Byens ældste haveanlæg Hans Tausens Minde var i 2005 genstand for såvel forandring som debat, og både ”Den hvide Sten” og mindestenen for Hans Tausen har været under behandling. Det er anledningen til at se nærmere på anlægget og kunstneren bag mindestenen, H.E. Freund.

Hans Tausens Minde

Initiativet til oprettelse af et mindeanlæg for Hans Tausen tages første gang i 1817 i forbindelse med reformationsfesten, hvor Biskop Jens Bloch foreslår, at man køber ”Den hvide Sten” tilbage. Midlerne vil man skaffe ved at trykke og sælge provst Fogs prædiken fra reformationsfesten. ”Den hvide Sten” er den gravsten, hvorfra Hans Tausen ifølge traditionen prædikede for folket, da der ikke var plads til alle inde i gråbrødrenes kirke.

Man ved ikke om det er sandt, men det blev bl.a. registreret af tegneren Søren Abildgård i 1768, og det blev indhugget på stenen, da den overgik til at være gravsten for herredsfoged Lunow i Hinge i 1786. Enken købte stenen ved en aktion over materiale fra Nørre Sogns kirke. Stenens oprindelige tekst og ornamentik blev hugget af og erstattet med nye løvkranse med inskription dels for herredsfogeden og dels for Hans Tausen.

Tilsyneladende indgås der en aftale med herredsfoged Lunows efterkommere om, at stenen kan købes tilbage mod erstatning af en størrelsesmæssigt tilsvarende sten, men i 1829 ligger stenen fortsat i Hinge. I forbindelse med endnu en fejring af reformationen bringes emnet atter på banen.

Det anføres, at det har været vanskeligt at tage beslutning, om hvor og hvordan mindestedet skal anlægges, og tilsyneladende har det også været lidt vanskeligt at få fjernet ruinerne af den nedlagte kirke. Imidlertid går der endnu en tid, og samtidig udvides planerne således, at der udover ”Den hvide Sten” også skal rejses en mindestøtte og anlægges et haveanlæg. D. 26. april annonceres planerne, der anmodes om støtte, og det bemærkes, at Kongen har bidraget.

Planerne om, at mindesmærket skal udføres i sandsten, falder tilsyneladende en avislæser fra Randers for brystet. I Viborg Samler refereres i 1835: Hvorlænge et Minde i Sandsteen kan i fri Luft modstå Tidens Tand, og Steenkast af kåde Drenge, ved Indsenderen just ikke; men det forekommer ham, at Tavsens Støtte burde være af et varigere Stof. Marmor eller Granit…… I dag må vi sande, at ganske vist er mindestenen ikke gået til, men vind og vejr har tæret hårdt på såvel sandsten som marmorrelief.

Endelig, 17 år efter at Biskop Bloch tog de første initiativer, kunne Biskop N.E. Øllgaard i 1836 bl.a. annoncere: … den 31te October… offentligt møde… i Anledning af den i Anlægget på forrige Nørresogns Kirkegaard henlagte Liigsteen og den sammesteds opreiste Mindestøtte, hvis Afdækkelse vil ske… .

Et par dage efter beskrives indvielsen og anlægget: Støtten, der er oprejst bag den Liigsteen, hvorfra Tausen forkyndte den evangeliske Lære, er forfærdiget af Professor Freund i Kjøbenhavn af Bremer Sandsteen og viser en fin Forside….

Et par år efter blev anlægget med Gråbrødre Kloster i baggrunden malet af Rasmus Kruse, og igen i 1844 malede arkitekten og industrihistorikeren Ole Jørgen Rawert en akvarel af mindeanlægget med domkirken og stænderhuset i baggrunden.

Anlægget er blevet ændret flere gange bl.a. på grund af byggeriet af landsretten og vel også som følge af ændrede opfattelser af haveanlægs udseende. Desuden tages der foranstaltninger for at hindre hærværk og utilsigtet brug. F.eks. anmoder bestyrelsen for anlægget i 1866: Barnepigerne, som i den senere Tid særligt har valgt denne Plads til Forsamlingssted, fremtidigt at afholde sig derfra.

I 1884 opsættes der så jerngitter omkring anlægget. I 1947 godkender fredningsmyndighederne, at anlægget omlægges til den nuværende form med lave hække, der markerer kirkemurene. Den hvide Sten har i de fleste af årene ligget fladt i jordoverfladen, men ca. 1990 rejses op mod sydmuren på Sct. Mogensgade 10.

Mindestøtten for Hans Tausen

Mindestenen fra 1836 er udført af billedhuggeren H.E. Freund. Den består af 3 sandstensblokke, og hele monumentet hviler på en granitsokkel, der på de tidlige afbildninger står over jorden, men nu ligger i jordoverfladen. Den nederste sandsten har ikke anden dekoration end lodrette linier samt en angivelse af, at monumentet er rejst på reformationsfesten i 1836.

Den mellemste blok er udsmykket med evangelistsymbolerne: Løve (Markus), engel (Mattæus), tyr (Lukas) og ørn (Johannes) på de fire sider. Den øverste og største blok har den klassiske antikke form med let skrånende sider og ”tag”. På forsiden er indfældet et marmorrelief, som viser Hans Tausen, der prædiker med en bog i hånden. Han er iført pibekrave og hat – datidens mode – og kjortel og hætteslag, hvis draperinger er inspireret af antikkens kunst, og han er barfodet med sandaler, d.v.s. nærmest fremstillet som en apostel med sit attribut, bogen, i hånden.

Marmorrelieffet er signeret HΥ og monteret i sandstenen med smeltet bly. Sandstenen er prydet med flere små figurer. På forsiden under ”taget” ses en due, symboliserende Helligånden, og på bagsiden en kerub, billedet på en beskyttende vogter. På siderne er der et kors og to springende delfiner, som symboliserer frelse, og en svane, et motiv Freund også har brugt bl.a. på et mindesmærke for Luther. Foroven sidder to rosetter på hver side. Under relieffet står 2.TIMOTH.2:9 (Guds ord er ikke bundet) og på bagsiden står:

HANS TAUSEN

TIL
MINDE
SAT
I FREDERIK
DEN SIETTES DAGE
VED
KONGENS OG FOLKETS
GAVER

Marmorrelieffets overflade var poleret, da det var nyt, men vind og vejr har eroderet overfladen, så den er temmelig ru. Freund har lavet forskellige forstudier til mindestenen. Originalen i gips af marmorrelieffet findes på Glyptoteket (I.N. 314), og nogle gipsforlæg til de små figurer findes på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. En del af disse små motiver ses også brugt på andre monumenter, og mange af Freunds gravsten og mindestøtter er udsmykket med rosetter.

Biskop Blochs gravsten

H.E. Freund står også bag en anden sten i Viborg, nemlig gravstenen for Biskop Jens Bloch og hustru Kristine Bloch. Jens Bloch døde 4. juni 1830, så han har altså ikke set sit initiativ for oprettelse af et minde for Hans Tausen ført ud i livet, og han har sandsynligvis heller ikke kendt til planerne om at lade Freund udarbejde en mindestøtte.

Gravstenen er opsat i 1835, og spørgsmålet er, om der er en sammenhæng, eller om det er en tilfældighed, at samme kunstner står bag de to sten. Gravstenen for Jens Bloch har foroven et motiv af en dobbeltsfinks med et palmetmønster på hovedet. På fladen er indhugget tekst med to rosetter lige over, og gravstenen er signeret på højre side.

Freund har hentet sfinksmotivet fra ungdomsvennen P.O. Brøndsteds arkæologiske registreringer i Makedonien, og han må have haft en vis forkærlighed for det, for det ses også på provst Westengaards gravsten i Kundby fra 1837. Det er ligeledes støbt i bronze og brugt som samlestykker på Freund-familiens senge.

H.E. Freund

Billedhuggeren H.E. Freund er i dag relativt ukendt, men hører dog til blandt de betydeligste af guldalderens kunstnere. Freund stammede fra Bremen, hvor han blev født i 1786. I 1803 kom han som 17-årig i lære som klejnsmed hos sin onkel i København. Tre år senere kunne han ernære sig som svend, og samtidig blev han elev på kunstakademiet.

