Det var en mørk og stormfuld nat, natten til søndag den 1. december 1929. Julen stod for døren, og i Viborg var der gjort klar med julepyntede vinduer og granguirlander med lys i gaderne.
Det var dog ikke lige juleudstillinger, man var optaget af hos familien Madsen på Middagshøjvej.
En lille ny viborgenser havde netop meldt sin ankomst, og huset stod på den anden ende, men det var nok dels vejret og dels juleudstillingerne, som var skyld i, at alt lys i kvarteret pludselig forsvandt, og dermed var skyld i, at jeg blev født ved stearinlysenes og julelampens skær.
Det var min første personlige oplevelse på Middagshøjvej 25, som skulle blive rammen om de næste 14 år af mit liv.
Men når jeg skal fortælle om min barndoms kvarter, bliver jeg nødt til at begynde et helt andet sted og på et helt andet tidspunkt, nemlig på pladsen foran den nye banegårdsbygning år 1896.
For opførelsen af bygningen stod arkitekt Aarboe. Bygningen var stor, den var ny, og den var flot. Udefra så den ud omtrent som i dag, men indvendig var der meget, som var anderledes. Lad os prøve at åbne dørene til stationsbygningen, som den så ud i 1896, og som den i øvrigt så ud i mange år.
Hovedbygningen indeholdt en meget lille fordelingshal til to ventesale – en for rygere og en for ikke-rygere – og en restaurant med tilhørende køkken. Der var adgang til kontor og billetluge og en ret stor luge til indskrivning af rejsegods. Det mest spændende var et lillebitte glasbur, som hed ”Viborg Jernbanekiosk”. Her kunne man købe ting til at forsøde rejsen med: aviser, ugeblade, slik osv., og til jul kunne man også købe julehæfter – ”Svikmøllen” og ”Blæksprutten” – og tegneseriehæfter med ”Knold og Tot”, ”Bamse og Dukke Lise”, ”Willy på Eventyr”, ”Prins Pilfinger”, ”Tjavs” og ”Hanne Hansen”, og hvad de nu hed alle sammen. Der var nok at vælge imellem til en lang julerejse, og man var nødt til at skulle forbi alle fristelserne for at komme frem til udgangen mod perronerne.
Det må have været en god beliggenhed for en kiosk, selvom der ikke var megen plads. Kioskejeren var nemlig en af byens 100 største skatteydere. Det kunne man læse i Skattebogen, som udkom en gang om året. Her kunne man se, hvor folk boede i Viborg, og hvor meget – eller lidt – de betalte i skat. Det var årets bestseller, som man også kunne købe i kiosken. Den bog måtte man simpelthen have, hvis man ville følge med i byens liv.
På 1. sal boede stationsforstanderen, og her var der også indrettet et par værelser til det kørende personale, hvor de havde mulighed for at overnatte, hvis ikke de kunne nå hjem, inden det sidste tog afgik. Belysningen var gaslys og petroleumslamper. Toiletterne på perronen var latriner, som skulle tømmes.
Postvæsenet havde også nogle lokaler til opsamling og sortering af posten, inden den blev sendt videre ud i den store verden. Endelig var der lampisterierne, hvor alle petroleumslamperne blev gjort klar. Længere ude mod øst lå godsekspeditionen, hvorfra alt gods blev kørt ud i byen med hestevogn. Biler fandtes ikke. Al transport foregik med skib, tog eller hestevogn.
Nu rykker vi frem til slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, hvor biltrafikken og elektriciteten kom til at betyde meget for områdets videre udvikling.
Broen over baneterrænet blev opført i 1926. Den er der stadig. Lad os gå derop og nyde udsigten. Oprindelig foregik opstigningen via trapper, så cykler og barnevogne måtte bæres. Det går noget nemmere nu med en rampe.
I dag er der ikke megen udsigt at opholde sig ved. Det hele ser trist og rodet ud på det gamle baneterræn, men i min barndom var der meget at se på. På et tidspunkt var der seks spor og fire perroner. Der var det oprindelige spor Langå-Skive (derfra kunne man så komme videre til henholdsvis Århus og Struer), der var Ålestrupbanen, Hobro-Løgstørbanen og Herningbanen.
To privatbaner kom der også til, nemlig Rødkærsbro-Kjellerup-Silkeborg og en skinnebus til Fårup-Mariager. Den hed Marianne. De forskellige togskift gav en del ventetid. Personligt husker jeg det, som om jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med at vente på tog i Langå eller Fårup.
Efterhånden var man oppe på at ekspedere 80 tog i døgnet, før biltrafikken og lastbilkørsel for alvor fik indflydelse på togdriften. Og området forandrede sig med udviklingen. Der kom bl.a. perrontunnel, højttaleranlæg, og bedre toiletforhold.
Alt det kunne man stå og studere oppe fra broen. Et ophold her blev tit af længere varighed. Man kunne studere sporskifte og rangering, og man kunne blive helt væk i en stor tågesky, når et damplokomotiv kørte under broen.
Der var passagertog med tilhørende rejsegodsvogn, så man kunne få sin cykel eller barnevogn med på rejsen, og også kufferter kunne indskrives som rejsegods, så man ikke gik og faldt over dem i gangen mellem kupeerne. Der var godstog til tungt gods, der var udflugtstog med glade gæster, og fra oplandet var der på hverdage skoletog med masser af elever, som myldrede ud af togene for at gå i skole i Viborg – og ind igen for at komme hjem. Særtog var der en del af især til højtiderne og i feriesæsonen. Broen skabte liv og underholdning for alle os børn i Middagshøjvejkvarteret.
Midt i mylderet kunne man opleve og ikke mindst høre alle perronsælgerne – ”Aviser, slik, soda-VAND”, og hvad der nu ellers blev tilbudt af lækkerier den dag.
Køreplanen var en moppedreng af format. Der var både en til sommerbrug og en til vinterbrug, og der kom en ny hvert forår og en hvert efterår. Den var meget svær at finde ud af, og man følte sig aldrig rigtig sikker på sine opdagelser alligevel. I dag ville det nok kræve en eller anden videregående uddannelse at få lov at benytte den. Den gang nøjedes man med at ringe til stationen for at høre, om man nu havde forstået det rigtigt. Til stor irritation for personalet der.
Lokomotivremisen var en vigtig del af det hele. Det var en såkaldt rund remise med sporene anbragt i en halvcirkel omkring en drejeskive. På et tidspunkt var der plads til 15 lokomotiver i alt. Sammen med remisen var der et værksted, en kulgård, en kulkran og et vandforsyningsanlæg. Senere blev der også plads til diesel og benzin. DSB havde dengang sin egen meget dybe vandboring med eget vandtårn. Remisen blev nemlig opført, før Viborg fik kommunalt vandværk. Med til området hørte også to signalposttårne post øst og post vest.
Til at vedligeholde de 15 lokomotiver var der i alt 150 ansatte. Der var en lokomotivmester, en depotforstander, lokomotivførere, lokomotivfyrbødere, nogle banearbejdere og nogle ekstraarbejdere. Der var altid en lokomotivfører og en lokomotivfyrbøder på døgnvagt samt et køreklart lokomotiv parat til at rykke ud. Remisen blev nedlagt i 1987.
De mange mennesker, som arbejdede ved eller omkring jernbanen skulle have et sted at bo, og et beboelseskvarter voksede op omkring baneterrænet. To andre store virksomheder, Viborg Amts og Bys Sygehus og Sindssygeanstalten, havde også behov for boliger til deres personale. Kvarteret Middagshøjvej/Søndermarksvej/Brovej/Højtoftevej opstod.
Der blev bygget en del tofamiliehuse, hvor der boede en børnefamilie i stueetagen, og ovenpå boede så måske ældre familiemedlemmer eller lejere, som ikke havde behov for så megen plads. Lejlighederne var typisk indrettet med spisestue, dagligstue, soveværelse og køkken. Der var kun ganske få enfamiliehuse. Vest for broen blev der også bygget nogle udlejningsejendomme – ikke store karreer, men bygninger med fire eller seks lejligheder i hver.
