Håndværksmestre i Viborg i 1860
Efter endt udvælgelse nåede jeg frem til en liste på i alt 217 håndværksmestre fordelt på 35 fag i Viborg i 1860. Fordelingen på de forskellige fag kan ses på oversigten, hvor tallene fra Roskilde også er anført. Det ses af tabellen, at der er forskel både i antallet af håndværkere og i antallet af forskellige fag. At antallet af forskellige fag i Viborg var større end i Roskilde skyldes, at en række små fag, der slet ikke optræder i Roskilde, endnu fandtes i Viborg.
Antallet af håndværksmestre er meget større i Viborg , 217 mod Roskildes 159, og det falder straks i øjnene, at det er skomagerne, der gør den helt store forskel. 69 skomagermestre mod 29, altså 40 flere skomagermestre i Viborg end i Roskilde. Selv om vejene omkring Viborg er lange og støvede og ikke så fint brolagte som kongevejene på Sjælland, kan det ikke være forklaring nok. De 69 skomagermestre i en by af Viborgs størrelse er et meget stort antal.
I Roskilde var der kun 29, og alligevel mener Senius Clausen, at der inden for dette fag må have været en meget alvorlig konkurrence. Når der er så mange skomagere i Viborg, skyldes det, at Viborgs skomagere ikke kun syede ikke fodtøj til borgerne i Viborg. De producerede til et langt større marked og drog omkring i store del af Jylland med deres støvler og sko.
I landsarkivet opbevares en ”Fortegnelse over udstedte Markeds-passer i Aaret 1860”, og den viser, at Viborgs skomagere besøgte markeder fra Hjørring i nord til Ulkjær og Christianshede i syd og fra Øst- til Vestjylland, og på mange af de store markedspladser kom der mere end ti Viborgskomagere.
Ikke alene antallet af virksomheder var forskellig i de to byer, men også virksomhedernes størrelse. I Roskilde var der hos håndværksmestrene ansat i alt 246 voksne medhjælpere og svende og i Viborg 121, og det betyder, at beskæftigelsen i håndværksfagene var større i Roskilde end i Viborg, og at virksomhederne var større i Roskilde, hvor var der ansat i gennemsnit 1,5 medhjælper hos hver mester og i Viborg kun 0,6. Viborg har været præget af mange håndværksmestre, der har gået alene på værkstedet eller måske kun har haft en læredreng til medhjælp, mens der i Roskilde har der været flere større håndværksvirksomheder.
Både i Roskilde og i Viborg er det mestrene i byggefa-gene, der har flest svende beskæftiget. ( se fig. 1 ) Forklaringen på de mange små håndværksmestre i Viborg og de mange flere mestre i Viborg end i Roskilde finder jeg i en mere gammeldags erhvervsstruktur. Tilpasningen til en ny erhvervsstruktur var utvivlsomt langsommere i Viborg end i Roskilde, og Viborg var endnu i 1860 en stillestående by.
Den geografiske baggrund for håndværksmestrene
Oplysningerne om håndværksmestrenes og deres koners fødested er skrevet ind i et skema, og for at få et overblik over den geografiske mobilitet – vandringerne – skelnes der imellem 9 forskellige fødesteder. Det ses af tabellen, at 59 % af håndværksmestrene er født i Viborg købstad.
Det er et meget højt tal. I Roskilde var kun 36 % af håndværksmestrene født i byen. I følge den officielle statistik var i 1870 46,3 % af befolkningen født i den købstad, hvor de boede; 48,5 % var født uden for byen og 5,2 % i udlandet. Roskilde har altså betydelig færre ”hjemmefødinge” end landets byer som helhed, mens Viborg har betydelig flere.
