Af Henning Ringgaard Lauridsen

I 1960, da Anders Brøndum grundlagde Caravell, var landbrugslandet Danmark på vej til at blive en industrination. Landets økonomi var i bedring efter flere år med store valutaproblemer og høj arbejdsløshed. Den europæiske økonomi var inde i en vækstperiode, som Danmark efterhånden blev koblet på, og frem til 1972 oplevede vi i den vestlige verden en økonomisk vækst og velstandsfremgang af hidtil usete dimensioner.

Politisk blev dansk økonomi hjulpet på vej af gunstige afskrivningsregler for erhvervslivet og muligheder for skattefrie henlæggelser til investeringer, men også gennem en vis liberalisering af markedet, idet Danmark blev medlem af frihandelsområdet EFTA.

I Viborg havde kommunen og erhvervsrådet under fabrikant Aage Sørensens formandskab lige efter krigen forsøgt at formulere en mere aktiv erhvervspolitik. Et af resultaterne var udlægning af industriarealer ved Middagshøjvej og vest for den nye Ringvej. Kun i begrænset omfang lykkedes det imidlertid at trække nye virksomheder til byen, hvorimod byens egne håndværkere og industrivirksomheder efterhånden flyttede fra de gamle gader ud på de nye arealer for at få plads og udvidelsesmuligheder.

Tiden gav også muligheder for den dygtige pioner, der turde tage risikoen og kaste sig ud i livet som selvstændig. Dem var der også i Viborg nogle stykker af i de år, både i den grafiske industri, i tekstilindustrien og i metalbranchen; blandt dem altså også Anders Brøndum.

Ved halvtredsernes slutning krævede det naturligvis en spåmands indsigt at vide, hvilket produkt det var mest givtigt at satse på. Teknisk og produktionsmæssigt var man også herhjemme på vej til at kunne fremstille for eksempel el-vaskemaskiner, dybfrysere og gaskomfurer til så lave priser, at de også kunne sælges til private husholdninger. Muligheden for en billigere produktion af de to første produkter blev også øget, efterhånden som de fleste husstande skiftede fra jævnstrøm til vekselstrøm.

Situationen pegede dog i flere retninger. I 1950’erne var det således ikke ualmindeligt, at husmødrene lejede en vaskemaskine, når der var storvask. Andre ejede en FERM eller et andet mærke i fællesskab. Naturligvis var der også fortsat vaske- og rullekoner i en by som Viborg, foruden knap en halv snes egentlige vaskerier.

En plads i kulden

For dybfrysernes vedkommende var fælleseje eller leje endnu mere udbredt. I 1950’erne lå der rundt i de danske landsbyer beskedne frysehuse, ofte oprettet på andelsbasis. Også i byerne kom der i årene efter 2. verdenskrig adskillige frysehuse, især private, som lejede bokse ud. I 1958 var der ca. 3.000 fælles frysehuse herhjemme, og en anden statistik fortæller, at 72 % af landets landhusholdninger allerede i 1954 havde adgang til et andelsfryseri.

Frysehusene indledte en lille revolution rundt i de små hjem. Fra USA hentede blandt andre Statens Husholdningsråd erfaringer om nedfrysning af fødevarer. Husmoderen og tjenestepigerne, der tidligere på slagtedage stod med det besværlige arbejde med at ryge, tørre eller salte kødet, kunne nu nøjes med omhyggeligt at indpakke det og bringe det ned i fryseboksen. Også arbejdet med at sylte eller henkoge bær og grønsager kunne de undlade for i stedet at pakke sommerens høst til dybfrysning.

Blot skulle husmoderen eller en af de større børn så lejlighedsvis cykle ned til frysehuset, hente nøglen hos bestyrerinden og åbne den tunge dør til det rimklædte frostrum, for at finde flæskestegen og de frosne jordbær til søndagsmiddagen blandt de brune pakker i familiens egen lille boks.

Det føltes næsten tropisk varmt at komme ud igen fra frostrummets –20 grader, om end man hurtigt lærte at klæde sig varmt på.

Skønt frysehusene især på landet blev oprettet på andelsbasis, var det ofte fabrikanter af fryseanlæg, som tog initiativet. Firmaer som Randers Køleteknik, Bdr. Gram, Frigidaire, Atlas og Nordic havde repræsentanter, som de sendte rundt i landet for i de enkle byer og sogne at opfordre til oprettelse af et frysehus. Firmaerne kunne både levere tegninger, vedtægter og teknisk udstyr i form af bokse, kompressorer og elektromotorer.