Først arbejdede han som medaljør og stempelskærer, og efterhånden udviklede han sig til egentlig billedhugger. I 1818 vandt han akademiets store guldmedalje og fik tildelt et rejsestipendium, der bragte han til Rom, hvor han blev medarbejder på Bertel Thorvaldsens værksted. Freund er tydeligvis oplært og inspireret af Thorvaldsen og den antikke kunst, men han følte også, at han stod i skyggen af mesteren, ikke mindst da den lovede opgave med udsmykning af den nye Domkirke, Vor Frue i København, i stedet blev overdraget Thorvaldsen.

Freund gik dog allerede tidligt også sine egne veje, og bl.a. opmuntret og støttet af den københavnske forretningsmand Jonas Colin begyndte han at arbejde med den nordiske mytologi. Freund forlod Rom i 1827 og gik til fods tilbage til København med afstikkere til bl.a. Paris og Berlin. Forinden besøgte han de arkæologiske udgravninger ved Pompeji og Herculanum.

I København blev han medlem af Akademiet i 1828 og året efter professor ved modelskolen på Kunstakademiet. Denne stilling gav ham embedsbolig ved Frederiks Holms Kanal, og efter inspiration fra hans besøg i Syditalien, blev boligen konsekvent indrettet i pompejansk stil og brugt til undervisning og inspiration for hans elever. Freund blev derved foregangsmand for den specielle arkitektur og dekoration, som man bl.a. møder i Thorvaldsens Museum.

I København arbejdede Freund desuden med det store monumentale værk, Ragnarok, til Christiansborg Slot, og samarbejdet med Thorvaldsen fortsatte. F.eks. bistod han ved opsætning af Thorvaldsens skulpturer og relieffer i Københavns domkirke helt frem til 1839-40. I sine sidste år lavede han en lang række mindesmærker og gravmæler, bl.a. de to nævnte i Viborg. Freund døde i 1840 og ligger begravet på Assistens kirkegården lige ved siden af P.S. Skovgård. Der findes en del afbildninger af Freund, og besøgende i København kan se ham på frisen på Thorvaldsens Museum, hvor han er den første til at tage imod den store billedhugger.

Bevaring og konservering

Som frygtet af avislæseren fra Randers er sandstensmonumentet sårbar for tidens tand. Inden for de senere år har stenen to gange været under behandling på konservator Leif Vognsens stenkonserveringsværksted i Gram. I 1980 blev der monteret afstandsklodser af bly, og stenene fik en grundig afrensning. I 1997 blev mindestenen lettere restaureret, da der var en del afskalninger, som ville forøge nedbrydningshastigheden.

Desuden har jeg siden 1987 jævnligt rengjort den på dens plads i anlægget. Intensiteten af påkrævede rensninger er øget de senere år, og noget tyder på, at algevæksten er tiltagende. Alger gror i fugtigt klima, og hvis der er tilstrækkeligt med kvælstof i luften, giver det næring til væksten. I sig selv er algerne ikke skadelige, men de danner et godt grundlag for vækst af lav, der hæfter sig til underlaget med rødder og derved bidrager til stenens forvitring.

I Viborg er klimaet dog en hel del bedre end i f.eks. København, hvor mange marmorrelieffer yderligere har lidt stor skade af sur regn forårsaget af store mængder kulilte fra trafikken og anden forurening.

Til rengøringen bruges der ganske enkelt masser af vand og forskellige børster – og så får Hans Tausen børstet tænder, renset negle og tøjet vasket! Resten af monumentet får også en omgang. I 2005 fik mindestenen den helt store tur. Der blev installeret en vandslange af Park og Vej, og i løbet af to dage blev alle dele renset minutiøst med forskellige børster og svampe. Til sidst blev hele mindesmærket sprøjtet med Boracol® 10RH, der er et vandopløseligt biocid. Biocider er som bekendt giftstoffer, som kun bør bruges i begrænset mængde, men da enhver afrensning uvægerligt vil slide på stenmaterialet, er det er valg mellem pest og kolera.

Men hvad er fremtiden for det agtværdige mindesmærke af billedhuggeren H.E. Freund? En del af byens borgere mener ikke, det kan accepteres, at mindesmærket fremtræder grønt af alger. Dette kunne undgås med en årlig biocidbehandling, som hæmmer algevæksten, således at der ville gå et par år før næste afrensning var påkrævet, men denne behandling er uønsket af hensyn til miljøet.

Eller man kan afrense den hyppigt, men hver afrensning fjerner lidt af relieffet og stenens overflade, så det er en destruktiv løsning. Fældning af de to mindre træer lige op ad mindestenen vil give væsentlig mere luft omkring den og derved forsinke algevæksten, men en anmodning herom gennem Teknisk Forvaltning er desværre blevet afslået, (jeg håber dog ikke, at det er en endelig afgørelse, da det i mine øjne er det eneste rigtige).

En flytning f.eks. til Gråbrødre klosters gård og placering under tag vil sikkert kunne forsinke nedbrydningen, men det skal overvejes nøje, da mindestenen jo er skabt til anlægget Hans Tausens Minde efter Gråbrødre Kirkes nedrivning. Lad dette være en opfordring til drøftelse, så den ansvarlige myndighed er opmærksom på konsekvenserne uanset hvilken beslutning, der tages.

”Den hvide Sten” og Bjørn Nørgaards nye ”Hans Tausen”

”Den hvide Sten” skulle indgå i Bjørn Nørgaards nye Hans Tausen-statue, som skulle opstilles i anledning af Viborgs 475 års reformationsjubilæum. Umiddelbart er det temmelig ualmindeligt at lade en antikvarisk genstand indgå i et moderne kunstværk, men museets accepterede og bifaldt forslaget på visse betingelser: Stenen måtte ikke udsættes for nogen form for montering, der betød indgreb i stenen, og stenen skulle understøttes, så der ikke var fare for at den kunne knække. På de første skitser stod figuren direkte på stenen, men den efterfølgende løsning så ud til at være tilfredsstillende.

D. 15. december var flyttedag. Først blev stenen renset for snavs og grønne alger med vand og børste. Folkene fra Park og Vej løftede så stenen ud fra væggen, så 15 års blade og spindelvæv kunne fjernes fra bagsiden. Hele stenen blev dernæst sprøjtet med Boracol® 10Rh, som forhåbentlig kan forsinke en evt. vækst af alger på stenen i dens nye montering. Flytningen var ikke uden problemer, og en sønderjysk stenkonservator måtte stå standby, hvis stenen mod forventning skulle knække.

På forsiden sås store revner og krakeleringer, og bagsiden viste sig mere smuldrende og nedbrudt end forventet, naturligvis forårsaget af de mange års beliggenhed på jordoverfladen med frostsprængninger og evt. bevoksning og infiltrering af rødder til følge. Park og Vej stillede med det samme hold, som stod for flytning og oprejsning for ca. 15 år siden, så det var erfarne folk, og alt gik heldigvis godt.

Stålstativet stod klart, og der var ca. 1 cm afstand på hver side, så stenen kunne lige så stille lirkes på plads. I de efterfølgende dage blev glasset monteret (det knækkede ganske vist i første omgang, men et nyt blev hurtigt skaffet), og den store keramiske figur blev anbragt oven på, så skulpturen kunne indvies i januar 2005.

Vedligeholdelse og rensning af ”Den hvide Sten” kan fremover klares ved, at glaskassens ender bliver skruet af. Der er rigeligt med luftsprækker, så stenen ventileres, og dette skulle gerne forsinke eller måske helt hindre vækst af alger. Til gengæld er det så blevet en yndet sport at kaste mønter gennem revnerne, og hvis det i en periode bliver for fugtigt vil de korrodere og derved misfarve stenen.

Lad os håbe, at denne leg stopper igen! Med rejsning af den nye statue af Hans Tausen kan man sige, at ringen er sluttet 168 år efter den første mindesten. Dengang som nu er kunstværket udført af en professor ved Kunstakademiet nemlig henholdsvis Hermann Ernst Freund og Bjørn Nørgaard.

Artiklen er skrevet af Margit Petersen og kan endvidere findes i Viborg Bogen 2005 s. 25-34.

 

Litteratur

Dansk Biografisk Leksikon 1979. København.
Nørregård-Nielsen, Hans Edvard [1986]. Omkring Loke. Arbejder af Hermann Ernst Freund. København.
Oppermann, Th. 1916. Hermann Ernst Freund 1786-1840. København.
Vellev, Jens 1986. Hans Tausen og den hvide sten. Viborg.
Yttesen, Jesper 1997. Hans Tausens Minde. Upubliceret konserveringsrapport.
Øllgaard, Hans 1970. Jens Bloch. Biskop i Viborg 1805-1830. Viborg.