Denne forskel skyldes nok de to byers beliggenhed. Viborg ligger midt i Jylland, endnu temmelig isoleret og stadig uden jernbaneforbindelse til Østjylland, Roskilde kun 30 km fra København, og byen havde for længst fået jernbaneforbindelse til hovedstaden. Roskilde var kommet med i den erhvervsmæssige og kommunikationsmæssige udvikling, mens Viborg endnu ikke var kommet i gang. At der var en forskydning i tid i udviklingen, er jeg ikke i tvivl om, og det viser udviklingen af indbyggertallet også. Fra 1834 til 1860 voksede Roskildes indbyggertal stærkere end Viborgs, nemlig med 64 % mod 45 %, mens væksten fra 1860 til 1890 var langt stærkere i Viborg end i Roskilde, nemlig 72 % mod 50 %.
Endelig har Viborgs erhvervsstruktur betydning for, at så mange af håndværksmestrene i Viborg er født i selve byen. En tredjedel af Viborgs håndværksmestre var skomagere, og netop blandt dem var den geografiske mobilitet meget lille. 58 af skomagermestrene var født i selve Viborg købstad, og det gør den samlede mobilitet blandt håndværkerne mindre.
Også i andelen af håndværksmestre født i udlandet er der forskel. I Roskilde er 11 % født uden for kongerigets grænser, i Viborg 8 %. Begge tal ligger over tallet for købstadborgerne i almindelighed, der er på 5,2 %. Det er ganske naturligt, for håndværkerstanden hørte til den mest mobile gruppe af byernes indbyggere. At gå på valsen hørte med til enhver håndværkssvends uddannelse, og ligesom danske håndværkssvende endte i udlandet, skete det, at en fremmed håndværkssvend fandt sig en dansk pige og blev her i landet.
Den geografiske mobilitet for hustruens vedkommende er ikke meget forskellig fra mandens. Lidt færre – 100 mod 127 – er født i selve Viborg købstad. Til gengæld er flere født i nabosognene og i Viborg amt i øvrigt, så 78 % er fra dette område mod 73 % af mændene.
Det er så lidt, at den geografiske mobilitet må siges at være den samme, måske dog lidt større for mændene. Tallene for den geografiske mobilitet viser os billedet af et meget stationært samfund. Folk blev med få undtagelser, hvor de var født. 86 % af håndværksmestrene og 90 % af deres hustruer var født i Jylland og heraf langt de fleste i selve Viborg købstad.
Dette er overraskende, når det tages i betragtning, at håndværkerne hørte til de mest mobile mennesker i 1800-tallets Danmark og havde en uddannelse, der kunne bruges alle steder. Men det kan hænge sammen med, at læretiden normalt blev tilbragt hos en mester der, hvor man var født. For håndværkeren betød turen på valsen nok et møde med fremmede forhold, men som vi har set, blev det kun sjældent en anledning til at skifte land eller bare by.
Sociale baggrund og mobilitet blandt mestrene og deres koner
Den sociale baggrund er i denne fremstilling forstået som den samfundsgruppe og det erhverv, som faderen tilhører. Ved den sociale mobilitet forstås generationsmobilteten, altså afstanden i social rang fra den ene generation til den anden.
Normalt foretages sociologiske målinger af denne karakter på højdepunktet af sønnens og faderens karriere. Det kan imidlertid ikke gøres i denne undersøgelse, da kilderne kun fortæller om faderens/svigerfaderens stilling på tidspunktet for søn-nens/datterens fødsel, og derfor nøjes jeg med at skelne imellem fire grupper: 1. håndværker i sam-me fag, 2. håndværker i andet fag, 3. landbruger og 4. anden stilling. (Se fig.3.)
Det fremgår af skemaet, at de enkelte håndværk ikke har været selvsupplerende, men det er alligevel forbavsende, at mere end en tredjedel af håndværksmestrene i Viborg er fortsat i deres fædres erhverv og hele 64 % kommer fra en håndværkerfamilie.
I Roskilde var det kun 57 %. Såvel i den sociale mobilitet som i den geografiske mobilitet viser Viborg altså mindre bevægelse end Roskilde. Igen er det den store overvægt af skomagermestre i Viborg, der påvirker tallene. Halvdelen af dem kommer fra en skomagerfamilie. Det er et meget højt tal, og ses der bort fra skomagermestrene, er den familiemæssige baggrund næsten den samme i de to byer.