I Viborg var det især Viborg Lynfryseri i Toldbodgade, som henvendte sig til byens husmødre. De kunne enten købe isblokke, der skulle anbringes i datidens primitive køleskabe, eller de kunne leje en boks til frysevarer hos firmaet. Ifølge formanden for byens erhvervsråd var husmødrene muligvis en smule tøvende i starten. I 1949 skildrede han, at man så lynfryseriets ”lille fikse bil i byens gader både tidlig og silde, på vej ud med is. Byens husmødre har måske ikke endnu fuldt og helt erfaret, hvilken fordel det er at benytte værkets boksanlæg, men når vinterens selskabelighed tager sin begyndelse, og den ene værtinde efter den anden møder op med årets forskellige specialiteter, hentet lige fra fruens boks i Toldbodgade, så skal De se, hvor stor efterspørgsel, der vil komme på bokse.”

Vaskemaskiner eller dybfrysere?

Anders Brøndum var i 1958 en mand på 34 år. Landmandssønnen fra Daugbjerg havde gennem årene haft jobs ved et par af Viborgs mindre metalvirksomheder. Mens han var beskæftiget hos Shell Gas på Middagshøjvej i trykprøveafdelingen, arbejdede han efter kl. 16 hos Ricard Pedersen, der drev en servicestation på Gl. Århusvej. Her stod Anders Brøndum i kælderen og fremstillede gasdrevne vaskemaskiner. Omkring 1957, da Richard Pedersen og Verner Korsgaard startede vaskemaskinfabrikken Derby, begyndte han fuldtids at arbejde i firmaet. Produktionen foregik i det gamle forsamlingshus på Vestermarken, som Korsgaard og Pedersen havde købt af Vestermarkens beboere for 9.400 kr. i 1956. En del af lokalet blev imidlertid udlejet til servicemontør Tage Nielsen, der endte med i 1959 at købe huset for at starte en produktion af hjemmefrysere. Dermed var Frigor grundlagt. Richard Pedersen flyttede i stedet med Derby til den nedlagte cykelfabrik ”Jyden” i Aalestrup, men på det tidspunkt var Anders Brøndum tilbage i Viborg, idet han i 1958 dannede kompagniskab med Verner Korsgaard i firmaet Brøniko A/S Vaskemaskinefabrik. Produktionen foregik i Sct. Mogens Gade 25-27, og foruden Korsgaard og Brøndum, der begge havde titel af direktører, gik også assurandør Knud V. Nielsen ind i selskabet.

Samarbejdet varede to år. Så begyndte Anders Brøndum helt for sig selv, og endnu et forsøg blev gjort på at fremstille en fornuftig vaskemaskine. Problemet var blot, at det for en nybegynder gik rigeligt stærkt med den teknologiske udvikling i branchen i de år. Brøndums model var uden vandopvarmning, men det passede ikke den kræsne husmoder, som efterhånden kunne få fuldautomatiske maskiner til overkommelige priser. Anders Brøndum manglede også den fornødne startkapital til produktudviklingen af vaskemaskiner. Derfor tog han efter et lille års tid beslutningen om at droppe vaskemaskinerne til fordel for kummefrysere. Dem mente han ikke, der var mange ben i at fremstille. Begyndelsen på det eventyr var, ifølge eget udsagn, at han via smeden i Daugbjerg fik anskaffet en enkel hjemmefryser, som han skilte ad for at finde ud af, hvordan den virkede. Så bestilte han de nødvendige komponenter fra en fabrik, og de første enheder blev samlet på gammeldags vis, nemlig ved håndkraft.

Caravell Maskinfabrik fik adresse på Kirkebækvej 90. I januar 1961 blev de første frysere solgt. Men firmaets kreditværdighed var ikke imponerende den første tid, hvilket også leverandørerne var klar over. Materialerne blev leveret pr. efterkrav, og det var en stor dag, da Brøndum fik skrabet penge sammen til at købe hele seks kompressorer fra Danfoss på én gang.

Salget i de første år var på bedste kræmmervis, idet Brøndum pakkede en demonstrationsfryser bag på bilen og drog afsted til markedspladser og dyrskuer og solgte direkte til husmødre og landmænd. Da der blev råd til at ansætte en medarbejder, blev dør til dør metoden også taget i anvendelse. En anden farbar vej var at invitere lokalbefolkningen til en demonstrationsaften i forsamlingshuset.

