Historien om, hvordan Viborgs lokale bryggeri, Odin, startede i 1832, siden hen blev opkøbt af Faxe-gruppen og overlevede helt indtil 1988, er efterhånden velkendt og velbeskrevet. Alligevel kan der fortælles nye historier fra tiden, hvor øllet flød i Viborg.

I dag er forbrugerne atter begyndt at værdsætte nydelsen og næringen. Produkterne skal naturligvis basere sig på fine råvarer, og varer som øl, mælk og ost må gerne være fra den lille, lokale og overskuelige producent med den gode historie. Kort sagt er det blevet tid til at fortælle om tidligere tiders forhold på dette område. Vi skuer derfor nu omtrent 100 år tilbage i tiden og kaster et blik på Viborgbryggeriet Odins produkter og markedsføring omkring år 1900.

Den usunde alkohol

I 1887 modtog samtlige læger udenfor København et spørgeskema vedrørende den til Danmark relativt nyligt indførte undergærede, bajerske øl. På baggrund af denne spørgeskemaundersøgelse konkluderede myndighederne, at alkoholforbruget var steget betydeligt. Kvinder og unge mennesker, som ikke tidligere nød spiritus, var nu begyndt dagligt at nyde alkohol i form af den nye øltype. De egentlige drankere var imidlertid ikke store aftagere af den bajerske øl, som de ofte kun benyttede som et supplement til de stærkere varer, såsom brændevin, der gav en bedre og hurtigere beruselse.

Dog havde Danmark alligevel fået en ny type drankere, de såkaldte øldrankere, men lægerne påpegede, at disse ofte ikke i længden følte sig tilfredsstillede af det relativt lave alkoholindhold, hvorfor de efter et stykke tid også slog sig på brændevinen.

Danskernes alkoholvaner ændrede sig i disse år. Tidligere var det almindeligt at drikke brændevin suppleret med relativt alkoholsvagt hvidtøl, men allerede i 1880’erne var danskerne som antydet begyndt at skifte brændevinen ud med pilsneren – en proces som midlertidigt blev bremset af ølbeskatning, der blev indført i 1891. Øllet blev nu så dyrt, at menigmand en kort overgang atter foretrak brændevinen. Resultatet kunne dog alligevel ses på forbruget målt i rent alkohol, som i 1880 var på 9-10 liter pr. indbygger, mens det omkring århundredeskiftet var nede på ca. 7 liter. Da brændevinen senere blev hårdere beskattet, faldt alkoholforbruget yderligere, og øllets andel heri steg igen.

Den sunde malt

Det var nu ikke alle bryggeriernes produkter, som gjorde folk berusede. Nogle af produkterne blev endda opfattet som værende så sunde, at de blev anbefalet hér, dér og alle vegne. Som en af de absolutte hovedingredienser i øl oplagrede bryggerierne blandt andet bygmalt i rigelige mængder. Meget af malten gik naturligvis til almindelige øl, men en del blev kogt ind til ekstrakt. Ekstrakten blev herefter puttet i flasker og solgt sideløbende med øllet. I tiden før og efter århundredeskiftet producerede Viborgbryggeriet Odin også en række maltekstraktprodukter.

I dag kender vi nok maltekstrakten bedst fra de søde, brune maltbolsjer. Faktisk startede den senere bolsjefabrikant C. E. Evers i København sin virksomhed som et bryggeri, der som et biprodukt bl.a. også lavede maltekstraktbolsjer. Men hvor han siden hen valgte at gå ad bolsjevejen, fortsatte Viborgbryggeriet Odin i stedet med at koncentrere sig om at lave drikkevarer. Forfatteren Hans Scherfigs romanfigur Lektor Blommes så fatale maltbolsje kunne altså – hvis Odin-virksomheden i stedet havde udvidet repertoiret – have været fra Viborg i stedet for fra København.

Maltekstrakten fandt dog anvendelse i langt mere end søde bolsjer. Det kunne bruges i madlavningen og blev i datidens koge- og husholdningsbøger anbefalet til børn med hårdnakket forstoppelse. Opdagelsen af maltens gode egenskaber gjorde, at maltekstrakt og maltekstraktøl snart blev fremhævet som de rene vidundermidler, der kunne kurere snart sagt alle onder.

De Forenede Bryggerier A/S i København udgav i 1920 forfatteren C. C. Clausens ”Om Malt og Øl – Af øllets historie”. Heri blev drikkens historie fra oprindelsen til samtiden fortalt, og bogens sidste sider er en sand lovprisning af bryggeriernes maltprodukter. Hospitalsforstanderinder, professorer og sågar en hofmedikus’ rosende omtale af hvidtøl og maltekstrakt er således citeret. Øllets næringsværdi var da heller ikke ringe, idet der til en enkelt flaske ”medgaar flere Tusinde Maltbygkorn”.

Odinbryggeriet i Viborg stod ikke tilbage i forhold til københavnerne og reklamerede naturligvis også for deres maltpræparater, som de havde fremstillet siden ca. 1885. Det skete ofte i annoncer, som til forveksling lignede avisernes artikler.

