I 1737 anlagde to mænd ved navn Møller og Pauli atter et trykker i Viborg. Trykkeriet havde eneret for Nørrejylland i 10 år. I 1771 kom der endnu et trykkeri til byen, for nu fik fysikus Christian Elovius Mangor privilegium på at indrette et trykkeri i Viborg og senere på at udgive en avis.4. januar 1773 udgav sendte Mangor sammen med bl.a. sin bror det første nummer af ”Den Viborger Samler” på gaden. Få år senere kaldte fysikusgerningen Christian Mangor til København, men broderen overtog trykkeriet og avisen, som efterhånden havde fået 380 abonnenter. Han indrettede omkring 1776 nye trykkerilokaler på Sct. Mathias Gade ved Hjultorvet.
I slutningen af 1780’erne måtte Mangor afhænde trykkeriet. Et konsortium styrede foretagendet i det meste af det resterende århundrede, og i 1797 blev det ene medlem af konsortiet – landsdommer Fønns – eneejer. Redaktionen blev overdraget til A. F. Just, som i 1812 også købte trykkeriet. I slutningen af 1700-tallet begyndte Den Viborger Samler også at mærke konkurrencen fra andre byers aviser. I 1794 fik Århus f.eks. sin egen Stiftstidende, som stjal nogle af Samlerens abonnenter i Århus- og Randersområdet.
Redaktør Anton Frants Just var en ivrig skribent og havde mange andre hverv. Udover at udgive en række lærebøger og digte drev han boghandel og virkede som både landmåler, dyrlæge og hospitalsforstander. Men det var altså også ham der redigerede Den Viborger Samler og udviklede den i retning af at blive en rigtig avis. Kort efter sin tiltræden gav han avisen sit første egentlige design med to spalter og systematisk oversigt over verdens begivenheder.
Udkom flere gange om ugen
I starten af 1800-tallet begyndte bladet endda at udkomme flere gange om ugen. Til gengæld var han ikke den store økonom, og han endte sit liv i fattigdom. I 1828 måtte han forlade avisen og trykkeriet, og året efter døde han.
Trykkeri og blad blev overtaget af boghandler Rasmus Povlsen Dons. Han havde gennem længere tid støttet vennen Just og gradvist købt dennes aktiver. Dons deltog ikke selv i redaktionen, men overlod denne del til filologen Emilius Jørgen Nerenst. I 1839 Overtog Faktor Lars Christian H. H. Wissing forretningen og samarbejdede i begyndelsen redaktionelt med adjunkt Reisz. Samme år ændrede de to redaktører Den Viborger Samlers navn til Viborg Stiftstidende og lod det udkomme fire gange ugentligt.
I redaktør Wissings tid blev bladformatet yderligere udvidet. Også opsætningen ændrede karakter, så Viborg Stiftstidende blev en trespaltet avis, der udkom seks gange om ugen.
1876 overtog Sophus Angelo både ejerskabet og hvervet som redaktør. Udover at udvide avisformatet, som nu sneg sig op på seks spalter, øgede Angelo også adgangen til informationer. Det var således ham der indførte telefon på avisens kontor. I 1909 solgte han Viborg Stiftstidende til redaktør A. Ovesen, som udvidede til op til otte spalter og flyttede kontor- og trykkerilokaler til Sct. Mathias Port.
I 1918 afhændede Ovesen avisen. Nyt moderne format og nye maskiner gjorde det nødvendigt med en kapitalindsprøjtning, og Viborg Stiftstidende blev nu ejet af et lokalt aktieselskab. Ny redaktør blev Johannes Nielsen, som ydede en betydelig indsats i årene 1918-1939.
I 1930 flyttede Viborg Stiftstidende til St. Sct. Peder Stræde. På dette tidspunkt rådede avisen kun over en enkelt sættemaskine, men kravene til en øget mængde stof i spalterne betød, at man måtte anskaffe flere.
Byens aviser var præget af politiske holdninger. Stiftstidende var den konservative avis og var længe byens absolut største – målt på salgstal. Det stigende antal arbejdere købte imidlertid hellere Viborg Amts Socialdemokrat, mens Venstrefolkene læste Viborg Stifts Folkeblad. I løbet af 1920’erne var avisens faste læserskare – byens konservative borgerskab – skrumpet så meget, at Viborg Stifts Folkeblad, som nok var byens mest moderne avis, overtog førerpositionen. Stiftstidende kæmpede i årtier med salgsnedgang og den gamle avis måtte lukke i 1962.
Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen