Dengang det hele begyndte…
Bertel Bruun, en købmand fra Fredericia, skabte i årene omkring 1800 en formue gennem handel og skibsfart. Samtidig spirede en interesse for industrien hos ham. I 1809 købte han godset Asmild kloster og de to vandmøller, Ålemølle og Søndermølle.
Ejendommene skulle huse familiens store børneflok – Bertel Bruun havde tretten børn. Især tre af de otte sønner, Johannes Ivar (født 1795), Peter Daniel og Mads Pagh, fik stor betydning for Viborg-egnen. Med vandkraft som den eneste stabile energikilde i industriens barndom var Asmildkloster med sin placering ved Søndersø og Nørreåen et oplagt køb.
Johannes Ivar var udset til at forestå den industrielle opbygning, men bl.a. på grund af sin unge alder måtte han vente nogle år. Disse år brugte han på at lære klædeproduktionens håndværk i Hamburg, Böhmen og Berlin.
Den første produktion
Frem for at hver enkel klædefabrik producerede en vis mængde klæde til fremstilling af uniformer foreslog Bertel Bruun i stedet etableringen af én fabrik indrettet specifikt til dette formål. Samme år som han købte Asmildkloster, modtog han derfor kongeligt privilegium til at oprette en sådan fabrik. Selv om han muligvis har haft planer om at indrette fabrikken i de nyanskaffede ejendomme, blev det imidlertid vedtaget, at placere produktionen i Tugt- og Manufakturhuset, Viborghus.
Bertel Bruun og medinteressenter indgik en aftale med staten om at denne indkøbte maskiner, mens Bruun stod for vedligeholdelse af dem og forplejning af fanger i Viborghus mod tilgengæld at høste overskuddet. Noget tyder på, at forretningen ikke var lukrativ for Bruun, idet han to gange forsøgte at opsige kontrakten. Da han tredje gang indgav opsigelse, begrundes den med, at antallet af fanger var stigende, og dermed var hans udgifter til forplejning ligeledes stigende. Denne gang fik han lov til at slippe. Hans overtager var købmanden Peder Guldberg, som fra 1823 til 1845 ledede foretagenet. Under Guldbergs ledelse voksede produktionen på Viborghus betragteligt.
En moderne fabrik og dens arbejdere
I 1819 kom Johannes Ivar hjem fra sin uddannelsesrejse, og i Ålemølle grundlagde han en stor klædefabrik med de mest avancerede maskiner. Allerede i 1821 blev fabrikken udvidet med et farveri, hvilket var med til at sikre fabrikkens vækst i en årrække. Forøgelsen af ansatte – fra 48 i 1824 til 169 i 1836 – vidner om styrken i denne vækst. Det tilstedeværende valkeri blev udvidet, og pakhuse, uldvaskeri samt smedie- og snedkerværksteder føjedes til fabriksanlægget.
Desuden medførte den voksende produktion et pres på infrastrukturelle anlæg, og derfor oprettede Johannes I. Bruun en ladeplads ved Nørreåen og anskaffede pramme, som kunne sejle til Randers Havn med færdige produkter og tilbage med råvarer til klædeproduktionen. I oktober 1822 tillod et kongeligt dokument, at Ålemølle og bondegården Holmgaard måtte kalde sig Bruunshåb. Det, som skulle blive den unge Johannes Ivar Bruuns livsværk, Bruunshåb Klædefabrik, var skabt.
Problemerne for Johannes I. Bruun lå hovedsageligt i at skaffe kvalificeret arbejdskraft. De faguddannede mestre hentede han i Fredericia og Holsten, men arbejderne i Viborg og omegn havde ingen erfaring med maskinelt, moderne arbejde.
De fleste var bønder og husmænd. Bønderkarlene ville nok arbejde inden døre om vinteren, men de forsvandt fra klædefabrikationen, så snart foråret meldte sig. Det ensformige arbejde i 15 timer om dagen var ikke noget for hedebønder. Derfor vendte fabrikant Bruun blikket mod udlandet og mod fristaden Fredericia. I fristaden boede kolonier af håndværkere, f.eks. franske huguenotter, som af Frankrigs katolske styre var fordrevet fra deres hjemegn. Flere af familierne samt en koloni arbejdere fra en klædefabrik i Østpreussen kom i disse år til Bruunshåb.
Kraftig vækst i klædeproduktionen betød dog, at den udefrakommende arbejdskraft ikke var tilstrækkelig. Derfor byggede Johannes I. Bruun og hans efterfølger, Mads Pagh Bruun, arbejderhuse for at tiltrække børnerige familier. Hver familie rådede over ca. 35-40 kvadratmeter bolig, og til hvert hus hørte en lille jordlod, hvorpå faderen kunne holde enkelte husdyr.
