind. Dermed blev livet forlænget for landsbyskolen. Børnene fik nyt legetårn i 1981. I 1991 var det dog slut. Skolen lukkede og børnene flyttede til Hald Ege skole.

Den nye bydel Birgittelyst betød et voksende indbyggertal i Almind. Dermed blev livet forlænget for landsbyskolen. Børnene fik nyt legetårn i 1981. I 1991 var det dog slut. Skolen lukkede og børnene flyttede til Hald Ege skole.

Friskole og foreningsliv

Foreningslivet i Almind fik et klassisk udgangspunkt. Den første forening blev stiftet af forældrekredsen bag Almind Friskole fra 1874. De var pionererne, som brød med de gamle vaner. Historien er kort fortalt, at en lille flok forældre fra bekendte på Fyn hørte om det Grundtvig-Koldske syn på undervisning af børn, og den undervisningsform lå langt fra det åndeløse terperi, som deres egne børn var udsat i Almind Skole. De vidste godt, at de ville få både præst og degn og andre autoriteter på nakken, men det lykkedes dem at få ansat en seminarieuddannet lærer af grundtvigsk observans, og i løbet af få år voksede børnetallet i friskolen.

Det gav mod på mere, og den grundtvigske kreds i sognet etablerede også højskoleundervisning ved friskolen. Især under friskolelærer Jens Pedersen, der virkede ved Almind Friskole fra 1882 til 1894, blomstrede det folkelige foreningsliv i Almind. Folkemøder med politiske og kulturelle foredrag samlede folk fra hele egnen. Men foreningsformen blev også et redskab, som folk kunne bruge til at organisere lokalsamfundets institutioner. Med Jens Pedersen i spidsen oprettede de Almind Spare- og Lånekasse i 1883, Almind Brugsforening i 1887 og Almind Forsamlingshus i 1887. Siden blev der også behov for en afholdsforening (1898), en husmandsforening (1906), en husflidsforening (1907) foruden gymnastik- og ungdomsforeninger. Alt sammen medvirkede det til at kitte lokalsamfundet sammen.

Birgittelyst Kro

Birgittelyst Kro, som Birgitte Agerskov lod bygge i 1808. Det imponerende stendige er også hendes værk. Diget løb videre mod øst og indrammede hendes store frugtplantage.

Birgittelyst Kro, som Birgitte Agerskov lod bygge i 1808. Det imponerende stendige er også hendes værk. Diget løb videre mod øst og indrammede hendes store frugtplantage.

Birgittelyst Kro har givet navn til bydelen Birgittelyst, men hvem gav navn til kroen?

Birgitte naturligvis! Hun var en gæv nordjysk pige, der kom til Hald Hovedgaard som kokkepige og husholderske hos den stridbare landsdommer og herremand Frederik Schinkel engang omkring 1780. Den opblæste Schinkel proklamerede engang, at ”Gud er Gud, og Kongen er Kongen, men jeg er den Onde gale mig den tredje Mand i Landet!”. Alligevel lykkedes det Birgitte Hansdatter at sætte sig i respekt, og da hun i 1786 giftede sig med kusken Kristen Agerskov, fik de af herremanden Non Mølle i fæste. Dermed havde Birgitte sin egen tumleplads. Hurtigt fik hun sat skik på mølleriet og udvidede endda med et stampeværk til behandling af klæde, og på den anden side af vejen købte hun i 1802 et stykke hedejord. Her lod hun i 1808 kroen bygge.

Hendes dygtighed i bryggers og køkken bragte hurtigt kroen i godt ry. Ikke mindst de stegte ål og Birgittes kraftige, hjemmebryggede øl gjorde stor lykke, men ikke nok med det. Bag kroen anlagde hun en stor frugtplantage med 250 fine frugttræer foruden humlehave og bærhave. Birgitte Agerskov drev kroen indtil 1826. Rygtet om hendes evner nåede helt til hovedstaden, idet hun i 1823 af ”Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab” modtog et sølvbæger i præmie for ”Flid og Dygtighed”.

“Nonnerne”

De næste generationer af krofolk ved Non Mølle oplevede både op- og nedture. Under de store militærlejre ved Hald, som i årene 1868 til 1880 hver sommer samlede 10.000 mand, udvidede kroejer Anders Jensen Finderup sit etablissement med musikalsk aftenunderholdning for soldaterne. Tilmed lokkede stedet jævnligt med optræden af nye sangerinder. ”Nonnerne” var soldaternes kærlige betegnelse for de yndige synge- og dansepiger, der ikke ganske efterlevede klosterlivets forskrifter.

Almind2Da soldaterne forsvandt, var det igen mest de vejfarende, som krofatter skulle leve af. For kroejer Finderup gik det ikke for godt; han gik fallit i 1886. Kroens ejere i første del af 1900-årene havde det heller ikke let, idet afholdsbevægelsen blev en magtfaktor i lokalsamfundet. Birgittelyst Kro mistede retten til at udskænke spiritus, men indehaveren sørgede dog for at satse på to heste, idet han udvidede stedet med en købmandshandel. Udsigterne var dog dystre, da Ålestrup-ægteparret Ottilde og Anders P. Pedersen i 1932 købte stedet. Købmandshandelen havde på det tidspunkt kun én fast kunde, men det lykkedes de nye ejere at udvide kredsen betydeligt. En gammel pavillon i haven fik de også sat i stand, så der var plads til ekstra mange sommergæster. Pedersen anskaffede en grammofon og højtalere, så publikum kunne tage sig en svingom til de skrattende toner, og hver søndag indbød han til koncert med Højbjergs fem mands orkester. Især patienter fra Kuranstalten i Hald Ege var hyppige gæster til arrangementerne.

Lige efter 2. verdenskrig rettede De samvirkende jydske Turistforeninger en tid opmærksomheden mod kroen ved Non Mølle, idet foreningen legede med tanken om at købe den for at ombygge den til en dansk mønsterkro. Pengene manglede imidlertid, og først med et ejerskifte i 1963 blev det alvor med en restaurering af den efterhånden forsømte kro. Den nye ejer, Leif Pauli, skaffede igen spiritusbevilling til huse, hvorefter han nedlagde købmandsforretningen og kaldte den nyistandsatte kro for Non Mølle Kro. Det hedder den fortsat, skønt ejerskab og forpagtning er skiftet nogle gange siden.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen