I 1906 begyndte man nedrivningen af en 4-etagers ejendom på hjørnet af Sct. Mathias Gade og Store Sct. Mikkels Gade. Bygningen skulle rives ned for at give plads til en udvidelse af gaden og opførelsen af en moderne ejendom, som blandt andet skulle rumme Handelsbanken.
Da nedrivningen gik i gang, viste det sig imidlertid, at der bag murene gemte sig en meget gammel bygning, som havde overlevet Den store brand i 1726. Bygningen var opført i gotisk stil med munkesten, og selvom, det ikke kunne bevises historisk, konkluderede man, at det måtte dreje sig om Budolfi Kloster.
Bygningen havde i 1600-tallet været i adelsfamilien Gyldenstjernes eje, og 1700-tallet ejedes den af familien Rosenkrans til Spøttrup.
Den fra Nationalmuseet hidkaldte arkitekt og arkæolog, C.M. Smidt, betegnede bygningen som “det rigeste stykke arkitektur i Danmark fra middelalderen, bortset fra vores kirkebygningskunst.”
Et flertal på ni mod seks i Viborgs byråd ønskede imidlertid ikke at bevare bygningen, som en af dem betegnede som “en gammel kasse”, og der rejste sig en heftig folkelig debat for og imod bevarelsen af Budolfi Kloster. Størstedelen af Viborgs befolkning og navnlig de handlende støttede nedrivningen. Folkebladet og Stiftstidende begyndte med at forsvare bevarelsen, men blev nærmest løbet over ende med artikler og mere eller mindre rabiate læserbreve til støtte for en nedrivning.
Konsekvensen blev, at Budolfi Kloster blev revet ned, og en ny bygning stod klar i 1907. Viborg havde dermed mistet en af sine mest markante middelalderbygninger.
Af Berit Guldbrand
Kilder
Viborg by og egn før og nu VII, Helmuth Spanggård (Lions Club Viborg).
Billede til venstre: Arkitekt Hack Kampmanns forslag til, hvordan Budolfi Kloster kunne have set ud.
