Bødlens tid

Reformationen i Danmark i 1536 medførte et skift i synet på forbrydelse og straf. Kongemagten overtog nu også det retsvæsen, der før havde hørt under kirken. I 1500- og 1600-årene indførte kongemagten en række love, der var dybt forankret i angsten for Guds vrede og hævn. De nye love blev vendt mod alt, hvad Biblen betragtede som ugudeligt.

Gennem kirkegang blev befolkningen belært om “Guds love”, og de strenge straffe er formentlig ikke blevet opfattet som urimelige i den brede befolkning. Tværtimod var hele samfundet præget af en gammeltestamentlig moral, hvor princippet om “øje for øje og tand for tand” gjorde sig gældende i hverdagslivet.

Tidens talrige straffe for sædelighedsforbrydelser, vold og drab tegner et billede af et samfund, hvis moral og råhed er af en karakter, der ligger milevidt fra dagens Danmark. Straffene fra 1500- til 1700-tallet spænder fra henrettelser over lemlæstelser som afskæring af hænder og øre til mere milde former som offentlig piskning. Der blev set strengt på sædelighedsforbrydelser. Den eneste lovformelige kønsakt var mellem mand og kone. Al anden kønslig omgang blev straffet hårdt. Der blev indført dødsstraf for blodskam, homoseksualitet og sodomi. En periode kunne straffen for skilsmisse og utroskab ligeledes være døden.

En anden type forbrydelser, der havde et skær af seksualitet over sig, var heksesagerne. Hekseri blev opfattet som den værste af alle forbrydelser. Det var et oprør mod Gud, der kun kunne ske i alliance med djævlen. I tiden fra ca. 1600 og frem til 1660 brændte bålene jævnligt. I Viborg Landstings dombog fra 1620 er der opført omkring 175 straffesager, deraf er de 35 heksesager.
I alt anslår historikerne, at henved 1000 personer, fortrinsvis kvinder, blev dømt som hekse. Et skænderi kunne være nok til, at man blev dømt for at være heks. Kirsten Nielsdatter Snedkers kom i skænderi med sin nabo over en so. Kirsten lovede, at der ville ske naboen en ulykke, og da naboen noget senere blev syg, blev Kirsten anklaget og kendt skyldig i at være heks.

Tatere, rakkere og natmandsfolk var de befolkningsgrupper, der stod svagest i forhold til den verdslige straffelovgivning. Den øvrige befolkning opfattede dem som uærlige, og de blev i udpræget grad holdt uden for det kristne fællesskab. Gruppen af subsistensløse blev et sted, hvor gudfrygtige mennesker kunne rette deres frygt for synd og skyld.

Bortset fra henrettelse var den værste straf at blive udstødt fra samfundet. Det skete i vidt omfang for denne store gruppe af subsistensløse, der måtte klare til dagen og vejen ved tiggeri og rapseri. Pisk, brændemærker, afskårne ører og afhuggede fingre blev tegn på udstødelse og stemplede den straffede for livet.

Udførelsen af straffen foregik i fuld offentlighed i gabestokken eller ved byens kag. Den legemlige afstraffelse udviklede sig i 1500- og 1600-tallet til at blive det centrale omdrejningspunkt i statens retspolitik. I et eksempel herpå var priviligeringen af bøddelerhvervet. I 1698 blev bødlens arbejde et kongelig privilegeret erhverv, og der blev fastsat en fast landsdækkende takst for forskellige former for legemlig straf.

Den store indespærring

I 1708 indførte Frederik d. 4. en ny forordning. Hovedpunkterne i forordningen var, at de arbejdsdygtige forbrydere skulle indespærres og sættes til tvangsarbejde, mens uarbejdsdygtige fattiglemmer, som syge og gamle skulle modtage almisser og naturalier fra lokalsamfundet gennem fattigvæsnet. Men det viste sig snart, at befolkningen havde megen uvilje mod at yde almisser til fattigvæsnet.

Fattigvæsnet var kun i stand til at yde en ringe hjælp. Langt de fleste fattige måtte derfor stadig tigge og stjæle, så de kunne klare sig igennem livet. I midten af 1700-tallet oprettede statsmagten en række tugt- og arbejdshuse. Her indsatte myndighederne lovovertrædere i et sådan omfang, at der fra midten af 1700-tallet og en 100 år frem, kan tales om en egentlig indespærringsbølge.