Naturaløkonomi forekom i øvrigt endnu nogle steder på landet omkring 1960. Således skete det flere gange, at en fryseboks blev betalt med en gris eller en halv ko.

Caravell blev kun kort tid på Kirkebækvej. Vel i slutningen af 1961 flyttede firmaet til Mageløs 2. I den lokale fagbog for 1962 annoncerede Caravell Maskinfabrik for hjemmefrysere, fabrikation en gros. Også den anden lokale pioner, Tage Nielsen, reklamerede for sit Frigor Køleanlæg. Fabrikken på Holstebrovej annoncerede med anlæg til både industri, butik og privat husholdning.

Både Frigor og Caravell kom godt fra start. Forholdene i Mageløs blev snart for upraktiske til Anders Brøndum, og han valgte derfor i første omgang at flytte ud på det nye industriareal. Adressen blev Håndværkervej, og her nåede fabrikken efterhånden op på at beskæftige syv medarbejdere. I 1968 blev Anders Brøndum imidlertid opmærksom på, at Løgstrup Møbelfabrik var til salg. Møbelfabrikken kunne med beboelse og fabrikslokaler købes for den samme sum penge som et beboelseshus i Viborg kostede. Han tog ud og kikkede på lokalerne og besluttede sig for endnu engang at skifte adresse. Dermed fik den lille stationsby tilført en virksomhed, som i de kommende årtier i høj grad kom til at fremme byens vækst. Tilmed var det let for den nye fabrik at skaffe arbejdskraft, idet en kraftig afvandring fra landbruget var sat ind.

Stationsbyen Løgstrup

Den lille by, Løgstrup, som i 1966 blev hjemsted for Caravell, opstod som stationsby ved Ålestrupbanen for godt hundrede år siden. Da jernbanen op gennem Himmerland blev anlagt i 1893, fandt planlæggerne det passende med en station midtvejs mellem Rogenstrup og Fiskbæk, på marken tæt ved gårdene Neder- og Over Løgstrup. Naturligt nok fik stationen navn efter de to gårde.

Stationsbyens vækst var begrænset i de første årtier. Et gæstgiveri over for stationsbygningen kom der dog allerede i 1896, så rejsende kunne få mad og logi. En læge, som havde slået sig ned i 1900, havde ikke meget søgning, så efter to år opgav han til fordel for et vikariat i Skals. Ved folketællingen i 1901 boede der endnu kun 60 mennesker i Løgstrup. Heraf udgjorde stationsforstander Windeballes familie alene de 10 og jernbanepersonalet på stedet tegnede sig for i alt 24 af byens beboere.

Kroen eller gæstgiveriet husede på tællingsdagen 10 personer, heraf to logerende. Af håndværkere i Løgstrup var der en smed, en sadelmager og en skrædder.

I 1903 flyttede Fiskbæk-Romlund Brugsforening imidlertid ned til stationen og i de næste årtier voksede byen ganske pænt. Moderne faciliteter kom til. Her kom vandværk i 1905, mølle og telefoncentral i 1906, forsamlingshus i 1907. I 1911 viste folketællingen et indbyggertal på 130, fordelt på 33 husstande, mens Løgstrup i 1916 husede 229 mennesker. En række håndværk var efterhånden repræsenteret: to snedkere, to murere, to slagtere, hvoraf den ene var gift med en jordemoder, smed, skrædder, karetmager, to sadelmagere, skomager, urmager, maler, træhandler, en uddeler, en høker, en møller og en husflidslærer. De første små industrivirksomheder var også dukket op, idet der under 1. verdenskrig var i alt fald fire cementstøberier i Løgstrup. Både byen og det øvrige land oplevede fremgang for byggeriet i disse år, og stationsbyen forstod at udnytte sine gode jernbaneforbindelser.

Efter 1920 var væksten i Løgstrup mere afdæmpet over en lang periode. I 1930 havde indbyggertallet sneget sig op på 296 personer, mens tallet i 1955 endnu lå nede på 299. Stagnationen skyldtes blandt andet, at de lokale cementstøberier sluttede sig sammen eller lukkede. Banens betydning aftog også. I 1932 ophørte den betydelige transport af mergel fra Kølsen Mergelleje og lastbilerne overtog efterhånden meget af den øvrige godstransport. Tilmed ophørte persontransporten på banen i 1959.

