Badeanstalter

Viborg har som de fleste andre byer i middelalderen haft en offentlig badstue, men den kendes kun indirekte i form af en notits om noget jord, kaldet Alle Helgens Boder, som grænsede op til “Badstue Jord”. Det vides ikke, hvor den lå. Forståelsen for den personlige hygiejnes betydning blev med tiden bedre og i begyndelsen af 1870’erne, da P. W. Heiberg kom til byen som ny distriktslæge, talte han for renlighedens betydning.

Etableringen af en badeanstalt med russiske bade i 1840’erne måtte lukke efter få års virksomhed, men fra 1881 kunne de, der havde råd, besøge en nyoprettet privat badeanstalt med “varme bade med tidssvarende indretning”.

Samtidig ombyggedes badefaciliteterne på Amtssygehuset, og senere fik også byens skoler badeindretninger. Der oprettedes også søbadeanstalter ved Nørresø, både en privat, en militær og en kommunal til skolebørnene, om end det i slutningen af mellemkrigstiden fra lægelig side blev diskuteret, hvor sunde søbadene egentlig var, eftersom der var urensede kloakudløb i søerne.

Allerede i 1847 skrev stiftsprovst Ursin, at vandet i søerne i perioder om sommeren blev grumset. Helt frem til 1960’erne løb der en lind strøm af spildevand ud i især Søndersø. I Viborg Vejviser fra 1904-1905 kan man se en reklame for Joh. M. Støttrups Dampbageri & Badeanstalt i Ll. Sct. Hans Gade.

I 1926 påpegede den nytilflyttede embedslæge V. Kiær, at tuberkolusen var ganske udbredt både i Viborg og dets opland som følge af “egnens hele hygiejniske standard og forholdsvis ringe økonomiske kår”.
Efter Anden Verdenskrig lagde myndighederne vægt på gode bademuligheder som led i forbedrede hygiejniske forhold, og i 1955 fik Viborg en offentlig badeanstalt i Grønnegade. Den eksisterede indtil 1972, hvor de fleste mennesker havde fået mulighed for at tage bad hjemme hos sig selv.