Man iværksatte ligefrem klapjagter på subsistensløse. En sådan fandt blandt andet sted en frostkold morgen i februar 1835 over hele Nord- og Vestjylland. Der blev indfanget 142 personer, hvoraf en del blev sat i Viborg Tugthus.

Den holdning, der lå bag skiftet fra legemsstraf og udstødelse til indespærring og tvangsarbejde, kommer blandt andet til udtryk i “Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin” fra 1764. Her kunne læses følgende: “Mon ikke tugt- og arbejdshuses oprettelse skulle være nyttige for en stat? Hvori sådanne folk indtages og holdes bestandig i arbejde, som ellers ikke vil arbejde…”. Hertil henhører løsgængere, dagdrivere “… ” og bedragere, som kun nærer sig ved spil, tyveri og andre ugudeligheder”. Holdningen var med andre ord, at man med indespærring og tvangsarbejde fik fjernet forbryderne fra samfundet samtidig med, at man fik en billig arbejdskraft.

Oplysningstidens idéer influerede også på holdningen til legemlig afstraffelse. Ydmygende fysisk afstraffelse harmonerede ikke med idealer om selvbeherskelse, dannelse og human livsførelse. Men først et stykke ind i det 19. århundrede manifesterede idéerne sig i straffelovgivningen.

I 1866 blev kagstrygning og brændemærkning officielt afskaffet. Fra da af var frihedsberøvelse og bøde de dominerede straffeformer. I tugt- og arbejdshusenes ordensreglementer kan man læse om, hvordan fangernes hverdag var lagt i faste rammer. Til hver eneste time af dagen var der påbudt bestemte gøremål. Der var ikke meget rum til individuel livsførelse.

De stramme rammer har været hård kost for fangerne. For de mange, der havde levet deres liv under den åbne himmel, og som var vant til en udisciplineret livsform, må den stramme hverdagsrytme, de mørke rum og den indeklemte lugt af indgroet snavs have været klaustrofobisk. Fra myndighedernes side har disciplineringen fungeret som en naturlig måde at opdrage disse unyttige mennesker til arbejdsduelige gode borgere, der kunne være samfundet til nytte frem for til last.

Problemet var bare, at der ikke blev lukket arbejdsduelige gode borgere ud fra tugt- og arbejdshusene, tværtimod. Myndighedernes forsøg på at disciplinere fangerne gik ikke efter hensigten. Erfaringerne viste, at fangerne ikke blev mere nyttige borgere af at have siddet i tugthus. Der var behov for en reformering af fængselssystemet.

Professor dr. phil. C. N. David havde allerede i 1842 offentligt gjort en betænkning, der gjorde radikalt op med tugt- og arbejdshustanken. Ifølge betænkningen skulle småtyve og mordere ikke anbringes det samme sted, som det var tilfældet i landets tugt- og arbejdshuse. Mindre foreteelser skulle afsones i forbedringshuse, mens grove forbrydere skulle indsættes i tugthuse. Denne inddeling byggede på erfaringer fra især Amerikas mere udbyggede fængselsvæsen.

Her havde kvækere i Pennsylvania udviklet et fængselssystem, hvor fangerne levede i total isolation både dag og nat. Formålet var at få fangerne til at angre og dernæst forbedre sig. Pennsylvania-modellen blev anvendt i Vridsløselilles forbedringshus. Huset, der blev indviet i 1859, var beregnet til indespærring af forbrydere, der skulle afsone kortere straffe. I 1853 var tugthuset i Horsens blevet taget i brug til afsoning af længere straffe. Horsens Tugthus var bygget efter den såkaldte Auburn-model, hvor fangerne kun skulle isoleres i celler om natten. Om dagen blev de sat til arbejde i fællesrum, men det var forbudt at tale sammen.

Siden reformationen har statsmagten bestræbt sig på at gøre forbrydere til lovlydige borgere. Metoderne har ændret sig markant fra gabestok til fængselcelle. Fælles for de forskellige straffeformer har været, at de i vidt omfang har udstødt forbryderne fra samfundet.

Udstødelsen har betydet at mange forbrydere har fortsat deres kriminelle løbebane frem for at ende som lovlydige borgere. I dagens Danmark falder 3 ud af 10 dømte tilbage til ny kriminalitet inden for to år. Den ideelle løsning er endnu ikke fundet.

 

Billede til venstre: Blytækker og kunstner Christian M. Gullev har tegnet dette billede af Viborg Tugt- og Manufakturhus, som det så ud i 1816.