Alligevel bevægede byen sig i retning af at blive et lokalcenter. Sognerådet i Vorde – Fiskbæk – Romlund holdt i mange år deres møder hver torsdag på gæstgiveriet. Torsdagskoncerten var øgenavnet for disse møder. Efter krigen voksede den kommunale administration imidlertid så meget, at sognerådet i 1953 ansatte en kæmner og indrettede et egentligt kommunekontor i bygningen over for stationen.

Det blev dog centraliseringen af skolevæsenet, som i første omgang gav Løgstrup et løft. Den nye centralskole, der blev taget i brug i 1961, afløste ikke alene de fem små landsbyskoler i Vorde, Fiskbæk og Romlund. Også skolebørnene fra Kvols og Borup kom til Løgstrup, idet sognerådet indgik skoleforbund med nabokommunen. Skolesammenlægningen satte gang i husbyggeriet; først opførtes boliger til lærerne og snart efter begyndte også andre tilflyttere at befolke de nye parcelhuskvarterer.

Med en rigtig skole med klassedeling af hver årgang og realafdeling blev byen attraktiv også for familier, der flyttede ud fra Viborg. Folketallet nåede i 1964 over de 500, og i 1970, to år efter at Caravell var flyttet herud, boede der i stationsbyen omkring 800 mennesker.

Virksomhed med vokseværk

Ved udflytningen i 1966 havde fabrikken seks mand og en kontordame ansat. De nye lokaler blev fra starten indrettet til en rationel produktion, og markedet for hjemmefrysere var i voldsom vækst i de år. På landet indså husmødrene hurtigt det praktiske i at have en fryser stående i bryggerset frem for hele tiden at skulle af sted til andelsfrysehuset, og så snart pengene var sparet sammen, købte hun typisk en fryser på 150 eller 250 liter.

Især solgte Brøndum på landet mange hjemmefrysere af firmaets model med en kølebakke. En sådan kunne købes for kun 35 kr. ekstra, og før køleskabe blev udbredt hos landboerne, kunne husmoderen let og bekvemt på bakken anbringe mælk, pålæg og andre madvarer, som skulle opbevares ved køletemperatur. Også i byerne steg salget af hjemmefrysere, og det skal givetvis ses i lyset af, at flere og flere kvinder fik arbejde udenfor hjemmet i slutningen af tresserne. For også at overkomme husholdningen derhjemme, valgte kvinderne at bruge nogle af de penge, de tjente, til at anskaffe sig nogle af de mange nye hårde hvidevarer, som kom på markedet i de år.

Efter to år i Løgstrup rundede Caravell produktionen af hjemmefryser nummer 10.000. Og produktionskurven fortsatte med at stige; alene året efter blev der lavet ca. 4.000 enheder. Tiden var inde til også at begynde at interessere sig for eksportmarkedet. Problemet for Anders Brøndum var dog, at hans første stab af folk klarede sig bedre på jysk end på tysk. Der måtte ansættes salgsfolk, der kunne tale fremmedsprog, og blandt de første var Ivan Høeg, der hurtigt fik kontakter i Østrig og England. Især blev England et hovedmarked i de år, men også her tog det tid at opbygge en egentlig salgsorganisation. Eksempelvis var en af de første kontakter en revisor, som stillede sit private hjem til rådighed som demonstrationslokale. En anden agent var en tæppehandler, som droppede tæpperne til fordel for Caravells frysere.

Succesen skabte dog pladsproblemer på fabrikken. Allerede i 1967 måtte Brøndum udvide fabrikslokalerne med 120 m2, i 1968 lagde han 250 m2 til, i 1969 godt 300 m2 og i 1970 udvidede virksomheden med 600 m2. Alligevel blev det nødvendigt at leje sig ind i Fiskbæk forsamlingshus og i Fiskbæk Foderstofforretning. Her blev indrettet til serviceafdeling og lager. I juni 1970 oprettede Caravell et eksport- og importagentur i Herning, og fabrikken var ved 10 års jubilæet oppe på at beskæftige omkring 50 medarbejdere.

Udvidelserne, der som nævnt blev indledt allerede i de sidste år af tresserne, tjente til at skabe nogle store fabriks- og monteringslokaler, hvor arbejdsgangen løbende kunne rationaliseres. Det effektive samlebåndsprincip var i høj grad medvirkende til at skabe den såkaldte anden industrielle revolution i Danmark; således også på Caravell. Her var arbejdsgangen den, at metalpladerne til dybfrysernes ydre og indre først blev klippet, bukket og svejset, derefter ført videre på samlebåndet til lakering, isolering og påmontering af fordamper, karm, låg og kompressor. Sidst i forløbet inden pakningen kom en afprøvning af hjemmefryseren.

