Hovedbyen i sognet er Bjerring, der ligger på en pynt ud i Gudenådalen med en storslået udsigt over denne. Landsbyen er selv i dag karakteristisk ved, at mange af gårdene stadig ligger inde i selve byen idyllisk grupperet omkring et stort gadekær med et væld af blomstrende åkander om sommeren.
Derfor har Bjerring også status som bevaringsværdig landsby. At der ikke er sket en større udflytning af gårdene, end der er, skal uden tvivl forklares ud fra det forhold, at landsbyens jordtilliggende bestod af dels solid og kraftig lerjord, dels af lav og sandet magerjord. Dette betød også, at man tilbage i reformårhundredet, 1700-tallet, valgte at regulere bymarken efter den såkaldte stjerneudstykning.
Inden da havde sognets jorder været fordelt mellem 18 mænd i 11 marker, der hver bærer sit navn, og som igen er opdelt i 673 agre fordelt mellem mændene, der alle er fæstere og hovarbejdere under hovedgårdene Himmestrup og Vindum Overgaard. Hver mand dyrkede sine agre, men det lå fast, hvilken mark, der skulle dyrkes det år, og hvad der skulle dyrkes.
Det årligt dyrkede areal var næppe mere end 200 tdr. land. Landsbyen havde ansat en hyrde, der hver morgen i sommerhalvåret tog alle byens køer med ned ad ”Skidenstræde” op gennem ”Vagthusfald” og lod dem græsse ud over den store hede mod nordvest.
Revolutionsåret 1789 blev et skelsættende år – også for Bjerring sogn, ikke i form af revolution, men i skikkelse af udskiftningen. Den var ikke frivillig, men dikteret ifølge Kongelig Forordning her som i alle andre sogne landet over.
Der blev indbudt til møde i Bjerring præstegård d. 14. november kl. 10, men buddet gik kun til de fire ejere af det hele sogn: Nemlig de to godsejere, præsten og mølleren i Bjerring mølle. De skulle sammen med kommissærer og en landinspektør gennemgå forslaget, hvor de nye skel gik på kryds og tværs af de gamle marker og agre.
Herved fremstod den velkendte stjerneudstykning af Bjerring. Nu kastede bønderne de diger op mellem sig, som endnu præger landskabet. Hyrden blev sat fra bestillingen, og det blev hjorddrengenes tid. Men de 14 gårdbønder blev ved at være fæstere og måtte ved siden af deres eget passe arbejdet på hovmarken.
Først i 1846 købte de sidste sig fri for hoveri mod en årlig betaling på 100 rigsdaler. I 1798 blev de første to gårde købt fri til selveje. De sidste kom først i 1854. Det var også først på den tid, at udstykningen tog fart, og der rejstes nye bondehjem på gårdenes udmarker over hele sognet.
Lokalhistoriker og arkivar Erik Broch udgav i 1976 et lille skrift ”Bering-slægtens stamgård i Bjerring”. Her i har han påvist, at den berømte søfarer Vitus Berings slægt skulle stamme fra Bjerring. Han blev født i Horsens 1681 og døde under en ekspedition i 1741.
I 1703 var han blevet hvervet til Peter den Stores flåde. Efter krigstjeneste bl.a. i Den store Nordiske krig blev han af zaren bedt om at udforske Ruslands østlige egne. Det var her i 1728, at ekspeditionen påviste, at der var et stræde mellem de to kontinenter, Asien og Amerika.
Strædet blev senere opkaldt efter ham: Beringstrædet. Ifølge Erik Broch skulle en søn af Jens Andersen, der ejede gården i Bjerring i slutningen af 1500-tallet, være draget til Viborg og slået sig ned som købmand under navnet Peder Bering. Senere i 1631-53 hed borgmesteren i Viborg Peder Bering.
Antagelsen kan også underbygges ved, at der i historien optræder en anden Vitus Bering nemlig kongelig historiograf, og han er født i Viborg i 1617. Fornavnet Vitus kan opfattes som et familienavn i slægten.
Bjerringstenen er den seneste i rækken af 25-30 runesten, der er fundet i Gudenå- og Nørreådalen. Den kom frem i 1998 i forbindelse med restaurering af Bjerring kirke. Den blev fundet liggende, helt tildækket, under indgangsstenen ved nordportalen.
Der var tale om en af de større runesten, idet den er 225 cm høj og 135 cm bred. Selvom runerne på stenen var temmelig beskadiget ved tidligere restaureringer, bl.a. havde man ved en kabelunderføring under indgangstrinet hugget en ret stor fordybning i forsiden, lykkedes det Nationalmuseets runeeksperter at læse og oversætte indskriften :”Thorgunn, Karlungs datter, rejste stenen efter Thure sin ægtemand, Tholfs søn, på .. men Tue Smed, hans Frænde huggede stenen fra sin plads, men … Ingulf “.
Indskriften bekræfter den antagelse, at smeden indtog en fornem plads i vikingetidens samfund. Den ejendommelige placering af runestenen rummer stof til flere gisninger: Ville den sejrende kristendom træde den gamle tro under fode? Ville den nykristne menighed ikke helt opgive den gamle asatro og have den med ind i kirkerummet? Eller havde man blot brug for en god stor sten til anvendelse som indgangstrin?
Kløvningshuller i stenen tyder på, at man har forsøgt at hugge stenen til, hvilket taler for det sidste gæt. Efter fundet blev stenen udtaget og opstillet i våbenhuset, hvor den nu kan ses.