Moderen passede familiens mindste og kunne fra hjemmet fungere som underleverandør til klædefabrikken. Fabriksarbejderne var familiens børn. De var lette at lære klædehåndværket, og da de aldrig havde prøvet andet, udgjorde de en loyal arbejdskraft. Andelen af børnearbejdere udgjorde 15-20 % i 1800-tallets første tre årtier.
Familien
Johannes I. Bruun forelskede sig i disse år i gårdmandsdatteren Maren Jacobsdatter. De to ville – trods klare standsforskelle – have hinanden og blev den 12. maj 1826 viet af Steen Steensen Blicher. Deres førstefødte – en pige – blev født i 1827, samme år som hendes bedstefader Bertel Bruun døde. I 1830 fik de en søn og med hans fremtidige overtagelse af klædefabrikken i tankerne, kaldte de ham Bertel.
Mens Bertel Bruun endnu kun var barn, døde hans far i 1836 kun 40 år gammel. Johannes I. Bruuns broder, Mads Pagh Bruun, måtte derfor træde til. Kort tid herefter opstod imidlertid problemerne, idet konkurrencen på tekstilmarkedet blev forøget. De nye dampdrevne maskiner var stærkere end vandkraften og havde yderligere den fordel, at de kunne placeres i byer – tæt ved jernbaner og havne. Mads Pagh kæmpede ihærdigt for at modsvare konkurrencen, men forgæves. I 1842 indtraf ulykken. Store dele af fabrikkens bygninger brændte. Det efterfølgende produktionsstop betød store tab. I forsøget på at genvinde det tabte investerede Mads Pagh i vandkraft i Silkeborgområdet. Efter et mislykket forsøg på at opstemme åløbet ved Sejlgård købte han Jægergården i Århus. I den nyanlagte dampdrevne fabrik – Ny Bruunshåb – færdigbehandledes uldvarerne fra Bruunshåb.
Mads Paghs moderne liberale holdning kolliderede i 1856 med slægtens patriarkalske opfattelse af ansvar overfor Bruunshåb og arbejderne. Ledelsen af fabrikken blev overdraget til 26-årige Bertel Bruun og dennes svoger Frederik Plum Bruun. De to overtog en solid forretning; en loyal kundekreds, en moderne produktion og en stabil medarbejderstab. Men ved afviklingen af Ny Bruunshåb solgtes dampmaskinen fra frem for at blive flyttet til Bruunshåb – trækkraftproblemet i den gamle fabrik blev altså ikke løst.
Krim-krigen i 1850’erne samt krigen i det sønderjyske i 1864 medførte en fastfrysning af tekstilmarkedet. Nyinvesteringer til fabrikken var næsten umulige, og nedslidte maskiner kom på overarbejde for at fastholde markedsandele og forsørge den store Bruun-familie. Frederik Plum Bruuns død allerede i 1863 bevirkede, at hans efterkommeres underhold hvilede på fabrikkens kapitalbeholdning – en kapitalbeholdning, der ikke voksede hvert år.
Virksomhedens endeligt
Trods fremgang betinget af nyinvesteringer i 1870’erne var fabrikken inde i sin sidste fase. I 1897 overtog Bertel Bruuns søn Johannes Ivar Bruun fabrikken. Ikke meget kunne han stille op, og da ulykken indtraf i maj 1909 – endnu en ødelæggende brand – synedes det umuligt at genoprette forretningen og produktionen. Efter et års produktionsstop havde mange kunder fundet andre partnere, og i 1913 endte klædefabrikken og avlsgården på tvangsauktion. I 1918 overtog A/S J. Smiths Papfabrik de gamle bygninger. Under Oscar Smiths ledelse i 1926-1941 gav virksomheden pæne resultater.
Kilder
Viborgs Historie 1726-1940, bd. 2.
Viborgs industrihistorie 1742-1990 Viborg Leksikon bd. 8 af Henning Ringgaard Lauridsen.
Bruunshåb – en by og dens indbyggere i 175 år af Henning Ringgaard Lauridsen.
Billede 1: En brand i maj 1909 på Bruunshaab Klædefabrik efterlod de gamle fabriksbygninger i ruiner. Arkitekten Søren Vig-Nielsen tegnede en ny fabrik, hvor etagerne var adskilte af betongulve. Et års produktionsstop kostede imidlertid klædefabrikken mange kunder. Den i forvejen trængte forretning blev således tvunget yderligere i knæ af branden, og i 1913 var falliterklæringen uundgåelig. Proprietær Søren Andersen forsøgte efter radikale ændringer at føre klædeproduktionen videre men med begrænset succes. I 1918 oprettede Janus Smith en papfabrik i Bruunshaab-anlægget, og hermed skabtes en ny, meget betydningsfuld arbejdsplads for området. Billede taget ca. 1909 til ca. 1920.