Det enkelte og rationelle var i højsædet og givetvis var det en af de vigtigste forklaringer på succesen.

I 1970 solgte Caravell kun to dybfryser modeller, en eksportmodel og en konkurrencemodel til det danske marked. Den sidste – danske – model var en skrabet model af eksportfryseren, men kompressor og termostat i begge modeller blev fortsat leveret fra Danfoss. Brøndums strategi med den rationelle produktion var særdeles gangbar på et tidspunkt, hvor konkurrencen var hård. Prisudviklingen er da også i den forbindelse ganske interessant, idet en 300 liters standard Caravell hjemmefryser i marts 1966 kostede 1265 kr., mens fabrikkens 300 liters dybfryser i 1970 – trods inflationen – annonceredes til salg for 698 kr. hos Service-Ringen i Vestergade i Viborg. Caravell nåede i 1970 op på en produktionen af 20.000 stk. frysere, heraf blev 30% solgt på hjemmemarkedet. Eksporten gik især til de øvrige lande i EFTA, og blandt dem var England vigtigst. I Sverige og Norge samt i Østrig og Schweiz var der også en del kunder, ja selv til det kolde Grønland var Caravell begyndt at sælge dybfrysere.

Ved en milepæl

I løbet af 1973 foretog Caravell Køleindustri nye store investeringer. Danmarks tilslutning til EF gav helt nye markedsmuligheder. Fabrikken købte derfor i foråret 1973 Rogenstrup Møbelfabrik for at indrette den som filialfabrik, og sidst på året kunne man i Løgstrup tage endnu en hal med ca. 2400 etagemeter i brug.

Medarbejderstaben havde rundet de hundrede. Det fik Anders Brøndum til at udtale, at nu måtte det foreløbigt være slut med yderligere udvidelser. Han begrundede det med, at han ikke ønskede firmaet overadministreret, hverken i eget hus eller fra statens side. En medarbejderstab på omkring de hundrede var også mest passende for virksomhedens arbejdsmiljø. Det var rart at være dus og kende hinanden.

Det blev dog i hovedsagen de ydre markedsbetingelser, som for en tid lagde en dæmper på væksten i Løgstrup. Endnu i 1974 kunne Caravell ikke følge med efterspørgslen og regnede med, for at imødekomme ordrerne, at måtte købe 10.000 til 20.000 frysebokse hos kolleger foruden de 60.000 som virksomheden selv producerede. Også arbejderstaben måtte udvides med en snes mand.

Men der var på det tidspunkt tilsyneladende opstået en del murren i krogene. Tekniske omlægninger i fabrikshallerne indvirkede på akkorderne på en måde, som førte til momentvise arbejdsnedlæggelser.

Det førte til et sceneskift på virksomheden, idet den blev en del af det organiserede arbejdsmarked. Blandt andet med begrundelse i de komplicerede lønsystemer og fagforeningernes styrke gik Anders Brøndum ind i Dansk Arbejdsgiverforening. Også på anden vis skete der ændringer i firmaet i de år, idet Anders Brøndum efter femten år helt i front nu omdannede firmaet. Aktiekapitalen blev udvidet, og det samme gjorde bestyrelsen, idet regnskabschef G. Roslev og eksportchef I. Høeg indtrådte i ledelsen. Bestyrelsen bestod herefter af direktør Anders Brøndum, fru Johnna Brøndum, advokat Ejler Ejlersen, regnskabschef G. Roslev, eksportchef I. Høeg samt medarbejderrepræsentanterne Ove Kristensen og Anton B. Jensen.

I 1975 fik oliekrisen for alvor indflydelse på salgstallene. I begyndelsen af året var lagrene så fyldte, at 100 mand blev sendt hjem i en to ugers produktionspause. Og det gamle ord om, at hestene bides, når krybben er tom, kom til at gælde de kommende år. Igen i august 1976 var der strejke og uro på fabrikken, og det var tydeligt, at medarbejderne følte sig utrygge ved den faldende eksport. 65 arbejdere gik hjem i protest mod fabrikkens ønsker om at ændre ved aflønningsforholdene. De fortsatte krav om rationalisering i produktionen havde betydet, at Caravell indkøbte nye og mere avancerede maskiner i visse produktionsgrene, hvilket betød en tidsreduktion pr. produceret fryser. Medarbejderne frygtede, at det ville betyde fald i indtægten for dem, men efter en række forhandlinger nåede parterne til enighed om akkorden.

