Til det rigtige danske landbosamfund hørte naturligvis også en selvbevidst andelsbonde, solidt forankret i foreningslivet og i Erik Eriksens Venstre, og med en fortid på høj- og landbrugsskole. Han var til stede med Ole Westergård på Houlkærgård. Ole Westergård sad i Asmild-Tapdrup Sogneråd, i menighedsrådet, i Viborg Amts landøkonomiske Forening, i Viborg Andelsmejeri, i de samvirkende Fåreavlsforeninger, i Viborg Amts Forsikringsforening for Heste og Hornkvæg, i Historisk Samfund og i mange andre bestyrelser, så mange, at han overlod gården til datteren og svigersønnen.

Det blev dermed svigersønnen J. L. Pedersen, som solgte gården til kommunen i midten af 1960’erne. Da gik det så stærkt med udstykninger og byggemodning i Overlund, at planlæggerne kunne skimte mangel på byggegrunde inden længe.

For Houlkær betød det, at området blev grænseland mellem land og by. Fra Overlund bredte byen sig meter for meter nordover. Bygrænsen flyttede sig hele tiden og trængte landet tilbage.

Drømmen om lys og plads

Byudviklingen i Overlund og Houlkær havde tusindvis af paralleller overalt i Danmark. Bag udflytningen til forstæderne lå danskernes drøm om plads, lys og luft og moderne bekvemmeligheder. Teknologien muliggjorde det eksplosive byggeri. Moderne rækkehuse og parcelhuse blev præfabrikerede af store typehusfirmaer efter enkle og snusfornuftige skabeloner. Økonomisk var byggeriet betinget af inflationen og af retten til at trække rentegæld fra på selvangivelsen. De første år levede familien måske på vandgrød, men så gik det fremad, efterhånden som inflationen og fradragene slugte toppen af gældsbyrden.

Det gik for alvor stærkt fra tressernes midte og de næste ti år frem, hvor landet fik en halv million nye parcelhuse. I Houlkær fik vi Asmildparken, vi fik boligblokke, gårdhuse, terassehuse, rækkehuse, klyngehuse – i gule eller røde teglsten. Her var tale om, at kernefamilien startede forfra, på den bare mark. På parcellen, med hæk og have og villavej.

Et nyt samfund

Opgaven var at organisere et helt nyt lokalsamfund. Ideelt set skabes det vel bedst gennem et konstruktivt samspil mellem offentlige myndigheder, private investorer og de lokale beboere.

Som noget af det første skulle en skole bygges. De mange tilflyttere fik børn, og der var langt til Overlund skole. Løsningen blev, at Skoleudvalget udpegede Christian Arnbjerg fra Overlund som skoleinspektør. Han tog en gruppe unge dygtige lærere med, og tændt af pionerånden opbyggede de en af kommunens bedste skoler. Snart efter kom fritidshjemmet i en af de nedlagte landbrugsejendomme. Siden fulgte lidt mudderkastning omkring, hvor vidt skolen skulle have overbygning eller sende børnene til Østre Skole. Væksten i bydelen afgjorde udfaldet. Østre Skole lukkede i stedet.

Amtsgymnasiet valgte amtet også i 1973 at placerer her – udseendet med de rustne plader og den grå beton kan man have sin mening om, og det havde og har mange, men Niels Jørgen Pedersen fik skabt et godt gymnasiemiljø i firserne.

Nærhandel måtte med i planlægningen. Den nye brugs i Houlkær – der dengang hed Asmild Brugs – blev taget i brug den 17. november 1977. I en notits i Viborg Stifts Folkeblad kunne man læse følgende: ”Så har Asmildparken fået sin egen brugsforening. Butikken åbnede i morges med musik og fest. En hestekærre med musik i spidsen stod for den symbolske flytning af de sidste varer fra den tidligere købmandsbutik, som Brugsen har benyttet et stykke tid. Turen gik til den nye bygning ved Odshøjvej over for Asmildparken.”

Til et civiliseret samfund hører også en kirke. Menigheden startede meget beskedent med en vandrekirke i 1980. Også her gælder det, at interesserede beboere var med i planlægningen, og den egentlige kirke kom, da tiden var inde og pengene til stede. Rejsegildet fandt sted i 1991, og det smukke kirkerum blev suppleret med gode mødefaciliteter. Dermed var vejen banet for, at Houlkær kunne udskilles som et selvstændigt sogn.