I 1940 var der kun få ubebyggede grunde tilbage. Der må have været omkring 70 huse, og jeg gætter på, at omkring 120 familier har haft en bolig her. Øst for broen lå der stadig et par avlsbrug.
Der var ikke de store bekvemmeligheder i husene målt med vore dages målestok. Der var vand indlagt alle steder, men ikke vandskyllende toiletter overalt. Til enkelte af husene hørte der stadig udendørs latriner med tønder, som skulle tømmes. Dette gøremål var natarbejde, hvor tønderne blev skiftet ud og kørt væk på hestevogn. I et af husene fik man indrettet et ”rigtigt” toilet i et pulterrum under trappen, hvor man var nødt til at gå baglæns ind. Der var meget mørkt i det rum, så her blev man ikke længere end højst nødvendigt, men sammenlignet med det udendørs var der dog dejlig varmt om vinteren.
I udlejningsejendommene var der indrettet toiletter på bagtrappen til fælles afbenyttelse, og i 2-familiehusene måtte man en tur i kælderen. Kun i to af alle lejlighederne var der indrettet badeværelse med badekar på løvefødder og en gasvandvarmer, som var næsten livsfarlig at tænde for. Vild luksus, som blev meget beundret.
Der var heller ikke centralvarme, men der var kakkelovne og brændselskældre. Der var ikke køleskabe og frysere, men spisekamre og viktualiekældre.
Gadebelysningen var gaslys, og hver morgen og hver aften kom lygtetænderen forbi på sin cykel. Med sig havde han en lang javert til at tænde og slukke med, så der kunne være lys på vejen i de mørke timer. En dygtig lygtetænder behøvede slet ikke at stå af cyklen for at klare opgaven.
Foran husene var der pyntelige forhaver med stakit, hæk og havelåge, og bag husene var der små haver, hvor man kunne dyrke kartofler, grønsager og blomster, hvor man kunne have kaniner, dværghøns og kat, og hvor der også flere steder blev plads til en sandkasse eller et gyngestativ.
Konerne på vejen havde tilsyneladende ikke fornavne. Vi børn vidste godt, hvad fædrene hed til fornavn, det stod på dørene, men jeg tror ikke, der var en eneste af mine legekammerater, som vidste, at min mor hed Ellen Margrethe. Nej, det var fru trafikassistent Madsen. På vejen boede bl.a. også fru plejer Jakobsen, fru overportør Christoffersen, fru overbanemester Hansen, fru bager Appel og fru købmand Wriedt og mange flere fruer. I lejligheden over vores boede enkefru grosserer Holger Christensen med sin ugifte voksne datter. Enkefruen var også en af byens 100 største skatteydere.
Det var ikke, fordi det var et specielt snobbet kvarter, vi boede i, at tiltaleformen var sådan, og at man i øvrigt også var Des. Det var, som om kvinderne havde opgivet deres egen identitet, da de blev gift. Nu var de deres mænds koner, og det var de stolte af. Og når der nu var tre fruer Madsen på vejen, så var det da også meget rart, at man vidste, hvis kone det var, man snakkede om.
Postbudet boede også på vejen, så han kendte os alle sammen. Så godt var han orienteret, at da Jørgen fra Fiskbæk sendte et brev adresseret til ”Faster Lis over Broen”, så havnede brevet, som det skulle, hos enkefru Lis Kjeldsen i nr. 31.
Mellem broen og den egentlige vej var der et lille butikstorv. Her boede RULLEKONEN, hvor man kunne få rullet sine nyvaskede, stænkede lagner og duge, så de blev fine og glatte og lå pænt på hylderne. Der kom altid en skøn duft af rent nyvasket tøj med dampen inde fra rullestuen.
