Landbrugsskoleforstander, landbrugsminister

Født: 1876-09-06 — Død: 1957-08-17

Henrik Hauch
– forstanderen fra Asmild, der blev landbrugets leder gennem krig og krise

Telegraftrådene til Viborg glødede. Buddrengene cyklede i fast rutefart med telegrammer og blomster mellem Viborg og den store villa, der lå med fredfyldt udsigt over Vedsø. Øverst i telegrambunken lå det fineste af dem alle, signeret: ”Min hjerteligste Lykønskning. Christian Rex”. På marken stod rækkerne af biler parkeret. Gæsterne var ankommet fra alle rigets hjørner, og i haven var rejst et telt for at skaffe plads til de mange mennesker.

I døren stod festlighedernes hovedperson. En kompakt, statelig skikkelse i mørkt jakkesæt med pyntetørklæde i brystlommen, hvid skjorte og gyldent slips. Lommeurets guldkæde dinglede lystigt i vestelommen, når han energisk rakte hånden frem til de mange gratulanter. Under et par strittende, buskede øjenbryn mødte gæsterne hans selvbeviste, direkte blik indrammet af et par sorte hornbriller. Luften omkring den imposante mandsperson emmede af synlig respekt. Det var forståeligt; han kunne nu i sit livs sene efterår se tilbage på et dramatisk livsforløb tæt sammenspundet med en række af det 20. århundredes vigtigste danmarkshistoriske begivenheder. Det havde krævet hårdt slid, jernvilje og brændende ambitioner at nå hele vejen, fra barndommens land i det vestlige Jylland til forstanderstillingen på Asmildkloster Landbrugsskole, Landstingssalen, de utallige tillidsposter med titlen som landbrugsminister og præsident for Landbrugsrådet som de højeste. Undervejs havde han prøvet det meste, undsagt sine egne, indgået venskaber med fjenden og været aktiv deltager i et skelsættende forlig en sagnomspunden nat i Kanslergade. Siden valgte han – for at varetage landbrugets økonomiske interesser – at pleje tætte samarbejdsrelationer til ledende tyske nazi-politikere.

Blandt årets mange indkomne arkivalier er Henrik Hauchs privatarkiv så absolut blandt de mest interessante. Den mangeårige forstander på Asmildkloster Landbrugsskole må regnes som en af det 20. århundredes på engang mest betydningsfulde og oversete politiske lederskikkelser. Hauch blev hverken partileder eller statsminister, men som præsident for Landbrugsrådet og i en lang årrække den reelle leder af Venstres landstingsgruppe stod han i en position som dansk landbrugs ubestridte førstemand. Det var han, da krisen ramte landet i 1930’erne, og han var det under den tyske besættelse. [1]

Opvækst

Henrik Hauch kom til verden i Sønder Nissum i 1876 som søn af en gårdmand. 16 år gammel fik han plads ved Husby Klitplantage nær Vejers, og efter en supplerende uddannelse i et nordsjællandsk skovdistrikt erhvervede han i 1896 sit forst- og jagtlærebrev. Derpå fulgte ophold på Lyngby Landboskole og siden Askov Folkehøjskole, inden han i 1902 bestod landbrugskandidatuddannelsen. På Landbohøjskolen i Lyngby krydsede Hauch kortvarigt spor med en person, der senere fik central betydning for hans virke, Th. Madsen-Mygdal, fra 1920 præsident for Landbrugsrådet og i 1926 statsminister for Venstre. En magtkamp om ideologi og realpolitik mellem de to skulle blive en ledetråd gennem Hauch politiske virke, som det senere vil fremgå.

I 1902 fik Hauch sin første stilling som lærer på sin gamle skole i Lyngby, indtil han seks år senere, som blot 31-årig, blev hentet til den nyoprettede Asmildkloster Landbrugsskole som forstander.

Asmildkloster Landbrugsskole

Indvielsen af Asmildkloster Landbrugsskole skete den 31. oktober 1908. Skolens næstformand, ingeniør Th. Claudi Westh, holdt en af de mange taler og præsenterede ved samme lejlighed skolens første forstanderpar, Henrik og Ellen Hauch over for de mange gæster. Få dage senere sad det første hold af unge, forventningsfulde landbrugselever klar bag pultene. Undervisningsplanen viste tydeligt, at Hauch så sig selv som leder af en fagskole, der havde til formål at ruste eleverne til udfordringerne som landmænd i Midt- og Vestjylland. Nok skulle eleverne gøres bekendt med, at der var ”…andre Værdier end Luzerne, Oliekager og Smør…”, men en sammenblanding af hånden og ånden i undervisningen førte efter Hauchs mening til det rene ingenting. ”Gødningslære og Litteraturhistorie taaler nu engang ikke at sammenrøres og serveres i én ret”.

Bestyrelsen havde set rigtigt, da de valgte den unge landbrugslærer fra Lyngby som skolens forstander. I 26 år fungerede Hauch som forstander, vellidt og respekteret. Gennem alle årene sikrede han skolen et godt renommé, ligesom han som politiker og organisationsmand ofte var en god fortaler for midtjyske interesser. [2] I 1924 forlod Hauch landbrugsskolen. Selv om Hauch tilbragte det meste af tiden i hovedstaden, valgte parret at blive boede på Viborgegnen. De købte gården Sølund ved Vedsø og byggede her en stor villa med udsigt over søen. På sin 70 års fødselsdag satte Hauch et symbolsk punktum for en lang karrierer ved en mægtig fest i villaen.

Forhandlingens mester

Sideløbende med arbejdet som forstander indledte Hauch sin politiske karriere i Venstre. I 1918 blev han valgt ind i Landstinget. Som landstingsmedlem kom Hauch hurtigt til at spille en fremtrædende rolle. Under de afgørende forhandlinger om de omfattende jordreformer i 1919 lykkedes det ham at indgå forlig med den radikale husmandsfører Jens Holdgaard om vedtagelse af jordudstykningslovene. Forliget var noget af en bedrift. Et flertal af Venstres landstingsmedlemmer gik indædt imod centrale dele af lovkomplekset. Hauchs kompromissøgende linje skabte derfor en del rynkede pandebryn hos de mere ideologisk tænkende partifæller. Men det fik nu ikke Hauch til at vakle. Han var overbevist om, at tiden var kommet til en reform af den simple årsag, at den ville få stor økonomisk værdi for landbruget såvel som for samfundet. Set i den sammenhæng spillede ideologiske hensyn en underordnet rolle. Hauch betegnede siden forliget som det mest betydningsfulde i sin politiske karriere.

Med jordlovene fik husmændene nu mulighed for at få et husmandsbrug som statsfæste, det vil sige uden ejerskab, men ved betaling af leje. Reformen gav mange besiddelsesløse landarbejdere mulighed for at begynde en tilværelse som selvstændige landbrugere. Husmændene udgjorde samtidig en arbejdskraftreserve, der kunne fastholdes i landbruget. Det var nødvendigt, da udsigterne til beskæftigelse i byerne var elendige, især efter 1. verdenskrigs ophør. Arbejdsløsheden voksede nemlig, da de danske industriforetagender igen blev udsat for konkurrencen fra de tidligere krigsførende lande samt at regeringen Madsen-Mygdal førte en hårdhændet deflationspolitik. I løbet af 1920’erne blev der oprettet ikke færre end 9600 husmandsbrug.

Forliget med de radikale var et lysende eksempel på Hauchs resultatsøgende arbejdsform, og begyndelsen på et langt og til tider indædt opgør med partiets ultra-liberalistiske kræfter, der arbejdede for minimal statslig styring og markedskræfternes frie spil.
Den talentfulde landstingsmand steg også hurtigt i graderne i det landboorganisatoriske arbejde. I 1933 nåede han toppen med den magtfulde stilling som præsident for Landbrugsrådet. Med en politisk såvel som organisatorisk magtbase stod Hauch derfor klar til at spille en hovedrolle, da depressionen i begyndelsen af 1930’erne lagde sig tungt over landet.

Krisen i 1930’erne

1920’ernes USA er blevet kaldt ”de brølende tyvere”. Opsvinget syntes uden ende, og de økonomiske fremskridt ustoppelige. Optimismen drev aktiekurserne i vejret, men bedst som forbrug og kurser så ud til at nå nye højder i det amerikanske samfund, kom katastrofen. Den 29. oktober 1929 gik over i historien som ”den sorte tirsdag”, dagen, da bunden gik ud af det amerikanske aktiemarked. Handelssystemets sammenbrud var totalt, og fra Wall Street bredte katastrofen sig som en steppebrand fra land til land. Af afgørende betydning for Danmark blev det, at de amerikanske banker øjeblikkeligt annullerede deres låneaftaler med Tyskland og England. Hos nabofolket mod syd, hvor man endnu våndede sig efter 1. Verdenskrig, fulgte et regulært økonomisk sammenbrud, mens englænderne undgik samme skæbne ved en voldsom devaluering af pundet. Overalt formørkedes situationen. En dyster depression med fallitter i landbruget og massearbejdsløshed bredte sig over den vestlige verden. Land efter land lukkede for import af landbrugsvarer. Markedet blev oversvømmet med drastiske prisfald til følge. De danske bønder reagerede ved at sætte produktionen i vejret, men jo mere landmændene producerede, des fattigere blev de. Alligevel var den enkelte bonde tvunget til at blive ved, hvis han skulle bevare håbet om at kunne klare renter og afdrag.

Krisen i landbruget forplantede sig snart til hele samfundet. I Folketinget gik Stauning på talerstolen og beskrev med dramatiske ord situationen for medlemmerne: ”…en million danskere er uden sådan købeevne, at de kan holde nøden fra døren. Krisen har samtidig ramt 250.000 landbrug i en sådan grad, at endnu en million mennesker er uden den købeevne, der kunne bidrage til produktionens opretholdelse. Hvilket igen vil ramme et halvt hundrede tusinde håndværkere og handlende…” På denne baggrund står samfundet over for en fuldstændig standsning af alt det, der endnu går sin gang – en trussel om en katastrofe, som aldrig før er oplevet i Danmark.”

Der var ingen tvivl, situationen krævede politisk handlekraft, og ansvaret hvilede ikke mindst på skulderne af landbrugets førstemand. Hauch gjorde sig ingen illusioner omkring, hvilken kamp han måtte udkæmpe. Løsningerne skulle findes i statslig styring og reguleringspolitik ikke i de frie markedskræfter. Skulle landbruget og i sidste ende hele landet klares fri af skærene, måtte landbruget og dermed Hauch vende sin egen partiformand ærkeliberalisten Madsen-Mygdahl ryggen og sætte sin lid til Stauning.

Et forlig med regeringen krævede et enigt og dermed stærkt landbrug. Hauch var ikke sen til at gøde jorden. En venlig Hauch tilbød at køre husmandsføreren Jens Holdgaard og hans kone hjem til Ikast fra et møde i Vejle, Hauch skulle alligevel nordpå til Viborg. På forsædet underholdt en snaksaglig chauffør, der tilfældigvis var Hauchs søn, fru Holdgaard. Imens sad de to herrer på bagsædet fordybet i samtale. Præcis hvilke ord, der blev udvekslet mellem dem, forbliver uvist, men givet er det, at de et sted på landevejen gav hinanden håndslag på at forene kræfterne og arbejde aktivt for et forlig med Staunings regering om indførelse af landsbrugsstøtte samt stram statslige styring af landbrugets produktion og eksport. Den 11. januar 1933 sendte de to landbrugsledere et åbent brev til statsministeren med en lang række krav, der sigtede mod at genskabe landbrugsproduktionens rentabilitet ved vidtgående statslige indgreb i de frie markedskræfter.

Venstremanden Hauch gik med den fælles henvendelse ikke alene imod stærke kræfter i sit eget parti, med partiformand Madsen-Mygdal i spidsen. Initiativet viste samtidigt, at Hauch uden beklagelse havde erkendt, at Venstres gamle rendyrkede liberalistiske politik med minimal statslig styring og ureguleret markedsøkonomi var fortid, afløst af den gryende velfærdsstats regulerings- og omfordelingspolitik, båret frem af de politiske modstandere i Socialdemokratiet under Th. Staunings alfaderlige ledelse.

Kanslergadeforliget

En bidende koldt søndag sidst i januar 1933 mødtes ni mænd i dybeste hemmelighed på adressen Kanslergade 10 på Østerbro i København. Lejligheden tilhørte landets statsminister Th. Stauning. Han havde med stor diskretion sendt bud efter den lille kreds af begavede og erfarne politikere fra regeringen og Venstre for at nå til enighed om en række vidtgående politiske tiltag, der siden er gået over i danmarkshistorien som Kanslergadeforliget. Tilsammen repræsenterede folketingsmedlemmerne fra Socialdemokratiet, De radikale og Venstre store kredse af det danske samfund.

Forhandlingerne gik trægt, hvert ord måtte nøje overvejes. Uret tikkede og mørket faldt på, mens nervekrigen blev udkæmpet omkring spisebordet. Der skulle ikke alene indgås forlig mellem regeringen og Venstre, en sidste dramatisk magtkamp forgik samtidig i det skjulte mellem den dogmatiske og kontrære Th. Madsen-Mygdal og Venstres to andre tilstedeværende mødedeltagere Oluf Krag og Hauch, der begge havde erkendt nødvendigheden af et forlig.

Under forhandlingerne trak de tre venstremænd sig flere gange tilbage, øjensynligt for i fred at diskutere regerings udmeldinger. For hver gang de vendte tilbage, noterede de andre sig, at den modvillige Madsen-Mygdal tydeligvis var banket på plads af Hauch og Krag. [3] På den måde nærmede parterne sig langsomt hinanden, men tilsyneladende ikke helt nok. Ud på natten besluttede man at gå hver til sit. I døren spurgte Stauning, om de ikke lige skulle have en whisky at gå hjem på. Forhandlingerne blev genoptaget på ny. Et par timer senere var forliget i hus. Stauning blev siden kendt for at have reddet forliget ved at byde på den berømte dram, men i det skjulte spillede Krag og Hauch måske en ligeså væsentlig rolle.
Forliget indeholdt en lang række tiltag, der tilsammen skulle hjælpe landet igennem kriseårene. Devaluering af kronen, afværgelse af arbejdsgivernes krav om en lønnedgang på 20 procent, offentlig finansiering af kommunalt og kooperativt byggeri, samt grønt lys til socialminister K. K. Steinkes store socialreform var forligets hovedpunkter. Et stort parlamentarisk flertal accepterede nu en gennemførelse af den store socialreform, der afskaffede trangskriteriet i den sociale forsorg til fordel for et retsprincip. På længere sigt lagde forliget grunden til den brede politiske enighed og forligsvilje, der var den politiske forudsætning for efterkrigstidens bredt anerkendte velfærdssystem.

Hauch forlod statsministerens lejlighed som en styrket mand. Stor set alle punkterne i hans og Holdgaards redningsplan for landbruget var indskrevet i forliget. Landmændene fik nu støtte gennem en devaluering af kronen, nedsættelse af ejendomsskatter samt andre mindre foranstaltninger. Hauchs pragmatiske og kompromissøgende linje havde sejret. Madsen-Mygdals æraens liberalisme var fortid. Hauch noterer det selv i sine erindringer tørt og lakonisk: ”Da Madsen-Mygdal havde medvirket ved Kanslergadeforliget, havde han ikke mere nogen større Interesse for praktisk Politik. I August 1933 nedlagde han sit Mandat som Medlem af Folketinget”.

Hauch og samarbejdspolitikken

Nogle måneder efter at den tyske værnemagt havde besat Danmark i 1940 fik Hauch fornemt tysk besøg på Axelborg, Landbrugsrådets hovedsæde i København. Gæsten var den tyske ernærings- og landbrugsminister, Herbert Bache, der tillige var obergruppenführer i nazi-partiet og medlem af inderkredsen omkring rigskansleren. Nazipolitikeren havde inden ankomsten til Danmark lagt sidste hånd på ”der Backe- Plan”, som skulle sikre tyskerne fødevarer fra de sovjetiske spisekamre og ville ifølge hans beregninger koste 30 millioner sovjetborgere livet. En dødsdom ved Nürnberg-domstolene ventede den hensynsløse krigsforbryder efter krigens afslutning. Men denne sommerdag modtog Landbrugsrådet Præsident ham midt i København som en ven af dansk landbrug. [4]

Det var ikke første gang de to mænd hilste på hinanden. Hauch kendte udmærket Backe. I sine erindringer underholder Hauch således med flere små anekdoter fra sine møder med Backe i 1930’ernes Tyskland. Deres første møde fandt sted i 1935. Hauch deltog som medlem af den danske delegation i et af de mange svulstige bondestævner i 1930’ernes Tyskland. Under indmarchen, der foregik med taktfaste støvletramp, undlod danskerne som de eneste at række hænderne op i Hitler-hilsen. Efter ceremonien mødtes Backe med den danske delegation og bemærkede, at han syntes om deres principfasthed, når de nu ikke var enige i den nationalsocialistiske ideologi. Efter krigens afslutning karakteriserede Hauch i sine erindringer den tidligere tyske kollega som energisk, virksom og dygtig. Derimod nævnes ikke et eneste ord om nazilederens krigsforbrydelser. [5]

Backes besøg hos Hauch kom kort tid før den tyske invasion af Sovjet. Givetvis har den tyske landbrugsminister ønsket selv at vurdere dansk landbrugs vilje til samarbejde, inden tyskerne kort efter med operation Barbarossa indledte deres felttog mod Sovjet. Hauch nærede ingen illusioner om Backes betydning. Den nazistiske minister var manden, der suverænt udstak Det tredje Riges retningslinjer for samarbejdet med det danske landbrug, netop derfor var det magtpåliggende for Hauch at mødet gik godt. [6] Helt i overensstemmelse med den officielle samarbejdspolitik var Hauch nemlig fast besluttet på at gøre sit til, at de danske smørpakker, svinekoteletter og kornsække blev omdirigeret fra det engelske til det tyske marked.

Linien i landbrugets samarbejdspolitik var allerede blevet fastlagt i de første dage efter besættelsen 9. april. Hauch havde som Landbrugsrådets præsident og nyudnævnt minister uden portefølje i den første samlingsregering spillet en central rolle under de fortrolige forhandlinger med besættelsesmagten.
Den største bekymring for Hauch og den øvrige ledelse i Landbrugsrådet havde ikke så meget handlet om det problematiske i at samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det store spørgsmål var derimod, hvilken pris nazisterne var indstillet på at betale for landbrugsprodukterne. Det fremgår af fortrolige referater fra Landbrugsrådets møder, som offentligheden først i de seneste år har fået adgang til. [7]
På et møde den 23. maj 1940 orienterede Hauch således Landbrugsrådets medlemmer om indholdet af de hemmelige forhandlinger med værnemagten, hvor danskerne havde søgt ”at gøre sig klart, hvilke øgede mængder landbrugsvarer, der måtte afsættes til Tyskland, og hvilke sandsynlige modydelser Tyskland ville være i stand til at præsentere”.

Efter Hauchs orientering tog Rådets generalsekretær Arne Høgsbro Holm ordet. Han kunne fortælle, at der allerede var givet en liste til tyskerne, hvoraf det fremgik, hvad man regnede med, at landbruget kunne eksportere til Det Tredje Rige det kommende år. Derefter stillede Høgsbro hovedspørgsmålet: ”Hvorledes bliver producenterne af vores eksportprodukter stillet? Kan de forvente at få betaling for deres varer”? Hauch tog ordet: ”…det hele er (jo) ikke så galt, vore priser er steget, det går egentlig ganske godt, og vore gæster opfører sig i enhver henseende ordentligt, og vi har fuld afsætning for alt, hvad vi kan producere…”. [8]

Udmeldingerne på møderne i Landbrugsrådet bekræftes af den nyeste forskning: Den største bekymring i Landbrugets top var, om tyskerne ville betale. Landbrugsrådet overvejede ikke at skrue ned for produktionen med den hensigt at skade den tyske krigsmagt. Tværtimod, danske landmænd sendte så meget smør og kød til Tyskland i de efterfølgende år, at nazisterne i virkeligheden blev overrasket over landbrugets store samarbejdsvilje. Tyskerne viste åbenbart også både vilje og evne til at betale, idet en tilfreds Hauch ved Landbrugsrådets møde 22. marts 1941 kunne fortælle medlemmerne, at afsætningen af landbrugets varer gik storartet til glæde såvel for værnemagten som for de danske landmænd. [9] Allerede i 1940 havde nazisterne indvilliget i at betale priser, der i flere tilfælde var en fordobling.

Mens der ikke hersker tvivl om, at Hauch og værnemagten begge havde væsentlige interesser i at samarbejde omkring landbruget, så er det ligeså sikkert, at man i Berlin var klar over, at et gnidningsløst samarbejde med Hauch havde sine begrænsninger. Hauch var folkestyrets mand og havde ingen sympati for nazismen. Det viste sig ikke mindst under den såkaldte telegramkrise.

Telegramkrisen

Hitler havde fået et af sine berømte raserianfald. Et telegram fra den danske konge var tilfældigvis kommet ham for øje. Som han plejede, havde Christian den 10. sendt et takketelegram til den tyske Rigskansler for dennes lykønskning i anledning af kongens fødselsdag. Kongen benyttede i sit svar til Hitler som til alle andre formlen: “Udtaler min bedste tak. Christian Rex.”

På førerens personlige initiativ indfandt den tyske gesandt og befuldmægtigede i Danmark, Cecil von Renthe-Fink sig hos Scavenius. Kongens telegram var ”en bevidst fornærmelse af Føreren og det Stortyske Rige”. Der ville blive truffet forholdsregler, så danskerne kunne lære det!

I begyndelsen af november 1942 sendte Hitler en ny rigsbefuldmægtiget, dr. Werner Best, til Danmark. Samtidig blev også den øverstbefalende for de tyske styrker i Danmark, generalløjtnant Erich Lüdke erstattet med skrivebordsgeneralen Hermann von Hanneken, der brændte efter at udfolde sit krigersind i praksis. I virkeligheden var baggrunden for krisen ikke alene det famøse telegram, men især en stigende utilfredshed i den tyske ledelse med forholdene i Danmark, hvor modstandsbevægelsen så småt var ved at gøre sig gældende.

Besættelsesmagten benyttede anledningen til at kræve den modvillige danske regering omdannet. I Rigsdagen blev der gjort energiske forsøg på at finde en statsminister, som nazisterne ville godtage. Situationen virkede næsten desperat, da Hauch ældste søn, Viggo, tilfældigvis ankom til Rigsdagen 8. november 1942 for i andet ærinde at mødes med folketingsmedlem Poul Frederik Jensen. Hauchs ældste søn fandt politikeren i et hjørne af Snapstinget fuldstændigt sammenfaldet. I det samme kom formanden for Venstres Landstingsgruppe, Johannes Stensballe, farende. Da han fik øje på Viggo Hauch udbrød han: ”Hvor er din far? Skaf ham!”

Hauchs søn fik fat i en telefon og ringede straks til skovrider P. H. Lassen, hos hvem hans far var taget på klapjagt. Først bagefter forklarede Stensballe sig: Alle partier havde peget på Henrik Hauch som deres forslag til landets nye statsminister. ”Sig til din far, at der kommer en vogn for at hente ham, og at hele Rigsdagen står bag ønsket om at ”få ham prøvet af.” Håbet var, at tyskerne i anerkendelse af hans samarbejdsvilje i landbrugspolitikken ville acceptere den garvede politiker. [10] Ud på de små nattetimer kom beskeden: ”Berlin havde afvist Hauch, de insisterede på Erik Scavenius, som nu blev både stats- og udenrigsminister.

”Gud bevare mig for mine venner”

Efter besættelsen forlod Hauch posten som Landbrugsrådets præsident. I 1950 påtog han sig sit sidste offentlige embede da han, noget forbeholdent, overtog posten som landbrugsminister i Erik Eriksens og Ole Bjørn Krafts regering. Under det såkaldte påskeforlig måtte en presset Hauch pålægge landbruget en kraftig prisnedgang. Landbrugsrådets nye præsident H. Pinstrup angreb uden tøven landbrugets gamle forkæmper, og et opgør mellem dem endte 1. juni 1951, da en bitter Hauch fra Folketingets talerstol udtalte: ”Gud bevare mig for mine venner”. I september samme år trådte Hauch tilbage som landbrugsminister, men forblev i Landstinget indtil dets afskaffelse i 1953.

Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan også findes i Viborg Bogen 2008 s. 46-59.


Kilder og Litteratu

Henrik Hauchs privatarkiv.

Hauch, Henrik: ”Erindringer”. Universitetsforlaget i Århus 1978.

Rostgaard Nissen, Mogens: Henrik Hauch ”Han blev ikke borte i vrimlen”, Samarbejde og sabotager – seks mænd 1940 – 45.

Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940 – 1945.

Danmarkshistoriske fremstillinger.

Diverse avisartikler.

Viborgs historie 1726 – 1940. bd. 2.

[1] Nissen, Rostgaard Mogens: ”Han blev ikke borte i vrimlen”, Samarbejde og sabotager, s. 61.
[2] Viborgs historie , 1726 – 1940. Bd. 2, s. 277.
[3] Tjørnehøj, Henning, ”Kanslergadeforliget – og hvad der gik forud”, Frederiksborg Amts Avis, 29.01. 2008, s. 4.
[4] Halskov, Lars og Faber, Kim: ”1940-1945: Nyt lys på besættelsen: Bøndernes gyldne krigsår”, Politiken, 21.11.1999, s. 5.
[5] Hauch, Henrik: ”Om samhandlen med det Tredje Rige”, ”Erindringer”, s. 86-87.
[6] Nielsen, Rostgaard Mogensen, s. 90.
[7] Halskov, Lars og Faber, Kim: ”1940-1945: Nyt lys på besættelsen: Bøndernes gyldne krigsår”, Politiken, 21.11.1999, s. 5.
[8] Samme sted.
[9] Samme sted.
[10] ”Gårdmandssønnen fra Sdr. Nissum dansk landbrugs leder gennem en række år med både krise og krig, ”Dagbladet”, 1. sept. 1976, s. 9.

Billede til venstre: Henrik Hauch ved sit arbejdsbord på Sølund, fotograferet på sin 70 års fødselsdag i 1946