Klædt på til selskab – Festkjoler i de glade 1920’ere

Et vigtigt element i viborgensernes identitet og selvforståelse hænger sammen med byens status som embedsmandsby, og hvad deraf følger af ”fine folk”, snobberi og markering af status. Derfor er et centralt rum i Viborg Museums permanente udstilling helliget begreber som borgerskab, dannelse, stand og klasse, der bl.a. udtrykkes gennem et aftenselskab for byens spidser med fruer.

Herrerne er naturligvis iklædt deres embedsuniformer med alle dekorationer, og selskabets damer lufter tidens nyeste mode. I museets samling er der heldigvis et betydeligt antal uniformer og en fin samling selskabskjoler fra slutningen af 1920’erne. Damernes fine selskabskjoler er imidlertid sarte og vil i modsætning til mændenes robuste uniformer af uld ikke kunne tåle at blive udstillet i det åbne miljø, som ved tilrettelæggelsen af udstillingen var et krav for at opnå den rette fornemmelse af stemning og miljø. Løsningen blev derfor at fremstille kopier af kjoler fra museets samling, som kunne påklædes Povl Kjærs billedskårne giner. (Se Lauridsen 2008).

Fire kvinders påklædning og personlighed

Vi tog udgangspunkt i fire kjoler, der kunne tilpasses fire forskellige ”opdigtede” personer, som vi tillagde personlighed ud fra alder og status. Denne personlighed skulle fremgå af påklædningen og af de ansigtstræk, frisurer, fodtøj og kropsholdning, som træskærer Povl Kjær skar ind i ginerne.

Den yngste figur er den 18-årige tjenestepige, Agnes, der har en enkel sort kjole på med et lille stivet serveringsforklæde og stivet kappe på hovedet. Her passede VSM 944C 28, en sort langærmet crepekjole med slåede knapper og høj hals. Den unge, smarte frue på 25 år har en dristig ærmeløs kjole med løs jakke på. Hun skal sidde ved klaveret, så hun ses fra ryggen.

Til hende bruger vi VSM 993C 42, der er syet af lyseblå silketylsblonde med indlagte tynde messingtråde. Kjolen er foret med lyseblå silke, dekoreret med et lille broderi langs overkanten og pyntet med messingknapper og et lille spænde i Coco Chanel-stil. Vi kender ikke så meget til kjolens forhistorie, og umiddelbart ser kjolen meget overdådig ud. Ved nærmere eftersyn kan man se, at den er syet med en mængde sammensatte stykker, kiler og uregelmæssige sømme, som man ikke bemærker, når man ser på kjolen i sin helhed. Måske er kjolen hjemmesyet af et overdådigt brudeslør.

Den modne frue på ca. 35 år er iklædt en kropsnær figursyet parisermodel. Vi bruger VSM 993C 38, der er designet i fransk haute couture-stil med tilskæring efter draperingsprincippet. De bløde former opstår, fordi silkestoffet er skåret på skrå af trådretningen, og efter syning er kjolen dekoreret med et smukt broderi af silke- og metaltråde og udfyldt med en mængde turkise pailletter. I modsætning til den lyseblå kjole er syningen af denne gennemført i alle detaljer. Den midaldrende frue på omkring 50 år er i en velsiddende lidt klassisk model. Vores udgangspunkt er VSM 169E 3,4, der er en sort, glat silkekjole med bådudskæring og en sort kniplingsbluse med skød som overdel. Også denne kjole er syet professionelt med en meget fin pasform og optimal udnyttelse af de fine tekstilers egenskaber.

Kvindernes påklædning skulle udføres så nøjagtigt efter originalerne som muligt. Vi måtte derfor hente ekspertviden fra skrædder og tilskærer Lisbeth Kristiansen og brodøse Lone Dinesen, der begge har været tilknyttet Skals Håndarbejdsskole og Tekstilseminariet i Viborg/Skals. Lisbeth opmålte kjolerne, lavede snitmønstre, beregnede stofforbrug, farvede stofferne og syede kjolerne. Lone broderede langs kanten af foret af den unge frues lyseblå kjole og den store dekoration foran på den modne frues kjole.

Tidlig industrielt fremstillet tekstil

Den første store udfordring lå i at finde stof, der lignede 1920’ernes moderne tekstiler. Metervareproduktion, især til kvindebeklædning er utroligt varieret, hvert år nye dessiner.

