Finderup ligger omkring 7 kilometer sydvest for Viborg i et uregelmæssigt bakkelandskab omgivet af en sand mosaik af store plantager. Landsbyens kerne er vokset op omkring et gadekær og bestod i 1682 af 12 gårde og tre jordløse huse. Indbyggernes jord udgjorde da 362 tdr. land. Udskiftningen fandt sted i 1799 og i 1802. Sognets landskab er formet af dramatiske begivenheder under sidste istid. Netop her standsede de enorme ismasser deres fremmarch for 22.000 år siden. Gennem sognets sydlige del løber istidens hovedopholdslinie på kanten af den store Alhede. Da isen smeltede skar kaskader af vand bakkerne ud i landskabet, mens mængder af grus og sand strømmede ud, aflejrede sig i flodlejet og skabte hedeslettens fattige jord.

Fortidens Finderup

Mennesker har gennem årtusinder boet, jaget og dyrket i området omkring Finderup. Et stort antal fund fra sten- og bronzealder taler sit tydelige sprog. Indenfor de sidste 10 år har arkæologer fra Viborg Stiftsmuseum fået ny og fascinerende viden om de mennesker, der levede her tilbage i yngre romersk jernalder omkring 400 år e. Kr. Da arkæologerne satte spaden i jorden, fandt de nemlig sporene efter en landsby, der flyttede rundt i området øst for det nuværende Finderup. Den ældste fase er fundet syd for Lindhøjgaard. Nær bopladsen gjorde arkæologerne et bemærkelsesværdigt fund: En våbengrav. Graven tilhørte en lokal storbonde og officer, der for ca. 1.600 år siden gjorde tjeneste i en stormands hird. I graven lå resterne af en lanse, en spydspids, en lille fin guldnål samt et glasbæger importeret fra det mægtige Romerrige. Bægeret er formentligt fremstillet af dygtige håndværkere et sted i nærheden af Sortehavet. På den lange vej til Finderup er det transporteret på skibe via handelsruterne på de syd- og nordeuropæiske floder og sandsynligvis byttet mellem stammer og folkeslag langs floderne. Hvad landsbyen angår, så er den i vikingetiden, flyttet tættere på det nuværende Finderup, i et område lige nord for Finderupvej.

Mordet i Finderup Lade

Finderup lå på sin nuværende placering, som en lille klynge gårde omkring gadekæret, da syv kutteklædte mænd for godt 700 år siden i en lade ved Finderup hver huggede sværdet otte gange i Danmarks konge Sct. Cecilie nat den 22. november 1286. Historien om mordet på Erik Klipping i Finderup er et af de dramatiske og myteomspundne højdepunkter i vores lange, spændende Danmarkshistorie og uløseligt knyttet til Finderups historie. Men hvad ved vi egentlig om, hvad der foregik i den mørke nat dengang for længe siden? Ikke særligt meget. I de ældste kilder fortæller krønikeskriverne kun, at forbrydelsen fandt sted. I årbogen fra Ryd Kloster ved Flensborg fjord beskriver mordet med de knappe ord: ”Kong Erik dræbes på sit leje Sct. Cecilie nat af sine egne mænd, som han elskede mest, idet de påførte ham 56 sår.” I klosterets Sigtunas annaler fortælles det, at mordet fandt sted under en jagt et sted i Jylland, da kongen havde lagt sig til hvile i en lade med åben dør.

Fortidens underfundige gave

Uomtvisteligt er det, at Finderups navn gennem århundrede uløseligt er knyttet sammen med mordet. Siden 1891 har tusindvis af godtfolk stoppet op ved Thor Langes mindekors for ugerningen, rejst lidt vest for kirken. For det siges at være her, kong Erik mistede livet. I 1867 fandt man spor efter en bygning i munkesten, der ifølge overleveringen kunne være et bodskapel bygget på gerningsstedet. Folk, der siden har gravet i jorden, har dog ikke fundet noget, der tyder på, at der nogensinde har stået en lade her, og stod der en lade her, hvordan skulle man så i øvrigt afgøre om det var i den, at kongen blev myrdet. I dag mener de fleste, at ruinerne stammer fra Finderups ældste kirke, og at den nuværende sognekirke i virkeligheden er bygget der, hvor laden stod. En ting er sikkert; den grumme fortællingen er fortidens underfundige gave til det lille, lidt anonyme, landsogn, der blev landskendt som gerningsstedet for Danmarkshistoriens sidste kongemord.

