I 1812 var der 101 brændevinskedler i Viborg fordelt hos købmænd, værtshusholdere og private. I 1824 var der 86 tilbage, i 1835 i alt 17 og i 1848 var der kun ni brænderier tilbage, heraf tre store dampbrænderier. Disse tre var alene tilbage omkring 1860, men de formåede til gengæld at øge produktionen af brændevin fra 88.000 potter brændevin i 1838 til 318.000 potter i 1848. Viborgenserne behøvede således ikke at tørste.

Udviklingen skyldtes industrialiseringen. De tre fabriksdrevne brænderier i byen var: Brænderigården i Riddergade, i folkemunde “Det store brænderi”, senere “Gl. brænderi”, indrettet i 1811 og drevet af slægten Haubroe. Ny Brænderi eller Sandbergs Brænderi blev indrettet i 1831 ved Søndersø, i et tidligere garveri, som lå mellem søen og Søndersøparkens nuværende festsal. J. Jensens Brændevinsbrænderi i Store Sct. Hans Gade 1, oprettet 1842. Sandbergs brænderi blev overtaget af DDSF i 1900, og brænderiet i Viborg blev lukket. Flere af Sandbergs produkter var imidlertid så populære, at DDSF fortsatte fremstillingen af dem i en årrække.