I gennem hele 1900-tallet har planlæggere arbejdet med at skabe sunde, gode og hensigtsmæssige byer. Byer, hvor borgerne kunne trives, hvor boligerne havde lys og luft omkring sig, og hvor boligkvarterer og forurenende og støjende industriområder lå adskilt fra hinanden.
Derfor har Rigsdagen og Folketinget også vedtaget en række planlægningslove, som har haft stor betydning for byernes udvikling og vækst i det 20. århundredes sidste halvdel.
Danmarks første byplanlov er fra 1925 og fik ikke stor betydning, da nogle ekspropriationsbestemmelser i loven medførte, at den var meget kostbar for kommunerne. Den næste byplanlov fra 1938 gjorde kommunen til byplanmyndighed og gav kommuner med over 1000 indbyggere – altså også Viborg – byplanpligt. Den fik stor betydning, selv om loven blev vedtaget kun to år før besættelsen, der begrænsede, men ikke helt standsede planlægningen og anlægsarbejdet overalt i Danmark.
I 1947 vedtog Viborg Byråd en dispositionsplan, der viste kommunens ønsker til udviklingen i de næste 50 år. Planen udlagde nye industriarealer syd for jernbanen ved Middagshøjvej, og boligområder ved Digterparken, Sct. Jørgens Vej og Sct. Laurentii Vej. Den gav mulighed for sanering af Sct. Mikkels Gade og af anlæg af en større vej imellem Århusvej og Sct. Mathias Gade.
I Grønnegade skulle der bygges en varmtvandsbadeanstalt med svømmehal og sportshal. I Digterparken skulle en ny Nordre skole bygges og ved Koldingvej en ny Søndre skole. Viborg skulle også have grønne områder. I nord Digterparken og i vestbyen en stor park ved Katmosevej.
Ikke alle planerne blev ført ud i livet, men en badeanstalt – uden svømmehal – blev bygget i Grønnegade. En vigtig institution i en tid, hvor flertallet af de gamle lejligheder i Viborgs bymidte endnu ikke havde badeværelse og varmt vand indlagt.
I dag er badeanstalten lukket og blevet til et fagforeningskontor, og alle lejligheder har som en selvfølge moderne bekvemmeligheder. Nordre skole og Digterparken blev realiseret, mens en ny Søndre skole ikke blev bygget. Den gamle Søndermarks skole blev i stedet udvidet.
I forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970 blev der vedtaget en zoneplanlov i 1969, to regionplanlove i 1973 og en kommuneplanlov i 1975. Zoneplanloven indførte begrebet byzone og landzone i et forsøg på at regulere byernes tilsyneladende uhæmmede vækst og forhindre spekulation, når landbrugsarealer blev inddraget til bebyggelse.
Den nye kommunallov i 1970 skabte en ny og meget større Viborg kommune ved sammenlægning af Viborg, Almind, Asmild-Tapdrup, Sdr. Rind, Vinkel, Vorde-Fiskbæk-Ravnstrup kommuner og Tårup og Kvols sogne fra Tårup-Kvols-Nr. Borris kommune. Kommunesammenlægning rejste behovet for ny planlægning, ikke mindst fordi Overlund og Nørre Søvej-kvarteret i Asmild-Tapdrup kommune i mange år havde virket som en forstad med skattely for den gamle Viborg kommune. (Se historien: Houlkærområdet fra 1968 til 2004).
Den lov, som regulerer byudviklingen i dag (i 2004), er planlægningsloven fra 1992. Den er en sammenskrivning af de tidligere landsplan- og regionsplanlove. Loven indeholder regler om fire forskellige typer af planer og planlægning, der indgår i et hierarki, således at de underordnede planer ikke må stride mod de overordnede.
Landsplanlægningen forestås af miljøministeren, der udarbejder en landsplanredegørelse og udsteder direktiver for enkelte emner og begrænsede opgaver.
Hvert amt udarbejder en regionplan, der omfatter 12 år, og som ikke må stride mod landsplandirektiverne. Regionplanen indeholder normalt en centerstruktur for amtets byer og fastsætter retningslinjer for placeringen af større institutioner og tekniske anlæg og for detailhandelsstrukturen i amtet. Derfor får regionplanen stor betydning for de enkelte kommuner, og Viborg kommune har bl.a. været utilfreds med, at regionplanen for Viborg amt ikke gav tilladelse til store forretninger – over 3.000 m² – i kommunen.
Den enkelte kommune skal udarbejde en kommuneplan, der er det overordnede begreb i dansk byplanlægning og er grundlaget for byrådets planlægning. Inden for rammerne af kommuneplanen laves lokalplaner, som er en detaljeret plan for et nøje afgrænset som regel mindre område, og som er bindende for grundejerne. Amtet og kommunen skal inddrage borgerne i planlægningen, og ministeren kan nedlægge veto mod planerne, hvis de strider mod de overordnede interesser eller er ulovlige.
Af Svend Korup
Litteratur:
Byggeforum, juni 1948. Udg. Af Bygge-Societetet i Danmark
Hans Krongaard Kristensen: Viborgs Byplan i tusinde år. Viborg leksikon 2, 1985
Viborg kommune. Dispositionsplan 1974
Kommuneplan for Viborg Kommune 1993-2004
Kommuneplaner og lokalplaner kan ses på Viborg Centralbibliotek