Astrocentret

Desværre kan planlægningen eller manglen på samme i Houlkær også fremvise slemme fiaskoer.

Det groveste eksempel er Astrocentret. Store forkromede planer blev præsenteret for de undrende beboere omkring 1980: Et nyt motions- og idrætscenter med squashhal, solarier, massage og meget mere helse til krop og sjæl. Og ikke nok med det – projektet skulle videreudvikles med kongreshotel og butikscenter.

Beklageligvis viste det sig ret hurtigt, at der var noget muggent ved hele sagen. Først blev der ballade med murerforbundet, fordi det udenlandske firma, som stod bag, benyttede udenlandsk arbejdskraft. Dernæst protesterede Grundejer- og beboerforeninger mod udvidelsesplanerne. Alligevel kunne firmaet ”Ultra Leisure Ltd.” i maj 1982 indvi motionsdelen af Astrocentret. Firmaet havde på det tidspunkt endnu ikke fået byggetilladelse til hotelbyggeriet og godt det samme, for allerede i august måtte centeret ud med et dementi om, at det havde økonomiske vanskeligheder.

Rygterne fortsatte og talte sandt. I januar 1983 indløb en politianmeldelse mod folkene bag centret. Bagmandspolitiet gik ind i sagen. Det engelske firma havde brugt Astrocentret som skalkeskjul for økonomisk kriminalitet. Centret var insolvent, allerede før det åbnede. Regningen for det trods alt overskuelige motionscenter med squashbaner lød på ikke mindre end 41,3 mio. kr. En vurdering fra fagfolk sagde, at det da højst kunne have kostet 15-20 mio. kr. at opføre. Hvor var resten blevet af? Og hvordan havde planlæggere og investorer forestillet sig, at et par spartanske squashbaner og en motionshal med restaurant kunne finansiere en investering på godt 41 mio. kr.?

Nogle var blevet gevaldig tørret af bagmænd, som nu var over alle bjerge. Bl.a. Kreditforeningen Danmark sad tilbage med Sorteper. Tilbage stod et motionscenter, som ingen rigtig vidste, hvad man skulle bruge til. Kommunen måtte nødtvungent ind i sagen, efter at squashklubben havde forsøgt at drive et idrætscenter en tid. I 1987 kom Medieskolen så ind i nogle af lokalerne. De var ikke velegnede, men noget skulle bygningerne bruges til. Også TV midt/vest fik tilbud om husly, men de ville hellere til Holstebro. Herefter kom den store ombygning til medieskole.

Butikscenter Houlkær

Også andre entreprenante investorer kom på banen i firserne, hvor pengene tilsyneladende sad løse i finansverdenen. I sommeren 1984 luftede firmaet Rasmussen og Schøitz store planer for en ny bydel i Asmild. Den skulle indbefatte et stort butikscenter, hvor Astro kunne indgå. Meget passende bestilte firmaet en markedsundersøgelse, som lige så bekvemt dokumenterede, at der var basis for netop et sådant butikscenter.

Og hvem troede på det? Tja.. Byrådet åbenbart, de sagde god for centret, og Rasmussen og Schøitz kørte på. Herligheden åbnede, men desværre kun med lejemål i tre af butikkerne. Det skulle beboerne nu tage helt roligt, sagde ejerne, i løbet af kort tid ville alle kvadratmeter være udlejet, og Houlkærcenteret ville blomstre og summe af liv.

Virkeligheden blev som bekendt en smule anderledes. Avisoverskrifterne igennem halvfemserne kredsede igen og igen om de tomme lokaler i et kriseramt butikscenter. Det eneste stabile gennem årene har været Brugsen, kiosken og bodegaen. Først i de seneste år er der kommet samling i centeret, takket været boligforeningen og et godt lokalbibliotek.

Planlægning og beboerindflydelse

Også mindre virksomheder deltog i det store byggeboom. De fleste håndværksmestre og byggefirmaer, som i de år opførte parcelhuse og andelsboliger i Houlkær, var bestemt gode og hæderlige folk.

Men der var også folk iblandt, der forsøgte at presse citronen og i andelsbyggeriet gerne ville holde beboerindflydelsen nede på et minimum. Heldigvis skærpede den slags folks opmærksomhed. Vi fik derfor gode eksempler på, at beboere gik aktiv ind i andelsbyggeriet, så resultat blev til gavn for dem og ikke ensidigt til økonomisk gevinst for bygherren.

I det hele taget lykkedes tingene bedst, når nybyggerne i pionersamfundet Houlkær tog murskeen i egen hånd, gik aktiv ind i planlægningen og skaffede sig indflydelse på udviklingen af deres bydel. Det så vi med etableringen af børnehave og beboerhuset ”Hedely”, og det så vi ikke mindst med opførelsen af Houlkærhallen. Her var idrætsforening, skole og lokalbefolkning inde i et konstruktivt samarbejde med Viborg Kommune. Også forpligtigelsen over for de yngste og de ældste har kommunen vedkendt sig. Allerede tidligt fik beboerne en god dækning med daginstitutioner, og i 1992 kunne man indvie et ældrecenter, som siden er udbygget.

Houlkær fik parcelhuse og andelsboliger, men også et omfattende socialt boligbyggeri. Med den indvandring, som har præget samfundet gennem firserne og halvfemserne, kom der også mange nydanskere til bydelen. Houlkærskolen havde i begyndelsen af halvfemserne over 70 tosprogede børn fordelt på 11 nationaliteter. Når det alligevel lykkedes at få den nye skole til at fungere, skyldes det en flot indsats fra lærernes side.

Forvandlingen af Houlkær fra landbrugsland til komplekst bysamfund er sket på 35 år, og det imponerende er, hvor smertefrit det er forløbet. Bydelen eller sognet tæller i dag 4.853 indbyggere og har sin egen identitet.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen

Houlkærgård rives ned

Omkring 1980 blev det besluttet, at Houlkærgård skulle rives ned, idet man ikke mente, at gården passede ind i det miljø, der var opstået i kvarteret Fennebakken-Hyrdebakken. Houlkærgårds markante stuehus var opført i 1918 af gårdejer Ole Westergård i klassisk skønvirkestil med kampstenssokkel, rødt murværk, afvalmet tegltag og vinduer med sprossedelte ruder. Det nye parcelhusbyggeri var gulstens gårdhuse med fladt tag eller enkle rækkehuse i rødsten.

Dødsdommen over Houlkærgård skuffede dog Asmildparkens Ungdomsklub, der mente at have fået løfte om at kunne rykke ind på gården. Men netop udsigten til af få Asmildparkens unge som nabo havde fået et par beboere og en af bygherrerne til at protestere til kommunen. De var bange for støjen fra de unges musik og knallerter og kunne i øvrigt henvise til, at der i lokalplanen for området ikke var nævnt noget om institutioner af nogen art.

De unges pladsproblemer i det nye kvarter var ellers reelle nok. Omkring 150 unge klubmedlemmer måtte nøjes med nogle kælderlokaler i Asmildparken. Her kunne mange arrangementer ikke gennemføres på grund af for lidt plads, og musik kunne de heller ikke spille af hensyn til beboerne. Politikerne i socialudvalget og byplanudvalget fandt dog på råd. Kommunen havde netop købt endnu en gård i området, den lå lidt nordøst for Amtsgymnasiet, og her var måske muligheden for at indrette en Fritidsgård til bydelens unge.

Fra mønstergård til parcelhuskvarter

Houlkærgård var engang en af Viborgegnens mønstergårde. Her var stærke arbejdsheste og trivelige malkekøer, en fin fårebesætning af Oxforddown-racen, en fyldt svinestald og et utal af gæs og ænder, der snadrede i søen bag den store firlængede gård. Men byudviklingen blev dens skæbne. I 1969 – efter at have opkøbt gården med de 105 tdr. land jord – udskrev Viborg Byråd og Asmild-Tapdrup sogneråd en idekonkurrence for en hel ny bydel øst for Nørresø. Snart efter skød boligblokke, parcelhuskvarterer, skole, gymnasium, børnehaver og butikscenter op. Houlkærgård kom til af levere jord til det meste og gav også bydelen sit navn, men det moderne parcelhus-Danmark forvandlede på få år det gamle bondeland. I 1981 fjernede et nedbrydningsfirma de sidste af gårdens bygninger.