Stagnationen i halvfjerdserne fik Caravell til mere ensidigt at satse på eksporten, faktisk en overgang så ensidigt, at man for en tid opgav hjemmemarkedet. Det hang også sammen med, at et forsøg i 1973 på at udvide produktionen til også at omfatte køle- og fryseskabe blev lidt af en fejlinvestering.

I stedet valgte Brøndum nogen tid senere at alliere sig med udenlandske fabrikanter for at sælge de importerede skabe under Caravell-navnet. Tilbage fra udviklingsarbejdet med skabsmodeller var dog en flaskekøler og en meget speciel skabsmodel, som store kunder i England var interesseret i. Den blev derfor sat i produktion, tillige med at flaskekøleren i løbet af nogle år skulle vise sig at blive et stort aktiv for fabrikken.

Frigor i kamp for overlevelse

Den økonomiske krise efter 1973 blev skæbnesvanger for Viborgegnens anden store køleindustri, Frigor. Turbulensen på søsterfabrikken skulle til sidste ende med, at Caravell overtog firmaet.

Frigor havde haft gode år i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne. Endnu i 1970 arbejdede der over 200 mand i de ti fabrikshaller på Vestermarken, tillige med at virksomheden drev en filialfabrik i Hvam. Her fremstillede man frysecontainere til skibe og lastbiler. Fra midten af halvfjerdserne kunne firmaets regnskabsafdeling imidlertid konstatere røde tal på bundlinien og det kneb i det hele taget med den økonomiske styring. Den onde cirkel fortsatte; fra 1976 måtte produktionen indskrænkes, ja, en kort tid i 1977 havde arbejderne slet ikke noget at bestille. Kun salget af frysecontainere gav overskud, men ikke nok til at forhindre, at egenkapitalen blev spist op. Tilliden til ledelsen led også et knæk, da det i 1978 kom frem, at hovedaktionæren uden tilstrækkelig sikkerhed havde foretaget et millionlån i virksomheden. I marts 1978 blev indgivet konkursbegæring mod firmaet, og størsteparten af de 300 ansatte modtog deres opsigelser.

I maj 1978 lykkedes det af sælge den mest attraktive del af virksomheden, nemlig afdelingen i Hvam. Hovedaktionæren i det nye selskab, der fik navnet Norfrig, var et norsk firma. Hen over sommeren arbejdede en kreds af erhvervsfolk med en rekonstruktion af hovedvirksomheden på Holstebrovej. I august resulterede det i et nystiftet kommanditselskab. Et væsentligt aktiv var staben af erfarne medarbejdere, omend der langt fra igen blev arbejde til dem alle. 50-60 slap gennem nåleøjet, men de kæmpede en brav kamp de næste år, og det lykkedes Frigor at udvikle nye miljørigtige produkter på et ellers meget konkurrencepræget marked. Frigor var således en sund virksomhed, da Caravell i marts 1987 købte den. Ved overtagelsen fremhævede Anders Brøndum, at virksomheden gennem årene havde oparbejdet et særdeles godt navn både i Danmark og i udlandet. Både Frigors frysebokse og dens køle- og fryseskabe var, som han udtrykte det, nogle fantastisk gode varer.

Det nye selskab, Frigor A/S 1987, blev et 100% ejet datterselskab med en aktiekapital på fem millioner kr. De ca. 50 medarbejdere fulgte med over i det nye firma.

En ny energibevidsthed

Modsat Frigor kom Caravell styrket ud af halvfjerdsernes krise. I 1982 var Løgstrupvirksomheden oppe på at fremstille 100.000 frysebokse om året, og Caravell var et velanskrevet navn i udlandet. I England og Holland fik Caravells dybfryser model CL 300 således betegnelsen markedets bedste set i forhold til prisgruppen. Fabrikkens standardprodukter var i øvrigt et program med frysere i fem størrelser. Den mindste hjemmefryser var på 200 liter og den største på 620, men den mest populære til husholdningsbrug var altså fryseren på 300 liter.