I første del af det 20. århundrede gav de nye trikotagemaskiner og de til stadighed mere avancerede spinde- og vævemaskiner i tekstilfabrikationen et væld af variationsmuligheder i mønstre, stofkvalitet og farvemuligheder, og behandlingen af råvarerne har ligeledes varieret uhyre meget. Råmaterialerne var fortsat hovedsagelig uld, silke, hør og bomuld, og alle vores tre selskabskjoler er fremstillet i silke, mens tjenestepigens sorte kjole er i en meget fin uld-crepe.

Tjenestepigen

Til tjenestepigens kjole valgte vi et crepet uldtekstil fra I.W. Hvidberg. Crepe-effekten opnås også i dag gennem en kipervævning med entrådet S- og Z-spundet garn, og stoffets finhed opnås med en trådtæthed på op til 25 tynde tråde pr. cm. Måltagning og mønstertegning gav os lidt vanskeligheder med proportionerne, indtil vi blev klar over, at kjolen formodentlig i 1960’erne er forandret og bl.a. lagt op, og med den viden kunne snitmønsteret tilpasset den ønskede længde.

Den unge frue

Silkekniplingsblonden til den unge frues kjole kunne ikke umiddelbart skaffes, i hvert tilfælde ikke for en pris, der lå inden for museets budget. Vi fandt ud af, at der er et stort udvalg i kniplingsblonder i kunststof inden for brudeslør. Vi købte fem meter viskoseblonde fra Silkehuset, som vi farvede lyseblå med Procion farve. Det viste sig imidlertid, at blonden ikke var i ren viskose, for ikke alle dele tog imod farve. Det bærende lag i blonden er formodentlig af polyester, som er vanskelig at indfarve manuelt. Vi valgte at acceptere farven, fordi den ujævne farvning gav et fint spil i stoffet.

Kjolen blev foret med lyseblå indfarvet silke. På originalen består foret af to forskellige stykker silke med lidt forskellig farve, hvilket også understreger fornemmelsen af hjemmesyning af for hånden værende materialer. Vi valgte at sy foret i samme farve stof, og hvor isatte kiler og tilfældige sømme viste sig unødvendige, blev de udeladt. Langs overkanten af foret blev der lavet et fint silkebroderi med isat tyl på samme måde som på originalen. Knapper og spænde kunne vi desværre ikke finde magen til originalen. Hvis vi på et tidspunkt skulle finde nogle mere passende, er de nuværende nemme at udskifte.

Den modne kvinde

Silkeduchesse til den modne kvindes kjole blev skaffet fra Silke-Annet i en meget mørkeblå farve, som vi selv farvede helt sort. Til denne kjole blev det største problem at skaffe materialer til broderiet. Det turkise silkegarn kunne købes, men såvel metaltrådsbroderigarnet som de facetslebne pailletter kunne vi ikke fremskaffe. På den originale kjole består garnet til metaltrådsbroderiet af en silkesjæl omviklet med kobberlamel, metalfarvet i forskellige changerende farver (i mikroskopet ses turkis, rød, gul og blå).

En sådan tråd fandtes ikke i noget broderigarnssortiment, så jeg forsøgte at eftergøre tråden på forskellig måde. Løsningen blev at tage to tråde fra et sort 6-trådet DMC-garn og 1 tråd fra et 6-trådet plast-effektgarn til strik og tvinde det hårdt sammen. Heldigvis kunne Lone Dinesen brodere med det, og effekten er meget lig broderiet på den originale kjole. Da broderiarbejdet var færdigt, skulle det udfyldes med turkise facetslebne pailletter. Efter adskillige måneders forsøg på at skaffe pailletter i glas fra både Italien og fra Østen endte vi med plast-pailletter fra Stof og Stil i Herning. De mangler en del intensitet, men farven passer bedre end de pailletter af glas, vi fik prøver på.

Den midaldrende dame

Til den midaldrende kvinde valgte vi at ændre farven fra originalens sorte farve til en vinrød for at få lidt mere kulør i rummet og for at få kontrast til mændenes sorte uniformer. Vi valgte en såkaldt helsilke heavy crepe satin silke fra Dakatun, som blev farvet vinrød, til kjolen. Overblusen skulle syes i en lidt kraftigere blonde end den unge frues. Først forsøgte vi os med en umiddelbart meget velegnet rød blonde fra I.W. Hvidberg, der blot skulle overfarves til en lidt dybere nuance.

