Dobbelthuset

Husfacaden i museumshaven udgør den sydlige halvdel af Sct. Mogens Gade 25 & 27. Bygningen havde oprindeligt kun et gadenummer og et matrikelnummer, men en tidligere ejer, som skiftede med sin svigersøn, fandt det for husfredens skyld formålstjenligt at dele ejendommen og opføre en brandmur på tværs af gadehuset. Uoverensstemmelser mellem svigerfar og -søn førte også til, at svigersønnen, som boede i husets nordre halvdel (nr. 27), lod indsætte nye vinduer, der var mindre end de tidligere. Samtidigt sænkede han både vinduerne og gulvet i sin halvdel, foruden at han pudsede facaden helt glat. Den nordre halvdel havde ikke beboelse i tagetagen, hvorimod den søndre havde to kviste mod gaden. Naboskab og familieskab har givetvis ikke været alt for harmonisk, siden begge parter havde så store behov for at markere forskelle!

Sct. Mogens Gade 29, som den dag i dag ligger smuk og velholdt i den gamle bygade, minder i sin karakter en del om den nedrevne bygning. Arkitekt C. M. Smidt, Nationalmuseet, som i 1914 var i Viborg for at opmåle nr. 25 & 27, skrev at bindingsværkhusene nr. 25 & 27 og 29 udgjorde ”et glimrende naboskab for ”Karnapgården”, hvis tårn og gavle rejser sig frit og uantastet for enden af de to beskedne bygninger, der er så nær overensstemmende med hinanden både i størrelse og karakter”. De to lave bygninger gav et frit syn til den højere munkestensbygning bag den, og der var et enestående smukt sammenspil mellem småhusene med deres lange, vandrette vinduesrække og de ensartede tagflader og så det ranke stejle gavl- og tårnhus bagved. Smidt skrev videre i sin beretning: ”Vi har her et smukt og karakterfuldt gadebillede, der er af et eget klassisk dansk præg, og som tillige er landskendt, så vidt som Sct. Mogens Gade med dens mange gamle, grundmurede og bindingsværksbyggede huse ikke blot hører til de smukkeste, men også til de mest kendte og skattede blandt gaderne i de danske provinsbyer”.

Smidt var kaldt til Viborg i 1914 af landsarkivar Georg Saxild, der var medlem af Viborg Museums bestyrelse. Husets ejer, karetmager Jacobsen, havde længe overvejet at rive huset ned, men det var i første omgang lykkedes gode kræfter i byen at få Jacobsen til at tøve en kende. Karetmageren gav i stedet sit samtykke til, at facaden i den sydlige del blev restaureret, så bindingsværket igen trådte frem. Det hjalp nu også på karetmagerens velvilje, at museet ville skæppe i kassen til restaureringen. Muligheden forelå ifølge Saxild, fordi museet var ”blevet formuende ved arv efter en gammel særling”. Restaureringen af facaden blev gennemført i 1914, og derved kunne borgerne og byens gæster gå og glæde sig over gadeindtrykket. Men så ændrede karetmager Jacobsen mening. I 1916 lod han huset bryde ned, dog lovede han forud for nedrivningen, at museet kunne få det fint dekorerede egetræstømmer.

Husets alder

Arkitekt Smidts gennemgang af huset i 1914 giver os klare fingerpeg om husets alder. Bygmesteren, som i fordums tid rejste bygningen, satte først en kælder i rå kampesten, formurede i ler. Dog byggede han den øverste del mod gaden i munkesten. I kældermurværket mod gaden var der to oprindelige glugger, der havde smige sider ind mod kælderrummet. Solidt tømmer havde vores bygmester også fået skovet og hugget til. Kælderens bjælkeloft var svære egeplanker af indtil 34 cm bredde. De lå på tværs af bygningen og var båret af otte kraftige egetræsbjælker på 24 x 18 cm, der således lå på langs af huset i over 14 meters længde. Stærke mænd må have haft deres at se til, før bjælkerne var bakset på plads. De lange bjælker støttede på kælderens to gavlmure og var yderligere understøttet af to tykke egetræsdragere. Bygningen var i 1914 på 9½ fag. Mod nord mod gaden var der, fire vinduesfag, herefter et dørfag og syd herfor fire vinduesfag og et halvt fag.

Indgangen har været flyttet flere gange. Arkitekt Smidt mente, at indgangen oprindeligt var i det sydligste helfag. Alle stolperne med undtagelse af stolpe fire fra syd, er udstyret med ornamentale udskæringer. Huset har dog strakt sig længere mod syd, idet bygningen sandsynligvis har været afsluttet i en rigtig port med tag og loftsrum over. Vinduerne, som fulgte med til museet, er højere end de oprindelige. Det første solide bindingsværkhus, som vores ukendte bygmester rejste over kampstenskælderen, gennemgik på et tidspunkt nogle drastiske ændringer eller mere sandsynligt er det brudt ned, hvorefter håndværkere opførte nye mure over kælderfundamentet. Hvornår det skete, ved vi ikke, ej heller hvorfor en så radikal ombygning var nødvendigt, men husets daværende ejer var en praktisk mand. Han genanvendte nemlig, hvad han kunne af de oprindelige egestolper, dog er remstykket over stolperne erstattet af fyrretræ, ligesom loftsbjælkerne er fyrretræ. Den fjerde sydligste stolpe blev også fornyet ved ombygningen.

At håndværkerne måtte erstatte en del egetømmer med fyrretræ tyder på, at det for husets ejer på det tidspunkt var blevet sværere at skaffe byggemateriale i eg. Eller ejeren havde ikke råd til ædeltræ; i alt fald må vi skønne, at det nyrejste hus var af ringere kvalitet end den første. Denne kvalitetsforskel kan give nogle formodninger om tiden for byggeriet. Ejeren af det oprindelige hus har haft rigeligt med kraftigt egetræ til sit byggeri, siden han anvendte egetømmer også til bjælker, spær og gulvbrædder. Den rigelige anvendelse af egetræ hørte det 16. århundrede til, da var der endnu store egeskove til rådighed for bygmestrene. Men også andre spor i træet kan bruges til datering. Ejeren af huset i Sct. Mogens Gade havde sans for både kvalitet og stil siden han lod en træskærer forme de fine udskæringer på egestolperne. Ornamentikken fæstnede arkitekt C. M. Smidt i tid til omkring 1575. Også munkestensmur og glugger i kælderen peger på, at den oprindelige bygning var et fint lille renæssancehus. Arkæologen Hans Krongaard Kristensen antager ud fra sine undersøgelser, at den første bygning endda var rejst i to stokværk; dog pegede arkitekt Smidt i sin gennemgang af husets træværk ikke på den mulighed.

Husets ejere

Hvem var det persongalleri af mennesker, der i slægt efter slægt helt tilbage til Frederik den 2.’s tid har haft bord, seng og ildsted i det harmoniske hus i Sct. Mogens Gade? På lokalhistorisk arkiv findes afskrifter af skøder tilbage til 1600-årene. Den ældste husejer, vi kender navnet på, er Gregers Steffensen Hvid, der flyttede til Viborg i 1650 og nedsatte sig som købmand. Gregers Hvid døde 25 år senere, i 1675. Hans gerning som købmand i købstaden faldt i en urolig tid, idet svenske tropper i september 1657 erobrede, besatte og brandskattede Viborg. Fjenden blev indtil udgangen af 1658. De ranede ved afmarchen, hvad de kunne få fat i, men dermed var trængslernes tid ikke forbi. Kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg indgik forbund med Danmark, og svenskerne blev afløst af over 30.000 brandenburgske og polske tropper, som hærgede Jylland værre end svenskerne. Landsknægtene nåede Viborg ved nytår 1659 og blev til hen på sommeren. En tid slog selveste kurfyrsten sit hovedkvarter op i Viborg, hvor han logerede hos vinhandler Samuel Gerber i Sct. Mogens Gade 3. Vores husejer, Gregers Hvid, har sikkert stået lige så forarmet og tomhændet tilbage som de fleste andre borgere i byen. Til enken blev der heller ikke noget. Da kongens embedsmænd i 1682 gik fra hus til hus i Sct. Mogens Gade for at fastsætte skattetaksten, noterede de, at ”Gregers Hvids gård var ubeboet og forfalden, udlagt til kreditorerne”.

En af kreditorerne var borgmester Jacob Andersen Bøgvad. Ved Bøgvads død i 1685 var det broderdatteren Kirsten Bertelsdatter Lund som arvede ”Gregers Hvids ødegård”. Hun ville åbenbart hverken eje eller have den stadig tomme og forfaldne gård, idet hun kort efter skøder den til svogeren Christen Christensen Ugelriis. Meget tyder på, at det var et meget forsømt hus, handelsmand Chresten Ugelriis overtog. Chresten havde giftet sig ind i den viborgensiske guldsmedeslægt Bochsen, og familien beholder huset indtil 1713. Og mon det så ikke var Chresten Ugelriis, der ved overtagelsen af huset i Sct. Mogens Gade i 1686 gik i gang med den store genopbygning. Men efter krigens ødelæggelser med brand og hærgen rakte det ikke længere til dyrt egetræsbyggeri. Ejeren måtte lade sig nøje med det billige fyrtræ. Vi må formode, at Chresten og hustruen Margrethe selv tog bolig i huset, da det var sat i stand. Margrethe døde i 1701, mens Christen levede til 1713.