Der var en TRIKOTAGEHANDEL, ejet af hr. og fru trikotagehandler Giversen. Her kunne vi købe masser af herligheder, såsom macotrøjer, underbukser med lodden vrang i størrelse ”to værelser med kammer”, merceriserede strømper, livstykker til børn og hofteholdere og busteholdere til voksne damer. De sidste to ting var altid en sag for fru Giversen, så blev hr. Giversen sendt ud bagved. De handlede også med strikkepinde, garn, strapudemaj med amagergarn i mange farver og numre til, hårspænder med ”brillemanter” og lommetørklæder med Mikkel Mus på. Der var næsten ingen ende på alle fristelserne. En helt speciel duft af støv, stof og mølpulver fulgte med i købet.
Næste stop var SLAGTER SOMMER, byens bedste slagter, som bagte skønne postejer og stoppede hjemmelavet medisterpølse i pølsemageriet i kælderen – en liflig duft, som godt kunne spænde forventningerne til næste måltid derhjemme, måske blev man endda sulten før spisetid.
Ved siden af slagterbutikken var der en herlig mur uden vinduer, som vi kunne spille bold op ad, mens vi ventede på, at vores mødre blev ekspederet. Boldene blev kastet mod muren og grebet igen og igen og igen. Der var to forskellige spil: ”det gamle” og det ”nye”, hvor man kastede boldene på to x ti forskellige sindrige måder – forfra, bagfra, bagom ryggen, under det ene ben og under det andet ben osv. – helst uden at tabe. De, som var særlig dygtige, kunne spille med flere bolde på en gang.
På torvet var der også to BAGERE og to KØBMÆND. Den ene bager var ”hjemmebager”, eller det var nu vist mest hans kone, som bagte; den anden havde et rigtigt bageri med store ovne og en høj skorsten. En LAPPESKOMAGER blev der også plads til i en kælder, som duftede af læder og skosværte. På den anden side af vejen var der et SNEDKERVÆRKSTED, hvor man fremstillede ligkister. Det var lidt uhyggeligt, når de blev hentet i rustvognen.
Hos bager, købmand og slagter kunne vi få ”skrevet” i en såkaldt kontrabog, hvor alle køb blev noteret til betaling hver ”den første” i måneden. Som tak for betalingen fik vi en plade ”Succes”- eller ”Aida”- chokolade, en kage eller en rød pølse. De, som betalte kontant, fik aldrig noget.
Selvfølgelig var der også børn på vejen – masser af børn. Vi var jo de egentlige ejere af området, mente vi. Af en eller anden grund legede børnene vest for broen ikke med børnene øst for broen, men bortset fra nogle periodiske drengesammenstød var vi dog ikke direkte uvenner, men rigtigt fortrolige blev vi heller ikke.
I øvrigt blandede pigerne sig ikke i drengenes forskellige krigslege. Undtaget herfra var dog ”Røvere og Soldater”, som pigerne godt måtte være med til, hvis de indvilgede i at være de ofre, som blev taget til fange. Til gengæld gad drengene ikke rigtig det der med ”Far, Mor og Børn”. Det endte nemlig altid med, at pigerne skulle være ”Far” eller ”Mor”, og drengene skulle være ”Børn”. Det var for ydmygende.
Den leg blev forvist til haverne, hvor man kunne medinddrage alt det legetøj, som ikke måtte komme ud på vejen. Dukker, dukkevogne og den slags pigelegetøj. Her kunne vi også vaske dukketøj, bage små pandekager på et dukkekomfur med stearinlys og alle den slags ”mor-aktiviteter”. I mange tilfælde var vores legetøj tro kopier af de voksnes remedier både i udseende og materialer. Plastik fandtes jo ikke.
Men naturligvis var der også mange fælleslege på vores repertoire. Gemmelege især, hvoraf ”Kronekuk” nok var den mest populære, og boldlege på mange niveauer, fodbold ikke mindst.
Der blevet leget sanglege som ”Bro, Bro, Brille”, ”Tornerose var et vakkert barn”, ”Der kom en Mand fra det røde Hav”, ”Skorstensfejer gik en Tur” og mange, mange flere, som fik vejen til at genlyde af høje børnestemmer.
