Engang var Danmark brugsforeningernes land. Den første brugsforening blev oprettet i Thisted i 1866, men vi skal frem mod det sidste årti i 1800-årene, før brugsforeningsbevægelsen voksede sig stærk. Det var midt i andelstiden, hvor de danske landmænd omlagde landbrugsproduktionen og etablerede andelsmejerier, svineslagterier og fælles indkøbsforeninger for bedre at kunne klare sig i den internationale konkurrence. I samme fællesskabsånd grundlagde initiativrige folk lokale brugsforeninger, og snart lå der butikker og pakhuse i de fleste danske stationsbyer og større landsbyer. Alligevel så enkle små foreninger dagens lys i de stille år mellem den første forening i 1866 og den store foreningsbølge ved århundredets slutning. Disse pionerer er ofte navnløse i historien, men de bør ikke kun stå i glemmebogen, i betragtning af at en af de allerførste foreninger blev stiftet af småkårsfolk, som boede på egnen rundt om Hjarbæk Fjord. Nogle få sider i afskrift, af det der må have været foreningens originale protokol, er dog alt, hvad vi har af konkrete oplysninger.

Mødet i Hjarbæk

Brugsforeningstanken med fælles indkøb og solidarisk hæftelse opstod i 1844 blandt en flok vævere i den lille by Rochdale i Midtengland. De engelske arbejderes eksperiment blev udgangspunktet for foreningen i Thisted i 1866, hvor den lokale provst Sonne var primus motor. Den socialt indstillede provst så her en mulighed for at forbedre forholdene blandt ringere stillede folk i byen. Foreningen bar navnet ”Thisted Kjøbstads Arbejderforening”. Folk omkring Hjarbæk kan have hørt om provst Sonnes initiativ gennem krejlere eller fiskere, der sejlede i den vestlige del af Limfjorden. Eller de kan have fået kendskab til ideerne om en fælles indkøbsforening gennem forstanderen for den nye højskole, som i 1868 blev oprettet i Skals. Forstanderen hed Jens Poulsen. I sin søgen efter egnede lokaler til Højskolen havde han i 1870 slået sig ned i Hjarbæk. Her var toldbygningen blevet ledig, efter at jernbanen Langå-Viborg-Struer havde fjernet eksistensgrundlaget for driftig handel og søfart på Hjarbæk havn. I denne bygning var det, at 18 mennesker en aften i april i 1870 mødtes for at stifte ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening”, som brugsforeningen kom til at hedde.

Jævne folk

Medlemsskaren i den lille forening omfattede jævne fiskere, håndværkere og husmænd fra Kvols, Knudby, Ørslevkloster, Hjarbæk og Borup. På det stiftende møde valgte de snedker Niels Kristian Smidt fra Kvols som formand, mens højskoleforstander Jens Poulsen fra Hjarbæk blev sekretær, og murer Kr. Mogensen fra Kvols påtog sig hvervet som kasserer. Som menigt medlem valgtes husmand Søren Laursen fra Hjarbæk. På det følgende møde blev bestyrelsen suppleret med lærer Ravn fra Borup, gårdmand Jens Rasmussen fra Knudby og husmand Laust Kristensen i Borup. I løbet af foreningens første år nåede medlemslisten op på 53 familier. Herefter svingede tallet lidt, men gennemsnittet i det første årti lå omkring 50.

Den sociale sammensætning i 1870 er interessant. Af de 53 familier udgjorde landhåndværkerne de fleste, i alt 13, daglejernes antal var på ni, husmændene talte otte, det samme antal var der af gårdmandsfamilier, hertil kom fem aftægtsfolk, fire fiskerfamilier, fire skolelærere og en præst. Erhvervsangivelsen kan være en smule upræcis, idet mange af beboerne omkring fjorden ofte havde dobbelt erhverv, altså ofte både var husmænd og fiskere, eller havde håndværk som hovederhverv og ved siden af dette drev fiskeri. Det slående er imidlertid, at foreningen i overvejende grad var båret af det man i samtiden kaldte småkårsfolk. ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening” må med andre ord have været en social selvhjælpsbevægelse. Her lå stifterne i Hjarbæk givetvis på linje med væverne i Rochdale i England, men de var pionerer på dansk grund. I Thisted var det filantropiske borgere med provst Sonne i spidsen, som tog initiativet. I Hjarbæk var det lokale folk, der ikke havde meget at rutte med. Foreningens erhvervsmæssige og sociale profil skilte sig også ud fra de klassiske brugsforeninger, som opstod i andelstiden fra 1880’ernes slutning. I disse foreninger var det især gårdmændene, som sad ved roret, efterhånden med god opbakning fra landsorganisationen FDB.