Tre måneder efter hans død solgte svigersønnen huset til en mand ved navn Peder Olufsen Boller, der foruden at være købmand og øltapper også havde den fine titel af stempelpapirforvalter. Megen fornøjelse af huset fik han nu ikke, idet han blev lagt i graven året efter, men konen beholdt det og giftede sig med en anden købmand ved navn Jørgen Schaltz. Han var såmænd født i Skals, og ud over huset fik han også jobbet som stempelpapirforvalter. Ægteparret solgte i 1721 huset til Gråbrødre Kloster, og de næste snes år skifter ejerskabet fire gange.

Ny stabilitet i ejerforholdet kom der med slægten Halkier, som var husets indehaver i 67 år. Jens Christensen Halkier, der købte Sct. Mogens Gade-huset i 1742, var tre år tidligere flyttet fra København til Viborg, hvor han løste borgerskab som bogbinder. Både en søn og en datter og svigersøn nåede at eje den, inden bygningen i 1809 overgik til postmester Mattias Thonboe. Tilsyneladende er det for at skaffe bolig til sønnen, Christian Thonboe, som i 1808 var blevet gift med Ellen Marie Hansen. I 1811 overtog Christian selv skødet, og ved folketællingen i 1834 boede ægteparret i huset sammen med deres tre børn, en tjenestepige og en logerende. Chr. Thonboe startede sin karriere som postekspedient, blev senere også opsynsmand ved befordringsvæsenet og drev tilsyneladende også lidt forretning, siden han i 1834 titulerede sig som købmand. Ved tællingen i 1845 kaldte den 59-årige Christian Thonboe sig pensionist. Han døde i 1850, og allerede samme år forsøgte Ellen Marie uden held at sælge ejendommen “på billige vilkår”. Det kneb hende åbenbart at klare udgifterne, eller ejendommen var blevet for stor til hende. I 1851 forsøgte hun i alt fald at udleje ejendommen med toft og have. Året efter kom gården med have og byggeplads til Reberbanen på auktion, og enkemadam Thonboe pakkede sine ejendele og rykkede efter 43 år ud af det gamle bindingsværkshus.

Hus og værksted

Den højestbydende ved aktionen var bager Jørgen Thomsen, som et par år senere solgte huset til fragtmand Christen Wændelin. Den næste ejer – fra 1869 – blev møllerkusk og broforpagter på Nørremølle, Jens Kay eller Keyser, og dermed er vi fremme ved den ene part i den “familiefejde”, der endte med husets deling. Den anden part kom til i 1873, hvor karetmager Jens Jacobsen fra Finderup giftede sig med datteren Maren Kirstine. Det parti var åbenbart ikke helt efter Jens Kays hoved. Forhistorien var den, at Jens Jacobsen, som kom ud af “kartoffeltyskerslægt”, havde en moster, der sammen med andre piger fra kolonistgårdene ved Frederiks lærte at væve hos Kays kone, Karen. Under et besøg hos mosteren brændte Jens varm på husets unge datter, der endnu var ganske ung. Mor Karen anede vel, hvad der var i gære, men åbenbart ikke gamle Jens Kay. Da de unge blev forlovet, var Maren Kirstine kun 18 år, og endnu mange år efter hørte et barnebarn Jens Kay bebrejde sin kone, at hun ikke havde søgt at hindre, at datteren forlovede sig så ung. Resultatet af romancen blev dog, at Jens Kay i 1878 solgte halvparten af huset til svigersønnen. Seks år senere købte svigersønnen hele ejendommen og karetmagerværkstedet blev efterhånden en betydelig virksomhed. Jens Jacobsen byggede et nyt værksted på grunden bag huset, foruden at han slettede en del af de to haver for her at opføre et 2-etages vognmagasin. Loftet over magasinet indrettede han med værelser, som han udlejede til soldater. Jens Jacobsens søn, Kay, blev oplært i karetmagerfaget og overtog virksomheden i 1910. Værkstedet voksede efterhånden til en vognfabrik; især efter at verdenskrigen var brudt ud i 1914, steg efterspørgslen efter alle slags hestevogne. Dermed blev pladsen for trang i det gamle bindingsværkshus, og Sct. Mogens Gade blev en smuk attraktion fattigere.

Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2002 s. 38-46.