Sognets “forsamlingsbygninger”

Alle landsogne har deres forsamlingsbygninger, steder, hvor de seneste begivenheder på egnen vendes og skaber fælles lokal identitet. Det tidligere traktørsted Finderup Lade har gennem generationer været et sådant forsamlingssted. Finderup Lade blev bygget omkring 1896 som forsamlingshus og fungerede som sådan til omkring 1970. Her tog sognets beboere del i hinandens glæder og sorger til livets fester fra dåb til grav. Det var her folk kom fra nær og fjern til de berygtede, men festlige baller, hvor sognets unge fik sig en rask sving’om og måske hinanden. I begyndelsen af 1970’erne købte fabrikant Bendixen forsamlingshuset, der nu fik karakter af traktørsted. Nu var det ikke længere spillemænd, der trak de unge til huset, men kromad, diskotek og koncerter. I efteråret 2006 flyttede hjemmeværnet ind i det gamle forsamlingshus.

“Høkerbutikken”

En anden af sognets centrale forsamlingsbygninger var Brugsen. Landsbyens første brugs, ”Høkerbutikken”, åbnede helt tilbage i 1893. Sognes beboere bestilte varerne hos butikkens bestyrelse, der derefter drog ud for at foretage fællesindkøb. Da pladsen blev for trang opførtes en ny butik med tilhørende uddelerbolig i bymidten. Brugsen var ikke bare den lokale butik, den fungerede også som central for lokal nyheder og vigtige meddelelser. I de senere år var Brugsen ikke mindst stedet, hvor sognets stigende antal pendlere i en travl hverdag stadig havde chancen for at følge med i det lokale sladder. Brugsen i Finderup kæmpede godt mod butiksdøden og fungerede som et helt lille indkøbscenter, med posthus, apotekerudsalg og tipskiosk, indtil den i 2005 bukkede under for udviklingen og lukkede som den allersidste brugs på landet i Viborg Kommune.

En lang skoletradition

Skolehuset er et andet af landsognets centrale forsamlingssteder. Finderups skolehistorie går næsten et halv årtusind tilbage i historien. Annalerne konstaterer kortfattet, at Mikkel Sørensen i 1581 udnævnes til sognes degn og dermed lærer i Finderup. I 1742 bliver de historiske optegnelser mere oplysende. Det år besluttede Herren på Hald at indrette skole i degnens fæstehus. Et hundrede år senere var sognets skole en vakkelvorn bindingsværksbygning nær kirken med lyng på taget og lerstampet gulv. Til skolen hørte sølle 5½ tdr. fattig jord, lige nok til at mætte en ko og fire får. Læreren i Finderup havde nok at se til. Foruden sin undervisning i landsbyen var han frem til 1855 forpligtet til at undervise ugentlig en dag om vinteren og to dage om sommeren i biskolen, indrettet i Falle Skovhus. Sognets fattige flyttede i 1863 ind i Finderups simple skolebygning, der nu fik tvivlsom status af fattighus. Skoleeleverne derimod fik en ny skole, der af ukendte årsager brændte ned i 1868. En ny skole opførtes på den gamles mure. I 1963 sammenlagde kommunen Finderup skole med Hald Ege skole.

I den nedlagte skolebygning flyttede virksomheden Bendixen Neon ind. Nye arbejdspladser kom til sognet og et behov for nye boliger til de ansatte opstod. Den lille selvgroede landsbys harmoniske rammer blev nu sprængt af to parcelhusudstykninger. Men samtidig skabte virksomheden og de nye beboere et større grundlag for udvikling og liv i det lille landsbysamfund i en tid, hvor landsbydøden begyndte at gribe om sig.

Tekst: Dan Ersted Møller