Vi lærte at cykle på vejen, vi lærte at ”Hoppe i Flyver”, og vi lærte at sjippe – med store tove, når vi var mange og små tove, når vi kun var et par stykker – med samlede ben, på et ben, med krydsben, med krydsede arme og med dobbeltsving. Sjipningen kunne også bruges, når vi legede CIRKUS – med alderen ophøjet til REVY – hvor en flot sjippeballet blev sammensat til forestillingen sammen med stepdans. Vi fik skomageren til at forsyne nogle gamle sko med sølvsværte og metalbeslag under hæle og tåspidser. Det lød flot på gulvet i en tørrekælder. Vi var næsten lige så gode som danserne i biografen. Drengene ville hellere lege akrobater eller spille klovn.
Også mere stilfærdige beskæftigelser såsom at spille Hønsering – med rigtige hønseringe, som skulle skrues sammen – spille med Nipsenåle eller Marmorkugler, bytte Glansbilleder og Richsbilleder var populære blandt de fleste.
Baneskråningerne, en tømmerplads og markerne bag de sydlige haver blev ind imellem taget i brug som ekstra legepladser. Det måtte vi egentlig ikke, men den slags har børn altid haft en særlig evne til at lade som om, at det vidste de ikke.
Om vinteren kunne vi kælke og stå på ski på ”Petroleumsbakken”, og der var to damme, en ved ”Søndergaard” og en, der hvor plejehjemmet ”Søndermarken” ligger i dag. De var ikke særlig dybe og frøs hurtigt til, så vi kunne løbe på skøjter. Endelig kunne sne jo også bruges til så meget andet godt: snemænd, snehuler, glidebaner og sneboldkampe. Kedsomhed i fritiden var et ukendt begreb. Det klarede vi fint uden voksenhjælp og fremmed indblanding.
Vi savnede ikke noget væsentligt i det daglige. Dagligvarer kunne købes lige om hjørnet, grønsager blev dyrket i haverne, mejeriprodukter kunne fås hos mælkemanden, som hver dag kom forbi med sin mælkevogn og sin mælkeklokke. Med ham kunne man også få en fast aftale om at bringe mælk lige til døren. Ville man hellere have nymalket mælk kunne det købes hos avlsbruger Rudolf Lund. Så skulle man bare have to mælkespande. Når man hentede den ene fyldt med mælk om aftenen, havde man en anden rengjort spand med, som blev stillet parat til næste dag.
Alt i alt var det et roligt og godt kvarter at vokse op i blandt beboere, som passede deres faste arbejde, spiste middagsmad kl. 12 og aftensmad kl. 6 og havde hovedrengøring hvert forår. Et kvarter, hvor alle kendte og hilste på hinanden. Det var så trygt, som det nu kunne blive under fem års besættelse under 2. verdenskrig præget af luftalarmer, rationeringer, varemangel, mørklægning og udgangsforbud og pludselige forbud mod at lege med og hilse på nogle af de legekammerater, hvis forældre viste sig at være nazister. Det sidste var ikke rart.
Jeg husker det som en god tid på Middagshøjvej ”over Broen” og med baneterrænet som underholdende nabo.
Af Jytte Munch Lauritzen, den 31. januar 2016.
Billede 1: Banegården, år 1900.
Billede 2: Gangbro over jernbanen, bygget i 1926 og åbnet den 1. november samme år. Billedet er fra ca. 1955.
Billede 3: Gangbroen og jernbaneterrænet i 1946.
Billede 4: Remisen. Foto: J.B. Foto.
Billede 5: Viborg Banegårds personale 1935/38.
Billede 6: Viborg set fra syd. Nederst til venstre i billedet ses Middagshøjvejkvarteret år 1932.
Billede 7: Kusken M.P. Madsen kørte varer for købmand Holger Christensen. Billedet er fra 1920’erne.
Billede 8: Trafikken var endnu ikke så voldsom, så børnene kunne stadig lege på gaden. Billedet er fra den nyanlagte Norgesvej i 50’erne.
Billede 9: Mælkevogn på Middagshøjvej i 1946. Foto: H. Spanggård.
