Landsbyerne
De første mennesker i Fiskbæk placerede deres landsby med omtanke. Gårdene lagde de i ly af en dalsænkning ved overgangsstedet over Fiskbæk å. Her bredte engene sig, og op over bakkerne lå de dyrkede marker. Længere ude på overdrevet lod de kreaturerne græsse, og bygningstømmer hentede de i skoven ved Boller krat. Ler til teglbrænding kunne de grave ved Ørregård, og nær kirken modsat landevejen lå Fiskbæk Mølle med mølledam, stigbord og brusende vandhjul.
Engang i den ældste middelalder blev beboerne i Fiskbæk by så mange, at nogle valgte at flytte for at grundlægge nybyggerbyen Rogenstrup ved søen af samme navn. Her var jorden dårligere, især overdrevet ind mod Viborg hede. Fire gårdmandsfamilier og nogle få husmænd fik deres udkomme i ejerlavet. Udskiftningen af jorden kom i Rogenstrup i 1795, og Fiskbæk fulgte efter i 1796 og 1797. Nogle gårde flyttede ud på markerne, andre blev i landsbyerne. Alt dette er den klassiske historie i dansk landbrug. Det samme er, at Fiskbæk-folkene fra sidst i 1800-årene byggede andelsmejeri, skole og forsamlingshus tæt ved kirken
Hedens stridsmænd
Fiskbæk fik også sine pionerer i husmandsbevægelsen og beplantningssagen. Den fornemmeste repræsentant blandt disse hedens stridsmænd var Christian Pedersen (1888-1964). Fra barnsben deltog han sammen med forældrene i det daglige slid på det lille husmandssted i Rogenstrup. Hedejorden var sandet og stenet, og når en strid vestenvind tog fat i de tørre forårsmåneder, kunne udsynet formørkes af tæt jordfygning. Christian Pedersen blev formand for Viborg og Omegns Plantningsforening, og hånd i hånd med Hedeselskabet fik foreningen plantet de karakteristiske læhegn, som vi stadigvæk finder på egnen.
Husmanden fra Rogenstrup blev også en ledende skikkelse i husmandsbevægelsen. Christian Pedersen indså værdien af at tilegne sig teoretisk viden og udnytte den i praktisk landbrugsdrift. Han arrangerede de såkaldte husmandsrejser, hvor husmænd hentede viden og inspiration ved at besøge veldrevne husmandsbrug, og han arrangerede faglige møder med foredrag af landbrugskonsulenter. De faglige møder og rejser var en kolossal opmuntring for forslæbte husmandsfolk, og mentalt var det helt afgørende, at det foregik i en husmandsbevægelse, der forsøgte af favne alle sider af en husmandsfamilies sociale og kulturelle liv.
Det gav dem identitet, at de fik deres egne landboorganisationer og deres egne landbrugsskoler. Det gav dem selvværd, at de næsten fik deres eget parti. Og det gav dem en stærk følelse af fællesskab, når husmænd og husmandskoner samledes lokalt til kaffebord, foredrag og oplæsning og sluttede dagen med at synge sange af Skjoldborg og Aakjær.
Deres indsats blev til små veldrevne landbrug overalt i det danske land. Som forfatteren Knud Sørensen så smukt formulerer det: Navnløse ændrede de dengang Danmark, sled sig til jord og selvbevidsthed, drømte om børnebørnenes tryghed, skabte velstand og døde.
I 1960’erne var tiden løbet fra de små landbrug. Med vemod blev jorden solgt fra, og landboerne søgte arbejde i industrien. For folk i Fiskbæk var det så heldigt, at der var arbejde at få i Løgstrup, men også Viborg og Skive var i overkommelig afstand. Stuehuse og avlsbygninger fra de tidligere landbrug ligger her stadigt ved Rogenstrup Sø og i Fiskbæk by. De fleste er velholdte, og opfindsomheden er stor for at udnytte udhuse til en ekstra stue, til kontorer, hobbyrum, gildesal og carport.
Løgstrup
Fiskbæk var sikkert forblevet sognets hovedby, hvis ikke der var kommet en jernbane forbi. Men i 1893 blev sporet trukket til Himmerlandsbanen, og station og gæstgiveri blev bygget på den bare mark mellem gårdene Neder og Over Løgstrup. I de næste årtier fik den lille koloni af jernbanefolk naboskab af en del håndværkere og handlende. Hus blev lagt til hus langs Borgergade og Hovedgaden, hvor telefonpæle, kantsten og sirlige stakitter foran solide rødstenshuse signalerede, at her var der ikke blot tale om en ordinær landsby.
I 1916 boede der 229 mennesker i Løgstrup, og byen havde fået fælles vandværk, telefoncentral, mølle, brugsforening og forsamlingshus. Et andelsmejeri stod også færdigt i 1929, hvilket syntes overflødigt, idet Fiskbæk Andelsmejeri kun lå et par km. længere nede ad Skivevejen. Men andelssagen kunne også benyttes i uenighedens tjeneste. Det nye mejeri i Løgstrup blev skiftevis kaldt Husmandsmejeriet og Radikalmejeriet, modsat Gårdmandsmejeriet eller Venstremejeriet i Fiskbæk.
Med tiden blev Løgstrup sognets samlingssted. Sognerådet i Vorde-Fiskbæk-Romlund holdt i mange år rådets møder på gæstgiveriet. Efter krigen voksede den kommunale administration dog så meget, at sognerådet i 1953 ansatte en kæmner og indrettede et egentligt kommunekontor i en bygning over for stationen. I 1959 så det dog pludselig ud til, at stationsbyen var ”dømt ude”, idet jernbanen lukkede for persontrafik. Den nye skolelov af 1958 forhindrede imidlertid stagnationen, idet Løgstrup i 1961 fik en centralskole, der afløste ikke alene de fem små landsbyskoler i Vorde, Fisk-bæk, Rogenstrup, Lyngsø og Romlund, men også skolerne i Kvols og Borup. Dermed var stationsbyen pludselig blevet attraktiv også for tilflyttere fra Viborg, i og med at Løgstrup nu havde en skole, der kunne forberede børnene til en videregående uddannelse.
Det kolde lyn
En række mindre industrivirksomheder medvirkede også til Løgstrups vækst, men det store spring fremad kom i 1966, da fabrikant Anders Brøndum købte Løgstrup Møbelfabrik og flyttede hertil med sin produktion af dybfrysere og køleskabe. I tre årtier voksede og voksede og udvidede Cara-vell, så antallet af ansatte i slutningen af 1990’erne var over 600 mennesker. Globaliseringen indhentede imidlertid også frysefirmaet med det kolde lyn i logoet, og i 2004 blev de store fabriksbygninger tømt for funktioner.
Dermed ringede det ud for sidste omgang i industriens epoke i Løgstrup, men lokalsamfundet skal nok klare sig. Politisk har viljen været der til at udbygge servicefunktionerne. Her er hal og skole og ældrecenter og udmærkede dagligvarebutikker, og så er grundpriserne lavere end i Viborg.
Tilflytterne bygger deres store, velindrettede familiehuse i nye kvarterer, men de fleste er pendlere. Løgstrup deler skæbne med de små lokalsamfund i sognet: De kan ikke længere ”brødføde” sig selv. De fleste arbejdspladser ligger i de større byer, men også denne opsplitning mellem hjem og arbejdsplads er et generelt udviklingstræk i vores moderne tid.