De to energikriser gjorde imidlertid også kunderne meget energibevidste, og det tog man højde for i virksomheden. Glasuldsisoleringen var blevet erstattet med polyurethan, og i 1982 havde Caravells standard frysebokse 60 mm isolering, hvilket var mere end konkurrenternes. De var dermed mere energibesparende, men ikke desto mindre lancerede virksomheden også en ny lavenergimodel, CLE 325. Her var tale om en fryser med isoleringstykkelse på 90 mm polyurethanskum, og sammen med andre strømbesparende foranstaltninger var strømforbruget nedbragt til 50 % af, hvad markedets andre frysebokse kunne tilbyde. Den effektive isolering betød også, at kompressorens gangtid blev nedsat, hvorved den fik en længere levetid. Skulle der opstå strømsvigt, kunne frostvarerne tilmed holde sig i 60 timer.

Firsernes årti indledtes da også med nye fabriksudvidelser. En ny hal blev bygget i to etager, hvilket bragte det samlede produktionsareal op på 10.000 m2. Inden udvidelsen producerede Caravell en fryser i minuttet, svarende til en dagsproduktion på 450 enheder; efter udvidelsen var de 165 medarbejderne i stand til at fremstille yderligere 100 enheder om dagen. Omsætningen i 1981 var på ca. 125 millioner kr., og salget var fordelt over 40 lande. I 1984-1986 fulgte nye betydelige udvidelser, idet fabrikken nu bredte sig ned mod den nye omfartsvej. Med udvidelser på knap 7.000 m2 kunne man undgå en del af den noget dyrere produktion med to holds skift og samtidig øge beskæftigelsen til mellem 200 og 250 mand.

I begyndelsen af firserne var salgsfolkene i Løgstrup igen begyndt at interessere sig for det danske marked. Tilbuddet til kunderne var blevet lidt bredere, idet fabrikken nu, foruden kummefryserne, også fremstillede iscremebokse og flaskekølere. Det moderne fritidssamfund skabte et voksende marked for nye typer frysere og køleskabe, idet enhver døgnkiosk, servicestation, motionscenter og sportskantine med respekt for sig selv mente at skulle kunne tilbyde kunderne et fristende udvalg af is og kolde læskedrikke. Firmaet havde igen haft blik for et produkt, der havde fremtiden i sig. Flaskekølere viste sig at blive så efterspurgte gennem firserne, at fabrikken i 1989 endt med at opføre en hel ny produktionshal til fremstilling af netop disse kølebokse.

Caravells import af fryse- og køleskabe var også en udmærket forretning. Virksomheden havde med eneret for Skandinavien forhandling på en slags ”folkekøleskabe” fra Østtyskland, og sammen med et engelsk agentur forhandlede Caravell et italiensk luksuskøleskabsmærke.

I med- og modvind

En virksomhed, som ikke blot vil overleve, men også vokse, skal mindst holde sig på omgangshøjde med konkurrenterne. I køleindustrien er der mange store og velkonsoliderede virksomheder, som fremstiller udmærkede køleskabe og frysebokse. Konkurrencen har derfor altid været tæt, hvilket konstant har stillet krav om stigende produktivitet.

I 1986 tog Caravell det drastiske skridt at udskifte hele maskinparken. Med en investering på 30 millioner kr. kunne fabrikken skrotte alle de gamle maskiner for i stedet at opstille et topmoderne edbstyret produktionsanlæg. Automatiseringen var nået en tand videre og produktiviteten kunne igen stige. Rent arbejdsmæssigt betød automatiseringen også, at den enkelte medarbejder ikke længere rent fysisk skulle bakse så hårdt med de enkelte produktionsdele.

Med den omfattende fornyelse af maskinparken gik virksomheden også over til at producere et nyt program af kummefrysere, i alt 13 forskellige modeller i et nyt elegant design. Den nye serie 2000 kom til at samstemme med firmaets nye slogan ”Caravell – på rette køl”. De nye bokse blev så stor en succes, at produktionen i 1987 havde svært ved at følge trit med de mange ordrer, som salgsfolkene kom hjem med.

Malurt dryppede dog også i bægeret. I 1986 havde arbejdstilsynet flere gange været efter Caravell, idet tilsynet ikke fandt, at virksomheden overholdt sikkerhedsreglerne for arbejdet med det farlige opløsningsmiddel epoxy.

Større overskrifter gav dog to sager om fabrikkens bortskaffelse af giftigt affald. Første gang pressens søgelys ramte Løgstrupvirksomheden var, da rensningsanlægget i Fiskbæk i foråret 1987 fik åndenød. Caravell havde udledt 8.000 liter spildevand, hvilket ikke var så heldigt, da det rettelig skulle til Kommunekemi i Nyborg. Kort tid efter kom det frem, at firmaet også havde deponeret farlige malingsrester på lossepladsen frem for at sende det til destruktion i Nyborg. Virksomheden lovede bod og bedring over for byrådets tekniske udvalg, men undgik ikke en anmeldelse.

