Viborg havde fem byporte
Viborg havde i middelalderen fem byporte: Sct. Mogens port, Sct. Hans port, Sct. Mathias port, Sct. Mikkels port og Sct. Ibs port. Sct. Mogens port, der stod ved hjørnet af Reberbanen og Sct. Mogens Gade var den yngste, men til gengæld blev den med tiden byens vigtigste og nok også mest prangende byport, den var grundmuret, opført med tegl og hvælv over portrummet.
Byens øvrige porte havde sandsynligvis mere karakter af indkørsler med bomme. Når de handlende kørte til byen med varer, gjorde de holdt ved bommen og betalte afgift kaldet accise ved acciseboden, før de fik adgang til byen. Afgiften skyldtes, at købstæderne havde eneret på handel og mange håndværk.
Sct. Mogens Port
Viborgs Byporte lå endnu frem til slutningen af 1600-årene i de gamle volde, som omkransede byen. Men pladsen inden for voldene var ved at være trang og små kvarterdannelser begyndte at vokse frem uden for portene, undtagen ved Sct. Ibs port. Mest ved vi om bebyggelsen uden for Sct. Mogens Port. I et brev fra 1578 nævnes nemlig, at “en hel hob folk udi nogle huse og boder”, her har taget permanent ophold. Det var fattigfolk og småhåndværkere, der kunne se fordelen i at drive handel ved den travle landevej uden for porten, for udenfor byen slap de for at betale afgifter.
Forprang
Den toldfrie handel kaldtes for “forprang” og fik så stor udbredelse, at Frederik II indskærpede et forbud med den skamløse forprangning. Det fik kongen nu ikke særligt meget ud af. De driftige handelsfolk tog let på de kongelige formaninger, og for at få det bedste ud af situationen tillod kongen, at forprang måtte drives uden for porten, mod at handelsfolkene betalte en fast afgift. Dermed var vejen banet for en lille handelsplads ved Sct. Mogens Port. Accisen, afgiften ved byernes porte, blev afskaffet i 1852, acciseboderne nedrevet, nu kunne Viborgs byporte kunne passeres ganske gratis.
Billede til venstre: Sct. Mogens Port og begyndelsen af Nørremøllevej/Aalborgvej, set fra nord.