“Lørdagsdamer”

Emil P’s konditori var igennem mange år et samlingssted i byen. Her mødtes viborgenserne for at nyde en kop friskbrygget kaffe sammen med et stykke konditorkage. For mange var det en fast tradition at afslutte indkøbene hos Emil P., som for “lørdagsdamerne”, en fast kreds af damer fra byen, der sad ved de samme vinduespladser hver eneste lørdag. Her blev de betjent af Fru Lund, mens fru Petersen betjente de, der kom senere på dagen.

Den gamle Emil P. åbnede dørene til sit konditori allerede i 1910, i St. Sct. Hans Gade nr. 3. Det var på et tidspunkt, hvor det rigtigt var kommet på mode, at gå på konditori. Det gik så godt i begyndelsen, at konditoriet måtte lukke sidst på eftermiddagen i stedet for som planlagt senere på aften, der var simpelthen udsolgt. Det var især flødeskumskagerne, der gik som varmt brød. De var noget helt nyt i Viborg.

Flyttedag

Efter to år flyttede konditoriet til større lokaler i Sct. Mathias Gade 76. Her kunne folk komme og nyde en kop kaffe og en kage til levende musik, og senere var det her man kunne komme og opleve det tekniske vidunder: fjernsynet. I 1959 overtog Emil P.’s søn forretningen, han havde det samme navn som sin far, så det var ikke nødvendigt at finde et nyt navn til konditoriet. Forretningen gik fortsat strygende og på det tidspunkt var der hele 22 ansatte i konditoriet.

Men tidernes og modens luner skifter. I slutningen af 1960’erne var der stadig færre, der gik på konditori og i 1973 måtte konditoriet dreje nøglen om. Frem til 1979 fortsatte Emil P. med almindelig bagerforretning, men så var det også forbi. Efter at en række nye ejere havde forsøgt at puste liv i forretning, måtte også bageriet lukke. En æra var slut.

Erindringer fra Emil P’s Konditori indsendt af Bodil Sørensen

I sommerferien mellem 1. og 2. gymnasieklasse i 1965 arbejdede jeg i køkkenet hos EMIL P. Jeg “stillede an”, dvs. arrangerede de bestillinger, der blev indgivet til servitricen, og jeg vaskede op med opvaskemaskine og holdt køkkenet propert.

Det var lange dage, men spændende for mig, der ellers var noget af en “hjemmefødning”. Der var andre unge mennesker, der enten var ansat i en eller anden kapacitet, eller som bare kiggede ind for at snakke lidt med pigerne bag disken, i konditoriet og køkkenet. Om aftenen, når der skulle lukkes og slukkes, skulle alting være fint og rent og parat til næste dags ryk-ind af gæster, og det var en fornøjelse at få lov til at arbejde sådan et “fint” sted.

Der var snehvide duge på bordene, porcelænet var af den bedste slags, og det må have været en oase i hverdagen for mange af byens borgere og for udenbys turister, sådan at gå ind i konditoriet, hvor der til dagligt var dækket op, som var der fest. Man kunne få smørrebrød og sodavand, konditoriets egne, legendariske kager – flødekager eller “tørkager” – og kaffe eller te, som også hørte under “køkkenpigens” domæne.

Da sommeren var ovre, havde jeg tjent penge nok til at kunne købe en skrivemaskine og en hårtørrer, og så endda have penge i banken. Skrivemaskinen var vild luksus, for skolen accepterede stadig kun opgaver og stile skrevet i hånden med blyant eller fyldepen, men hårtørreren var en virkelig nødvendighed, for det var stadigvæk en tid, hvor vandonduleret hår var sagen, og med egen hårtørrer var det jo ingen sag at se godt ud.

Billede til venstre: Før eller efter biografturen kunne man gå på Emil P.'s konditori og drikke kaffe eller chokolade og spise lagkage eller sandkage til. Nutidig adresse: Sct. Mathias Gade 76.