Sagen endte i et forlig i sommeren 1989, hvor Caravell accepterede at betale en bøde på 225.000 kr.

På det tidspunkt var virksomheden langt fremme med et udviklingsarbejde, der kunne rette op på dens skrantende miljøprofil, idet datterselskabet Frigor sammen med et fynsk ingeniørfirma fremstillede en fryser uden brug af det miljøskadelige freon. Verdens første fryser uden freon blev præsenteret på Frigor i august 1990 og indgik herefter i en særlig Green line produktion.

Caravell i halvfemserne

De mange bilister, som hver dag kørte på hovedvej 26 i en blød bue uden om Løgstrup, kunne i efteråret 1989 følge byggeriet af en ny markant fabrik på Caravells store grund. Det var den nye skabsfabrik til 25 millioner kr., indrettet til produktion af flaskekølere, der rejste sig og blev et nyt blikfang for virksomheden og vel også for byen. I den tid, virksomheden havde ligget i den lille stationsby, havde man stort set kun kendt til vækst. Og kurven fortsatte i opadgående retning halvfemserne igennem. Det kunne også ses i form af en ny stor lagerbygning på 8.500 m2 fra 1998, der blev bygget for at sikre en mere jævn produktionsrytme på fabrikkerne. Tre fjerdedele af ordrerne fra kunderne skulle ekspederes inden sommersæsonen, altså i første del af året, men man kunne lette presset ved at udvide lagerkapaciteten og derved få mulighed for en større produktion af standardvarer i efterårsmånederne.

Også den geografisk spredning er fortsat, idet bokse og skabe med Caravells diskrete logo stille og roligt er dukket op i flere og flere lande. Mellem 95 og 98 % af produktionen går til eksport, og fordelingen er på omkring 130 lande. I mængder bliver ca. halvdelen af produktionen solgt i EU, men især i perioder med valutauro og konjunktursvingninger er det en fordel at kunne sprede salget til mange lande.

Caravells vækstkurve i firserne og halvfemserne er bemærkelsesværdig. Eksperter spåede ellers, at lavteknologisk industri ikke havde nogen fremtid i de rige vestlige lande med de høje lønomkostninger.

Produktionen ville flytte til Fjernøsten og Østeuropa; kun produktudvikling og design ville blive tilbage. Sådan gik det da også blandt andet i tekstilindustrien, men altså ikke i den danske køleindustri.

Faktisk er hele verden varm på danske køleskabe og frysebokse, og det skyldtes ikke mindst det gode ry for kvalitet og design, som de førende danske køle- og frysefirmaer har skabt rundt på kloden. Dansk køleindustri har med andre ord udviklet en ekspertise, som der står respekt om i udlandet.

Trods væksten har Caravell-koncernen valgt at beholde både administration og hovedproduktion i Løgstrup. Frigor på Holstebrovej har siden 1987 været en god søstervirksomhed, som kom til at indgå i en praktisk arbejdsdeling. På Frigor har medarbejderne koncentreret sig om at fremstille hjemmefrysere, mens de forskellige typer af køleskabe og kølebokse blev til i Løgstrup. Frigor havde en nedgangsperiode i midten af halvfemserne, men tilsammen nåede omsætningen i 1998 tæt på 1 milliard kr. Arbejdsstyrken lå ved halvfemsernes slutning på omtrent 650 ansatte. De producerede og solgte i 1998 omkring 350.000 frysere og køleskabe. To nøglepersoner har gjort udviklingen med det meste af tiden i Løgstrup, nemlig Ivan Høeg og Gustav Roslev. Sidstnævnte har som økonomichef styret økonomien, mens Ivan Høeg opbyggede og udviklede salgsorganisationen. Da Høeg tiltrådte i 1968, solgte Caravell 3.000 og 4.000 frysere om året og i 1998 altså 350.000 frysebokse og køleskabe. Høeg og Roslev, som siden 1975 havde været en del af firmaets ledelse, kom da også til at sikre kontinuiteten i Caravell Group. Da stifteren Anders Brøndum døde i marts 2000 måtte der dog ske ændringer i ledelsen. Ivan Høeg blev administrerende direktør i Caravell A/S og bestyrelsesformand i Anders Brøndum Holding A/S, mens Gustav Roslev blev direktør i Anders Brøndum Holding A/S og formand for bestyrelsen i Frigor A/S.