At der i 1870 var tale om folk med få penge på lommen skinner igennem i den gamle protokol. Bestyrelsen var næsten panisk bange for at stifte gæld. Ingen varer måtte tages hjem på regning, ej heller hvis der kunne gøres en fordelagtig forretning. I de første år kneb det derfor med at få en stabil drift, men da det lykkedes, gik foreningen et skridt videre, idet ”Arbejderforeningen” i 1877 etablerede en sparekasse for medlemmerne med sikkerhed i foreningens overskud. Her kunne de enkelte medlemmer låne til en rente på 5 %.

Idealisme og sparsommelighed

En særlig idealistisk formålsparagraf falder i øjnene. Heri hed, at

Arbejderforeningens formål er – ud fra de demokratiske rettigheder – at hæve den i borgerlig henseende lavere stillede del af befolkningen til et højere sædeligt, indsigtsfuldt og selskabeligt trin i samfundet, at styrke viljen og at udvikle evnen til at hjælpe sig selv og være sig sin ret og pligt samt sit værd som menneske i samfundet bevidst.

Sigtet i paragraffen delte brugsforeningspionererne ved Hjarbæk Fjord med industrivæverne i Rochdale og foreningen i Thisted. Paragraffen udtrykker en forestilling om, at den ringere stillede del af befolkningen ved fælles hjælp kunne opnå højere økonomisk velstand. I forlængelse af dette fik de overskud til selvbevidst at folde sig ud kulturelt og politisk og blive aktive samfundsborgere. I og for sig en smuk tanke, som rummer en vis sandhed. Det bærende økonomiske princip i en brugsforening var, at en kreds af medlemmer slog sig sammen med det formål at indkøbe varer en gros, fordele dem til medlemmerne og fordele et eventuelt overskud i forhold til varekøbet. Formålet var socialt; foreningen skulle indkøbe uforfalskede og billige varer, så de enkelte medlemsfamilier bedre kunne klare sig økonomisk. Ved i fællesskab at indkøbe større partier af varer kunne medlemmerne opnå større rabatter hos grossisterne. De første fællesindkøb foretog ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening” dog hos købmand Sandberg i Vestergade i Viborg, men bestyrelsen fik sandsynligvis senere kontakt til egentlige grossister. Foreningen levede dog ikke længe nok til at kunne drage fordel af de store fællesindkøb, som FDB blev garant for.

Butikken i Kvols

Det første år havde foreningen udsalgssted både hos husmand Anders Kristensen i Borup og hos formanden, snedker Niels Kr. Smidt, i Kvols, men allerede i 1871 blev skiltet ”Arbejderforeningens Udsalg” sømmet op over døren hos fisker Iver Bertelsen i Kvols. Her lå butikken, indtil foreningen lukkede og slukkede i september 1885. Den nye uddeler, fisker Iver Bertelsen, fik i årsløn for arbejdet 50 rigsdaler (100 kr.). Når Iver var på fjorden for at fiske, klarede hans kone ekspeditionen, mens børnene, så snart de var gamle nok, hjalp til med at veje af, fylde gryn og ris på poser, tappe sirup på flasker, pille rosiner, klistre poser og hvad der nu skulle gøres. Foreningen havde både høkerbevilling og brændevinsbevilling, og vi må formode, at medlemmerne har kunnet købe de mest almindelige dagligdagsvarer i butikken. Bag disken og i baglokalet har skuffer, hylder, sække og tønder rummet alt fra brændevin, tjære, petroleum, tovværk og jernvarer til salt, sirup, mel og stødt melis, gryn og ris, kaffe, kanel, rosiner og andre kolonialvarer.