Også i dette tilfælde fik vi problemer med overfarvning pga. fejlagtige informationer om stofkvaliteten, så vi endte med at bruge en blonde af polyester fra Stof og Stil i Herning. Denne blonde er grovere og ikke så fleksibel, som vi kunne ønske, og den kunne kun fås i hvid polyester, der, som vi efterhånden havde fuld erfaring med, ikke kunne indfarves på sædvanlig vis. Løsningen blev en alternativ farvemetode med Uniprint fra Spektrum, der kunne males og duppes på stoffet.

Farvemetoden er ikke velegnet til beklædning, da den ikke er særlig vaskbar, men bruges i f.eks. teatersammenhænge. Da vi ikke regner med at skulle vaske kjolen, fandt vi, at det var en brugbar løsning. Det betød også, at det var muligt at ”rette” på farven indtil den passede.

Efterhånden som kjolerne blev syet færdige, eller næsten færdige, kunne Povl Kjær færdiggøre ginerne. De skulle tilpasses kjolerne og i forhold til mændenes skulle der jo være meget mere synlig krop. Da kjolerne også er relativt kropsnære, var det vigtigt med den rigtige kropsholdning og attitude.

Den endelige sammensyning af kjolerne skete efter de var iklædt ginerne, så de er altså ikke lige til at tage af igen. Vi er glade for resultatet, og vi synes ginerne med de flotte kjoler medvirker til den rette stemning i Viborgstuen. Da vi besluttede og dernæst iværksatte opgaven, mente vi, at det var da let nok. Dernæst måtte vi igennem en periode med mange problemer med at skaffe passende materialer, frustration over indfarvningsproblemer, og den vanskelige erkendelsesproces, når man nødvendigvis må acceptere forskellige grader af kompromisser, men også fornøjelsen, når en løsning viste sig tilfredsstillende.

Skal man blande rekonstruktioner med originale museumsgenstande?

Naturligvis kan der siges både for og imod at indlemme nye rekonstruktioner i udstillingerne mellem de originale museumsgenstande. Enhver rekonstruktion eller kopiering er en fortolkning, og som det fremgår af ovenstående, vil det aldrig være muligt at lave nøjagtige kopier. Råmaterialerne er forandrede og kan ikke fremstilles, og de aftryk, som både håndværker og bruger sætter, er individuelle og fortæller historien om den enkelte genstands fremstilling og brug.

Derfor er det vigtigt, at originale genstande ikke udsættes for nedbrydning, som medfører, at disse spor forsvinder. Dette var netop argumentet for at lave kjolekopierne. Kjolerne og kvindefigurerne skal i dette tilfælde fortælle en historie, hvor det er vigtigt, at belysning og interiør skaber den rette stemning og ikke er afhængig af bevaringsforanstaltninger.

Disse kjoler giver imidlertid et falsk billede af kvaliteter og udseende, da de aldrig har eksisteret i den tid, de skal forestille. De kan også give et falsk billede af bevaring og følsomhed, som kan misforstås, hvis beskuerne ikke er opmærksomme på, at de står over for rekonstruktioner. ”Hvorfor skal dragter så andre steder være spærret inde i mørke montre og ”niks pille”? Nye kopier kan også alene i deres farvestrålende og intakte udseende overstråle de originale genstande, der oftest er falmede, lettere snavsede og måske endda fragmentariske.

På den anden side kan brug af originale genstande, der er præget af tidens tand, give et falsk billede, når de indlemmes i en interiør-udstilling, der forsøger at give et billede af en bestemt periode, hvor tingene i så fald burde se nye eller i hvert tilfælde velholdte ud. Der kan altid tales for og imod forskellige beslutninger i udstillingssammenhæng. Kopieringen af disse fire kjoler gav en mulighed for at lære de originale kjoler bedre at kende og få et billede af en periode, hvor råmaterialet, stofferne, er industrielt fremstillet, men forarbejdningen, tilskæring og syning giver et billede af den håndværksmæssige kunnen.

 

Artiklen er skrevet af Margit Petersen og kan endvidere findes i Viborg Bogen 2009 s. 41-47.

 

Litteratur

Lauridsen, Henning Ringgaard: Til aftenselskab, i Viborg Bogen 2008, s. 23-31.

Fig. 1 VSM 944C 28, tjenestepigen Agnes
Fig. 2 VSM 993C 42, den unge frue.
Fig. 3 VSM 993C 38, den modne kvinde.
Fig. 4 VSM 169E 3,4, den midaldrende dame.