Håndværkshustruernes sociale mobilitet ses i tabellen, hvor svigerfaderens stilling sammenholdes med ægtemandens håndværksfag. For hustruerne er billedet det samme som for mændene: Mindre bevægelse på tværs af fagene og erhvervene i Viborg end i Roskilde.
Indgåelse af ægteskab har imidlertid ikke alene betydning for hustruens status. Det kan også betyde ændring af mandens sociale status. Han kan gifte sig til både formue og til forretning, og der er eksempler på dette i blandt Viborgs håndværksmestre. Ægteskabsalderen er for mestrene 28,1 år og for hustruerne 27,1 år. Gennemsnitsalderen for opnåelse af borgerskab er 29,1 år, og det passer godt med ægteskabsalderen.
Den unge håndværkssvend har ikke giftet sig, før han var klar til at blive selvstændig, thi et for tidligt indgået ægteskab har kunnet virke som en bremse på vejen mod målet: At blive selvstændig mester. For både håndværksmestrene og for deres koner synes – med enkelte undtagelser, der ikke forrykker helhedsbilledet – den sociale mobilitet at have været ringe. Man bliver i den gruppe, hvor man er født, og man gifter sig med en ægtefælle fra samme statuslag.
Afslutning
Selv om der ikke er de store forskelle på vilkårene i Viborg og i Roskilde ved midten af det 19. århundrede, så er det alligevel tydeligt ved en sammenligning af indbyggertallets udvikling, håndværksmestrenes antal og værkstedernes størrelse, at der er en forskydning i tid i udviklingen i de to byer.
Roskildes udvikling sker tidligere end Viborgs, og stigningen i indbyggertallet og ændringen i erhvervsstrukturen kommer tidligere til Roskilde end til Viborg. Men når der ellers ikke er større forskel, så hænger det måske sammen med, at de to byer, selv om de ligger i hver sin del af landet, på mange punkter var ens. De var næsten lige store og blandt de store købstæder i Danmark med henholdsvis 6.422 og 5.221 indbyggere, og de var begge domkirke- og embedsmandsbyer.
Om håndværksmestrene i landets mange små byer – og de fleste havde på dette tidspunkt kun 2-3.000 indbyggere eller endnu færre – har haft den samme sociale og geografiske baggrund og de samme økonomiske vilkår som i Viborg og Roskilde, kan ikke vides, før forholdene i de små købstæder er undersøgt.
Derfor er det heller ikke sikkert, at billedet fra Viborg og Roskilde er det generelle billede af håndværksmestergruppen omkring 1860, eller om det måske kun passer på byer af Viborgs og Roskildes størrelse og struktur. At være håndværksmester ville indtil 1862 sige at høre til en veldefineret og fast afgrænset gruppe i det danske samfund. Håndværksmester kunne ikke enhver blive og kalde sig. Lavsartikler og myndighedsforskrifter gjorde vejen til mestertitlen lang og besværlig, men når en håndværker så endelig havde opnået den eftertragtede status som mester, var han også sikret økonomisk og socialt.
Men i 1860 var det gamle samfunds- og erhvervsmønster ved at blive brudt op. En ny tid var på vej, de gamle håndværkslavs trygge rammer var væk, og en ukendt industriel og teknisk udvikling ventede. Drøftelserne i de nye håndværkerforeninger, som afløste de gamle lav, viser da også, at mange håndværksmestre følte sig usikre på fremtiden. De savnede de kendte og trygge rammer, og de vidste ikke, hvilken fremtid der ventede dem selv og deres fag i en ukendt fremtid.
Artiklen er skrevet af Svend Korup og kan også findes i Viborg Bogen 2002 s. 47-55.
Fig. 1: Fordelingen på de forskellige fag kan ses på oversigten, hvor tallene fra Roskilde også er anført.Fig. 2: Procenttallene er afrundede, derfor bliver summerne 101 %. 7 håndværksmestre er ugifte, hvorfor antallet af hustruer er 210.
Fig. 3: Oversigt over håndværksmestrenes baggrund i de 156 tilfælde, hvor faderens erhverv kendes, og de 137 tilfælde, hvor svigerfaderens erhverv kendes.
