I tidligere tider var åreladning en almindelig brugt behandling ved mange sygdomme, idet man mente, at sygdommen sad i blodet. Fra omkring 1820 blev blodigler brugt til at suge ”dårligt blod”, f. eks. ved blodudtrædninger efter slag, ved betændelser og en mængde andre sygdomme. Ved næsten alle sygdomme blev der ordineret kopsætning med igler, og på hospitalerne var det ofte den eneste behandling.
Derfor opstod der et meget stort behov for lægeigler, og selv om igler lever fritlevende nogle steder i Danmark, kunne danske igler slet ikke dække behovet, og de måtte importeres fra Mellemeuropa og Østeuropa. I Tyskland, Holland og Sverige var der dambrug, hvor der blev opdrættet igler, og nogle driftige viborgensere fandt, at det også måtte kunne gøres i Viborg, og de oprettede aktieselskabet ”Blodigleparken ved Viborg”.
I Jyllands-Posten den 29.november 1872 skrives fra Viborg: ”Vor By vil i Fremtiden blive Sædet for en særegen industriel Virksomhed, idet der på dens Grund vil blive anlagt en saakaldt Iglepark, som vil udklække og opfostre disse nyttige Dyr efter en større Maalestok”.
Igleparken blev anlagt 3 km fra byen ud ad Koldingvej i 1873. Iglerne ynglede første gang i sommeren 1874, og ved ”Den trettende almindelige danske Landmandsforsamling i Viborg den 29. juli 1875” tilkendtes igleparken sølvmedalje for sine udstillede igler.
Igleparkens levetid blev imidlertid kort. Købmand Julius Kristensen, en stifterne bag parken, gik konkurs i 1875, og i F. Meinerts ”Dyrelære” fra 1884 står under stikordet lægeigle: Igledamme findes i Ungarn og Frankrig samt ved Viborg, men uden ret Held ved Opklækningen”.
Iglerne var også på dette tidspunkt ved at have udspillet deres rolle i sygdomsbehandlingen, selv om alle danske apoteker endnu indtil 1933 skulle føre læreigler.
Litteratur
Birger Jensen: Blodigleparken ved Viborg. Fra Viborg Amt. Årbog udgivet af Historisk Samfund for Viborg Amt 1959.
Jyllands-Posten 29. november 1872.