Det begyndte i 1847, da den virksomme hosekræmmer Jens Chr. Jensen købte Dollerup Mølle og lagde grunden til det, der skulle blive en af landets største tekstilvirksomheder i det lille landsbysamfund. Sjældent har en enkelt virksomhed betydet så meget for en landsbys udvikling som Dollerup Tricotage Fabrik. I næsten hver en Dollerup-familie var der igennem flere generationer medlemmer, som tjente til føden på fabrikken.
I 1851 byggede Jens Chr. Jensen det første fabrikshus i tilknytning til møllen. Her kom omegnens bønder i de første år med deres uld, som arbejderne bearbejdede og afleverede tilbage til bønderne som garn. Men snart begyndte Jens Chr. Jensen selv at fremstille færdige varer på et par valsevæve. I 1855 stod 25 arbejdere ved spinde- og tøjvævningsmaskineriet, men allerede i 1881 var arbejdsstyrken vokset til 38 faste arbejdere, der producerede godt 70.000 pund uld til uldent undertøj.
Dollerup-fabrikken ekspanderede for alvor i slutningen af 1800-årene. Jens Chr. Jensens brodersøn A. P. Jensen havde overtaget fabrikken, og han udvidede med en imponerende hovedbygning, nye maskiner og en 125 hestes kraftig dampmaskine, da vandkraften ikke længere slog til.
A. P. Jensen solgte fabrikken i 1907 til trikotagehandler Gregers Hansen fra Skive. Salget skete i forlængelse af store stridigheder med arbejderne. De havde dannet en afdeling af tekstilarbejdernes fagforening på fabrikken, men A. P. Jensen fyrede konsekvent alle, der meldte sig ind. Under den nye ejers ledelse voksede fabrikken markant og væksten kulminerede i 1930’erne med hen ved 240 ansatte.
Men udviklingen var ved at løbe fra fabrikken i Dollerup. Transporten af råvarerne såvel som de færdige vare fra den afsides beliggende landsby var ikke særlig rentabel. Det mest profitable ville være at flytte produktionen til en søstervirksomhed i Århus. Men A. P. Jensen havde også andre sociale hensyn at tænke på, for fabrikken i Dollerup udgjorde eksistensgrundlaget for mange beboere, så en lukning ville være en økonomisk og social katastrofe. I 1941 begyndte det imidlertid at gå galt. En storbrand hærgede fabrikken, og en del af produktionen blev overflyttet til Århus. I 1948 og 1955 ødelagde nye brande væveri og spinderi, og efter endnu en brand i 1956 fik ruinerne af spinderibygningen lov til at stå tilbage. I 1967 blev de sidste arbejdere afskediget på ”møllen”.