Helten fra slaget ved Helgoland

Bestyrelsens valg af en fisker som uddeler kan måske forekomme mærkværdigt. Men Iver Bertelsen var blandt folk kendt som en meget oplyst mand, agtet og afholdt af alle. Iver Bertelsen var født i Kølsen, hvor forældrene havde en lille landejendom. Faderen døde, da Iver var 2½ år gammel, moderen var svagelig, men holdt hjemmet oppe, indtil hun døde, kort efter at han var blevet konfirmeret. Værnepligten aftjente han i marinen, og efter hjemsendelsen i 1856 sejlede han nogle år på langfart for at se den store verden. Han blev gift i 1863, men da krigen brød ud i 1864, blev han genindkaldt til marinen. Han mønstrede korvetten Hejmdal og deltog i den danske flådeblokade af de tyske havne ved Nordsøen. Blokaden endte i et søslag. Natten mellem den 8. og 9. maj 1864 lå den danske Nordsøeskadre tæt på Helgoland. Eskadren bestod af fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Hejmdal. Om morgenen mødte den en forenet østrigsk-preussisk eskadre bestående af to østrigske fregatter samt tre preussiske kanonbåde og en hjuldamper. Søslaget blev voldsomt; det stod på i et par hede timer, hvorefter det østrigske flagskib var så stærkt beskadiget af brand, at fjenden hastigt måtte søge tilflugt på neutralt britisk territorium ved Helgoland. Iver Bertelsen opnåede derved at blive søhelt. Senere på året tjente han på fregatten Jylland, indtil han den 23. november 1864 afmønstrede og vendte hjem til Hjarbæk for at genoptage fiskeriet på fjorden.

Butikken nedlægges

Efter lidt begynderbesvær blev ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening” en udmærket forretning i en årrække. Også blandt egnens gårdmænd fik forretningen med tiden gode kunder. Imidlertid dukkede der i 1885 en lokal konkurrent op. I Nybro kro etablerede en ung mand en kolonialforretning. Beliggenheden var god, og omsætningen voksede hurtigt. Prismæssigt kneb det for brugsforeningen i Kvols at klare sig, ikke mindst fordi mange gårdmænd flyttede deres handel til Nybro. Resultatet blev, at en reduceret medlemskreds besluttede at lukke. Brugsforeningstanken døde dog ikke med det blandt lokale folk. I 1897 stiftede en kreds af gårdmænd Fiskbæk-Romlund Brugsforening, der senere tog navneforandring til Løgstrup Brugsforening. Uddeler i foreningen blev Ivers søn, Rasmus Bertelsen, som i sin barndom havde leget mellem petroleumsdunke, melsække og sirupstønder i Arbejderforeningens lille udsalg ved Kvols ladeplads.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2010 s. 64-71.

Billede 1: Gæstgiveriet” eller Hjarbæk Kro, ca. 1920. Halvtreds år tidligere blev ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening” stiftet her. Huset blev opført som toldbygning i forbindelse med anlæggelsen af havnen i Hjarbæk i 1851. Jernbanen Langå-Viborg-Struer, der åbnede 1863-65 underminerede imidlertid Hjarbæks rentabilitet som transporthavn. Toldstedet blev nedlagt, hvilket betød, at den senere Skals Højskole kunne åbne her i 1870. Efter at skolen var rykket til Skals, blev huset indrettet til gæstgiveri, mens de lokale fiskere fik overladt havnen til fælles ejendom.

Billede 2: Foråret er på vej. Billedet fra o. 1910 indfanger stemningen ved et lille husmandssted nær fjorden. Brugsforeningen rekrutterede i 1870 de fleste af medlemmerne blandt småkårsfolk rundt om Hjarbæk Fjord.

Billede 3: Lokale fiskere ved en stabel kasser på havnen i Hjarbæk o. 1920. J.P. Fisker var lokal fiskereksportør. Friske fisk blev sendt pr. bane fra trinbrættet ved Vorde.

Billede 4: Iver Bertelsens hus nær bryggen i Kvols, som den ser ud i dag. Her blev brugsforeningens medlemmer ekspederet, når de mødte op ved deres lille udsalgssted. Bag træet t.v. i billedet anes foreningens lille pakhus.

Billede 5: Brugsforeningen i Løgstrup, der blev en afløser for ”Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening”. Forretningens placering i stationsbyen betød gode betingelser med vareleverancer via jernbanen, og det gav medlemmer og kunder både fra den hurtigt voksende stationsby og fra et stort opland med landboere.