Her kunne man læse, at Viborgbryggeriet var stolt af de første godt 10 års produktion af maltøl. I løbet af disse år havde bryggeriet opnået en omsætning på 400.000 halvflasker om året, hvorfor de udvidede sortimentet og også lancerede ”Ægte Malt-Ekstrakt”. I dagbladet Politikens rubrik ”Spørgsmål og svar” blev en unavngiven grosserer rådet af en ligeså navnløs rådgiver til at give sin svagelige søster og hendes børn det fine, men billige maltpræparat fra Odin. Odins maltpræparater var anerkendt af både læger og forbrugere.

Rekonvalescenter, som skulle genvinde kræfterne efter hårdnakket sygdom og folk med forkølelse og influenza, blev anbefalet at indtage Odins maltprodukter. Odins reklametrommer var af den store slags. Maltekstrakten, som bryggeriet solgte i porterflasker, kunne i forkølelsestilfælde nydes af et likørglas hver halve eller hele time. Ifølge reklamerne gav det, udover at helbrede og lindre legemet, en styrke af en art, der i sygdomstilfældene ellers var svær at opretholde.

Dog måtte man ikke overdrive brugen af det kraftige koncentrat og letsindigt anvende det som øl, da et sådant misbrug kunne ”ødelægge Appetitten og Mavens Funktion”. Maltekstraktøllet skulle derimod nydes som det, det var. En af disse øl til maden indeholdt den maltmængde lægerne anbefalede, og den styrkende og appetitgivende drik var god for dem, der led af ”Nervøsitet, Svækkelse, Overanstrengelse og Mavebesværligheder”.

”Støt Din By – Drik Odin Øl”

Det var ikke kun det sundhedsmæssige aspekt ved nogle af virksomhedens produkter, man slog på i bryggeriets markedsføring. Lokalpatrioterne skulle også indfanges og lære at drikke det rigtige ølmærke – også når det drejede sig om Odins andre øltyper. På gavlmalerier og ølvogne blev Viborgs indbyggere opfordret til at støtte det lokale bryggeri ved at drikke Odin øl.

Mange andre danske byer havde også deres eget bryggeri, men de store københavnske foretagender, Tuborg og Carlsberg, var dog allerede på dette tidspunkt så veletablerede og standardiserede, at de udgjorde en trussel mod de mindre, lokale bryggerier. Indtil begyndelsen af 1900-tallet blev provinsbryggerierne dog sikret en mulighed for at blive på markedet, idet de københavnske bryggeriers produkter i henhold til en overenskomst var tvunget til at være dyrere end de lokale øl.

Om det var smagen, prisen eller reklamernes magt skal ikke kunne siges, men helt i lokalpatriotisk ånd drak Viborgs indbyggere i hvert fald gerne det lokale øl. Med hyppige mellemrum rumlede Odins bykusk gennem Viborgs gader. Med sig på hestevognen havde han fyldte ølankre med Odins læskende produkter. Rundt omkring i gaderne kom repræsentanter for familierne i husene ud med det tomme ølanker, som de fik byttet ud med et friskt, eller man nøjedes med at tappe en kandefuld. En stor del af ankrene blev dog afleveret hos forhandlere, som så selv stod for aftapning på flasker.

Straks efter århundredeskiftet ændrede disse forhold sig. Bryggeriet havde bygget sin egen aftapningshal , som beskæftigede en række tappedamer, og ølkuskenes last kom med tiden i højere grad til at bestå af fyldte flasker, som blev kørt klirrende ud til forhandlerne. Og netop rækken af ølhandlere eller –depoter voksede hastigt. Ligesom Odins maltekstraktvarer var blevet solgt i hele landet, flød Viborg-øllet efterhånden også langt væk fra bryggeriets hjemby.

Af Odins egen statistik over ølhandlere kan man læse, at antallet af faste ølhandlere fra året 1910 til 1925 voksede til mere end det dobbelte. Depoternes geografiske placering indskrænkede sig heller ikke længere til det umiddelbare opland. Så selvom Odin-reklamerne i Viborg slog på lokalpatriotismen, var bryggeriet blevet mere end blot en lokal øl-leverandør. Esbjerg, Fredericia og Grenå er blot eksempler på, hvor langt omkring i landet Odin-øllet blev drukket i 1925. Til rækken af ølhandlere kan nemlig også lægges den endnu længere række af brugsforeninger, købmænd, hoteller og restaurationer, som alle kunne byde på de gyldne dråber fra Viborg.

Artiklen er skrevet af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen og kan også findes i Viborg Bogen 2006 s. 42-52.

 

Kilder

Boje, Per & Hans Chr. Johansen 1989. Altid på vej… – Albani Bryggeriernes historie 1859-1984, Albani Bryggerierne A/S i kommission hos Odense Universitetsforlag.
Clausen, C. C. 1920. Om Malt og Øl – af øllets historie, De Forenede Bryggerier, København.
Heft, Tage 1943. Danske Sæder og Skikke – En undersøgelse af livet i en dansk købstad før og nu, Bd. 1, København.
Nillson, Axel, Nilsson & Hans Kryger Larsen 1989. Forbrug og produktion af industrivarer – Dansk industri efter 1870, bd. 2, Odense.
Ringgaard Lauridsen, Henning 1990. Viborgs industrihistorie – 1742-1990, Viborg Leksikon bd. 8, Viborg.
Viborgs Historie, bd. 3, Viborg Kommune 1997.
Viborgs Historie, bd. 2, Viborg Kommune 1999.

Upubliceret materiale

Bryggeriet Odin A/S’ arkivalier på Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune, A48, A604, A847.